Udvikling med omtanke - fælles ansvar

18. Gennemførelse, overvågning af fremskridt og opfølgning

Dette er et forslag til Danmarks strategi for bæredygtig udvikling. For at føre strategien ud i livet er der behov for et aktivt samspil og dialog mellem en lang række aktører blandt myndigheder og i privat regi. Der skal ske en indsats på både nationalt og lokalt niveau, fra aktører i sektorerne og fra borgerne for at nå målene i denne strategi. Et system med indikatorer skal medvirke til at følge fremskridt med at nå strategiens mål.

Gennemførelse - et fælles ansvar

Den nationale strategi foreligger i juni 2001. Strategien er startskuddet til, at konkrete initiativer i strategien sættes i gang. Desuden har strategien et tværsektorielt sigte: Strategien lægger rammerne for de hensyn, der skal tages, når kommende strategier og handlingsplaner udarbejdes og gennemføres.

Som led i udmøntningen af strategien vil en række konkrete handlingsplaner og delstrategier – blandt andet Grøn erhvervsstrategi, Handlingsplan for biologisk mangfoldighed og Strategi for miljø og sundhed - give de mere konkrete initiativer og handlinger for at nå mod bæredygtig udvikling inden for de pågældende områder.

Men det er ikke nok, at der laves handlingsplaner og strategier. Strategierne skal føres ud i livet. Det er vigtigt, at aktørerne i de enkelte sektorer tager ansvar og fremmer strategiens mål og gennemfører indsatser inden for deres egne områder. Målene om at bryde sammenhængen mellem vækst og påvirkning af miljøet, integrere miljøhensyn i sektorer og sikre en bæredygtig udvikling er vigtige, og bør indgå i sektorernes videre arbejde.

Løbende dialog og offentlig deltagelse er vigtig for at gennemføre strategiens mål. Dialog om strategiens rammer, mål, styringsmidler og tværgående temaer er vigtig for at udvikle relevante løsninger og skabe forankring i samfundet. Aktiv deltagelse af aktører på forskellige niveauer i samfundet er nødvendig. Regeringen vil arbejde for, at den dialog, der er indledt i strategiens tilblivelsesfase, fortsætter og bliver udbygget. En vigtig opgave for sektorerne vil være at etablere dialog og samarbejde med NGO’er om at gennemføre strategien.

Mange NGO’ere gør allerede en betydelig indsats for at fremme en bæredygtig udvikling og kan få en udvidet rolle i forbindelse med gennemførelse af strategien, blandt andet som sparringspartner for virksomheder og myndigheder og som "forbindelsesled" til den brede befolkning. Det gælder både grønne organisationer, erhvervsorganisationer og andre interesseorganisationer. NGO’er bør gives mulighed for at deltage i at gennemføre strategien – både på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Der vil være behov for at udvikle koncepter for forpligtende samarbejde mellem relevante aktører.

Overvågning og opfølgning - fra mål til resultat

Bæredygtig udvikling er en langsigtet proces med langsigtede mål, og det er nødvendigt at have overblik over, om udviklingen går i den rigtige retning, og der nås resultater. Regeringen vil derfor løbende overvåge og rapportere om, hvordan det går med at gennemføre strategien og opnå resultater, der går i retning af bæredygtig udvikling. Det giver mulighed for at tage eventuelle nødvendige initiativer og justere kursen for at imødegå en negativ udvikling.

Indikatorer vil være et udgangspunkt for at rapportere om fremskridt mod en bæredygtig udvikling. Regeringen vil i sammenhæng med strategien udvikle et sæt af indikatorer, der kan følge udviklingen i forhold til vigtige mål og indsatser i strategien for bæredygtig udvikling.

Det kan i forlængelse af de indikatorer for bæredygtig udvikling, der er udarbejdet internationalt, overvejes at etablere såvel et mindre antal overordnede nøgleindikatorer som et sæt af indikatorer, der retter sig mod hvert af strategiens indsatsområder. Indikatorerne skal udvælges, så de fokuserer på udvikling og resultater i forhold til strategiens mål om bæredygtig udvikling.

Et endeligt sæt af indikatorer vil blive fastlagt på baggrund af en debatfase, og indikatorerne vil blive afrapporteret løbende.

Justering - tidssvarende politik

På baggrund af de løbende rapporter om resultater med at gennemføre strategien vil regeringen tage initiativ til at vurdere og justere strategien for bæredygtig udvikling hvert femte år fra vedtagelsen. Derved kan den næste, justerede udgave af strategien ligge klar til en mulig FN-begivenhed 5 år efter Rio+10 verdenstopmødet. Den justerede strategi vil indeholde forslag til mål og indsats i næste periode, samt vurdere om der er behov for nye indsatsområder.