Ti års miljøbistand til Østeuropa
Baltikums mønsterlosseplads
I Litauens næststørste by, Kaunas, gennemføres et af de ældste projekter, som Dancee har givet støtte til. Affaldshåndteringen i Kaunas har en stor demonstrationseffekt i og med, at projektet har givet byen et kraftigt skub i retning af at leve op til EU's standarder. Optagelsen i EU har høj politisk prioritet overalt i Baltikum, så opmærksomheden er også stor i Estland og Letland.
13 kilometer uden for byen Kaunas i Litauen ligger en losseplads, som ganske ofte modtager besøg af politikere, administratorer, studerende og journalister.
Umiddelbart ligner det en losseplads som alle andre med store mågeflokke, brogede affaldsbjerge og det obligatoriske lille træhus, hvor der holdes styr på trafikken til og fra lossepladsen.
Men som den lidt usædvanlige gæsteliste antyder, er det langt fra tilfældet.
For lossepladsen, som servicerer Litauens næststørste by, er nemlig en af de første i hele Baltikum, der er på vej til at leve op til de krav, som EU stiller til lossepladser i nye mulige medlemslande.
Optagelsen i EU er et af de højest prioriterede mål i alle de tre baltiske lande. Så de mange besøgende kommer ikke kun fra andre byer i Litauen, de kommer også fra de to nabolande i nord og diverse donorlande.
For lossepladsen er også et af de mest roste projekter, når den danske indsats i Central- og Østeuropa bliver evalueret, hvilket blandt andet tilskrives, at projektet har fået lov at udvikle sig over en relativt lang periode og med en stadig og velmotiveret medvirken fra de lokale ansvarlige myndigheder/partnere.
Introduktion af genbrug og affaldsregistrering
Ved ankomsten til lossepladsen støder de mange besø-gende på en af de vigtigste dele fra projektets første år.
Her kører hver eneste af de mange lastbiler inde fra Kaunas op på den vægt, som udgør en central del af det affaldsregistreringssystem, der blev introduceret som noget helt nyt i Litauen, da samarbejdet startede.
Sammen med et specielt udviklet edb-program giver indvejningen af affaldet det nødvendige overblik over såvel mængden som karakteren af det affald, der bliver indleveret.
Dancee og myndighederne i Kaunas indledte deres samarbejde helt tilbage i 1992 og har fortsat dette samarbejde frem til idag, hvor projektets fjerde fase er ved at blive gennemført.
Samtidigt introducerede Kaunas Kommune og det lokale renholdningsselskab de første pilotforsøg med affaldssortering og genbrug.
Renholdningsselskabet fik effektiviseret indsamlingen og transporten af affaldet fra Kaunas' 430.000 indbyggere. Og lossepladsen blev udvidet efter moderne principper for at muliggøre en fortsat forbedring af affaldsbehandlingen.
Møgbeskidte væsker fra lossepladsen
Det næste skridt er af gode grunde sværere at få øje på for lossepladsens mange gæster. For det handlede om at få styr på det, der hedder perkolat. Det er den møgbeskidte væske, som opstår, når det regner på affaldsdyngerne, og som derfor indeholder alle mulige uheldige stoffer som for eksempel tungmetaller og klorforbindelser.
Problemet med perkolatet fra en losseplads er, at det kan sive ned i jorden og forurene grundvandet og nærliggende vandløb. Derfor har de fleste moderne lossepladser en plasticmembran i bunden, så det er muligt at opsamle og behandle væsken. Men det var ikke tilfældet med den daværende losseplads i Kaunas.
Tværtimod var der allerede alvorlige eksempler på, at grundvandet var blevet forurenet. Så indsatsen bestod i at overdække og lukke bestemte dele af det eksisterende anlæg. Samtidigt blev der anlagt et dræningssystem i de dele af det eksisterende anlæg, som fortsat skulle bruges, så det blev muligt at opsamle og behandle perkolatet. I tillæg hertil blev nye sektioner af pladsen anlagt med en moderne bundmembran af plastic.
Til behandlingen af perkolatet blev der desuden bygget et aktivt slamanlæg, som fjerner 99,5 procent af de organiske komponenter, mens afdækningen og lukningen af de gamle dele af lossepladsen vil reducere mængden af perkolat med hele 80 procent.
Endelig etablerede Kaunas Kommune og renholdningsselskabet på dette tidspunkt en genbrugsstation, som gjorde det muligt at øge genbruget af glas, papir, grønt affald og bygningsaffald.
Tilsigtet demonstrationseffekt
Den store interesse for projektet i Kaunas er ikke blot et tilfældigt biprodukt af projektet. Tværtimod var og er informationssiden i høj grad en indbygget del af målsætningen for den danske støtte.
Kaunas Kommune var derfor et naturligt valg, dels fordi byen var kendt for sin høje miljøprofil, og dels fordi byen er en stor universitetsby.
Konkret er formidlingen af metoder i og resultater af affaldsbehandlingen i Kaunas foregået gennem et samarbejde med de tekniske fakulteter på universiteterne i Kaunas og Vilnius. Desuden er der igennem hele projektets levetid løbende afholdt seminarer med deltagelse af repræsentanter for større kommuner i Litauen og de øvrige baltiske stater.
Disse seminarer fortsætter også i projektets fjerde fase, som blev vedtaget og sat i gang i 1999, og som blandt andet handler om at kontrollere og eventuelt udnytte den gas, metan, som opstår på alle lossepladser, til fremstilling af varme og el.
Derudover indeholder projektets fjerde fase en plan for håndtering af farligt affald fra Kaunas' husholdninger og mindre industrivirksomheder.
EU-tilnærmelse kræver penge og samarbejde
Som sagt er optagelse i EU et af Litauens højest prioriterede mål for fremtiden.
Skal det ske, er der en del krav, som landet skal leve op til. Blandt andet kræver EU, at medlemslandene hver især har udarbejdet en national plan for sin affaldshåndtering.
| Støtten til affaldsbehandling i Lituaen Projektet i Kaunas har modtaget omkring 13,5 millioner kroner fra dansk side. De samlede projektomkostninger har udgjort godt 21 millioner kroner, hvor medfinansieringen er kommet dels fra de litauiske myndigheder og dels fra andre donorer såsom det finske miljøministerium. Den samlede danske miljøstøtte til affaldsområdet i Litauen har siden 1992 været godt og vel 40 millioner kroner, hvoraf de ca. 25 millioner kroner er brugt til at styrke behandlingen af husholdningsaffald i Litauen. |
| Farligt affald fra industrien Genbrugsbatterier og medicinrester er eksempler på affald, som de fleste kender fra deres egen husholdning, som kræver særlig opmærksomhed, når det bliver smidt ud. Farligt affald kalder man den slags, fordi risikoen for alvorlig forurening af grundvandet, jorden eller luften er særlig stor. Men farligt affald er også aske fra elproduktion og brugte rensningsfiltre fra industrien. Det var i høj grad den slags industrielle biprodukter, som myndighederne i Ostrava-regionen i Tjekkiet havde problemer med, da de rettede henvendelse til den danske virksomhed Marius Pedersen A/S. Ostrava-regionen var og er et af Tjekkiets vigtigste industriområder, og i starten af 1990'erne var der mere end 200 kilometer til den nærmeste losseplads, som kunne håndtere farligt affald. Marius Pedersen A/S havde på det tidspunkt travlt med at etablere sig på det nye og kommercielle marked for affaldshåndtering i Tjekkiet. Da Dancee sagde ja til at støtte etableringen af Tjekkiets første topmoderne losseplads til farligt affald, var projektet derfor en realitet. Anlægget stod færdigt i 1995 og lever fuldt ud op til de krav, som myndighederne i Danmark ville forlange af et tilsvarende anlæg. Desuden er det gennem de sidste ti år lykkedes Marius Pedersen A/S at etablere sig som Tjekkiets førende virksomhed, når det gælder moderne affaldshåndtering. |
Det har Litauen endnu ikke, men regeringen har vedtaget, at der skal ligge en samlet affaldsstrategi klar inden udgangen af år 2002.
Derfor har Danmark givet støtte til et indledende studie, som viser, at Litauens 350-400 lossepladser er alt for mange i forhold til landet størrelse, og at de mange lossepladser er i en temmelig dårlig forfatning. Rapporten anbefaler derfor at reducere det samlede antal lossepladser til 14 lossepladser i hver region, der kan sammenlignes med de danske amter.
Prisen for denne øvelse er omkring 650 millioner danske kroner, hvis lossepladserne skal leve op til EU's krav. Oven i disse udgifter kommer så prisen for, at de flere hundrede nedlagte lossepladser kan blive lukket forsvarligt.
Men den høje pris er ikke den eneste alvorlige forhindring. I dag er det kommunerne, som er ansvarlige for affaldshåndteringen, men skal de 3-400 kommunale lossepladser lægges sammen til nogle få regionale lossepladser, kræver det samarbejde mellem kommunerne, hvilket der hverken er tradition eller rammer for.
Dancee har derfor støttet udarbejdelsen af to sæt vejledninger.
For det første er der tale om en vejledning i affaldshåndtering, som kan bidrage til at skabe en struktur for kommunernes fremtidige samarbejde. For det andet er der tale om en vejledning i affaldsplanlægning på såvel kommunalt som regionalt niveau.
Hvor stor effekt disse vejledninger får, vil vise sig i de kommende år, da de bliver sendt ud til kommunerne i løbet af 2001. Men at de vil blive brugt, er ret sikkert. De er nemlig blevet lavet, fordi de kommuner, som deltog i et seminar om fremtidens affaldshåndtering i Litauen, netop pegede på den manglende tradition for samarbejde som en væsentlig barriere.
| Miljøeffekter Generelt kan deponering af affald på lossepladser medføre forurening af jord og grundvand ved nedsivning af tungmetaller, klor- og kvælstofforbindelser. Desuden skaber den biologiske nedbrydning af det organiske affald drivhusgasserne metan og CO2 . Endelig skader lossepladserne mulighederne for at bruge arealet i fremtiden og landskabets udseende nu og her. Miljøgevinsten ved at opgradere Litauens lossepladser er således en reduktion i nedsivningen af perkolat fra lossepladserne til grundvandet og en reduktion i udslippet af drivhusgassen metan til atmosfæren. Desuden vil den bedre behandling af perkolatet fra lossepladserne også betyde en reduktion i udledningen af organiske næringsstoffer, som er skyld i overgødskning og iltsvind i floder, søer og Østersøen. Endelig bør det nævnes, at forbrænding af affald kan lede til emissioner af kviksølv, cadmium, bly, partikler og sure gasser. Dertil kommer mulige udledninger af andre farlige stoffer som dioxin. De slagger og andre restprodukter, som er slutproduktet af forbrændingen, indeholder desuden ofte en række farlige stoffer, som stiller krav til særlig behandling før genanvendelse eller slutdeponering. |