Bilagsrapport til "Evaluering af Værditabsordningen";
arbejdsnotat 3

1. Restgruppens størrelse

1.1 Værditabsudvalgets skøn
1.2 Miljøministeriets skøn
1.3 Skøn fra Amternes Videnscenter for Jordforurening
1.4 Andre skøn og beregninger
1.4.1 Tilskudsberettigede punktkildeforurenede lokaliteter
1.4.2 Tilskudsberettigede diffust forurenede lokaliteter
1.5 Skøn af antal tilskudsberettigede grunde


Siden 1993, hvor VTO blev etableret, er der sket en udvikling på området vedrørende forurenet jord og grundvand, som uden tvivl gør, at skønnet for det fremtidige behov for VTO må revideres. Der vil i dette afsnit blive givet en række forskellige skøn over antallet af forurenede grunde, der vurderes at kunne være tilskudsberettigede efter VTO. Disse skøn sammenlignes med andre skøn fra Værditabsudvalget og Miljøstyrelsen.

1.1 Værditabsudvalgets skøn

Det blev i 1993 i betænkningen fra Værditabsudvalget vurderet, at der var 2.200 tilskudsberettigede grunde, som kunne oprenses efter VTO til en samlet udgift på ca. 1,1 milliard kr. Dette blev vurderet at kunne klares over en 15-årig periode for ca. 75 millioner kr. pr. år.

Faktiske udgifter Der er i perioden 1994 - 1999 i alt foretaget undersøgelser på 186 grunde og oprensninger på 173 grunde til en samlet udgift af ca. 167 millioner kr.

Det fremgår af disse tal, at forskellen mellem Værditabsudvalgets skøn og den faktiske udvikling i evalueringsperioden 1994 - 1999 er:
Den gennemsnitlige udgift pr. grund skønnes af Værditabsudvalget til ca. 500.000 kr., hvor den faktiske udgift er ca. 900.000 kr.
Der er oprenset ca. 180 grunde i en 5-årig periode, hvilket svarer til 35 grunde pr. år. Værditabsudvalget antog, at ordningen kunne løse problemerne for 2.200 grunde over en 15-årig periode, svarende til i gennemsnit oprensning af ca. 145 grunde pr. år.

Disse beregninger viser, at det for Værditabsudvalget har været meget vanskeligt at skønne udviklingen i behovet for værditabsordningen og midlerne hertil. Dette vil formentlig også være tilfældet for de følgende skøn.

1.2 Miljøministeriets skøn

I forslaget til den nye Lov om Jordforurening har Miljøministeriet opstillet beregninger over forurenede grunde, hvor der antages at være arealanvendelseskonflikter og udgifterne for det offentlige i forbindelse hermed (herunder bl.a. den videreførte VTO).
I forslaget skønnes det, at ud af samlet ca. 9.000 forurenede lokaliteter vil der være ca. 2.300 forurenede lokaliteter med følsom arealanvendelse, dvs. bolig, børneinstitutioner eller offentlige legepladser. Af disse forventes det, at 600 oprenses efter værditabsordningen til en samlet udgift på ca. 450 millioner kr. ekskl. udgifter til amternes og Miljøstyrelsens administration.

I forslaget skønnes det, at der vil være ca. 20 km2 diffust forurenet areal med følsom arealanvendelse. Men det fremgår ikke umiddelbart, om de 600 lokaliteter kun er de punktkildeforurenede lokaliteter, eller om de også omfatter diffust forurenede lokaliteter.

1.3 Skøn fra Amternes Videnscenter for Jordforurening

Amternes Videnscenter for Jordforurening (AVJ) har ligeledes foretaget en vurdering af udgifter i forbindelse med Lov om Jordforurening. Tallene er baseret på en rundspørge blandt amterne samt Københavns og Frederiksberg Kommune. Det vurderes, at der i alt er ca. 11.500 forurenede lokaliteter, der vil blive kortlagt på vidensniveau 2. Det er ikke vurderet af AVJ, hvor mange af disse grunde, der er med bolig. COWI har beregnet med baggrund i de øvrige tal i AVJ's vurdering, at ca. 4.800 af de 11.500 grunde er med bolig. Disse beregninger omfatter alene punktkildeforureninger, der har været registreret som affaldsdepoter eller punktkildeforureninger, som ikke var omfattet af den gamle Affaldsdepotlov på grund af dennes aldersgrænser for forureningens opståen.

Diffus forurening er ikke en del af dette tal. AVJ nævner i sit notat specielt følgende indberetninger fra to enheder: Københavns Kommune vurderer, at 50.000 grunde i kommunen er diffust forurenet, og Vestsjællands Amt vurderer at 5.000 grunde i amtet er diffust forurenet, i begge tilfælde svarende til kortlægning på vidensniveau 2.

Samlet forventes det, at der i hele landet i alt vil være ca. 80.000 kortlagte lokaliteter på vidensniveau 2 som følge af diffus forurening. AVJ giver en ikke en direkte vurdering af andelen af lokaliteter med bolig. På baggrund af AVJ's øvrige skøn i denne sammenhæng kan det vurderes, at minimum 50% af de 80.000 lokaliteter vil være med bolig, dvs. 40.000 lokaliteter.

AVJ forventer, at mindst 90 % af de diffust forurenede lokaliteter vil kunne afhjælpes med rådgivning og i mindre omfang handlepligt. Dette gælder i forhold til det oprydningsomfang, som amterne skal udføre i medfør af Lov om Jordforurening. Det antages, at denne forventning er baseret på, at 90 % af forureningen er under afskæringskriterierne. Dvs. ud af 40.000 lokaliteter med bolig, der er diffust forurenet, vil 4.000 lokaliteter være diffust forurenet over afskæringskriterierne.

Der vil givet være et vist overlap mellem de lokaliteter, der er punktkildeforurenet og de diffust forurenede lokaliteter. Derfor skal der ske modregning i det samlede antal tilskudsberettigede efter VTO, således at der tages højde for overlap. Det er derfor valgt at reducere de 4.000 diffust forurenede grunde til 3.000 i alt.

Et kvalificeret skøn over antallet af lokaliteter med bolig, der er diffust forurenet over afskæringskriterierne eller forurenet som følge af punktkildeforureninger, kan på baggrund af AVJ's beregninger således antages at være:
Skønnet antal lokaliteter med bolig der er forurenet er ca. 8.000, hvoraf ca. 4.800 er punktkildeforurenet og ca. 3.000 grunde er diffust forurenet over afskæringskriterierne.

1.4 Andre skøn og beregninger

Som det fremgår af de ovennævnte beregninger, er der et stort spænd i vurderingen af antallet af tilskudsberettigede grunde efter VTO. Det er imidlertid muligt at nuancere beregningerne yderligere. I det følgende vil der først være en gennemgang af 4 amters forventede størrelse af antallet af punktkildeforurenede grunde, der er tilskudsberettigede efter VTO. Derefter vil der på baggrund af tal fra Miljøministeriet, 2 amter og Københavns Kommune foretages skøn af antallet af diffus forurenede grunde, der kan være tilskudsberettigede efter VTO.

1.4.1 Tilskudsberettigede punktkildeforurenede lokaliteter

Nordjyllands Amt har i forbindelse med interviewrunden oplyst de tal, man har indberettet til AVJ i forbindelse med ovennævnte undersøgelse af omfanget af punktkildeforurenede lokaliteter og udgifterne hertil. Det oplyses, at der i Nordjyllands Amt i alt er ca. 1.000 grunde med bolig, som forventes kortlagt på videnniveau 2. Heraf er ca. 210 gamle affaldsdepoter, 600 ligger på gamle tjærepladser (som i Skagen), og ca. 170 er andre grunde med bolig, som vil blive kortlagt på vidensniveau 2 efter de nye regler. Der er altså ca. 1.000 grunde i Nordjyllands amt, som kan være tilskudsberettigede efter VTO.

Fyns Amt har indmeldt til AVJ, at der i alt vil være 876 punktkildeforurenede lokaliteter, der skal kortlægges på vidensniveau 2 indenfor det offentlige indsatsområde, hvoraf 726 er gamle depoter og 150 er nyere forureninger. Alle er indenfor det offentlige indsatsområde - dvs. grundvand og bolig mv. Det skønnes, at kun en mindre del af disse 876 lokaliteter vil være boliger, som er tilskudsberettigede efter VTO. På baggrund af de øvrige opgivelser til AVJ skønnes det, at omkring 250 af de opgjorte forurenede lokaliteter vil være med bolig, der kan være tilskudsberettiget efter VTO.

Århus Amt har indmeldt til AVJ, at der i alt er 1200 lokaliteter, der skal kortlægges på vidensniveau 2 indenfor det offentlige indsatsområde (arealanvendelses- og grundvandshensyn). Heraf er der 700 gamle depoter og 500 nyere forureninger. Ifølge de øvrige tal fra Århus Amt vil ca. 1/3-del af lokaliteterne, der er kortlagt på vidensniveau 2, blive anvendt til boligformål. På baggrund af dette, skønnes det, at ca. 400 af de opgjorte punktkildeforurenede lokaliteter vil være med bolig, der kan være tilskudsberettiget efter VTO.

I Vestsjællands Amt har man udarbejdet en række vurderinger af de interne omkostninger og arbejdsopgaver ved ikrafttrædelsen af den nye Lov om Jordforurening. Vurderingerne er udarbejdet i forhold til en vurdering af omfanget af opgaver, der følger af bestemmelserne i Lov om Jordforurening om private boligejeres ret til at få deres grund undersøgt af amtet indenfor 2 år, hvis den er kortlagt på vidensniveau 1. I den forbindelse skønnes det, at 500 allerede kortlagte grunde med bolig vil skulle optages på vidensniveau 1. Dertil kommer ca. 1.600 andre grunde med bolig, som også forventes at skulle kortlægges på vidensniveau 1.

På baggrund af hidtidige erfaringer fra kortlægninger og undersøgelser af kortlagte arealer skønnes det, at mindst 50% af de 2100 grunde vil være forurenet, og dermed kortlægges på videnniveau 2. Disse ca. 1000 grunde kan være tilskudsberettigede efter VTO.

Skøn over antallet af tilskudsberettigede punktkildeforurenede lokaliteter

De 4 forskellige amter vurderes at være et godt udsnit af samtlige amter i Danmark. Tallene fra de fire amter giver ganske forskellige skøn over antallet af punktkildeforurenede grunde med boliger. Fyns Amt har omkring 250, Århus Amt ca. 400 og Nordjyllands Amt og Vestsjællands Amt over 1000 grunde. Idet det antages, at de fire amter hver udgør 1/16-del af helheden, kan de enkelte amters tal omregnes til landsdækkende tal for antallet af forurenede grunde med bolig, der kan være tilskudsberettiget efter VTO:
Fyns Amts tal giver ca. 4.000 tilskudsberettigede grunde på landsplan.
Århus Amts tal giver ca. 6.400 tilskudsberettigede grunde på landsplan.
Tallene for Nordjyllands og Vestsjællands Amt giver ca. 16.000 tilskudsberettigede grunde på landsplan.
Tallene fra de fire amter lagt sammen (svarende til 4/16-dele af helheden) giver 10.600 tilskudsberettigede grunde på landsplan.

Disse vurderinger fra de fire amter omfatter ikke diffust forurenede grunde.

1.4.2 Tilskudsberettigede diffust forurenede lokaliteter

I det følgende vil der være en gennemgang af forventet antal af diffust forurenede lokaliteter, der kan være tilskudsberettigede efter VTO.

Som nævnt har Miljøministeriet i forbindelse med lovforslaget til Lov om Jordforurening vurderet, at der er ca. 20 km2 areal med følsom arealanvendelse med diffus forurening. Med en antaget gennemsnitsstørrelse på en parcelhusgrund på 1.000 m² og at de 20 km2 kun anvendes til boligformål, svarer dette til 20.000 grunde på landsplan, der er diffust forurenet.

I Københavns Kommune har Miljøkontrollen foretaget en lang række undersøgelser af diffus forurening af overfladejorden. De viser i stort set alle tilfælde, at 90% af det undersøgte areal er forurenet over jordkvalitetskriterierne, forstået på den måde, at 90% af de analyserede jordprøver er forurenet over jordkvalitetskriterierne. Af disse jordprøver er ca. 5 - 10% forurenet over afskæringskriterierne. Københavns Kommune dækker ca. 90 km2, hvoraf ca. 23 km2 anvendes til følsom arealanvendelse i form af bolig. Som ovenfor antages det, at en gennemsnitlig parcelhusgrund er på 1.000 m², og dette giver et skøn på ca. 23.000 tilskudsberettigede boliggrunde i Københavns Kommune, såvel etageejendomme som parcelhuse.

I Fyns Amt er det beregnet, at de 6 største købstæder i amtet mindst dækker 36 km2. Det er ikke opgjort, hvor stor en andel der anvendes til boliger, men det må forventes at være mindst samme andel som i Københavns Kommune, altså ca. 25% svarende til 9 km2. Dette svarer således til 9.000 parcelhusgrunde.

Vestsjællands Amt har som nævnt i afsnit 2.2 opgjort antallet af diffust forurenede lokaliteter i amtet til ca. 5.000, hvoraf det skønnes at ca. 10% vil være forurenet over afskæringskriterierne.

På baggrund af ovenstående skøn af antallet af diffust forurenede lokaliteter, kan der udregnes et meget stort antal af diffust forurenede grunde med bolig. Hvis det mindste tal, som er fra Vestsjællands Amt, anvendes og føres frem til et landsdækkende tal, bliver det ca. 100.000 diffust forurenede grunde, hvoraf 50.000 er med bolig. Med den før anvendte forudsætning, at 10 % af grundene er forurenet over afskæringskriterier og således kan være berettigede til tilskud efter VTO, bliver der således:
5.000 tilskudsberettigede diffust forurenede grunde på landsplan.

1.5 Skøn af antal tilskudsberettigede grunde

I det ovenstående afsnit er der redegjort for og på forskellig vis beregnet en række tal for antallet af forurenede grunde med bolig, der kan være tilskudsberettigede efter VTO. Disse skøn er sammenstillet nedenfor:
Som udgangspunktet skønnede Værditabsudvalget, at der var 2.200 tilskudsberettigede grunde.
I forbindelse med lovforslag til Lov om Jordforurening skønner Miljøministeriet, at antallet grunde, der forventes oprenset, er ca. 600.
Tallene fra AVJ kan samles til ca. 8.000 tilskudsberettigede grunde.
Tal og vurderinger fra de 4 amter (Nordjylland, Århus, Fyn og Vestsjælland) kan omregnes til et landsdækkende antal på 4.000-16.000 tilskudsberettigede punktkildeforurenede grunde.
De diffust forurenede grunde kan på baggrund af tal fra to amter (Vestsjælland og Fyn) og Københavns Kommune opgøres til omkring 5.000 tilskudsberettigede grunde på landsplan.

På baggrund af tallene fra AVJ, 4 amter og Københavns Kommune kan der opstilles et tal, der i alt siger mellem 8.000 og 21.000 muligt tilskudsberettigede grunde efter VTO.