Metalafgivelse til drikkevand

7. Konklusion

Metalafgivelsen målt over et år fra materialer i husinstallationer er stærkt afhængig af vandtype. I de testede vandtyper, som alle opfylder gældende krav ved afgang fra vandværk, er metalafgivelsen fra husinstallationer højere i hårdt vand end i blødt vand.

Metallerne zink, kobber, bly og nikkel afgives i mængder der overskrider de nylig foreslåede skærpede grænser for drikkevand ved henstand i 12 timer. For zink og kobber er høje metalindhold kun fundet i de hårde vandtyper, som træffes på øerne og visse dele af Østjylland.

Der er ikke målt overskridelser i metalafgivelser for cadmium, arsen, chrom, molybdæn og tin.

Nye varmforzinkede stålrør afgav i hårdt vand næsten dobbelt så meget zink som maximum grænsen. Efter et års driftstid er afgivelsen ikke faldet væsentligt. Bly og cadmiumafgivelsen var under max grænsen.

Almindelig messing afgav høje mængder zink og små mængder kobber og bly. Afzinkningsbestandigt messing afgav høje mængder kobber og bly, og noget zink og arsen.

Høje blyafgivelser er udtalte i afzinkningsbestandig messing, men også andre messingtyper afgiver væsentlige mængder af bly især i hårdtvandsområderne. Det vil kun være muligt at anvende begrænsede mængder messing i en installation for at få blyafgivelsen ned på tolerable mængder. Især hvis der både anvendes galvaniserede rør og messing i installationen, vil det være vanskeligt at opnå de ønskede lave blyindhold.

Forchromet messing, forniklede dele og nikkelholdigt rødgods afgav meget høje mængder nikkel, som i nogle tilfælde overskrider ny foreslåede maximum grænser mere end 50 gange. Afgivelsen skete i alle vandtyper og syntes ikke at være særlig påvirket af vandsammensætningen i de 4 undersøgte vandtyper. I en bebyggelse blev der - fra blandingsbatterier - efter 7 år stadig målt nikkelafgivelse, som var væsentlig højere end de nye grænseværdier.

Der er i projektet set høje afgivelser til drikkevandet af nikkel, som er knyttet til de forchromede belægninger, som alene burde være på ydersiderne af fittings/vandhaner. De afprøvede materialer har imidlertid vist, at der forefindes væsentlige mængder på den vandberørte inderside. Nikkelafgivelsen fra ren messing er tolerabel, hvis messinganvendelsen begrænses til at udgøre en mindre del af installationen.

Rustfrit stål samlet med rustfri fittings afgav praktisk taget intet metal fra sig på grund af effektiv passivering.

Rustfrit stål samlet med fortinnede kobberlegeringer afgav kobber, nikkel, bly og zink.

I projektet er det ikke alle emner, som har en stabiliseret metalafgivelse efter et års drift.