| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Lokale miljø, energi- og naturvejledere

Kapitel 3 - Konklusioner og anbefalinger

3.1  Indledning
3.2 Hovedkonklusioner
3.3  Fælles problemer og barrierer
3.4    Delkonklusioner
3.5   Anbefalinger

3.1 Indledning

I det følgende sammenfattes de væsentligste konklusioner og anbefalinger fra konsulentfirmaets side.

Indledningsvist skal det slås fast, at der er tale om fem meget forskellige ordninger. Dette gælder målt i antal vejledere, økonomisk volumen, alder, idégrundlag, målsætning, målgrupper, brugerantal såvel som med hensyn til andelen af statsligt eller andet offentligt engagement. De fem ordninger har hver deres baggrund, historie og "fædre". Nogle ordninger befinder sig endda midt i en vigtig udviklingsproces. Dette gør indbyrdes sammenligning lidt vanskelig og måske også lidt uretfærdig, når man skal bedømme resultaterne af vejledningen - og især mulighederne for at skabe disse resultater.

Vejledernes rolle som enkeltpersoner er også forskellige. Rollen varierer mellem ordningerne indbyrdes, men også internt i ordningerne. F.eks. findes der mange udgaver af de grønne guider. Den grønne guide karakteriseres ofte som "den frie spiller". Energivejlederne optræder mere i rollen som teknisk orienterede vejledere. Kommunernes lokal Agenda 21-medarbejdere indtager rollen som kommunens udviklingsmedarbejder. Naturvejlederen er decideret naturformidler, medens folkene på de grønne centre måske nok er lidt vanskeligere at karakterisere. Som oftest er der dog tale om en slags hel- eller halvprofessionelle græsrødder.

Fællestrækket er, at det lokale – dvs. dialogen med og inddragelsen af borgeren og de øvrige lokale aktører i lokalsamfundet – spiller en nøglerolle for vejlederen. Ligeledes er det et fællestræk, at vejlederen i vidt omfang har mulighed for selv at definere en dagsorden eller tage et emne til behandling.

Konklusionerne er opdelt efter en tredelt struktur: Først opridses de helt overordnede konklusioner, dernæst omtales nogle mere specifikke konklusioner vedrørende særlige fællesproblemer. Endelig præsenteres nogle delkonklusioner for de udvalgte temaer, evalueringen har behandlet.

3.2 Hovedkonklusioner

Analysen viser, at hver enkelt ordning fungerer ganske udmærket målt på egne præmisser. Ordningerne har således vist deres berettigelse. Generelt finder såvel vejledere som brugere, at resultaterne af vejledningsindsatsen er gode – ofte endda rigtigt gode. Der kan samtidig generelt konstateres en god overensstemmelse mellem vejledernes og brugernes respektive vurdering af dette punkt. Dette indikerer, at ordningerne rammer nogle reelle behov hos målgrupperne, og at selve udførelsen er ganske god. Vi er således ikke stødt på mange utilfredse brugere.
 
Samtidig kan det konstateres, at der på trods af manglende – systematisk, overordnet - koordinering er en god arbejdsdeling mellem ordningerne, og at de i nogen grad har forskellige målgrupper. Ordningerne supplerer hinanden godt i deres tilgang til miljø, energi og natur og til en bæredygtig udvikling. Nogle er indenfor systemet, nogle udenfor; nogle arbejder primært med tekniske løsninger på miljøproblemer, andre mest med mobilisering af lokalbefolkningen etc. På denne vis dækker vejledningsindsatsen samlet set et ret bredt felt. På det lokale plan kender vejlederne deres egne faglige styrker og begrænsninger, og der er mange eksempler på, at vejlederne er gode til at henvise til hinanden på tværs af ordningerne.
 
Hvor der er gjort en indsats, er der ofte opnået resultater. En del vejledere har givet udtryk for, at de i vejledningen vægter indsatsen på de aktiviteter og emner, som erfaringsmæssigt giver gode resultater. Men i undersøgelsen er der generelt ikke emner eller aktiviteter, der skiller sig ud ved at give bedre eller dårligere resultater end andre. Det kan derfor ikke fastslås, om der er bestemte aktiviteter og emner, som er nemme eller svære at opnå resultater omkring. Det er vores vurdering, at den rette kombination af målgruppe, emne og aktivitetstype i høj grad afhænger af det mål, der skal nås.
 
Vi kan derfor konkludere: Den lokale vejledning som strategi virker; Ideen med at hjælpe budskaberne på vej med lokale formidlere har vist at have sin egen styrke. Vejlederne har som en særlig styrke en relativ stor frihedsgrad – dog under forskellige omstændigheder – som giver nogle særlige muligheder for at skabe udvikling og debat om nye ting i lokalområderne.
 
Samtidig besidder vejlederne en særlig handlingskompetence og handlingsviden, som ruster dem til at møde udfordringerne om bæredygtighed på en kompetent, men også anderledes måde end mange andre aktører – herunder bl.a. kommunerne. Den lokale vejledning rummer formentlig potentiale til noget mere gennem en mere bevidst og bedre koordineret udnyttelse af virkemiddelet – måske ikke så meget i de enkelte ordninger, som via ordningerne som helhed. F.eks. kan vejledernes muligheder for at arbejde på tværs af fag og forvaltningsområder udnyttes bedre.
  
I denne sammenhæng udgør regeringens nye nationale strategi for bæredygtig udvikling et aktuelt udgangspunkt for en revision og videreudvikling af vejledningsarbejdet. Der opridses i regeringens strategi nogle udfordringer i lokalsamfundene, hvor vejlederordningerne i høj grad vil kunne spille en rolle – i en naturlig fortsættelse af deres rolle i dag. Dette er en oplagt, aktuel politisk-strategisk mulighed for den lokale vejledning til at vise, hvad man kan.
  
Samtidig med, at der således oprulles et relativt positivt billede af ordningerne, må vi stille spørgsmålet, om det nu også er nok – opnås der ægte forankring, ny miljørigtig adfærd og forpligtende læreprocesser? Og hvad med det langsigtede mål om bæredygtighed? Evalueringen giver ikke noget endegyldigt svar på disse spørgsmål, da det ikke har været muligt at opgøre de fulde effekter af vejledningen. Evalueringen fokuserer på første led i effektkæden - de primære brugere - og anlægger en tværgående betragtningsmåde, hvorimod detaljerede målinger af varige - direkte eller afledte – effekter ikke har været mulig.
  
Man kan - med fare for at efterrationalisere - ligeledes stille det lidt kritiske spørgsmål, om vejlederne søger de nemme løsninger og bortvælger konfliktstoffet? Det er et åbent spørgsmål, hvor meget vejlederne skal bevæge sig ud på disse områder. Der har i nogle år været en tendens til, at den lokale vejledning ofte har sat ind, hvor der er lokal konsensus. Det kan der være god mening i, da vejlederen på den måde opnår et godt grundlag for det videre arbejde og den fortsatte dialog. Men netop konflikten kan være et værdifuldt brændstof til at nå længere – det har også miljødebatten med tidligere tiders "kratluskere" vist mange eksempler på. En indsats på områder, hvor der er usikkerhed eller uenighed kan give nye perspektiver, selvom det naturligvis er mere krævende for vejlederen. Det er en vanskelig balancegang at fremme nytænkning og samtidig respektere de lokale forudsætninger og ønsker.
  
Man kan også spørge, om vejlederne i dag tilsammen dækker tilstrækkeligt bredt set i relation til målgrupper og vejledningsemner. Selv om vejlederne samlet dækker en stor målgruppe, kan vi konstatere, at der også er en række målgrupper, som man ikke har ordentligt fat på i dag. På samme vis kan vi konstatere, at der også er emner, som ikke bliver så meget berørt. Skal man besvare spørgsmålet, må udgangspunktet nødvendigvis gøres mere klart. Er det således målet, at vejlederne mere bredt skal dække emnet bæredygtig udvikling, må vi konkludere, at ordningerne i dag ikke når tilstrækkeligt langt ud.

3.3 Fælles problemer og barrierer

Der findes imidlertid også fælles problemer, som i varierende omfang præger de fem ordninger. Her skal særligt fremhæves tre:
Finansieringsspørgsmålet er et af de centrale fælles problemer, der fra tid til anden hæmmer aktiviteterne inden for alle typer af ordninger. Manglende finansiering kan stoppe projekter i utide. Megen god tid går tabt med basal fundraising, og de usikre arbejdsvilkår får nogle vejledere til at søge væk i utide.

Vi kan konkludere - hvad mange allerede selv har erfaret - at grønt arbejde generelt er svært at finansiere. Det er et aktuelt problem, som man er nødt til at finde nogle bedre løsninger på, hvis indsatsen skal være vellykket. Også selv om det måske ikke er nemt at finde løsningerne. Mange vejledere står faktisk ofte i en situation, hvor deres job er truet. Det er ikke noget godt udgangspunkt for at levere et seriøst stykke arbejde, og ikke videre personalepolitisk anstændigt over for vejlederne, når man tænker på, at der på samfundsniveau helt åbenlyst signaleres et behov for, at der arbejdes med bæredygtighedsproblematikken.

Et andet problem er isolationen og alenearbejdet, som plager flere vejledere. Problemet er ikke kun, at vejlederen måske sidder alene på et kontor, men også at man fagligt arbejder med nogle ting, som kolleger og omverden betragter som lidt perifere.

Samtidig findes der vejledere, som efterlyser en betydelig mere fast og bredere lokal forankring af deres virke. Nogle oplever ikke blot at være "frie spillere" men også at være frisatte spillere, dvs. spillere som mangler kontakt til vigtige lokale aktører. Og dette er selvsagt et problem, når der bredt fra vejlederside peges på behovet for nogen til at tage fra lokalt, for at vejledningen kan lykkes.

Endelig kan man pege på manglende synlighed som et problem, der i vekslende omfang går på tværs. Ganske vist er mange vejledere synlige i forhold til en række kernebrugere, men man kan stadig møde almindelige danskere, der dårligt nok har hørt om en grøn guide-ordning, en energivejleder eller et grønt center. Naturvejlederordningen er den ordning, der i kraft af alder, størrelse og virkefelt mv. har den bedste synlighed.

3.4 Delkonklusioner

Evalueringen har jf. kommissoriet specifikt set på nogle delspørgsmål som fører til følgende konklusioner:
Byøkologi. Byøkologien er et emne, der er på vej op i vejledningssammenhæng. Det er imidlertid svært at indkredse indsatsen. Dette skyldes bl.a., at der er mange opfattelser af, hvad byøkologi er. Det har således været vanskeligt at foretage en præcis evaluering af byøkologi-indsatsen. Analysen viser dog – ud fra en forholdsvis snæver definition af begrebet – at der både blandt energi- og miljøvejlederne, de grønne guider, de grønne centre og blandt lokale Agenda 21-medarbejderne er vejledere, som i forskelligt omfang beskæftiger sig med byøkologi. Indsatsen virker dog generelt ikke særlig målrettet. Overordnet konkluderes derfor, at vejlederne ikke i dag - i systematisk omfang og i større stil - medvirker til at udbrede byøkologien som et selvstændigt indsatsområde.

De grønne centre – der ofte arbejder med en meget bred definition på byøkologi - er den ordning, der tydeligst markerer at arbejde med emnet. Det samme gør nogle grønne guider. Men målt i antal udgør disse vejledere kun en lille del af den samlede kreds.

Der er givet vis et potentiale for at udvikle indsatsen indenfor byøkologi med vejledernes mellemkomst, men i så fald er der brug for en sammenhængende strategi for området. Dette skyldes ikke mindst, at der i andre sammenhænge end de her nævnte vejlederordninger arbejdes med byøkologien – f.eks. hos Byøkologisk Center i Århus, i byfornyelsesselskaberne og i de tekniske forvaltningers plan & byg afdelinger mv. Dette arbejde kan bakkes bedre op af vejlederne.

Finansiering lokalt. Mulighederne for at skaffe mere lokal finansiering af vejledningsarbejdet er ligeledes undersøgt. Hovedindtrykket er, at det bliver svært at få øget lokal finansiering. Dette gælder for det første i form af egentlig brugerbetaling. En række brugere har dog tydeligvis ikke taget nærmere stilling hertil. Også i forhold til f.eks. at få kommunerne til at gå mere ind i basisfinansieringen bliver det svært. Allerede i dag oplever mange vejledere, herunder de kommunale Agenda 21-koordina-torer, at kommunerne hurtigt lukker kassen. På naturvejlederområdet er situationen en lidt anden, da kommunerne i forvejen har et økonomisk engagement.

Det er nærliggende at opfatte ønskerne om større lokal finansiering som et udtryk for, at staten vil spare nogle penge. Synspunktet rummer uden tvivl en del sandhed, men det må i øvrigt være legitimt, at staten ønsker at få flere parter til at betale for vejledningen. Det kan alt andet lige være særdeles sundt at få flere parter – herunder de lokale - gjort ansvarlige også økonomisk for den lokale vejledning. Men det forudsætter, at de også kommer på banen. Og dette ser ud til at være et meget springende punkt. Med en neddrosling af det statslige ansvar uden at have solide alternativer parat, er der en overhængende risiko for, at mange af de aktuelle aktiviteter falder til jorden.

Finansiering fra EU. Også mulighederne for at aktivere EU-midler er sonderet nærmere. Hér er konklusionen, at EU-midler i en række tilfælde kan være medvirkende til at løfte finansieringen af – hovedsageligt – større enkeltprojekter. På nationalt niveau kan EU-midler også aktiveres som medfinansiering af egentlige rammeprogrammer el.lign. Der er dog i begge tilfælde en række praktiske forhold mv., som kan gøre arbejdet besværligt og krævende.

3.5 Anbefalinger

Ordningerne er som nævnt ikke tænkt ud fra en fælles og bevidst formuleret national strategi om lokal vejledning som et særligt indsatsområde for arbejdet med bæredygtighed. Men det skulle man måske gøre? Analysen viser jo, at lokal vejledning rent faktisk giver en god effekt. Som en start kan man ønske sig, at de enkelte ordninger hver for sig træder mere i karakter som sådanne i offentligheden - som et supplement til eksisterende lokal profilering af enkeltvejledere og deres aktiviteter. Det vil sige, at man fra ordningsniveau kommer med flere overordnede og strategiske bud på, hvordan det lokale arbejde med spørgsmålene om miljø, natur og energi mv. kan gribes an.

At ordningerne i fællesskab definerer en fælles mission for vejledningsarbejdet er måske et yderpunkt, som nogle vil finde er for ambitiøst. På den anden side kan der ligge en stor fordel i at løfte fornyelsesopgaven i fællesskab. Det er bl.a. en stor styrke, at de enkelte ordninger har differentierede målgrupper. Kan dette kombineres med skabelse af et fælles fodslag om et fremtidigt udviklingsprojekt, åbner der sig store perspektiver, idet man kan komme bredere ud end i dag. Ideen er perspektivrig, bl.a. fordi man herved får begrebet "lokal vejledning" bedre synliggjort som en seriøs selvstændig delstrategi for det nationale arbejde for bæredygtig udvikling.

En central forudsætning for et fælles fodslag er, at bæredygtighedsarbejdet tages alvorligt – centralt og lokalt. I den lokale sammenhæng har kommunerne selv ansvaret for Agenda 21-medarbejderene, og dermed en mulighed for at præge udviklingen. Det er for det første meget afgørende for det videre arbejde, at kommunerne – dvs. alle kommuner – tager arbejdet med lokal Agenda 21 op såvel politisk som administrativt. For det andet må arbejdet gribes an på en langt mere overbevisende måde, end den ad hoc-agtige tilgang, som mange kommuner i dag har til området. Kommer der imidlertid fart over Agenda-arbejdet, vil dette smitte positivt af også på de øvrige vejledningsområder.

I forbindelse med skabelse af et fælles fodslag mellem ordningerne kan man samtidig få bugt med den manglende synlighed, som flere af ordningerne har. Vejlederne kan hér bakkes bedre op profileringsmæssigt gennem centrale initiativer. Skal man have et budskab ud til den brede befolkning, må man investere målrettet og konsekvent i markedsføring. Man skal med et moderne ord "brande" sine mærkevarer. Også en vejledningsordning kan arbejde med sit "brand" som en måde, hvorpå man kan forbedre harmonien og kommunikationen med brugergrupperne.

Konsekvenserne af en fælles strategi vil i eet eller andet omfang smitte af på organiseringen af ordningerne. Det er i så fald et centralt og interessant spørgsmål, om dette skal ske gennem samkøring eller samarbejde. Det er ingen naturlov, at alle fem ordninger også finde eksempelvis om fem år. Det må være op til ordningerne at finde de konkrete modeller herfor. Under alle omstændigheder vil en fortsat skærpelse af den enkelte ordnings identitet og "brand" - og i sammenhæng hermed en bedre arbejdsdeling - kunne medvirke til, at vejledningen når bedre ud til målgrupperne. Der er derfor allerede nu god ræson i at få samarbejdet mellem ordningerne til at glide bedre.

Samarbejdet kan finde sted på flere planer: F.eks. på det overordnede niveau som skitseret omkring det fælles fodslag. Men der er jo ingen der siger, at man alene skal sætte ind centralt. Vi tror tilmed det er meget afgørende, at man også gør en indsats for at styrke de lokale netværk. Her skal man selvfølgelig huske at tænke bredt i forhold til alle relevante lokale ressourcer. Dette kan ske gennem en projektorienteret tilgang eller via rene erfa-netværk.

Endelig bør samarbejdet mellem det lokale og det centrale niveau optimeres. Synergien mellem centrale udmeldinger/ kampagner og lokal opfølgning kan med fordel udnyttes mere bevidst. Mekanismen udnyttes i vist omfang allerede i dag, men arbejdsformen kan sættes bedre i system, således at der kan skabes en "knibtangsmanøvre" omkring væsentlige kampagneemner. Kan vejlederne på denne måde være medvirkende til mere systematisk at bringe centrale miljøbudskaber ud til befolkningen, vil meget være opnået. Et oplagt emne at tage fat på er eksempelvis byøkologien, såfremt der mere bredt er et ønske om at få dette område opprioriteret.

På samme vis bør også feedback-mekanismen fra de lokale vejledere til centralt hold bevidst søges udnyttet bedre og mere systematisk end det sker i dag. Vi tror det er vigtigt, at de folk der har fingeren på pulsen også mere direkte får indflydelse eller idet mindste bliver hørt, når nye spørgsmål drøftes. Vejlederne kan som professionelle parter mere systematisk inddrages i samfundsdebatten – og de bør også selv spille mere aktivt ind.

På uddannelsessiden er det nærliggende, at et større samarbejde kan være vejen frem – og denne bevægelse er allerede startet. Allerede nu er der gode eksempler på, at ordningsinterne temakurser åbnes for andre kursister. Denne form for samarbejde bør styrkes, og det kan man faktisk gøre allerede fra i dag.

Men også nye initiativer vil med tiden presse sig på. På et tidspunkt kan der opstå problemer med at rekruttere folk nok til de nuværende grunduddannelser f.eks. af grønne guider og naturvejledere. Ordningerne vil – ingen ved præcist hvornår - nå et mætningspunkt med hensyn til indslusning af yderligere vejledere. Etableringen af en fælles basisuddannelse kan måske være vejen frem. Begge ordninger vægter i forvejen det almene pædagogiske, det formidlingsmæssige og kompetencer i projektledelse på bekostning af det mere faglige. En sådan fælles formidleruddannelse kan også have interesse for en større kreds, f.eks. de lokale Agenda 21-medarbejdere og folk fra andre vejledningsordninger end de her omtalte.

Vi foreslår derfor, at man nedsætter en ad hoc gruppe med repræsentanter fra ordningerne og de respektive uddannelsesansvarlige; Gruppens opgave skal være at vurdere mulighederne og fremlægge nogle alternative forslag, da de form- og indholdsmæssige spørgsmål naturligvis skal granskes grundigt, før en beslutning om samarbejde/samkøring mellem grunduddannelserne tages.

Også på IT-området, som ellers ser ud til at være kommet ind i en god gænge for næsten alle ordninger, kan der være grund til at se nærmere på samarbejdsmulighederne. Allerede i dag sker der et vist kryds-brug af ordningernes selvstændige IT-konferencer og debat fora, men dette kan – formentlig for små midler – sagtens udnyttes bedre. Samtidig synes kommunerne på vej til at overtage flere af de lokale informationsopgaver på internettet. Også her kan man foreslå, at en tværgående arbejdsgruppe ser på, hvilke muligheder der er for at optimere samspillet.

Finansieringsspørgsmålet skaber usikkerhed på såvel ordningsniveau som for mange enkelte vejledere.

En konkret, men måske lidt overset mulighed for at finansiere miljøarbejdet, skal nævnes: Ud over – som det traditionelt sker - at fokusere på de skattefinansierede indtægter i kommunen, bør man tillige sondere mulighederne for at aktivere de brugerfinansierede (takstfinansierede) midler og gebyrer til det grønne arbejde. I forvejen skal f.eks. elforsyningsselskaberne servicere forbrugere og virksomheder med rådgivning om elbesparelser, betalt via disse midler. Der er ganske vist en række lovgivningsmæssige bindinger på området, men fakta er, at der rundt omkring i landet er gennemført store og små projekter med vejledernes inddragelse, og hvor (del-) finansieringen kommer fra eksempelvis affaldssektoren. Der findes altså indenfor de allerede eksisterende rammer nogle muligheder, som måske kan udnyttes bedre, hvis viljen er til stede. Vi foreslår derfor til mere generel overvejelse, at nogle af de mange "grønne afgifter" som borgerne løbende betaler, kommer tilbage i form af lokalt miljøarbejde, analogt med de CO2-afgifter som føres tilbage til virksomhederne i form af tilskud til energibesparelser.

Det er i imidlertid vigtigt, at finansieringsspørgsmålet ikke ses løsrevet fra diskussionen om mål, strategier, indsats og samarbejde mv., men netop kobles med disse spørgsmål i en sammenhængende beskrivelse, hvor vejlederne fremlægger deres mission for samfundet de kommende år.

Og det er naturligvis af den allerstørste betydning, at ordningerne – meget gerne i fællesskab - konkret kan argumentere for, at det er samfundsmæssigt attraktivt og relevant at få den lokale vejledningsindsats videreudviklet. Skal der skabes opbakning til eksempelvis en fortsat statsfinansiering på samme niveau - eller højere for den sags skyld - er det uomgængeligt, at det gøres klart over for beslutningstagerne, hvilken samfundsmæssig merværdi, man bidrager med.

Mangfoldigheden i indsatsen, de forskellige ordningers særlige styrker og potentialer, den brede befolkningsmæssige dækning, de mange muligheder for synergiskabelse og de gode resultater som analysen rent faktisk viser, er, i kombination med en ny fælles dagsordnen, nogle af de elementer, hvorpå den fremadrettede indsats skal bygges.

Mangler der inspiration til, hvorfra fornyelsen kan komme, kan der kigges ind ad: Konkret kan ordningerne blive bedre til at lære af de mange "bedste praksis"-eksempler. Inspirationen herfra vil udgøre et vigtigt råstof til at udvikle indholdet af og perspektiverne omkring det lokale vejledningsarbejde.

Her kan man måske lidt provokatorisk tilføje, at løser man ikke opgaven med at udvikle vejledningsarbejdet tilstrækkeligt overbevisende, ja, så kan mange politikere være fristede til at finde andre måder at anvende de trods alt begrænsede udviklingskroner.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |