| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Barrierer og potentiale for momsnedsættelse på reparationsydelser

10. Andre adfærdsregulerende ordninger

10.1 Pant- og rabatordninger

Pantordninger³⁹ er karakteriseret ved, at forbrugeren ved køb af et produkt betaler et beløb, som skal sikre, at produktet eller en del af produktet returneres til forhandleren. Formålet med pantordninger er således sædvanligvis at tilskynde forbrugeren til at indsamle og aflevere produkter, som medfører en særlig miljøbelastning.

Rabatordninger tænkes baseret på, at forhandlere, som sælger miljøbelastende produkter, ved salget af et nyt produkt modtager de brugte produkter og udbetaler en rabat som refunderes. Rabatordningerne har altså samme formål som pantordningerne; nemlig at tilskynde forbrugeren til at indsamle og aflevere miljøbelastende produkter.

Pantordningerne kunne derimod overvejes anvendt således, at forbrugeren ved køb af et produkt blev opkrævet et beløb i pant. Dette beløb kunne tilbagebetales helt eller delvis, når forbrugeren lod produktet reparere frem for at anskaffe sig et nyt. Hvis pantet er af en anseelig størrelse må det forventes, at forbrugerne vil forsøge at lade produktet reparere, inden et nyt produkt bliver anskaffet.

Som en barriere må dog nævnes de administrative vanskeligheder, som vil være forbundet med ordningens håndtering. Det skal overvejes, om staten eller den enkelte forhandler skal administrere ordningen, og det skal sikres, at pantet kan tilbagebetales, selv om der benyttes en anden reparatør end forhandleren. Endvidere skal det vurderes, hvor længe ordningen skal gælde i forhold til produktets levetid.

10.2 Skrotpræmier

Bilejere kan få en godtgørelse⁴⁰ ved aflevering af udtjente biler til miljømæssig forsvarlig affaldshåndtering (ophugning og skrotning). Dermed undgås det at bilerne bortskaffes ulovligt, f.eks. ved at de efterlades på veje og i naturen. Godtgørelsesordningen er finansieret ved, at bilejerne er pålagt et årligt miljøbidrag, som opkræves af forsikringsselskaberne samtidig med præmien på den lovpligtige ansvarsforsikring. Derved fordeles omkostningen ved affaldshåndteringen på alle eventuelle ejere af en bil, og ikke kun på den sidste ejer.

Ordningen sigter mod biler, som er i en sådan stand, at de teknisk set ikke kan repareres.

En godtgørelsesordning på mindre produkter, f.eks. møbler og hårde hvidevarer vil kunne have den effekt, at forbrugerne vælger at smide deres produkter ud og anskaffe nye frem for at lade produkterne reparere.

10.3 Forsikringsordninger

Man kan diskutere afgrænsningen af økonomiske styringsmidler. Traditionelt omfatter begrebet afgifter eller andre direkte økonomiske virkemidler, der tages i anvendelse for at fremme bestemte formål. Forsikringsordninger opfylder ikke efter en sådan afgrænsning dette centrale karakteristikum. På den anden side kan forsikringsordninger ses som en direkte pendant til de normale økonomiske styringsmidler, når formålet med incitamentet er at fremme affaldsforebyggelsen gennem en styrkelse af reparationsvirksomhed.

Forbindelsen mellem de egentlige økonomiske styringsmidler og forsikringsordninger ses også af den stadig mere udbredte praksis med tegning af særlige forsikringer på hårde hvidevarer og forbrugerelektronik. Det er forbrugerne, der kan tegne disse forsikringer, for herigennem reelt at sikre sig en længere garantiperiode for produktet. Forsikringsordningen er dels en måde for forbrugeren at slippe for bekymringer om, hvorvidt produktet kan leve op til den beregnede levetid, dels en slags forudbetaling af potentielle reparationsregninger. Forbrugeren kan ikke for teknisk komplicerede produkter overskue risikoen for funktionssvigt og kan ikke i tilfælde heraf vurdere skadens omfang og prisen for at udbedre denne.

Der er mange usikkerheder forbundet hermed. Kan produktet repareres, kan det betale sig, hvad koster det, hvor længe holder produktet efter reparation eller kan det bedre betale sig at købe nyt? Det er disse usikkerhedsmomenter, man betaler sig fra ved at tegne forsikring. Forsikringen betyder en kontant fordyrelse af produktet, men forbrugeren får en modydelse for pengene. Fordyrelsen virker formentlig derfor heller ikke på forbrugeren som andre prisforhøjelser, herunder prisforhøjelser gennem afgifter. Ved sådanne prisforhøjelser vil forbrugeren have et incitament til at undgå afgiften ved for eksempel at grænsehandle. Samme incitament er der ikke, når fordyrelsen skyldes forbrugerens eget tilvalg af forsikringsydelse.

Forsikringsordningen betyder, at forbrugeren inden for forsikringsperioden bliver holdt skadesløs. Det må antages, at leverandøren ved udbedring af skaden som udgangspunkt vil vælge den løsning, der indebærer færrest omkostninger. I det omfang det kan betale sig at lade produktet reparere, vil dette derfor ske. Leverandøren vil langt bedre end forbrugeren kunne foretage denne vurdering. Reparationsfaciliteter vil kunne udnyttes mere effektivt, og leverandøren vil ikke stå i en konflikt ved sin rådgivning af forbrugeren mellem ønsket om at sælge forbrugeren et nyt produkt og lade den gamle reparere. Alt andet lige vil det derfor efter vor vurdering også være med til at sikre, at prisen på reparationsydelser kommer til at svare til de almindelige omkostninger herved uden hensyn til andre interesser. Det må endvidere formodes, at produktet forbliver længere på markedet.

Forsikringsordningen er et frivilligt økonomisk styringsmiddel, som har til hovedformål at sikre forbrugerne for usikkerhed og risici for nedbrud. Ordningen har derimod også den sidegevinst, at defekte produkter bliver repareret inden for garantiperioden. Det er alt andet lige umiddelbart både en miljømæssig og samfundsøkonomisk fordel.

Udbredelsen af frivillige forsikringsordninger kan formentlig tages som udtryk for, at forbrugerne generelt set har behov for at være sikret i en længere periode, end den gældende etårige reklamationsfrist giver mulighed for.

10.4 Reklamationsfrister

Reklamationsfrister omfatter heller ikke den traditionelle afgrænsning af begrebet økonomiske styringsmidler. Men også reklamationsfrister kan ses som en direkte pendant til de normale økonomiske styringsmidler, når formålet med incitamentet er at fremme affaldsforebyggelsen gennem en styrkelse af reparationsvirksomhed.

I holdningsundersøgelsen gav 81% af de adspurgte udtryk for, at de benyttede sig af den et-årige reklamationsfrist, når produkter går i stykker inden for fristen. Dette er således udtryk for, at reklamationsfristen er med til at holde et produkt på markedet i den periode, hvor reklamationsfristen gælder. En forlængelse af den nuværende et-årige reklamationsfrist må således antages at kunne holde produktet på markedet i en tilsvarende længere periode.

I stedet for alene at overlade forbrugeren at træffe afgørelse om reparation og pålægge forbrugeren de udgifter, der vil være forbundet med reparation, kan man overveje at lægge en del af byrden på de erhvervsdrivende, der sælger de pågældende produkter.

Forureneren betaler-princippet er som tidligere nævnt et grundlæggende princip i EU-retten, men princippet er ikke gennemført i hverken producent- eller handelsleddet som et krav om en miljømæssig vurdering af de enkelte produkter fra vugge til grav, ligesom erhvervslivet ikke er pålagt omkostningerne til bortskaffelse, når produktet ender som affald.

Producent- og handelsvirksomheder bærer en del af ansvaret for de stigende affaldsmængder, og det kunne derfor også være nærliggende at lade erhvervslivet betale en del af regningen for affaldsforebyggelsen under respekt af de ligeledes grundlæggende hensyn til den fri udveksling af produkter og ydelser og lige konkurrencevilkår.

Der er den forskel på reklamationsfrister og forsikringsordninger, at den første er tvungen, mens den anden er frivillig. Vigtigere er det imidlertid, at mens udgifterne til forsikringsordningen alene påhviler forbrugeren, vil udgiften til den længere reklamationsfrist i første omgang påhvile forhandleren/producenten. Man kan således sige, at en længere reklamationsfrist vil være med til at sikre udmøntningen af forureneren betaler-princippet.

Den længere reklamationsfrist vil påføre forhandlere/producenter nogle omkostninger, som skal dækkes ind over prisdannelsen på den ene eller anden måde. Forlængelse af reklamationsfristen vil derfor alt andet lige medføre prisstigninger i detailsalgsleddet. Størrelsen heraf vil bl.a. afhænge af produkternes beskaffenhed og kvalitet, prisen på reparation af de pågældende produkter og mere generelt forhandlerens/producentens prispolitik. De markedsmæssige vilkår er naturligvis afgørende for virksomhedernes overvæltning af de ekstra omkostninger. Prisstigningen vil i lighed med punktafgifter gøre det mindre attraktivt at anskaffe nye produkter.

I forhold til forbrugerne må den længere reklamationsfrist formodes at virke på samme måde som ved tegning af en frivillig forsikring. Forholdet mellem prisen på forsikringen og prisstigningen som følge af den længere reklamationsfrist vil afhænge af produkternes beskaffenhed og den almindelige priskonkurrence på markedet.

Ligesom forsikringsordninger vil reklamationsfristen og den medfølgende prisstigning efter vor vurdering være langt mere effektiv end forbrugsafgifter. Forbrugeren vil formentlig acceptere den højere pris som betaling for den yderligere sikkerhed og ikke have særlige incitamenter til grænsehandel.

En længere reklamationsfrist vurderes også at være et mere målrettet styringsmiddel end almindelige afgifter. Afgifterne virker kun indirekte gennem fordyrelse af produktet. Selvom fordyrelsen må antages at øge incitamentet til reparation, fordi de relative priser på nyanskaffelse og reparation ændrer sig, er incitamentsvirkningen usikker. Hertil kommer, at forbrugeren, hvis der er tale om en mærkbar afgift, vil forsøge at undgå denne f.eks. gennem grænsehandel.

Reklamationsfristen må antages at være ligeså målrettet som en tilskudsordning, der målrettes mod bestemte former for reparationsvirksomhed. Reklamationsfristen vil imidlertid have nogle klare fordele frem for tilskudsordninger. Tilskudsordninger finansieres som udgangspunkt af statsmidler og vil derfor begrænse statens ressourcer på andre områder. Tilskud til reparation må alt andet lige forventes at slå i hvert fald delvist igennem på reparationsprisen, men i sidste ende er det alene udbud og efterspørgsel, der styrer prisfastsættelsen. Tilskud til reparationsvirksomhed kan derfor godt fordyre denne virksomhed, selvom forbrugeren umiddelbart slipper lidt billigere.

Købeloven⁴¹ indeholder særlige regler om forbrugerkøb, for hvilke der gælder en reklamationsfrist på 1 år. Har køberen ikke inden 1 år efter købet meddelt sælger, at han vil påberåbe sig en mangel ved produktet, kan han ikke længere gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå for produktet i længere tid eller har handlet i strid med almindelig hæderlighed, jf. lovens § 83.

Den 1-årige reklamationsfrist skal imidlertid senest pr. 1. januar 2002 forlænges til 2 år. Det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (99/44). Efter direktivets præmisser vil minimumsrettigheder for forbrugerne øge disses tillid og give dem bedre mulighed for at udnytte det indre marked. Det udtales videre, at sælgeren bør være direkte ansvarlig over for forbrugeren for, at et produkt er i overensstemmelse med købsaftalen. Ved manglende overensstemmelse bør forbrugeren have ret til gratis afhjælpning eller omlevering m.v.

For visse produkter er det praksis, at sælgeren eller producenten yder garantier, der sikrer forbrugeren mod manglende overensstemmelse med købsaftalen, der måtte vise sig inden for en bestemt frist. Denne praksis kan bidrage til en øget konkurrence på markedet, og der er tale om lovlige markedsføringsmidler.

De rettigheder, der tillægges ved direktivet, er præceptive. De kan altså hverken indskrænkes eller ophæves ved aftale mellem parterne.

Efter direktivet er sælgeren ansvarlig over for forbrugeren for manglende overensstemmelse med købsaftalen, der foreligger ved produktets levering. Direktivet pålægger medlemsstaterne at fastsætte en reklamationsfrist, som ikke må være kortere end 2 år. Medlemsstaterne kan dog vedtage eller opretholde strengere bestemmelser end direktivets. Direktivet er således ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager en længere reklamationsfrist.

Der ses heller ikke at være noget til hinder for, at reklamationsfristen anvendes selektivt, således at der fastsættes en længere reklamationsfrist for visse produkter. Reglerne om reklamation hviler grundlæggende på hensynet til forbrugerbeskyttelse. Der er dog efter vor opfattelse ikke noget til hinder for, at reklamationsfristen samtidig fastsættes under hensyn til andre formål, herunder miljømæssige formål.

Det Indre Markeds funktion eller konkurrencevilkårene, herunder særlig hensynet til danske virksomheders konkurrenceevne, ses heller ikke at være til hinder for en sådan målrettet anvendelse af reklamationsfrister i miljømæssigt øjemed. Som oven for nævnt vil den længere reklamationsfrist være et konkurrenceparameter, som, selvom det modsvares af en vis samtidig prisforhøjelse, ikke vil påvirke konkurrencevilkårene til skade for danske virksomheder. Man kan sige, at reklamationsfrister går ind og fungerer på markedets præmisser, og styrker konkurrencen, som det også fremgår af præmisserne til direktivet om forbrugerbeskyttelse.

Reklamationsfristen bør fastsættes under hensyn til de forskellige produkters særlige forhold. Udgangspunktet må være den ønskede levetid for produktet under hensyn til den teknologiske udvikling, herunder produktets miljømæssige karakteristika. Der må så korrigeres for den realistiske holdbarhed af de forskellige produkter og tages hensyn til virksomhedernes interesser, så de ikke risikerer at blive mødt med udbedringskrav for tekniske produkter i en meget lang periode. Forhandlinger herom kan optages med de forskellige brancherepræsentanter på området.

Det bedste resultat ved en differentieret reklamationsfrist antages umiddelbart at kunne opnås ved at fastsætte længden af reklamationsfrist og foretage afgrænsningen af anvendelsesområdet på en måde, så det vil være acceptabelt for både erhvervslivet og forbrugerne. Det er væsentligt, at forbrugerne fornemmer, at de får fuld valuta for pengene. I modsat fald vil man risikere en forvridning af markedet med f.eks. grænsehandel til følge. Reklamationsfristens længde må således ikke være længere end forbrugerens horisont ved anskaffelsen af produktet.

10.5 Sammenfatning på økonomiske styringsmidler

I holdningsundersøgelsen gav en stor del af de adspurgte udtryk for, at prisen var en væsentlig faktor ved valget mellem at lade defekte produkter reparere og at anskaffe nye produkter.

En momsnedsættelse kan meget målrettet give grundlag for en tilsvarende prisnedsættelse på reparation af hårde hvidevarer, elektriske produkter og møbler, hvorved der kan opstå en tilskyndelse til at lade defekte produkter reparere. I givet fald vil det være nødvendigt at foretage en nærmere afgrænsning for at sikre, at momsnedsættelsen kommer til at omfatte de reparationsydelser, der ønskes fremmet på denne måde, og at ordningen ikke misbruges ved at henføre uønskede produkter og ydelser under den nedsatte moms.

Imidlertid giver hverken den danske momslov eller EU's momsdirektiver, som den danske momslov er bygget op omkring, mulighed for at indføre en reduceret momssats på reparationsydelser. Der har gennem tiden jævnligt været fremsat ønsker om reducerede momssatser på forskellige områder, men skatteministeriet har ikke hidtil haft vilje hertil. Tilsvarende er EU-Kommissionen generelt set ikke tilhænger af reducerede momssatser. Der har således ikke hidtil været politisk vilje til at gennemføre reducerede momssatser, hvorfor det må forventes at blive vanskeligt at få gennemført en ændring af de eksisterende momsregler.

Punktafgifter kan pålægges varige forbrugsgoder som hårde hvidevarer, elektriske produkter samt møbler med den effekt, at produkterne bliver dyrere i anskaffelsespris. Derved påvirkes valget mellem at lade defekte produkter reparere og købe nye produkter. En sådan ordning kan dog føre til en øget grænsehandel med de pågældende produkter. Dels vil det miljømæssige sigte derved til en vis grad blive forbigået, dels kan der ske en skævvridning af landet, hvor forbrugere i de grænsenære områder kan undgå afgifterne. Afgifterne kan endvidere have den afledte effekt, at mindrebemidlede ikke får råd til at anskaffe sig nødvendige forbrugsgoder, eller at forbrugerne vil have en tendens til at vælge billigere og måske mindre miljøvenlige produkter.

En prisnedsættelse på reparationsydelser kan tillige ske gennem tilskud til fremme af reparationsydelser. Tilskud skal overholde reglerne i den danske konkurrencelov, ligesom støtten skal være i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler.

Hjemmeserviceordningen kan overvejes udvidet til at omfatte nærmere bestemte reparationsydelser. Generelt set skal reparationsprisen være forholdsvis lav i forhold til nyanskaffelsesprisen. Af denne grund må det forventes, at et tilskud til reparationsydelser skal være væsentligt større end de tilskud, som ydes under den gældende hjemmeserviceordning. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om erfaringerne fra hjemmeserviceordningen kan overføres direkte til reparationsområdet, eftersom hensigten med hjemmeserviceordningen er en anden end hensigten med reparationsområdet.

Grønne-jobs-ordningen kan næppe finde anvendelse på almindelig reparationsvirksomhed, idet sådanne ikke opfylder betingelsen om at være nyskabende. Derimod er der formentlig mulighed for, at ordningen kan anvendes, hvor reparationerne udføres i en "genbrugsbutik" i tilknytning til genbrugspladser.

Traditionelle pant- og rabatordninger kan næppe anvendes i relation til det givne formål. Disse ordninger er kendetegnet ved at skulle tilskynde forbrugerne til at indsamle og aflevere produkter, som medfører en særlig miljøbelastning. Ordningerne kan dog tænkes anvendt således, at forbrugeren ved køb af et nyt produkt bliver opkrævet et beløb i pant. Beløbet kan tilbagebetales helt eller delvist, når forbrugeren lader produktet reparere frem for at anskaffe sig et nyt. Der synes dog at være en række især administrative barrierer herfor. Det skal herunder overvejes, om staten eller den enkelte forhandler skal administrere ordningen, og det skal sikres, at pantet kan tilbagebetales, selv om der benyttes en anden reparatør end forhandleren.

En godtgørelsesordning svarende til godtgørelsesordningen for skrotning af biler findes at harmonere dårligt med intentionen om at få forbrugerne til at lade produkter reparere frem for at anskaffe sig nyt. En godtgørelsesordning på hårde hvidevarer, elektriske produkter og møbler kunne have den effekt, at forbrugerne vælger at kassere deres produkter og anskaffe nye frem for at lade dem reparere.

Anvendelsen af forsikringsordninger og reklamationsfrister er ikke omfattet af den traditionelle afgrænsning af økonomiske styringsmidler. Ordningerne kan imidlertid ses som direkte pendanter til de normale økonomiske styringsmidler, når formålet er incitamentet til at fremme affaldsforebyggelsen gennem en styrkelse af reparationsvirksomhed.

Forsikringsordninger har den effekt, at leverandøren ved udbedring af skader som udgangspunkt vil vælge den løsning, der indebærer færrest omkostninger. I det omfang det kan betale sig at lade produktet reparere, må dette således antages at ske. Leverandøren vil langt bedre end forbrugeren kunne foretage denne vurdering. Reparationsfaciliteter vil kunne udnyttes mere effektivt, og leverandøren vil ikke stå i konflikt ved sin rådgivning af forbrugeren mellem ønsket om at sælge forbrugeren et nyt produkt og lade det defekte reparere. Der vil derfor være en sandsynlighed for, at produktet forbliver længere på markedet.

Det er næppe politisk muligt at gøre forsikringsordninger obligatoriske. En forlængelse af købelovens reklamationsfrist vil efter vor vurdering have den samme effekt.

Til forskel fra forsikringsordninger er reklamationsreglerne kendetegnet ved, at det er leverandøren, som bærer en del af ansvaret for defekte produkter. Dette harmonerer godt med det almindelige princip om, at det er forureneren, som betaler. Ved forlængelse af den gældende 1-årige reklamationsfrist må det forventes, at produkterne kan holdes længere på markedet.

En længere reklamationsfrist vurderes at være et mere målrettet styringsmiddel end almindelige afgifter. Afgifterne virker kun indirekte gennem en fordyrelse af produktet. Selvom fordyrelsen kan antages at øge incitamentet til reparation, fordi de relative priser på nyanskaffelse og reparation ændrer sig, er incitamentsvirkningen usikker.

Reklamationsfristen må antages at være ligeså målrettet som en tilskudsordning, der målrettes mod bestemte former for reparationsvirksomhed. Reklamationsfristen vil imidlertid have nogle klare fordele frem for tilskudsordninger. Tilskudsordninger finansieres som udgangspunkt af statsmidler og vil derfor begrænse statens ressourcer på andre områder. Tilskud til reparation må alt andet lige forventes at slå i hvert fald delvist igennem på reparationsprisen, men i sidste ende er det alene udbud og efterspørgsel, der styrer prisfastsættelsen. Tilskud til reparationsvirksomhed kan derfor godt fordyre denne virksomhed, selvom forbrugeren umiddelbart slipper lidt billigere.

Administration af reklamationsfristerne må påhvile leverandøren/forhandleren og forbrugeren. Set fra statens side må ordningen antages kun i begrænset omfang at indebære administrative omkostninger.