Miljøspecifikationer for elektroniske tele- og dataprodukter 

5. Uddannelsesmateriale

5.1 Formålet med uddannelsesmaterialet
5.2   Kursusprogram
5.3 De enkelte modulers sigte og opbygning
5.4 Afprøvning af kursusmaterialet

5.1 Formålet med uddannelsesmaterialet

Der er i projektet udarbejdet et generelt uddannelsesmateriale, som retter sig mod beslutningstagere om både indkøb (indkøbere) og produkter, som skal indkøbes (product managers hos Tele Danmark).

Formålet med uddannelsesmaterialet er at sætte indkøbere og product managers i stand til at vurdere produkters miljøegenskaber i forbindelse med udvælgelse og indkøb, herunder brugen af miljøspecifikationsmetoden og den elektroniske håndbog.

Da elektronikprodukter og herunder teleprodukter er teknologisk tunge og sammensatte produkter, er det ingen let sag at forholde sig til deres miljøvenlighed eller mangel på samme. Der lægges derfor i uddannelsesmaterialet vægt på en grundig indføring i begreber som miljøvenlighed og grønt indkøb, idet det udførligt forklares hvad ordet "miljøvenlig" betyder i denne sammenhæng og de teknologiske aspekter og muligheder, som gør et elektronikprodukt til et miljøvenligt elektronikprodukt.

5.2 Kursusprogram

Undervisningsmaterialet er rettet mod et en-dags kursus. Et sådant kursus er gennemført i projektet for et udvalg af Tele Danmarks indkøbere og product managers, og det efterfølgende kursusformat er derfor afprøvet på en virkelig situation.

Kursusdagens standardprogram kan ses på næste side, og selve kursusmaterialet er indbygget i den elektroniske indkøbshåndbog, hvorfra det kan printes både som slides og som notes-pages, i to versioner for hhv. kursusdeltagere og undervisere.

Det er valgt at starte med indføringen i den elektroniske håndbog, da denne udgør det daglige værktøj for indkøbere og product managers. Herefter følger en case-øvelse med den elektroniske håndbog. Selve indføringen i miljøspørgsmål, livscyklustankegang, grønt indkøb og de tekniske aspekter af miljøvenlige elektronikprodukter ligger i midten af forløbet, og lægger op til en indføring og en case-øvelse i miljøspecifikationsmetoden, som er kernen i den elektroniske håndbog.

Der er her valgt en "Columbo-metode", med det primære budskab først, nemlig brugen af den elektroniske håndbog, efterfulgt af "opklaringsarbejdet" dvs. alle forklaringerne.

5.3 De enkelte modulers sigte og opbygning

Undervisningsmaterialet ligger som en del af den elektroniske håndbog. De enkelte moduler har følgende indhold:

Tabel 5.1.
Oversigt over kursusdagen i standardformat.

Modul 0

kl. 9:00-9:15

INTRODUKTION TIL DAGEN

Præsentation

Modul 1

kl. 9:15-10:00

INDFØRING I DEN ELEKTRONISKE HÅNDBOG

Demonstration

Modul 2

kl. 10:00-10:45

CASEØVELSE I DEN ELEKTRONISKE HÅNDBOG

Gruppearbejde

Pause

kl. 10:45-11:00

 
Modul 3

kl. 11:00-11:30

MILJØ I DEN STORE SAMMENHÆNG

Præsentation

Modul 4

kl. 11:30-12:15

HVAD BETYDER „MILJØVENLIG"?

Præsentation

Frokost

kl. 12:15-13:15

 
Modul 5

kl. 13:15-13:45

GRØNT INDKØB OG MILJØVAREDEKLARATIONER

Præsentation

Modul 6

kl. 13:45-14:45

INDFØRING I MILJØSPECIFIKATIONSMETODEN

Præsentation

Pause

kl. 14:45-15:15

 
Modul 7

kl. 15:15-15:45

CASEØVELSE I MILJØSPECIFIKATIONSMETODEN

Gruppearbejde

Afslutning

kl. 15:45-16:00

OPSAMLING

 


Modul 0. Introduktion til dagen.

Dette modul indeholder nogle få slides, som forklarer om projektet og om kursusdagens formål.

Modul 0 indeholder følgende slides:

Slide Nr. Slide omhandler følgende:
1 Titel slide: Indkøb af miljøvenlige teleprodukter
2 Formålet med dagen
3 Om projektet „Miljøspecifikation for elektroniske tele- og dataprodukter"


Modul 1. Indføring i den elektroniske håndbog.

Dette modul er en on-line demonstration af indkøbssystemet. Der foreligger intet skriftligt materiale, idet demonstrationen tager udgangspunkt i selve systemet og dets funktioner.

Modul 2. Caseøvelse i den elektroniske håndbog.

Denne caseøvelse tager sigte på at indlære de væsentligste funktioner til dagligt brug. Der fokuseres på følgende:
Skab adgang til systemet
Opret nye brugere
Indtast besvarelse af spørgeskema for nyt produkt
Udfør scoring

Uddannelsesmaterialet indeholder en skriftlig beskrivelse af denne caseøvelse, samt tre besvarelser for tre fiktive mobiltelefoner.

Modul 3. Miljø i den store sammenhæng.

Dette modul på 15 slides har til formål at indføre kursusdeltageren i nogle grundlæggende emner, såsom:
Hvad dækker ordet "miljø" ?
Udvikling i miljøbeskyttelse gennem de sidste 40 år.
Miljø i virksomhedens interessesfære.
Livscyklustankegangen.
Bæredygtig udvikling.
Produktorienteret miljø i Danmark og på vore nærmarkeder.

Modulet så at sige kridter banen af og sætter miljøbeskyttelse i vores samtid i perspektiv.

Modulet indeholdet følgende slides:

Slide Nr. Slide omhandler følgende:
1 Titel slide: Miljø i den store sammenhæng
2 Hvad dækker ordet „miljø"?
3 Ydre miljø - eksempler
4 Arbejdsmiljø – eksempler
5 Ressourceproblematikken – eksempler på typiske ressourcer forbrugt af elektronikprodukter
6 Paradigmer for miljøbeskyttelse gennem de seneste 40 år
7 Miljø i nutidssamfundet
8 Miljø i virksomhedens interessesfære
9 Livscyklustankegangen – hvorfor har vi den?
10 Livscyklustankegangen – hvad går den ud på?
11 Livscyklustankegangen – hvad betyder det for en fremstillingsvirksomhed?
12 Livscyklustankegangen – hvad betyder det for en salgsvirksomhed?
13 Bæredygtig udvikling
14 Produktorienterede miljøtiltag i Danmark
15 Udviklingen på de vigtigste udenlandske markeder – status år 2000


Modul 4. Hvad betyder "miljøvenlig" ?

Dette modul på 20 slides forklarer overordnet hvad man forstår ved miljøvenlig elektronik.

Modulet lægger ud med at forklare og uddybe de tre miljømæssige hovedområder: Effekter på det ydre miljø, arbejdsmiljø og ressourceproblematikken. Herefter forklares hvad LCA er, for at vise, at det er muligt i dag at opgøre disse miljømæssige hovedområder kvantitativt. Resten af modulet fokuserer på de tre miljømæssige hovedproblemer for elektronikprodukter: Farlige stoffer, energiforbrug og bortskaffelse. Hovedproblemerne og deres tekniske løsninger diskuteres.

Modulet indeholder følgende slides:

Slide Nr. Slide omhandler følgende:
1 Titel slide: Hvad betyder „miljøvenlig"?
2 Effekterne på det ydre miljø - Globale effekter
3 Effekterne på det ydre miljø - Regionale effekter
4 Effekterne på det ydre miljø - Lokale effekter
5 Arbejdsmiljøeffekter
6 Vigtige ressourceparametre
7 LCA resultat for elektronikprodukt
8 Miljøvenlighed er et relativt begreb
9 De tre miljømæssige hovedproblemer for elektronikprodukter.
10 Farlige stoffer i elektronik
11 Energiproblematikken
12 Bortskaffelsesproblematikken
13 Teknikindslag - Printkortet og dets miljøproblemer
14 Teknikindslag - Flammehæmmet plastik
15 Teknikindslag - Energiforbrug – den skjulte miljøbelastning
16 Teknikindslag - Bortskaffelse og adskillelse
17 Løsninger - Det miljøvenlige printkort
18 Løsninger - Bromerede flammehæmmere
19 Løsninger - Energiforbrug, brugsfasen og forbrugsmønstre
20 Løsninger - Adskillelsesvenlig elektronik


Modul 5. Grønt indkøb og miljøvaredeklarationer

Dette modul på 10 slides diskuterer grønt indkøb og mulige simple værktøjer herunder miljømærker og miljøvaredeklarationer.

Modulet lægger ud med at diskutere detailvirksomhedens rolle, og fortsætter med et fokus på miljømærker og miljøvaredeklarationer, idet der afsluttes med en gennemgang af status for ISO 14020 serien, som standardiserer miljøpåstande.

Modulet indeholder følgende slides:

Slide Nr. Slide omhandler følgende:
1 Titel slide: Grønt indkøb og miljøvaredeklarationer
2 Styringsmekanismer i produktorienteret miljøstrategi - Elektronikprodukter
3 Miljø som konkurrenceparameter ved salg af produkter
4 Imageskabelse på baggrund af miljøansvarlighed
5 Grønt indkøb - Som styringsværktøj og fordele
6 Grønt indkøb - Værktøjer
7 Miljømærker (og energimærker)
8 Miljøvaredeklarationer – Simple, uden certificering
9 Miljøvaredeklarationer – Omfattende, evt. med certificering
10 ISO 14020 standarderne

Modul 6. Miljøspecifikationsmetoden

Dette modul på 25 slides gennemgår spørgeskemaet og forklarer hvorfor det er opbygget, som det er, og hvor faldgruber og kontrolmuligheder ligger.

Modulet består af følgende slides:

Slide Nr. Slide omhandler følgende:
1 Titel slide: Miljøspecifikationsmetoden
2 Oplysninger om producent og produkt
3 Producentens miljøopførsel – Hvorfor har vi det med?
4 Producentens miljøopførsel – Hvad er et miljøstyringssystem og hvad betyder certificering/registrering?
5 Producentens miljøopførsel – Man kan godt have en god miljøpraksis uden certificering/registrering
6 Producentens miljøopførsel – Kontrolmuligheder
7 Miljø- og energimærker – Hvad er det?
8 Miljø- og energimærker – De almindeligste miljømærker.
9 Miljø- og energimærker – De almindeligste energimærker.
10 Miljø- og energimærker – Eksempler på andre anerkendte mærker
11 Miljø- og energimærker – Kontrolmuligheder
12 Energi- og effektforbrug – Hvad spørges der efter?
13 Energi- og effektforbrug – Kontrolmuligheder
14 Stoffer og materialer i produktet – Hvilke stoffer spørger vi om og hvorfor?
15 Stoffer og materialer i produktet – Hvor optræder stofferne?
16 Stoffer og materialer i produktet – De 9 knappe ressourcer.
17 Stoffer og materialer i produktet – Emballage og manualer.
18 Stoffer og materialer i produktet – Kontrolmuligheder
19 Produktets bortskaffelsesvenlighed – Den generelle problematik.
20 Produktets bortskaffelsesvenlighed – Hvorfor disse komponenter?
21 Produktets bortskaffelsesvenlighed – Hvad spørges der om?
22 Produktets bortskaffelsesvenlighed – Produkttilbagetagning og producentansvar.
23 Produktets bortskaffelsesvenlighed – Kontrolmuligheder
24 Designforhold – Miniaturisering og opgraderbarhed
25 Scoresystem - Forklaring


Modul 7. Caseøvelse i miljøspecifikationsmetoden.

De tre spørgeskema-besvarelser, som blev indtastet i den foregående øvelse, indeholder hver en fejl, som skal findes og rettes i denne øvelse. Øvelsen er en test af, om kursusdeltagerne har forstået de tekniske aspekter af spørgeskemaet.

Fejlene er som følger:

Smartphone: Producenten har "tildelt" sig selv Svanen, selvom dette mærke ikke omfatter mobiltelefoner.

Newphone: Producenten siger, at tin ikke er tilstede i produktet, selvom produktet er baseret på klassisk loddetin.

Greenline: Producenten eller leverandøren har lavet en tastefejl i produktets energiforbrug. Der er i drift angivet 89,7 Wh pr døgn, det rette er 8.97 Wh pr. døgn.

Uddannelsesmaterialet indeholder en kort casebeskrivelse.

5.4 Afprøvning af kursusmaterialet

Et prøvekursus blev gennemført for 10 af Tele Danmarks indkøbere og product managers d. 10 november 2000. Tilbagemeldingerne var overvejende positive, og det faglige niveau og kursets varighed synes at stemme godt overens med målgruppens behov og forventninger.

Selvom kursets pensum er bredt og favnende, var der tid til fordybelse og til at opnå en vis rutine i brugen af den elektroniske indkøbshåndbog. Det blev dog bemærket, at det kunne overvejes, at gennemføre en teoretisk indføring i miljøspørgsmål, før demonstrationen af den elektroniske indkøbshåndbog, samt at indlægge nogle indledende bemærkninger om, hvorfor netop dette er vigtigt for den pågældende virksomhed. Indføringen i miljøspørgsmål i almindelighed er dækket af modul 3 og modul 4, som godt kan flyttes op forrest i programmet, hvis dette ønskes, mens forklaringen af, hvorfor grønt indkøb er vigtigt for den pågældende virksomhed vil variere fra virksomhed til virksomhed, og derfor ikke kan behandles i et generelt kursusmateriale, men bør gives individuelt i introduktionen til kurset.