Miljøkonsekvenser ved nedsivning af spildevand renset i økologiske renseanlæg sammenlignet med traditionel nedsivning

8. Nedsivning af økologisk renset spildevand

8.1 Sammensætning af økologisk renset spildevand
8.2 Forventelig påvirkning af grundvandet

8.1 Sammensætning af økologisk renset spildevand

Der er under dette projekt udtaget prøver på afløbet fra to rodzoneanlæg. Disse analyser regnes at repræsentere det niveau af rensning overfor miljøfremmede stoffer, der vil kunne opnås ved en økologisk rensning i plantebaserede anlæg.

Analyseresultaterne findes i bilag 4 i skemaet "indløbsværdier".

Af analyserne ses, at der sker en væsentlig reduktion af spildevandets indhold af miljøfremmede stoffer ved passage af et plantebaseret anlæg. Endvidere sker en vis tilbageholdelse af tungmetaller og fosfor, omsætning af organisk stof og kvælstof samt en væsentlig reduktion i antallet af bakterier.

8.2 Forventelig påvirkning af grundvandet

Med det reducerede forureningsindhold i det rensede spildevand må der forventes en reduceret belastning af grundvandet.

Nogle stoffer bindes til jorden mens andre nedbrydes ved biologisk aktivitet.

For de miljøfremmede stoffer gælder, at koncentrationerne ved økologisk rensning bliver væsentligt reducerede, og at udgangsniveauet for rensningen ved nedsivning starter med et noget lavere udgangsniveau end ved traditionel nedsivning. Den mest kritiske parameter er LAS, hvis der relateres til kravet til drikkevand.

Koncentrationerne af LAS bliver ca. halveret ved passage af et rodzoneanlæg. Ved en halvering af belastningen af nedsivningsanlægget, må det således umiddelbart antages, at der vil ske en reduktion af belastningen på grundvandet i forhold til traditionel nedsivning, idet LAS er let nedbrydeligt og bindes let ved tilstedeværelsen af ilt, organisk stof og ler. LAS koncentrationerne skal ved økologisk forrensning reduceres til mindst en tredjedel i forhold til traditionel nedsivning, hvis kravet til anioniske detergenter i drikkevand ønskes opfyldt i grundvandet direkte under anlægget.

Om den effektive forrensning for organisk stof får en negativ effekt på bindingen og nedbrydningen af LAS kan ikke umiddelbart vurderes.

For øvrige miljøfremmede stoffer vil der gælde tilsvarende argumenter, men da koncentrationerne allerede ved traditionel nedsivning er langt fra et kritisk niveau, skønnes en økologisk forrensning af spildevandet at have begrænset, eller ingen effekt, når der ses på relationerne til kravværdierne til drikkevand.

For de øvrige parametre gælde, at kun for ammonium/ammoniak og for de hygiejniske parametre, som er kritiske for påvirkningen af grundvandet, vil økologisk forrensning under aerobe forhold have en betydende positiv effekt i forhold til traditionel nedsivning (set i relation til drikkevandskravet).