Årsberetning 2000
Den Grønne Jobpulje

Kapitel 4
Konferencen "Grøn beskæftigelse i Danmark"

Den Grønne Jobpulje var den 12. maj 2000 vært for konferencen "Grøn beskæftigelse i Danmark" hvor mere end 150 deltagere og oplægsholdere diskuterede erfaringer, resultater og visioner omkring grøn jobskabelse i Danmark. Baggrunden for konferencen var dels at der ved udgangen af 1999 blev afleveret en midtvejsevaluering af Den Grønne Jobpulje og dels at år 2000 var det sidste år i Jobpuljens første fireårige periode. Jobpuljens bestyrelse ønskede derfor at afholde en konference for at få drøftet og belyst puljens resultater, og for at få sat gang i overvejelserne om hvorvidt ordningen skulle fortsætte, eller om der skulle tages andre initiativer på baggrund af de resultater og erfaringer som puljens arbejde havde skabt.

Deltagere og oplægsholdere på konferencen gav et klart signal om at der i allerhøjeste grad er brug for Den Grønne Jobpulje til at støtte pionerer og eksperimenter som drivkræfter i omstillingen til et bæredygtigt Danmark. Svend Auken udtrykte det således: "Hvis ikke nogen vover at gøre noget nyt og anderledes, sker der ingen udvikling. Jeg ser Den Grønne Jobpulje som en forløber der kan hjælpe med at flytte "normalsamfundet" i retningen mod bæredygtighed". Liselotte Knudsen fra HK fastslog at Jobpuljens støtte netop fungerer som en slags "fødselshjælper" når man vil afprøve nye veje. "Inden for HK er 15.000 medlemmer beskæftiget med indkøb inden for det offentlige", fortsatte Liselotte Knudsen, "og uddannelse af grønne indkøbere er et oplagt område hvor HK kan skabe grønne job."

Borgmester Jens Stenbæk fra Tornved Kommune i Vestsjælland fortalte om de muligheder og barrierer han havde oplevet for skabelsen af grønne job. Tornved Kommune vandt, sammen med Bjergsted og Svinninge Kommuner, tredjepræmie med projektet "fra idé til virkelighed" i Den Grønne Jobpuljes konkurrence for kommuner i foråret 1998. Projektet består af et idekatalog til skabelse af op mod en snes grønne jobs inden for væsentlige miljøområder fra produktion af økologiske fødevarer over økologiske boliger til miljørigtig transport for kommunernes mange pendlere. Efter et års tids arbejde med projektet var Jens Stenbæks erfaring at der var masser af jobmuligheder i at bruge hænder frem for kemikalier, i naturgenopretning, miljøstyring, bæredygtigt byggeri og i at skaffe lødig mad til kommunens børn. Barriererne for at realisere de mange grønne ideer ligger efter Jens Stenbæks erfaringer bl.a. i den kommunale økonomi, i manglen på helhedssyn i forvaltningen og i de startvanskeligheder der altid følger med nye arbejdsformer og metoder. Tredjepræmien og tilskuddet fra Jobpuljen har betydet at de tre vestsjællandske kommuner har fået en god mulighed for at komme videre i processen med at føre de grønne ideer ud i livet.

Da én af udfordringerne for Den Grønne Jobpulje i fremtiden ifølge CASA´s evaluering, kunne være at få en del af de mange milliarder i arbejdsmarkedssystemet anvendt til at skabe grønne job, havde Jobpuljen inviteret kontorchef Leif Chr. Hansen fra Arbejdsmarkedsstyrelsen til at kommentere dette spørgsmål. Leif Chr. Hansen der har ansvaret for området "Det rummelige arbejdsmarked", fremhævede at resultaterne fra Den Grønne Jobpuljes delpulje som administreres af AF-Vejle, har vist at aktiveringsredskaber kan bruges til at skabe grønne job. Delpuljen i Vejleregionen har for et samlet beløb på 15 mio. kr. godtgjort at målrettede projekter med det formål at skabe grønne job virker, og Leif Chr. Hansen lovede at inddrage disse erfaringer i tilrettelæggelsen af det almindelige arbejdsmarkedssystem.

De mange gode oplæg, værdifulde indlæg og den livlige debat blandt deltagerne gjorde at konferencen både fungerede som erfaringsudveksling og et stjerneskud af gode råd omkring det at skabe nye arbejdspladser inden for miljøområdet. Konferencen viste bred opbakning til en ordning som Den Grønne Jobpulje samt stor interesse for de resultater som puljens bevillinger har hjulpet på vej. Debatten, de mange råd og visioner som blev præsenteret på konferencen, er vigtige og værdifulde arbejdsredskaber for Den Grønne Jobpulje og dens samarbejdspartneres fortsatte indsats for grøn beskæftigelse i Danmark.

»Hvis ikke nogen vover at gøre noget og anderledes, sker der ingen udvikling. Jeg ser Den Grønne Jobpulje som en forløber der kan hjælpe med at flytte "normalsamfundet" i retningen mod bæredygtighed. «