[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Kildeopsporing af tungmetaller i afløbssystemer

5. Konlusion

5 Konklusion

Der er konstateret kviksølvforurening i det interne kloaksystem på de fire i undersøgelserne involverede gamle fjernvarmeværker. I alle fire tilfælde har der været installeret kviksølvstandrør. Tidligere udblæsninger af kviksølv på disse værker udgør fortsat en kilde til høje kviksølvkoncentrationer i spildevandsslammet fra de nedenfor liggende kommunale spildevandsrensningsanlæg.

Det må antages, at de konstaterede forhold på de fire involverede gamle fjernvarmeværker også er gældende generelt for landets øvrige ca. 300 ældre varmeværker med kviksølvstandrør. Undersøgelsen bekræfter således, at der gennem tiden ved uheld er tabt betydelige mængder kviksølv fra installationerne på de gamle varmeværker.

Erfaringerne fra de oprensninger af kloaksystemer med tungmetalholdigt kloakslam, som en række kommuner har gennemført i første halvdel af 1990-erne, jfr. bl.a. afsnit 4.2.5 og bilag 5, har demonstreret, at indholdet af tungmetaller i spildevandsslammet på det kommunale renseanlæg herved bliver væsentligt reduceret.  

Den afprøvede metode til kildeopsporing og oprensning med brug af genbrugsslamsuger har vist sig effektiv og enkel. Metoden kan med fordel integreres i den forebyggende ren- og vedligeholdelse af kloaksystemet, hvorved udgifterne til kildeopsporingen stort set vil begrænse sig til analyseudgifterne.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]