Udvikling med omtanke - fælles ansvar

15.Turisme


Det er et langsigtet mål at skabe en turisme der er i balance med naturgrundlaget, som er accepteret af lokalbefolkningen, som giver turisterne autentiske natur- og kulturoplevelser af høj kvalitet, og som skaber beskæftigelse og indtægter for lokalsamfundene. Det kan blandt andet ske ved øget anvendelse af natur- og kulturformidling. De rekreative muligheder for turister og lokale beboere skal sikres og forbedres, og der skal skabes mere handicapvenlig adgang til ferie- og fritidsoplevelser. For at realisere disse mål skal lokalområders og turismens funktioner og behov integreres bedre, og der skal være en stadig afvejning af erhvervsmæssige og miljømæssige interesser.

Turisme er nu landets fjerdestørste erhverv med en omsætning på 44 milliarder kr. i 1999. Danmark oplevede først i 1990'erne en høj vækst i turismen fra 25 millioner registrerede turistovernatninger i 1988 til 43 millioner i 1992. Men siden 1993 har turismen været stabil omkring 44 millioner turistovernatninger.

De senere års økonomiske opsving har betydet at der globalt set rejses meget mere end før, også med turistformål. Den internationale turisme påvirker mulighederne for at opnå en global bæredygtig udvikling, dels gennem blandt andet flyrejser dels ved slid på naturen i de områder, der er mål for turismen. I det sidste årti har turisterhvervet i Danmark i stigende grad satset på natur- og miljøorienterede attraktioner og oplevelser. Der er etableret en række ordninger der giver miljømærker til overnatningsfaciliteter, som det er vigtigt at udbrede kendskabet til, blandt andet "Den Grønne Nøgle".

Der er også udviklet en ordning, "Destination 21", for turistdestinationer med en bæredygtig udvikling. Ordningen er udviklet i samarbejde med syv pilotdestinationer, og der er etableret en manual med kriteriesæt og indikatorer. Destination 21 bygger på 8 hovedkriterier. Det er blandt andet at sikre lokal organisering, fælles strategi og samarbejde, at opbygge kompetence til en bæredygtig turisme, at beskytte og sikre adgang til destinationers natur- og kulturmiljøværdier, at styrke og synliggøre lokal kultur og identitet, at begrænse ressourceforbrug og forurening og at skabe beskæftigelse og økonomi i lokalsamfundet.

Samtidig har Blå Flag-kampagnen øget opmærksomheden omkring rene og sikre badeforhold. Naturgenopretning og skovrejsning har øget de rekreative muligheder, og naturvejledning er nu også populær blandt turister. Der er kommet øget fokus på planlægning af turisme/ fritidsanlæg i regionog kommuneplaner. Kystzonelovgivningen har skærpet kravene til nye turistanlæg i kystzonen. Som led i det statslige Regionplan-oplæg 2001 til amterne er en del gamle arealreservationer til ferieog fritidsanlæg nu under revurdering. Trods disse initiativer er det en væsentlig udfordring at omdanne turismen under hensyntagen til miljømæssige, sociale og økonomiske forhold.

Mål og indsats 2001-2006

Markedsføringen af den grønne turisme bør styrkes for at skabe incitamenter til en grøn erhvervsudvikling i turismeerhvervet.

Samspillet mellem den fysiske planlægning i amterne og de regionale og nationale turismestrategier skal styrkes, blandt andet gennem samarbejde mellem Danmarks Turistråd og Miljø- og Energiministeriet.

Lokalbefolkningen og interessegrupper skal inddrages mere i planlægning og udvikling af turisme så denne styrker lokalsamfundenes udvikling og service samt forbedrer natur- og kulturformidling.

Destination 21 på Møn

Møn har som et af Danmarks første bæredygtige, grønne feriemål, nået kvalifikationsfasen til Destination 21-ordningen. Møn Turistforening har siden 1996 arbejdet målrettet på at udvikle bæredygtig turisme ved at sammenkoble en række konkrete, "grønne" og bæredygtige turistprojekter. Projekterne spænder vidt og omfatter for eksempel:

en miljømærkningsordning for feriehuse,

"Møns Grønne Madveje" - en guide til øens store udbud af økologiske fødevarer,

en naturvejleder og en grøn guide,

etablering af Geocenter Møns Klint, et stort anlagt besøgs og formidlingscenter, placeret direkte på en af Danmarks allerstørste naturattraktioner,

udvidet informationsmateriale om natur- og kulturmiljø.

Desuden har Møn mange "aktive", men miljøtilpassede ferietilbud og "Grønne besøgsmål", for eksempel besøg en vindmølle eller en pilefletter samt en bæredygtig strandpolitik med beredskab til at observere og rense strande.


Eksisterende turistområder og turistfaciliteter
bør forbedres til højere miljømæssig standard. Nye anlæg og faciliteter bør etableres med høj miljøstandard.

De rekreative muligheder for turister og lokale beboere skal sikres og forbedres blandt andet ved bedre adgang mellem naturområderne og områder til bolig og ferie samt mere handicapvenlig adgang. Forskningsresultater vedrørende turismens sociale og miljømæssige konsekvenser og erfaringer fra Destination 21 m.m. skal løbende dokumenteres og relevant viden gøres tilgængelig.

Nytænkning af transport for turister skal igangsættes så lange transportafstande til ferieområdet kan ske kollektivt, kombineret med miljøvenlig individuel transport i ferieområdet.

Der er en række turistområder som er præget af stor forskel mellem høj- og lavsæson. Der skal ses på områder hvor turistsæsonen kan udvides inden for de eksisterende faciliteter og anlæg. Et led heri er at satse på natur og kultur. Blandt de aktive naturoplevelser tænkes især på jagt, lystfiskeri, sejlads, samt kyst- og havfiskeri.

Inden for EU arbejder Danmark for, at fremme en integreret kystzoneforvaltning som lægger op til en bæredygtig forvaltning og udvikling af kystområderne.

I disse år medfører samfundets forskellige aktiviteter markante ændringer af det åbne land og af byområderne. Det har mærkbare konsekvenser for landskabernes oplevelsesrigdom og for kulturmiljøerne der ofte er attraktive turistmål.