Kortlægning og evaluering af erhvervsaffaldskonsulentordninger i kommuner og affaldsselskaber

Sammenfattende artikel

Erhvervsaffaldskonsulentordninger i fremgang

Projektet "Kortlægning og evaluering af erhvervsaffaldskonsulentordninger i kommuner og affaldsselskaber" viser, at hele 200 kommuner pr. 1. maj 2000 var dækket af en erhvervsaffaldskonsulentordning. Projektet viser også, at der blandt både konsulenter og virksomheder er stor tilfredshed med ordningerne, men også gode idéer til hvordan nuværende og kommende ordninger kan forbedres.

Baggrund og formål - øget indsats overfor erhvervsaffald

Affaldsmængderne fra virksomhederne er stigende. Der sker en mindre genanvendelse af affaldet end ønsket, hvorved der går ressourcer tabt. Desuden indeholder erhvervsaffaldet en række miljøbelastende stoffer, som skal udsorteres til særskilt behandling

Kommuner og affaldsselskaber er begyndt at iværksætte ordninger med erhvervsaffaldskonsulenter for at styrke indsatsen overfor virksomhedernes affald. Erhvervsaffaldskonsulenternes overordnede opgave er at gøre virksomhederne mere opmærksomme på deres affaldsproduktion bl.a. ved at øge informationen om de kommunale affaldsregulativer. I forlængelse heraf er det også erhvervsaffaldskonsulenternes opgave at vejlede virksomhederne i en mere hensigtsmæssig affaldshåndtering. Herved vil der bl.a. blive flyttet affald fra deponering og forbrænding til genanvendelse samt blive udsorteret affald med miljøbelastende stoffer.

Der har ikke hidtil været et samlet overblik over erhvervsaffaldskonsulentordningernes udbredelse og indhold. Dermed har der heller ikke været foretaget en samlet evaluering af de erfaringer, der er gjort med ordningerne. I "Affald 21 - Regeringens affaldsplan 1998 – 2004" blev det besluttet, at der skulle foretages en sådan evaluering. Dette er baggrunden for projektet "Kortlægning og evaluering af erhvervsaffaldskonsulentordninger i kommuner og affaldsselskaber".

Formålet med projektet har været at kortlægge eksisterende og planlagte ordninger i kommuner og affaldsselskaber samt evaluere erfaringer med eksisterende ordninger. Desuden har det været et formål at tilvejebringe viden, som kan anvendes af kommuner, affaldsselskaber og Miljøstyrelsen til at forbedre eksisterende ordninger samt tilrettelægge kommende ordninger.

Undersøgelsen - kortlægning og evaluering af erhvervsaffaldskonsulentordninger

Reno-Sam har ledet projektet, som er gennemført i et samarbejde mellem Reno-Sam, RAMBØLL, Teknologisk Institut og ACNielsen AIM A/S. Projektet er finansieret af Miljøstyrelsen via "Udviklingsordningen" under "Program for renere produkter m.v."

Kortlægningen af erhvervsaffaldskonsulentordninger er baseret på telefoninterview med medarbejdere fra 269 kommuner og 32 affaldsselskaber. Via kortlægningen er det undersøgt hvilke kommuner og affaldsselskaber, der har eksisterende ordninger eller har konkrete planer om at iværksætte ordninger. Desuden har kortlægningen givet data om ordningernes formål, finansiering, aktiviteter m.v.

Evalueringen er dels foretaget på baggrund af telefoninterviewene med kommuner og affaldsselskaber og dels via telefoninterview med kontaktpersoner fra 45 virksomheder, der har modtaget rådgivning fra erhvervsaffaldskonsulenter. Desuden har otte erhvervsaffaldskonsulenter deltaget i et fokusgruppeinterview. Gennem evalueringen har konsulenterne og virksomhederne bl.a. vurderet effekter af ordningerne samt givet gode råd til forbedringer af nuværende og kommende ordninger.

Slutteligt indgår der i projektet fire casebeskrivelser af konsulentordninger samt fire casebeskrivelser af konsulenters besøg på virksomheder.

Hovedkonklusioner

En erhvervsaffaldskonsulentordning kan være med til at opfylde kommunernes og affaldsselskabernes mål i affaldsplanlægningen, og dermed også udmøntningen af målene i "Affald 21". Disse mål er bl.a. at flytte affald fra deponering og forbrænding til genanvendelse samt at udsortere miljøbelastende fraktioner med henblik på særlig behandling.

På baggrund af resultaterne af telefoninterviewene med kommuner, affaldsselskaber og virksomheder opstilles der i projektet nogle gode råd om erhvervsaffaldskonsulentordninger. Rådene retter sig til politikere, kommuner og affaldsselskaber, hvor en ordning er under oprettelse eller hvor man diskuterer, om der skal oprettes en ordning eller ej. Desuden er der gode råd til Miljøstyrelsen i forhold til at forbedre de eksisterende og kommende ordninger.

Ved overvejelse af, om en kommune eller et affaldsselskab skal oprette en erhvervsaffaldskonsulentordning, er der to spørgsmål, der bør diskuteres:
Vil en erhvervsaffaldskonsulentordning kunne medvirke til at opfylde målsætninger i affaldsplanen og i "Affald 21"?
Har politikere og kommunen/affaldsselskabet vilje og ressourcer til at oprette en erhvervsaffaldskonsulentordning?

Hvis det på baggrund af ovenstående besluttes at oprette en ordning, bør følgende spørgsmål afklares:
Hvordan skal ordningen organiseres?
Hvordan skal ordningen finansieres?
Hvor mange konsulenter skal ansættes?
Hvad skal det overordnede formål med ordningen være?
Hvilke opgaver skal løses af erhvervsaffaldskonsulenten/-konsulenterne?
Hvis flere kommuner deltager i ordningen, skal alle så tilbydes samme service eller skal der være forskellige valgmuligheder?
Skal der nedsættes en følgegruppe til ordningen eller en anden form for løbende sparring til konsulenten/konsulenterne?
Skal der opstilles succeskriterier for ordningen?
Skal der foretages evalueringer eller effektmålinger af ordningen, og i så fald hvordan?

Jo flere tanker, der er gjort ved opstarten af en ordning, jo bedre arbejdsvilkår vil en nystartet konsulent have. I projektet gives desuden en række råd om arbejdsredskaber, som erhvervsaffaldskonsulenterne kan bruge som inspiration, og som kan hjælpe dem i deres hverdag under følgende overskrifter:
Deltagelse i netværk med andre konsulenter
Udvikling af dataregistreringssystemer og deltaljeret opfølgning på virksomhedsbesøg
Fokus på store virksomheder og affaldsmængder, brancher, fraktioner samt nystartede virksomheder
Samarbejde med transportører
Efteruddannelse

Politikeres, kommuners, affaldsselskabers og erhvervsaffaldskonsulenters diskussioner, afgørelser og opgaver kan ikke stå alene, men skal suppleres med tiltag fra Miljøstyrelsens side. Miljøstyrelsen kan understøtte nuværende og kommende erhvervsaffaldskonsulentordninger ved at:
Sørge for, at al relevant information fra Miljøstyrelsen når erhvervsaffaldskonsulenterne
Sørge for, at der etableres en elektronisk værktøjskasse til erhvervsaffaldskonsulenterne
Overveje om effekten af erhvervsaffaldskonsulentordningerne kan vurderes ved at udtrække data fra ISAG
Klargøre erhvervsaffaldskonsulenternes rolle i forhold til affaldsminimering og støtte dem i denne rolle

Projektresultater

Kortlægningen

Gennem telefoninterviewene med medarbejdere fra kommuner og affaldsselskaber er det kortlagt, at der pr. 1. maj 2000 på landsplan er 39 erhvervsaffaldskonsulentordninger i kommuner og affaldsselskaber. Ordningerne beskæftiger 51 erhvervsaffaldskonsulenter og dækker 200 kommuner.

Overordnet findes der tre måder, hvorpå ordningerne er organiseret. Mens nogle kommuner har deres egne ordninger med en eller flere ansatte, har andre kommuner indgået et samarbejde om at dele en erhvervsaffaldskonsulent. Slutteligt indgår størstedelen af kommunerne i ordninger via deres affaldsselskaber, som har ansat en eller flere konsulenter.

Hovedparten af ordningerne er opstartet i perioden 1996-2000. En del af ordningerne er igangsat med støtte fra "Den Grønne Jobpulje".

Der er en række forskelle på de enkelte erhvervsaffaldskonsulentordninger, hvilket kan forklares med forhold som f.eks. prioritering, ressourcer samt virksomhedernes antal og karakter. Samtidig er der nogle fællestræk, som går igen i hovedparten af ordningerne. Det mest grundlæggende fællestræk er formålet for ordningerne, som for alles vedkommende i et eller andet omfang omfatter at sætte fokus på erhvervsaffaldet. Desuden er der en række aktiviteter, der går igen i de enkelte konsulenters arbejde, bl.a. rådgivning ved besøg, telefonisk kontakt og ved udsendelse af informationsmateriale, dialog med relevante aktører samt opgaver som modtagekontrol og stikprøvetagning.

Evalueringen

Erhvervsaffaldskonsulenterne er overordnet set godt tilfredse med de ordninger, de er ansat i. Jobbet som konsulent er spændende, og der er mange udfordringer i hverdagen. Også de interviewede kontaktpersoner fra virksomhederne er positive overfor ordningerne. De synes, det er rart at have et sted at henvende sig med de spørgsmål, der kan opstå om f.eks. sortering og afsætning. Desuden finder mange, at det er godt at få mere styr på affaldet i deres virksomhed.

Gennem telefoninterviewene med erhvervsaffaldskonsulenter og kontaktpersoner fra virksomheder har det ikke været muligt at afdække hvor store affaldsmængder, der er flyttet som følge af konsulentordningerne. Enkelte konsulenter og virksomheder har kunnet opgive cirka-mængder for nogle fraktioner, men ikke i et omfang, der muliggør nogen form for samlede konklusioner. Ligeledes er det ikke muligt at drage nogle konklusioner omkring økonomiske konsekvenser for virksomhederne som følge af f.eks. bedre afsætningsvilkår eller udsortering af nye fraktioner.

Både konsulenter og virksomheder er derimod i stand til at formulere en række blødere vurderinger af ordningernes effekter. Konsulenterne selv mener bl.a., at der med ordningerne er blevet sat fokus på virksomhedernes affald generelt, at lovgivningen overholdes i højere grad end tidligere og at den mængde affald, der kan genanvendes, er øget. Desuden mener de, at der gennem ordningerne bliver en bedre udsortering af miljøfarlige stoffer, og at der flyttes affald opad i affaldshierarkiet (d.v.s. affaldet flyttes fra deponering og forbrænding til genanvendelse).

Kontaktpersonerne fra virksomhederne mener ligeledes, at der med ordningerne bliver sat fokus på affaldet i virksomhederne. På mange af virksomhederne udsorteres der flere affaldsfraktioner efter besøget fra en erhvervsaffaldskonsulent. En stor del af virksomhederne har desuden fået belyst de økonomiske effekter ved deres affaldshåndtering. Nogle virksomheder bruger efter besøget flere penge på at komme af med deres affald end tidligere. Andre sparer penge, fordi de samtidig med at skulle betale mere for flere containere og tømninger, kan få penge for f.eks. deres papir og pap.