Miljøkonsekvenser ved nedsivning af spildevand renset i økologiske renseanlæg sammenlignet med traditionel nedsivning

9. Nedsivning af gråt spildevand

9.1 Sammensætning af gråt spildevand
9.2 Forventelig påvirkning af grundvandet


Hvor det vælges at anvende komposttoiletter eller tilsvarende foranstaltninger, som særskilt behandling af sort spildevand (toilet), kan det komme på tale at anvende nedsivning af gråt spildevand alene (vask, bad, køkken).

De følgende vurderinger er baseret på at nedsivningen sker gennem anlæg der er konstrueret efter nedsivningsvejledningen, hvilket vil sige at nedsivningsarealet ved nedsivning af gråt spildevand alene, er reduceret med 40% i forhold til nedsivning af alt spildevand.

9.1 Sammensætning af gråt spildevand

Det grå spildevand er i forhold til almindeligt husspildevand karakteriseret ved et lavere indhold af patogener, organisk stof og kvælstof. Mængden af miljøfremmede stoffer vil, specielt for detergenterne, ligge på niveau med almindeligt husspildevand. Da der ikke sker fortynding af denne mængde med sort spildevand, vil koncentrationerne i det grå spildevand blive højere end koncentrationerne for almindeligt husspildevand.

Sammensætningen af det grå spildevand er karakteriseret ved et BI5/N forhold på 20-40 mod et tilsvarende forhold på 1-4 i almindeligt spildevand fra husholdninger.

9.2 Forventelig påvirkning af grundvandet

Hvor sammensætningen er væsentlig forskellig fra almindeligt husspildevand forventes umiddelbart en lignende forskel i påvirkningen af grundvandet.

Som for økologisk forrensning kan det dog ikke dokumenteres, om koncentrationerne kommer ned på et vist "minimumsniveau", hvorefter rensningen/bindingen ophører, om renseprocessen forløber proportionalt med traditionelle anlæg eller med samme mængdemæssige reduktion som ved traditionel nedsivning.

Det høje BI5/N forhold i det grå spildevand (20-40 mod 1-4 i husspildevand), kan evt. betyde at de biologiske processer vil blive begrænset af mangel på kvælstof. De største problemer m.h.t. drikkevand er relateret til detergenterne og specielt, LAS. Da koncentrationerne for LAS er højere i gråt spildevand end almindeligt husspildevand og da mængden skal fordeles over et areal der er ca. 40% mindre end ved traditionel nedsivning, må der ved nedsivning af gråt spildevand forventes en højere koncentration i det rensede spildevand umiddelbart over grundvandet end ved traditionel nedsivning. Den mængdemæssige påvirkning af grundvandet vil nok ligge på samme niveau eller eventuelt lidt lavere end ved traditionel nedsivning af husspildevand.

Forholdet mellem LAS og organisk stof er nogenlunde det samme i almindeligt og gråt spildevand, hvorfor hastigheden for nedbrydning/binding af LAS sandsynligvis ikke vil reduceres.

For de øvrige parametre gælder at belastningen med kvælstof og bakteriologiske parametre ved nedsivning af gråt spildevand alene er betydelig mindre end ved nedsivning af alt spildevand. Dette kan have en positiv effekt, set i relation til kravene til drikkevand, specielt for de hygiejniske parametre.