| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Barrierer og potentiale for momsnedsættelse på reparationsydelser

Sammenfatning, konklusion og anbefalinger

Sammenfatning og konklusion

Affaldsmængderne fra de private husholdninger, herunder mængden af storskrald, er stigende. Den samlede mængde storskrald udgjorde i 1999 671.800 ton, hvilket svarede til ca. 24% af den samlede mængde husholdningsaffald og 5% af den samlede mængde affald i Danmark.

Affald er blandt andet en konsekvens af forbrugsmønstre, og som følge af den økonomiske højkonjunktur styres forbruget i stadig stigende grad af livsstil frem for af behov. Denne udviklingstendens strider mod de politiske strategier om en bæredygtig udvikling, der fokuserer på en optimal ressourceudnyttelse. Med henblik på at sikre en optimal ressourceudnyttelse samt reducere affaldsmængden, er det derfor nødvendigt at finde metoder til at forlænge de enkelte produkters levetid.

Reparation eller istandsættelse af varige forbrugsgoder kan bidrage til at bevare en del produkter i markedet og dermed reducere frembringelsen af affald over tid, men reparation kan dog ikke fuldstændig forhindre frembringelsen af affald, idet alle produkter i sidste ende bliver til affald. Som alternativ til reparation kan produkterne også forblive i markedet gennem genbrug.

Ud fra et affaldsforebyggende perspektiv er det mest hensigtsmæssigt at skabe incitament til at reparere de forbrugsgoder, som relativt set udgør den væsentligste affaldsmængde eller indeholder miljøskadelige materialer, og som forbrugerne hovedsageligt anvender deres rådighedsbeløb på.

Produktgrupperne "møbler og indbo", "elektriske produkter/hårde hvidevarer" og "elektroniske produkter" udgjorde i 1999 mere end 220.000 ton affald. Dette svarede til mere end 33% af den samlede mængde storskrald. Hertil indeholder "elektriske og elektroniske produkter" typisk en række miljøbelastende materialer, hvilket skønnes at udgøre ca. 9.300 ton.

De varige forbrugsgoder, som husstandene i gennemsnit anvender størstedelen af deres rådighedsbeløb på, er "møbler og indbo", "elektriske produkter/hårde hvidevarer" og "elektroniske produkter". På disse produktgrupper anvendes der tilsammen 9.267 kr. eller 4% af forbrugernes rådighedsbeløb i gennemsnit pr. år.

Det må derfor anses som hensigtsmæssigt, at give forbrugerne incitament til at reparere produktgrupperne "møbler og indbo", "elektriske produkter/hårde hvidevarer" samt "elektroniske produkter".

Hvorvidt det kan lade sig gøre at opnå en reduktion i affaldsmængderne fra disse produktgrupper, afhænger imidlertid af, om de enkelte produkter teknisk set kan repareres, og om forbrugerne er villige til at lade dem reparere eller købe produkterne brugt.

En holdningsundersøgelse udført af MEGAFON¹ viser, at forbrugernes holdning til reparation og genbrug afhænger af, hvilken produktgruppe, der er tale om.

Når det drejer sig om møbler, lader en tredjedel af de forbrugere, der kasserer deres møbler, dem ikke istandsætte eller reparere, fordi det er for dyrt eller for besværligt at reparere dem. 28% vil hellere have et andet møbel, mens 20% mener, at møblet ikke kan repareres.

Når forbrugeren lader møbler reparere er villigheden til at betale relativ høj i forhold til nyværdien, og derudover er der en forholdsvis stor villighed til at købe møbler brugt.

Muligheden for at fastholde flere møbler i markedet afhænger således af, om de møbler, der sælges har en sådan kvalitet, at de kan repareres eller istandsættes. Det må endvidere formodes, at markedet for brugte møbler kan udvides, eksempelvis via genbrugsordninger, idet forbrugerne har interesse i at købe møbler brugt.

Hvad angår hårde hvidevarer lader ca. halvdelen af de adspurgte forbrugere, der kasserer deres hårde hvidevarer, dem ikke istandsætte eller reparere, fordi det er for dyrt eller for besværligt. 32% vil hellere have et andet produkt, idet nye hårde hvidevarer typisk er teknologisk bedre, mens 10% oplyser, at produkterne ikke kan repareres.

Betalingsvilligheden for reparation af hårde hvidevarer er meget ringe, idet 60% af de adspurgte kun vil betale op til 20% af nyprisen på et tilsvarende produkt.

Muligheden for at fastholde flere hårde hvidevarer i markedet afhænger således af, om reparationsydelsen kan gøres tilstrækkelig billig i forhold til prisen på et nyt produkt.

Med hensyn til elektroniske produkter angiver ca. halvdelen af de adspurgte forbrugere, der kasserer deres elektroniske produkter, at det er for dyrt eller for besværligt at reparere. 39% svarer, at de hellere vil have et andet produkt, fordi nye elektroniske produkter er teknologisk bedre, mens 10% svarer, at de ikke kan repareres.

Ligesom for hårde hvidevarer er betalingsvilligheden for reparation af elektroniske produkter meget ringe. 60% af de adspurgte vil kun betale op til 20% af nyprisen på et tilsvarende produkt. Dette skyldes formentlig, at produkter inden for denne produktgruppe har undergået en rivende udvikling i funktionalitet og design. For elektroniske produkter gælder, at ca. en fjerdedel af de adspurgte forbrugere er villige til at købe dem brugt.

Muligheden for at fastholde flere elektroniske produkter i markedet afhænger således af, om reparationsydelsen kan gøres tilstrækkelig billig i forhold til prisen på et nyt produkt. Derudover må markedet for brugte elektroniske produkter anses for at kunne udvides, eksempelvis via genbrugsordninger.

Over halvdelen af de adspurgte forbrugere afleverer kasserede forbrugsgoder til storskrald, mens de øvrige forbrugere sælger eller forærer dem bort. Derudover synes forbrugerne generelt, at det er en god idé, at kasserede produkter bliver repareret og solgt igen.

Størstedelen af forbrugerne benytter sig af den etårige reklamationsfrist. Det må derfor forventes, at en stor del af produkterne vil kunne fastholdes i længere tid på markedet, hvis reklamationsfristens forlænges.

Endelig viser holdningsundersøgelsen, at når forbrugerne lader deres forbrugsgoder reparere, skyldes det i høj grad affektionsværdi.

Det er ikke muligt at påvirke affektionsværdien på et produkt eller at ændre på det forhold, at forbrugeren ikke har behov for det længere. Det er alene prisen på reparationsydelsen og nyanskaffelsen, som kan påvirkes gennem økonomiske styringsmidler.

Et traditionelt økonomisk styringsmiddel kan enten virke gennem nedsættelse af prisen for reparationsydelser eller gennem en fordyrelse af nyanskaffelser.

Følgende virkemidler og initiativer er undersøgt for at afklare deres mulige påvirkning af forbrugeradfærden i relation til reparation og genbrug af de valgte produktgrupper;

Momsnedsættelse ville meget målrettet kunne give grundlag for en tilsvarende prisnedsættelse på reparation af møbler, elektriske produkter/hårde hvidevarer og elektroniske produkter, hvorved der kan opstå en tilskyndelse til at lade defekte produkter reparere. I givet fald ville det være nødvendigt at foretage en nærmere afgrænsning for at sikre, at momsnedsættelsen komtil at omfatte de reparationsydelser, der ønskes fremmet på denne måde, og at ordningen ikke misbruges ved at henføre uønskede produkter og ydelser under den nedsatte moms.

Imidlerid giver hverken den danske momslov eller EU's momsdirektiver, som den danske momslov er bygget op omkring, mulighed for at indføre en reduceret momssats på reparationsydelser. Der har gennem tiden jævnligt været fremsat ønsker om reducerede momssatser på forskellige områder, men skiftende skatteministre har ikke hidtil haft vilje hertil. Tilsvarende er EU-Kommissionen generelt set ikke tilhænger af reducerede momssatser. Der har således ikke hidtil været politisk vilje til at gennemføre reducerede momssatser, hvorfor det må forventes at blive vanskeligt at få gennemført en ændring af de eksisterende momsregler.

Punktafgifter kan pålægges varige forbrugsgoder som møbler, elektriske produkter/hårde hvidevarer, samt elektroniske produkter med den effekt, at produkterne bliver dyrere i anskaffelsespris. Derved påvirkes valget mellem at lade defekte produkter reparere og købe nye produkter. På baggrund af holdningsundersøgelsen må det konkluderes, at punktafgifterne i givet fald skal være af betydelig størrelse, hvilket kan føre til en øget grænsehandel med de pågældende produkter. Dels vil det miljømæssige sigte derved til en vis grad blive forbigået, dels kan der ske en skævvridning af landet, hvor forbrugere i de grænsenære områder kan undgå afgifterne. Afgifterne kan endvidere have den afledte effekt, at mindrebemidlede ikke har råd til at anskaffe sig nødvendige forbrugsgoder, eller at forbrugerne vil have en tendens til at vælge billigere og måske mindre miljøvenlige produkter.

En prisnedsættelse på reparationsydelser kan også ske gennem tilskud til fremme af reparationsydelser. Tilskud skal overholde reglerne i den danske konkurrencelov, ligesom støtten skal være i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler.

Hjemmeserviceordningen kan overvejes udvidet til at omfatte nærmere bestemte reparationsydelser. Generelt set skal reparationsprisen være forholdsvis lav i forhold til nyanskaffelsesprisen. Af denne grund må det forventes, at et tilskud til reparationsydelser skal være væsentligt større end de tilskud, som ydes under den gældende hjemmeserviceordning. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om erfaringerne fra hjemmeserviceordningen kan overføres direkte til reparationsområdet, eftersom hensigten med hjemmeserviceordningen er en anden end hensigten med reparationsområdet.

Grønne Jobs-puljen kan næppe finde anvendelse på almindelig reparationsvirksomhed, idet sådanne ikke opfylder betingelsen om at være nyskabende. Derimod er der formentlig mulighed for, at ordningen kan anvendes, hvor reparationerne udføres i en "genbrugsbutik" i tilknytning til genbrugspladser.

Traditionelle pant- og rabatordninger kan næppe anvendes i relation til det givne formål. Disse ordninger er kendetegnet ved at skulle tilskynde forbrugerne til at indsamle og aflevere produkter, som medfører en særlig miljøbelastning. Ordningerne kan dog tænkes anvendt således, at forbrugeren ved køb af et nyt produkt bliver opkrævet et beløb i pant. Beløbet kan tilbagebetales helt eller delvist, når forbrugeren lader produktet reparere frem for at anskaffe sig et nyt. Der synes dog at være en række især administrative barrierer herfor. Det skal herunder overvejes, om staten eller den enkelte forhandler skal administrere ordningen, og det skal sikres, at pantet kan tilbagebetales, selv om der benyttes en anden reparatør end forhandleren.

En godtgørelsesordning svarende til godtgørelsesordningen for skrotning af biler findes at harmonere dårligt med intentionen om at få forbrugerne til at lade produkter reparere frem for at anskaffe sig nyt. En godtgørelsesordning på møbler, elektriske produkter/hårde hvidevarer og elektroniske produkter kunne have den effekt, at forbrugerne vælger at kassere deres produkter og anskaffe nye frem for at lade dem reparere.

Anvendelsen af forsikringsordninger og reklamationsfrister er ikke omfattet af den traditionelle afgrænsning af økonomiske styringsmidler. Ordningerne kan imidlertid ses som direkte pendanter til de normale økonomiske styringsmidler, når formålet er incitamentet til at fremme affaldsforebyggelsen gennem en styrkelse af reparationsvirksomhed.

Der viser sig blandt forbrugerne en stigende interesse for at tegne frivillige forsikringer ved anskaffelse af større varige forbrugsgoder. Forbrugerne sikrer sig herved en længere garantiperiode for produktet end den almindeligt gældende reklamationsfrist. Dette kan tages som udtryk for, at forbrugerne generelt set har ønske om at være sikret i en længere periode, end den gældende etårige reklamationsfrist giver mulighed for.

Reklamationsfrister må antages på mange måder at have den samme effekt som en forsikringsordning. Købelovens reklamationsfrist betyder, at forbrugeren inden for fristen kan få et defekt produkt repareret af leverandøren vederlagsfrit eller få produktet udskiftet med et tilsvarende. Effekten heraf kan være, at leverandøren ved udbedring af skader som udgangspunkt vil vælge den løsning, der indebærer færrest omkostninger. I det omfang det kan betale sig at lade produktet reparere, må dette således antages at ske. Leverandøren vil langt bedre end forbrugeren kunne foretage denne vurdering. Reparationsfaciliteter vil kunne udnyttes mere effektivt, og leverandøren vil ikke stå i konflikt ved sin rådgivning af forbrugeren mellem ønsket om at sælge forbrugeren et nyt produkt og lade det defekte reparere. Reklamationsfristen kan også have den effekt, at leverandøren tilskyndes til fortrinsvis at sælge produkter, som teknisk set kan repareres. Der vil derfor være en sandsynlighed for, at produktet forbliver længere på markedet.

Reklamationsreglerne er kendetegnet ved, at det er leverandøren, som bærer en del af ansvaret for defekte produkter. Dette harmonerer godt med det almindelige princip om, at det er forureneren, som betaler. Administrationen af, hvilke produkter, der er omfattet af en forlænget reklamationsfrist, kan overlades til markedets parter. Det vil sædvanligvis være forbrugeren, der skal fremvise dokumentation for, hvornår et givet produkt er anskaffet.

En forlængelse af reklamationsfristen vurderes at være særdeles velegnet i relation til de udvalgte produktgrupper.

Reklamationsfristens længde bør fastsættes under hensyn til de forskellige produkters særlige forhold. Udgangspunktet må være den ønskede levetid for produktet under hensyn til den teknologiske udvikling, herunder produktets miljømæssige karakteristika. Der må så korrigeres for den realistiske holdbarhed af de forskellige produkter og tages hensyn til virksomhedernes interesser, så de ikke risikerer at blive mødt med udbedringskrav for tekniske produkter i en meget lang periode. Forhandlinger herom kan optages med de forskellige brancherepræsentanter på området.

Det bedste resultat ved en differentieret reklamationsfrist antages umiddelbart at kunne opnås ved at fastsætte længden af reklamationsfrist og foretage afgrænsningen af anvendelsesområdet på en måde, så det vil være acceptabelt for både erhvervslivet og forbrugerne. Det er væsentligt, at forbrugerne fornemmer, at de får fuld valuta for pengene. I modsat fald vil man risikere en forvridning af markedet med f.eks. grænsehandel til følge. Reklamationsfristens længde må således ikke være længere end forbrugerens horisont ved anskaffelsen af produktet.

Købelovens 1-årige reklamationsfrist skal ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/44 forlænges til minimum 2 år fra den 1. januar 2002. Direktivet er altså ikke til hinder for, at Danmark vedtager en længere reklamationsfrist.

Anbefalinger

Ud fra et affaldsforebyggende perspektiv, må det anbefales at give forbrugerne incitament til at reparere produktgrupperne møbler og indbo, elektriske produkter/hårde hvidevarer samt elektroniske produkter.

På møbler er betalingsvilligheden for reparation relativ høj, hvorfor et økonomisk virkemiddel formentlig ikke vil have den store betydning. Derimod er der en forholdsvis stor interesse i at købe brugte møbler, hvorfor det kan anbefales at udbygge de kommunale storskraldsordninger til at omfatte øget genbrug via f.eks. genbrugsbutikker, der skønnes at kunne hvile i sig selv.

Hvad angår hårde hvidevarer og elektroniske produkter er betalingsvilligheden for reparation forholdsvis ringe, ligesom interessen for at købe især brugte hårde hvidevarer er begrænset. Såfremt produkter inden for disse produktgrupper skal fastholdes i markedet, kan det derfor anbefales at udvide den nuværende reklamationsfrist, som over halvfems procent af forbrugerne benytter sig af.

Samtidig anses en forlængelse af købelovens reklamationsfrister som det bedst egnede virkemiddel til at give forbrugerne incitament til at lade defekte produkter reparere frem for at anskaffe nye produkter.

Alle tre udvalgte produktgrupper "møbler og indbo", "elektriske produkter/hårde hvidevarer" og "elektroniske produkter" findes at være velegnede til at blive omfattet af en forlænget reklamationsfrist. Det bedste resultat vil efter vor vurdering kunne opnås ved, at fristerne differentieres efter de udvalgte produktgrupper, idet fristen bør fastsættes under hensyn til de forskellige produkters særlige forhold, såsom produktets levetid, miljømæssige karakteristika, teknologisk udvikling m.m.