Udvikling med omtanke - fælles ansvar

13.Energi


Energiforbrug og energiforsyning er vigtige indsatsområder for at opnå en bæredygtig udvikling. For det første er det vigtigt at begrænse de menneskeskabte klimaændringer samt udledninger af SO2 og NOx 'er der skaber forsuring af miljøet. For det andet er det vigtigt at sikre effektiv og stabil energiforsyning, og at regulering af energiområdet sker på en omkostningseffektiv måde.

Det er regeringens pejlemærke at CO2 -udledningen skal halveres inden 2030 i forhold til 1990-niveauet. Det skal vi gøre ved at nedbringe det samlede energiforbrug, øge energieffektiviteten, afvikle kul i energiforsyningen og øge andelen af vedvarende energi med 1 procentprocentpoint årligt så den i 2030 udgør mindst 35 procent af det samlede energiforbrug og mindst 50 procent af elforbruget. Samtidig vil Danmark mindske udledningerne af SO2 med omkring 30 procent og NOx med omkring 45 procent inden udgangen af 2010 i forhold til niveauet i 1998 så forsuringen af miljøet begrænses.

Der er gjort gode fremskridt inden for det seneste årti. Samtidig med at vi har oplevet en markant økonomisk udvikling i 90'erne, er det lykkedes at holde det samlede energiforbrug nogenlunde konstant. Det skyldes ikke mindst at overskudsvarmen fra elproduktion udnyttes langt bedre i dag end tidligere. Over 80 procent af fjernvarmen produceres således i dag sammen med el. Samtidig har anvendelsen af naturgas og vedvarende energi, ikke mindst vindmøller, været støt stigende gennem perioden. Elproduktionen fra vindmøller er firedoblet fra 1994 til 2000, fra ca. 500 MW til ca. 2000 MW. Alt i alt har det betydet et fald i CO2 -udledningerne på ca. 10 procent fra 1990 til 2000. De renere energikilder har sammen med forøget røgrensning bidraget til et betydeligt fald i udledningerne af SO2 og NOx fra energisektoren.

Danmark har dermed opnået hvad man kan kalde en "dobbelt afkobling" i forhold til den økonomiske vækst i samfundet. Mens økonomien er vokset mere end 25 procent gennem det seneste årti, har energiforbruget stort set været konstant. Og mens energiforbruget har været konstant, er det lykkedes at mindske udledningen af CO2 med 10 procent. Alene i 2000 er det med en økonomisk vækst på 2,9 procent lykkedes at begrænse udledningen af CO2 med 1,8 procent.

De gode resultater skyldes en bevidst politisk prioritering og ikke mindst et stærkt folkeligt engagement som blandt andet har været en forudsætning for at udbygge den vedvarende energi.

Som en sidegevinst er det lykkedes at kombinere den nationale udbygning med kraftvarme og vedvarende energi med at opbygge en række styrkepositioner for dansk erhvervsliv. Vindmølle-industrien er et eksempel på denne kombination af miljø-hensyn, en målrettet forsknings- og udviklingsindsats og et fremsynet erhvervsliv. Det har betydet en væsentlig eksport inden for energiområdet i 1990´erne. I 2001 forventes den danske vindmølleindustri at nå et salg til udlandet på over 12 mia. kroner, og den samlede eksport inden for energiområdet vil nærme sig 30 mia. kroner. Med den øgede miljøbistand i 1990´erne er der overført know-how og bæredygtig teknologi til østlande og udviklingslande. De danske erfaringer og den danske teknologiudvikling har dermed haft betydning for at få en bæredygtig energiforsyning langt ud over Danmarks grænser.

Der er fortsat et stykke vej til at nå både den nationale CO2 -målsætning i 2005 og Kyoto-forpligtelsen i 2008-12. Den seneste samlede vurdering viser dog at vi er godt på vej. Målet i 2005 kan nås med de allerede vedtagne initiativer. Og målet i


Forbedret energiudnyttelse

Fra 1988 til 2000 havde vi en økonomisk vækst på ca. 27 procent. I samme periode steg Danmarks bruttoenergiforbrug (korrigeret for klimaudsving og nettoeleksport) kun med godt 2 procent.

Det betyder at vi i 2000 udnyttede energien knap 20 procent bedre end i 1988. Forbedringen skyldes blandt andet:

En markant forøget anvendelse af kraftvarme. Andelen af el der fremstilles samtidig med, at der produceres fjernvarme, er næsten fordoblet fra godt 27 procent til godt 50 procent i perioden. Mere end 80 procent af fjernvarmen produceres nu sammen med el.

En forøget vægt på energibesparelser. Dels ved brug af markedsorienterede instrumenter som for eksempel grønne afgifter, dels ved en lang række øvrige initiativer.

Den generelle teknologiske udvikling.

Ændringer i erhvervsstrukturen.


2008-12 kan også nås hvis den nuværende indsats fortsættes samtidig med, at der iværksættes nye initiativer på en række områder. Imidlertid må vi se i øjnene at målsætningerne frem til 2008-12 kun er et foreløbigt skridt på vejen til at nå det langsigtede mål om at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på et bæredygtigt niveau.

De "lette løsninger" til at begrænse det danske energiforbrug og de danske CO2 -udledninger er i et vist omfang allerede gennemført. Når der planlægges nye indsatser, og nye virkemidler tages i brug, er der derfor behov for at sikre en høj grad af økonomisk effektivitet.

Mål og indsats 2001-2006

Vi skal fortsætte den positive udvikling på energiområdet. Og potentialet for at effektivisere energiforbruget og udbygge med vedvarende energi er fortsat stort.

Danmark vil gøre sit til at begrænse den globale opvarmning. Det er regeringens mål at mindske CO2 -udledningen med 20 procent i 2005 i forhold til 1988-niveauet. Samtidig vil regeringen tage de initiativer som er nødvendige for også at opfylde vores forpligtelse under Kyoto-protokollen, hvor vi skal begrænse de samlede udledninger af drivhusgasser med 21 procent i 2008-12 i forhold til 1990. Senere bliver der behov for nye nationale og internationale mål, herunder langt større reduktioner efter 2012.

De såkaldte fleksible mekanismer under Kyoto-protokollen skal anvendes i det omfang de sikrer reelle miljøforbedringer. Danmark vil gøre sit til at de fleksible mekanismer kommer til at fungere på en miljømæssig og økonomisk forsvarlig måde.

Regeringen vil både nationalt og gennem et aktivt samarbejde i EU udvikle de markedsorienterede virkemidler der kan fremme de miljømæssige mål mest effektivt. Det kan for eksempel dreje sig om økonomiske virkemidler såsom afgifter og omsættelige kvoter eller andre virkemidler som normer for særlige udvalgte apparaters energieffektivitet. Og med udgangspunkt i elreformen fra 1999 skal der fra januar 2003 være gennemført en fuld markedsåbning hvor alle forbrugere selv kan vælge elleverandør.

En stadig større del af vores energibehov skal baseres på vedvarende energi. Danmark har sat sig for at andelen af vedvarende energi skal stige med 1 procentpoint om året, så andelen dækker hele 35 procent af det samlede energiforbrug og 50 procent af elforbruget i 2030. Udbygning med store havvindmølleparker og øget anvendelse af biomasse bidrager til at realisere målet. Vindmølleparker til havs bliver udbygget til 4.000 MW. Det er planen at der allerede i 2008 er opført vindmøller til havs med en samlet kapacitet på 750 MW. Vi skal i 2005 anvende mindst 1,4 million tons biomasse.

Samtidig er det vigtigt at satse på en fortsat aktiv forsknings- og udviklingsindsats inden for vedvarende energi med henblik på også at fremme nye alternative energikilder. Desuden er der behov for at udvikle strategier for at regulere periodemæssig overproduktion af el som skyldes de stigende mængder varmebunden og vindafhængig elproduktion. Det er politisk aftalt at vedvarende energi allerede i 2003 vil udgøre minimum 20 procent af det danske elforbrug. I 2005 skal mindst 30 procent af elforbruget komme fra vedvarende energi.

Atomkraft anses ikke for at være en bæredygtig energikilde.

Som et led i arbejdet stiller regeringen også direkte krav til elproducenterne. Danmark har som det første land indført CO2 -kvoter der sætter et loft over elsektorens samlede CO2 -udledning. I 2001 er der udstedt kvoter svarende til en begrænsning af udledningerne til 22 millioner tons. Der fastsættes desuden årlige grænser for hvor store mængder SO2og NOx 'er, de store kraftværker må udlede. Som led i indsatsen for at styrke energibesparelser blev der i 2000 vedtaget en ny energisparelov der lægger op til en styrket planlægning, koordinering og prioritering af den samlede indsats for energibesparelser. Som led i den lokale indsats oprettes der lokale energispareudvalg hvor alle interesserede parter kan deltage. Det offentlige skal gå foran med at spare på energien.

En effektiv indsats på hele energiområdet vil bedst kunne ske i et internationalt samarbejde. Danmark vil arbejde for at bæredygtige energiformer bliver stærkt repræsenteret i EU's energipolitik og på den globale dagsorden i 2002 og fremover. Også et fortsat nordisk energisamarbejde er væsentligt, ikke mindst på el-området. Udvikling og overførsel af know-how og energiteknologi til østlande og udviklingslande er blevet opprioriteret i de senere år og vil fortsat være et centralt element i Danmarks indsats for global bæredygtig udvikling.