| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Lokale miljø, energi- og naturvejledere

Kapitel 4 - Status vedr. lokal vejledning om
Miljø-, energi- og naturspørgsmål

4.1 Oversigter over de fem ordninger

I de følgende fem opslag gives et oversigtligt billede af de individuelle vejlederordninger. Beskrivelserne tager udgangspunkt i en fælles skabelon. Herved kan der foretages indbyrdes sammenligninger mellem de forskellige ordninger på systematisk vis.

Afsnit 4.2 beskriver lidt mere detaljeret de støttefunktioner, som de enkelte ordninger enten selv har etableret eller i praksis læner sig op ad.

Afsnit 4.3 foretager en særlig bearbejdning af byøkologi som tema, der i forskelligt omfang indgår som et fagligt fokuspunkt for de fem ordninger.

Afsnit 4.4 indeholder de væsentligste modeller for statslig finansiering af de enkelte ordninger. Der opstilles endvidere eksempler på finansieringsplaner og budgetter for den enkelte vejleder. Endelig gengives en oversigt over variationen i finansiering og budgetter for de fem ordninger.

Kapitlet afsluttes med en kort tværgående opsamling af de fem ordninger med hensyn til fokusområder, målgrupper, forankring og funktionsvilkår.

Kommentarer til oversigten for Agenda 21- medarbejdere

I slutningen af 1994 blev amterne og kommunerne opfordret til at gå i gang med det lokale Agenda 21- arbejde. Miljø- og Energiministeriet, KL og Amtsrådsforeningen stod bag opfordringen, som udsprang af Rio-konferencen i 1992. Opfordringen er siden blevet fulgt op af publikationer, konferencer m.v.

En undersøgelse i slutningen af 1996 viste, at ca. 50% af kommunerne "var gået i gang" med arbejdet. Ved årsskiftet 1998/99 var tallet ca. 70%, mens en frisk undersøgelse fra sommeren 2001 viser, at 70-75 % er gået i gang.

De enkelte kommuner og amter har haft stor frihed til at vælge omfang og indhold af indsatsen. Frivillighedsprincippet betyder, at indsatsen i de enkelte kommuner kan tilpasses de lokale forhold og understøtte de inititiver, der udspringer fra borgerne. Der er således i praksis en markant forskel på, hvordan den enkelte kommune eller amt griber opgaven an. De ovenstående tal dækker derfor over en broget virkelighed.

I andre kommuner er Agenda 21-arbejdet blevet en vigtig del af en overordnet politisk og strategisk satsning. I mange kommuner er det politiske og strategiske grundlag for arbejdet ikke specielt udbygget. Her sker indsatsen ofte i form af mere enkeltstående projekter og aktiviteter, der ofte udspringer af forvaltningsmæssige initiativer.

Endelig er der mange kommuner, hvor LA21- koordinatoren efter bedste evne søger at løse sin opgave ved siden af en række andre opgaver. LA21-arbejdet "sidder på et yderligt mandat" i disse kommuner, især hvis der er meget få lokale ildsjæle og foreninger, der kan være med til at sætte en proces i gang.

Politisk vilje er nøgleordet

Alt i alt er den lokale politiske vilje af stor betydning. I den sammenhæng er det forskelligt, hvad der "sælger" i forbindelse med LA21. Initiativer, der skal få kommunerne til at "feje for egen dør" og giver ressourcebesparelse i egne institutioner m.v., er udbredte. Disse initiativer opfattes dog ikke nødvendigvis som en del af LA21-indsatsen.

Borgerinddragelse kan være svær at håndtere. Der er eksempler på, at indsatsen er startet op og siden gået i sig selv. Der er også eksempler på det modsatte, idet lokale grønne råd danner grobund for en forstærket dialog med kommunen. Konkret tager borgerinddragelsen ofte fat i frivillige foreninger, boligforeninger o.lign.

Agenda 21-koordinators placering er ofte i Teknisk Forvaltning og for nogles vedkommende i Centralforvaltningen. I nogle tilfælde foregår der en arbejdsdeling af opgaverne mellem afdelingerne. Når den koordinerende rolle er placeret i Teknisk Forvaltning er der ofte et stort fokus på miljøaspektet, mens der i Centralforvaltningen ofte er fokus på integrationen med kommuneplanlægningen.

Agenda 21-koordinatoren kan samlet set opfattes som "kommunens mand". Dette er en styrke indadtil, men kan være en svaghed udadtil. Borgerdelen er derfor nogle gange lagt i hænderne på en grøn guide.

Agenda 21-koordinatoren henter sin faglige inspiration og støtte flere steder, bl.a. hos kollegaer, faglige netværk og andre lokale miljøvejledere.

Fra 2002 har kommunerne og amterne fået pligt til inden udgangen af 2003 at udarbejde en strategi omkring LA21. Strategien skal være fremadrettet og indeholde overvejelser omkring:

1. Begrænsning af miljøbelastningen
2. Fremme af en bæredygtig byudvikling og -omdannelse
3. Fremme af biologisk mangfoldighed
4. Inddragelse af befolkningen og erhvervslivet
5. Fremme det tværgående arbejde

Kommunerne skal således ud fra et langsigtet og strategisk fokus målrette deres arbejde med lokal Agenda 21

Udbredelsen af lokale Agenda 21-medarbejdere i kommunerne. Hertil kommer Agenda 21-medarbejdere i alle amter, som ikke er angivet på kortet. Kilde: Listen af Agenda 21-kontaktpersoner i Nyhedsbrevet Lokal Agenda 21, nr. 30, Juni 2000

De lokale Agenda 21-medarbejdere har nok at tage fat på. Den kommunale og amtslige forvaltning, samt de tilknyttede institutioner og driftsområder er ofte blandt de største arbejdspladser i de lokale områder. For det andet har kommunerne og amterne via deres planlægning og myndighedsopgaver mange relevante berøringsflader med lokalsamfundet.

Den lokale Agenda 21-medarbejder har via sin placering i kommunen eller amtet en oplagt mulighed for at kunne igangsætte og forankre interne udviklingsprocesser. Det handler bl.a. om at organisere indsatsen rigtigt. I den sammenhæng kan en placering i en stabsfunktion i centralforvaltningen være med til at sætte bæredygtighed på en bredere dagsorden og være tættere på overordnede beslutningsprocesser.

Derudover kan andre tiltag hjælpe på vej. Der kan etableres strategiske udvalg og/eller koordineringsgrupper på tværs af forvaltningsgrænserne omkring Agenda 21. Konkrete mål og tiltag kan indarbejdes i virksomhedsplaner/ sektorplaner, og der kan opstilles koordinerende handlingsplaner, der synliggør indsatsen, og ikke mindst - involverer det politiske niveau i beslutningsprocesserne. Hvis den politiske opbakning ikke er tilstede, må der løbende arbejdes på opbygge og synliggøre gode eksempler.

Det er oplagt at tage fat på driften af egne institutioner og arbejde med ressourcebesparelser, affald, grønne indkøb og økologisk mad. Indsatsen kan forankres via miljøstyring og grønne regnskaber. En del kommuner og amter er begyndt med decideret miljøcertificering, herunder primært af større tekniske driftsområder.

De lokale Agenda 21-medarbejdere må dog se videre og gør det også mange steder - hvordan udformer man en bæredygtig forvaltning? Der er et stort vækstlag i gang i disse år, som bl.a. prøver at finde gangbare veje omkring miljørigtig projektering, miljøvurdering af planer mv.

Dertil kommer den store udfordring med at inddrage lokale aktører, som f.eks. borgere og virksomheder. Det har ofte vist sig at være en god idé at lave en alliance/arbejdsdeling med lokale grønne centre, grønne guider eller andre. Agenda 21-vejlederen kan godt stå svagere som "kommunens mand". Kommunerne har dog en så central rolle i udviklingen af lokalsamfundene, at der stadigvæk ligger en væsentlig opgave tilbage. Region- og kommuneplanlægning, byfornyelse, kvarterløft, udvikling af landdistrikter m.v. er lokale udviklingsprocesser, hvor kommuner og amter har eksperimenteret med at lave en kobling med bæredygtighed og Agenda 21 i bredere forstand. I den sammenhæng afprøves nye former for borgerinddragelse – måske endda visionen om en ny "åben forvaltning".

Den lokale udvikling kan dog også understøttes i andre sammenhænge. Grønne borgergrupper, konkrete udviklingsprojekter er andre midler. Det kan være væsentligt for den lokale Agenda 21-medarbejder, at der er mulighed for at støtte lokale projekter, herunder f.eks. fra en årlig projektpulje eller ved at indarbejde forslag i en central handlingsplan.

Kommentarer til oversigten for grønne guider

Baggrunden for etableringen af Grøn Guide-ordningen skal søges i flere forhold. Bl.a. satte den såkaldte "Brundtland-kampagne" og de "Grønne familier" i midten 1990’erne fokus på en øget bevidsthed om, at en bæredygtig fremtid er alles ansvar.

Den Grønne Fond arbejdede parallelt med en ide om at søsætte et projekt, som med en bredere anlagt og mere systematisk indsats skulle supplere det lokale miljøarbejde, som Fonden i forvejen ydede støtte til overalt i landet – fra små til store projekter. Der blev endvidere lagt vægt på, at de grønne guider skulle ud og virke blandt folk og nå ud over de allerede motiveredes kreds.

Grøn guide ordningen blev etableret i 1996 med et mål om at yde tilskud til 100 guider over 3 år. Det første hold startede i 1997, og siden er yderligere 3 hold kommet til. Frem til årsskiftet 2002/2003 vil der være næsten 100 grønne guider med tilskud fra Den Grønne Fond. Herefter vil antallet falde til ca. 60 i løbet af foråret 2003. Og i slutningen af 2005 tegner det foreløbig til, at alle grøn guide bevillinger fra fonden vil være udløbet.

Grøn guide ordningen er blevet evalueret af Jeppe Læssøe i perioden 1997-2000, og evalueringen er netop offentliggjort. Evalueringen konkluderer, at Grøn Guide-ordningen har styrket den lokale og folkelige miljøindsats. Endvidere har den samlet set levet fint op til de formål, som blev sat op ved dens start.

De grønne guider er en helt ny aktør i lokal-samfundene, og i den forstand er ordningen et eksperiment. Men eksperimentet rummer i sig selv en række eksperimenter, fordi projekternes opgaver og arbejdsmåder er meget forskellige. En af forskellene kommer til udtryk i guidernes rolle lokalt. Nogle grønne guider fokuserer på at skabe et bredt netværk, andre lægger vægt på at inddrage borgerne så meget som muligt, mens andre igen arbejder med at rådgive omkring konkrete, miljørigtige løsninger.

Samtidig har guiderne også forskellige roller i spændingsfeltet mellem borgere og kommune. Nogle guider fungerer mest som "borgernes advokat", andre mest som "kommunens mand" andre igen som en trediepart, der befordrer debat og fungerer som konfliktløser mellem borgere og kommune.

I forholdet til de lokale samarbejdspartnere fremhæves den grønne guides rolle som en "ekstra ressource". Guiden støtter lokale frivillige initiativer og hjælper med at holde gang i processen i en travl hverdag. Samtidig er guiden med sin brede viden en støtte for borgerne, når der er brug for viden om, hvordan et konkret problem løses f.eks. i forbindelse med sortering af affald eller hjemmekompostering.

Hver grøn guide har sin egen styregruppe med deltagelse af blandt andet lokale organisationer og foreninger. Styregruppen fastlægger, inden for det bevilgede projekt, de overordnede retningslinier for guidens arbejde og bidrager i øvrigt i forskelligt omfang til guidens arbejde. Der er eksempler på, at nogle projektdeltagere har svært ved at sikre en tilstrækkelig strategisk styring af projektet.

Til daglig arbejder de fleste guider meget selvstændigt – og for nogle guiders vedkommende lidt isoleret. En mindre del af guiderne deler arbejdsplads med andre professionelle formidlere for eksempel naturvejledere eller energi- og miljøvejledere. Samtidig er guidernes netværk af afgørende betydning.

Kommunens indstilling til den grønne guides arbejde er ofte afgørende for projektets chancer for succes. Der er stor forskel fra kommune til kommune, men generelt har der været tale om en positiv udvikling, hvor usikkerhed og manglende interesse erstattes af et godt og stadigt mere alsidigt samarbejde.

Der er imidlertid stadig stor usikkerhed omkring den fremtidige finansiering af de grønne guider. Det har blandt andet vist sig vanskeligt at opnå lokal finansiering, når tilskuddet fra Den Grønne Fond nedtrappes. Derfor føler mange grønne guider, at de "hænger på et yderligt mandat", som gør det svært at planlægge indsatsen og mobilisere og motivere samarbejdskredsen.

Udbredelsen af grønne guider. Kilde: Årsberetning 2000, den Grønne Fond

De grønne guider er kendetegnet ved, at der er mulighed for en tilpasning til de lokale behov og ønsker. De grønne guiders indsats kommer derfor til udtryk i en lang række meget forskellige projekter. Indsatsen spænder således bredt fra konkrete projekter omkring ressourcebesparelser og affald til mere debatskabende initiativer omkring kampagner o. lign. Støtte til etablering af projekter med miljørelevans i lokalområdet er en hovedaktivitet for de grønne guider.

De grønne guider fungerer i høj grad som en ekstra ressource for lokalsamfundets borgere og øvrige aktører. Guiderne fungerer som en katalysator, der sikrer at lokale processer holdes i gang og at de lokale aktører får en hjælpende hånd.

Den ekstra arbejdskraft betyder ikke mindst, at netværksudvikling og koordination styrkes. De lokale aktører har typisk knappe ressourcer.

Derfor er der brug for guiderne til at skabe kontakt på tværs og styrke samarbejdet mellem de forskellige aktører.

De grønne guider spiller en vigtig rolle i styrkelsen af dialogen om lokal bæredygtig udvikling mellem kommunalforvaltningen og borgerne. Deres særlige kvalitet er, at de fungerer som en tredje part, der kan bevæge sig som den frie spiller mellem borgerne og forvaltningen. Guiden kan derfor hjælpe kommunerne med borger- inddragelse i praksis og borgerne med at udnytte muligheden for at få indflydelse på den kommunale miljøindsats.

De grønne guiders indsats er handlingsorienteret, dels som informationsformidling og dels som støtte til lokale aktiviteter med miljørelevans. Information om miljørigtige løsninger er en konkret og relevant miljøindsats, der især vil kunne føre til adfærdsændringer hos folk, der allerede forsøger at leve mere miljørigtigt.

Fælles for de grønne guider er således, at de i kraft af deres forskellighed, er i stand til at spille en vigtig rolle, både miljømæssigt og demokratisk i lokalsamfundene. Som en ekstra ressource og fri spiller udgør de samtidig ofte forskellen på succes eller fiasko.

Naturvejlederordningen blev etableret på forsøgsbasis i 1987 og blev i 1989 gjort permanent. Ordningens formål er at opnå en bred og helhedsorienteret formidling omkring natur- og miljøforhold på lokalt plan, men også i globalt perspektiv.

I 2000 var der 249 hel- eller deltidsvejledere tilknyttet ordningen. Det vurderes samlet at svare til 155-160 heltidsstillinger. Deltidsvejledere kombinerer ofte vejledningsindsatsen med f.eks. myndighedsopgaver eller med anden vejledning som f.eks. skolekonsulent. De fleste naturvejledere er placeret i kommunerne, typisk på kommunalt drevne naturskoler med særligt fokus på børn og unge eller på statsskovdistrikter. Skov og Naturstyrelsen havde i 2000 i alt 55 fastansatte personer, der har gennemgået naturvejlederuddannelsen. Mange af disse personer har imidlertid andet hovedarbejde, f.eks. som skovfoged eller skovløber.

De forskellige organisationsforhold betyder, at vejlederne arbejder under meget forskellige forhold med hensyn til faglig sparring, ledelse og økonomi. Hvor nogle vejledere er placeret i centre sammen med andre naturvejledere, grønne guider o.lign., er andre mere isolerede og arbejder meget selvstændigt. Fælles for flertallet er dog, at ordningens grunduddannelse, kursusaktiviteter og formaliserede netværk tillægges stor betydning for den faglige kvalitet i vejledningen og for vejlederens egen tilfredshed og udvikling.

Et fællestræk er desuden, at naturvejledere generelt oplever en høj grad af frihed i planlægningen og udviklingen af arbejdet. Dette bidrager til stor jobtilfredshed hos vejlederne.

Et gennemgående problem er dog et højt arbejdspres og lange arbejdsdage, i et forsøg på at følge med efterspørgslen. Mange vejledere har booket deres kalender med aftaler 6-12 mdr. frem. Naturvejlederne oplever generelt en stigende efterspørgsel af deres vejledning. Det gælder især antallet af arrangementer for skoleelever, institutioner og foreninger. I de senere år har naturvejlederne nedprioriteret antallet af offentlige ture til fordel for de bestilte arrangementer blandt andet for at kunne arbejde mere strategisk og målrettet.

I 2000 blev gennemført i alt ca. 21.000 vejleder-arrangementer under ordningen. Det samlede deltagerantal for de forskellige arrangementer var i alt ca. 739.000.

Brugerne er typisk børn og unge i børnehaver og skoler, lærere og pædagoger, som deltager i specielt tilrettelagte forløb i forbindelse med undervisningen samt individuelle borgere, som deltager i offentlige arrangementer. Desuden gennemfører flere vejledere særlige uddannelsesforløb for lærere og pædagoger.

Naturvejledernes arbejde retter sig også i et vist omfang mod andre specifikke grupper som frivillige organisationer, interessegrupper (f.eks. landbrugssammenslutninger) og virksomheder. Der kan således gennemføres bestilte, lukkede ture for eksempelvis en virksomhed, mod betaling.

Da naturvejledningen er rettet mod formidling af naturoplevelser både for den umiddelbare oplevelses skyld alene og for at frembringe langsigtede holdnings- og adfærdsændringer, kan det være vanskeligt at vurdere vejledningens effekter. Det er især tilfældet i forbindelse med arrangementer for individuelle borgere, hvor der ikke er løbende kontakt mellem brugeren og vejlederen og derfor ingen garanti for tilbagemelding.

Naturvejlederne har et meget konkret afsæt for formidlingen, nemlig naturen, i bredeste forstand i hver enkelt vejleders område. Derfor bruges den lokale natur, landskabet, kulturminder osv. også i vid udstrækning i formidlingen af større sammenhænge, som f.eks. globale klimaforhold. Dette er med til at sikre en helhedsorienteret formidling omkring mennesket og naturen og naturens balance, også i et historisk perspektiv.

Udbredelse af naturvejlederne, som arbejder udfra et lokalt eller regionalt udgangspunkt. Herudover er der omkring 20 naturvejledere, som er tilknyttet landsdækkende organisationer.  Kilde: Her er din naturvejleder, 2000, Skov- og Naturstyrelsen og Friluftsrådet

Naturvejlederordningen vurderes generelt af både brugere og vejledere som relevant, velfungerende og med gode resultater. Naturvejledningen er særligt koncentreret om to arrangementstyper: arrangementer for og med børn, især skolebørn og forskellige ture, både bestilte og offentlige. Arbejdet med børnene vurderes samlet set som det væsentligste og mest udbytterige for mange vejledere, dels fordi børnene får en øget og mere helhedsorienteret naturforståelse, dels fordi vejledningsaktiviteterne spiller en social rolle i institutionerne, og endelig fordi børnene kan være med til at påvirke forældre og andre voksne.

Særligt i arbejdet med børn skabes de gode processer og resultater oftest gennem enkle og konkrete, naturnære aktiviteter som opsætninger af fuglekasser, naturrestaurering, friluftsaktiviteter osv. Disse aktiviteter giver børnene en umiddelbar forståelse for naturens processer og den betydning deres egen indsats har. For at opnå gode resultater ses det som afgørende, at aktiviteterne finder sted i naturen, og at de indgår i et længerevarende forløb, som giver børnene – og deres lærere og pædagoger – mulighed for fordybelse. Det er væsentligt for børnenes forståelse af naturens processer og for opbygning af ejerskab og ansvarlighed i forhold til naturen, at forløbet levner tid til, at børnene kan se resultatet af deres egen indsats.

Vejledningsaktiviteternes sociale betydning understreges af mange som mindst lige så væsentlig som selve naturformidlingen. Det, at børnene oplever sig selv og hinanden i nye og uvante sammenhænge, medfører ofte ændrede sociale relationer i klasserne og kan anvendes som en mekanisme til konfliktløsning. Både de sociale processer og selve naturformidlingen lykkes bedst, når lærere og pædagoger deltager aktivt og på forhånd har en ide med at inddrage naturvejlederen i undervisningen. I de tilfælde, hvor naturvejlederen spiller en solorolle og erstatter læreren, vurderer mange vejledere og lærere, at resultaterne er mindre positive.

Derfor er det også for mange vejledere et væsentligt succeskriterium, at lærere og pædagoger med tiden bliver selvhjulpne. Dette mål er endnu ikke nået til fulde, men processen er i gang. og stadig flere gamle brugere får efterhånden behov for så begrænset rådgivning, at nye brugere kan inddrages. Overordnet set, må naturvejledernes indsats omkring rådgivning af børn, lærere og pædagoger betragtes som en udpræget succes, som har medført ændrede holdninger og øget handlekompetence hos børnene.

Vejledernes turarrangementer vækker som regel størst interesse blandt midaldrende og ældre borgere – "det grå guld". Børnefamilierne vurderes til at have for travlt til at deltage. Hvor familiearrangementer er gennemført, vurderes disse meget positivt, både i forhold til en social og en naturformidlingsfunktion. De bestilte ture – arrangeret gennem foreninger, f.eks. landboforeninger og pensionistklubber - har tilsyneladende større effekt i forhold til at ændre brugernes opfattelser og adfærd og i forhold til at nå ud til et bredere publikum.

For alle typer af arrangementer gælder, at naturvejledernes faglige indsigt er af stor betydning for brugerne. Man forventer at få konkret viden med hjem. Lige så vigtig er imidlertid vejlederens rolle som katalysator, idémager og igangsætter i forhold til forskellige brugergrupper. Derfor vægtes personlige egenskaber som lydhørhed, entusiasme og fleksibilitet hos vejlederen også højt af ordningens brugere.

Kommentarer til oversigten for Energi- og miljøvejledere

Energi- og miljøkontorerne begyndte så småt at vokse frem midten af 70’erne med udgangspunkt i de folkelige bevægelser for vedvarende energi. Der er i dag 21 energi- og miljøkontorer spredt ud over landet. Energi og miljøkontorerne er organiseret som medlemsbaserede foreninger, hvilket skal sikre en bred lokal opbakning.

Kontorerne leverer i dag en uvildig og faglig baseret vejledning omkring vedvarende energi, herunder om Energistyrelsens standardtilskudsordning til vedvarende energi anlæg som biobrændselsfyr, solvarmeanlæg og varmepumper. Ligeledes formidler kontorerne Energistyrelsen informationsmateriale i et samspil med styrelsens centrale oplysningstjeneste - Energioplysningen. Endvidere fokuseres der er i stigende grad på energibesparelser og til dels på byøkologiske løsninger for nogle kontorers vedkommende.

Vejledningen retter sig primært mod almindelige borgere. Derudover retter vejledningen sig bl.a. mod små- og mellemstore virksomheder, tekniske forvaltninger, skoler og institutioner. En stor del af indsatsen er rettet mod husstande og andre, der er beliggende i det åbne land udenfor fjernvarme og naturgas områderne. Det er her, der er det største økonomiske og miljømæssige incitament for at arbejde med vedvarende energi i form af solvarme, biobrændsel m.v.

Energi- og miljøvejlederne får henvendelser fra mange borgere, der ønsker uvildig vejledning, før de træffer beslutning om nyinvesteringer i biobrændselsfyr el.lign.

Derudover søger Energi- og miljøvejlederne via en bred vifte af aktiviteter at udbrede kendskabet til vedvarende energi og energibesparelser. Tidsskrifter, arrangementer, ture er nogle af redskaberne.

For at understøtte udbredelsen af vedvarende energi er der gennem mange år blevet arbejdet målrettet på at påvirke og etablere et samarbejde med VVS-folk, smede m.fl. Dette er lykkedes, og mange VVS-folk og smede spiller i dag en aktiv rolle m.h.t. at indføre vedvarende energiløsninger hos deres kunder.

Energistyrelsen har gennem en række år anvendt Energi- og miljøkontorerne til at yde en lokal opfølgning på egne landsdækkende støtteordninger og kampagner.

I forbindelse med tilskudsordningen til elvarme konvertering, har energi- og miljøvejlederne ydet såvel teknisk/faglig vejledning som vejledning omkring selve ansøgningsmaterialet til borgere og installatører mv. Denne tilskudsordning er ophørt med udgangen af 2000, og dermed reduceret behovet for vejledning om tilskud på dette område.

I 2001 har der aktuelt kørt en kampagne omkring energiruder. I den sammenhæng er der blevet taget kontakt til nye målgrupper i form af tømrere/snedkere, glarmestre, byggemarkeder m.fl. Kampagnen er dog ikke blevet fulgt op af yderligere støttemidler.

De 21 lokale kontorer dækker hele landet, men giver ikke en fuldstændig ensartet dækning. Ærø-kontoret dækker f.eks. Ærø og Langeland mens det fynske kontor dækker hele Fyn. Der er etableret et paraplysamarbejde mellem de tre energikontorer i Vejle, Horsens og Brørup. Det er et forsøg på at skærpe den lokale/regionale profil og udnytte fælles ressourcer bedst muligt.

De enkelte kontorer har typisk 1-2 medarbejdere, hvoraf nogle er deltidsansatte eller projekt-ansatte. Dette giver anledning til udskiftning. Blandt de fastansatte har flere vejledere imidlertid været længe i branchen, og har således opnået en værdifuld erfaring som via SEK-nettet formidles til (nye) kolleger.

Udbredelsen af Energi- og miljøkontorerne, som danner base for energi- og miljøvejlederne. Det er på kortet kun medtaget kontorer, der modtager en basisbevilling fra Energistyrelsen. Kilde: Sekretariatet for SEK

De lokale energi- og miljøvejledere har via deres placering på de foreningsbaserede lokale energi- og miljøkontorer en selvstændig og uafhængig profil. Den enkelte energi- og miljøvejleder har sit bagland i form af den lokale forening, men har alligevel en udfarende rolle.

Energi- og miljøkontorerne har et fælles fagligt fokus på vedvarende energi og energibesparelser. Dette fokus afspejler sig i energi- og miljøvejledernes vejledningsindsats, som generelt er mere fagligt/teknisk specialiseret end mange af de andre ordninger. Mange energi- og miljøvejledere arbejder dog også i høj grad som katalysatorer, der arbejder procesorienteret i forhold til lokale aktører.

Vejledningen fra energi- og miljøvejlederne starter i "øjenhøjde" forstået på den måde, at der tages udgangspunkt i praktisk viden og løsninger til borgeren, f.eks. om biobrændselsfyr og solvarme er en løsningsmodel for det enkelte husstand. Håndteringen af henvendelser fra borgerne er den væsentligste kerneydelse, men suppleres i høj grad af en række andre tiltag i form af uddannelse, demonstrationsanlæg m.v.

Energi- og miljøkontorerne har en klar styrke m.h.t. at nå en (stor) målgruppe af mennesker, hvor snakken om energi og miljø skal være konkret og også handle om, hvorvidt "det kan betale sig" . Det gælder såvel den almindelige borgere, som de forskellige typer af håndværkere. Netop evnen til at gå i dialog med lokale håndværkere, byggemarkeder o. lign. er vigtigt, da de udgør et vigtigt beslutningsled i forbindelse med den almindelige forbrugers valg af løsninger. Dette er faldet godt i tråd med Energistyrelsen målrettede støtteordninger og kampagner, hvor Energi- og miljøvejlederne har medvirket til lokal opfølgning.

Energi- og miljøvejlederne har i forskellige sammenhænge udnyttet muligheden for at arbejder mere helhedsorienteret set fra brugerne synspunkt. En metode har været husbesøg til parcelhuse, landbrug og mindre servicevirksomheder. Ejendommene gennemgås her m.h.p. at udpege mulige besparelser på el, vand og varme, samt evt. muligheder for alternativ energiforsyning.

Samtidig bliver der stadig større fokus på byøkologiske tiltag i byggeriet. Dermed begynder der at tegne sig et billede af en helhedsrådgivning, der omfatter en styrket vejledning omkring byøkologiske tiltag i nybyggeri og renovering af huse, såvel som i forbindelse med "driftsfasen". Målgruppen er ikke kun almindelige husstande men lige så vel offentlige myndigheder m.v. Den nye kampagne omkring energiruder peger også i den retning. Et andet eksempel er, at SEK i 2001 er gået ind i et TV-projekt, der sætter fokus på økologisk om- og tilbygning af parcelhuse.

Udover formidlingen af praktisk viden m.v. indgår energi- og miljøvejlederne ofte i en række lokale udviklingsprojekter, som involverer en række lokale aktører. Der har gennem årene blandt andet været fokus på vindmølleudbygningen, men derudover tegner der sig projekter omkring større solvarmeanlæg o. lign.

Kommentarer til oversigten for vejledere på grønne centre

I dag har en række grønne centre eller Agenda 21- centre fundet fodfæste rundt omkring i landet. Samlet set er der dog ikke mere end 9-12 grønne centre. Dette indikerer, at opbygningen og driften af et grønt center ikke er en nem proces. Flere centre har været i gang og er nu atter forsvundet fra landkortet.

De grønne centre er i høj grad præget af lokale ønsker, behov og muligheder. Et grønt center er derfor ikke en entydig størrelse. Det betyder også, at det kan diskuteres, hvad et grønt center egentlig er.

Centrene har som hovedregel et idégrundlag og en samlet strategi . Det står i modsætning til praktiske kontorfællesskaber, hvor der udelukkende kører selvstændige projekter og vejledningsaktiviteter. En anden skelnen kan måske stilles op i forhold til netværk, hvor samarbejdet er mere løst koblet.

Generelt set er et grønt center ofte et forsøg på lokalt at samle og kvalificere indsatsen omkring Agenda 21-arbejdet og en byøkologisk indsats. Det indebærer også, at lokale vejledere i form af grønne guider, energi- og miljøvejledere og naturvejledere i nogle sammenhænge indgår i centrene.

Nogle af de grønne centre har en tæt forbindelse til den lokale kommune. Centrene skaber her et mere uafhængigt forum for mødet med borgerne/brugerne. Den uafhængige profil giver samtidig mulighed for at satse på andre arbejdsmetoder og indsatsområder end kommunen.

Et enkelt center er baseret på et tværkommunalt samarbejde mellem fire kommuner. Her går indsatsen mere på udvikling og integration af bæredygtighed i den kommunale forvaltning.

I andre tilfælde udspringer centrene i højere grad af græsrødder og grønne organisationer. "Professionelle græsrødder" samler sig, udbygger netværket og skaber udviklingsprojekter, der kan bære driften af centeret.

Lokale borgere/græsrødder er ofte repræsenteret i bestyrelser eller brugergrupper til centeret. I de mere græsrodsprægede centre er der også frivillige grupper, der bruger centrene som udgangspunkt for frivilligt arbejde.

Borgerinddragelsen i forskellige former fylder generelt meget i de grønne centres virke. Der satses ofte på kontakten til borgeren, der kommer fra "gaden" og/eller på mere afgrænsede målgrupper i form af frivillige foreninger eller boligforeninger. Indsatsen strækker sig fra generel information til mere faste koncepter omkring affaldssortering, miljøhandlingsplaner m.v.

Centrene spænder generelt i størrelse fra en til tyve ansatte. Det kan diskuteres, om man med én ansat kan kalde sig et center. Det største Grønne Center er Københavns Miljø- og Energikontor (KMEK) – også kaldt Økologihuset. KMEK aktiviteter spænder så vidt, at det ikke har nogen mening alene at betragte det som et energi- og miljøkontor.

Enkelte af centrene bevæger sig fra at være lokale til at være mere landsdækkende. Miljøbutikken i Odense er eksempel på et center, der fremover i højere grad vil fokusere på opgaver over hele landet. Finansieringsmæssigt betyder det samtidig satsning på en større selvstændig indtjening.

Udbredelsen af grønne centre. Kortet bygger på vores skøn, herunder bl.a. om der er lønnede medarbejdere på stedet. Kilde: Baseret på liste fra Agenda 21-Centret Albertslund

De grønne centre er bud på, hvordan man lokalt kan samle kræfterne og give lokal vejledning omkring bæredygtig udvikling en mere selvstændig og synlig profil overfor de lokale aktører. Når kræfterne samles, giver det bedre mulighed for at sikre kontinuiteten og dermed forankre den faglig kompetence og netværksdannelsen. Den selvstændige profil giver mulighed for at arbejde tværsektorielt og helhedsorienteret i forhold til kommuner, borgere m.v.

De grønne centre giver de lokale vejledere en organisation, som tager udgangspunkt i deres målgrupper og deres arbejdsopgaver. Samtidig finder flere former for lokale vejledere ofte sammen under samme tag, hvilket styrker muligheden for lokalt samarbejde og synergi. Økolariet i Vejle er eksempel på et ambitiøst bud på et kommende grønt center .

Det er meget væsentligt for de grønne centre, at der er en lokal forankring. Det gælder både m.h.t. finansieringen og den konkrete kontakt med borgere og kommune. En bred lokal repræsentation i bestyrelsen og evt. tilknyttede foreninger er med til at støtte denne forankring. Det gælder også i forhold til brugerne. Samlet set har centrene god mulighed for at opbygge et tilstrækkeligt netværk og brugergrundlag.

De grønne centre har ofte etableret et samarbejde og en arbejdsdeling med den kommunale forvaltning, det lokale affaldsselskab m.fl. De grønne centre håndterer eksempelvis borgere og andre lokale aktører, mens kommunen tager sig af interne forhold. Der er dog ingen entydig opskrift på det gode grønne center. I andre sammenhænge er netop intern kommunal udvikling målet. Det handler dog stadigvæk om det samme – de lokale vejledere på de grønne centre leverer en ydelse, som samarbejdspartnerne ikke selv er gearet til.

De grønne centre og deres vejledere har generelt arbejdet meget med de borgerrelaterede aktiviteter. Det har f.eks. givet resultat at fokusere på afgrænsede og veldefinerede målgrupper. Det kan være miljøplaner for boligforeninger, livsstilskonkurrencer for familier, affaldssortering i gårdene m.fl. Det har i alle sammenhænge vist sig nødvendigt, at de lokale vejledere giver de involverede grupper personlig opbakning – tingene sker i første omgang ikke af sig selv. I det hele taget er det erfaringen, at det kræver tid og tålmodighed at få sat lokale processer i gang. Men så er der også mulighed for at koble miljømæssige og sociale udviklingsprocesser.

De grønne centre er gode til nyudviklinger og gode til at følge dem til dørs. Nye initiativer sættes i gang, prøves af og finder evt. en lokal forankring. Her kommer de grønne centre ofte et trin videre – projekterne udvikles ofte til koncepter. Miljøbutikken i Odense har lavet flere koncepter, som markedsføres over hele landet. Byøkologisk Center i Kolding har f.eks. med held taget udgangspunkt i konceptet omkring grønne detailhandel – 30-40 % af butikkerne i Kolding Kommune er optaget på den lokale "grønne liste". I den forbindelse bevæger den lokale vejledning sig ud over kommune- og amtsgrænsen - de grønne centres formidling bliver mere regionalt- og landsdækkende.

4.2 Overblik over støttefunktioner mv.

De lokale vejledere bakkes i forskelligt omfang op af formelle og uformelle støttefunktioner for eksempel i forhold til uddannelse, IT-netværk og erfa-netværk. I det følgende præsenteres de vigtigste støttefunktioner.

Agenda 21-medarbejdere

Endvidere har KL tidligere afholdt kurser, hvor Agenda 21-medarbejderne uddannes til at koordinere en omstilling, samt tilrettelægge og gennemføre kortere miljøuddannelser af øvrige medarbejdere i de kommunale institutioner og forvaltninger. Kurserne vil blive tilbudt igen fremover, evt. i samarbejde med andre vejlederordninger.

Der er 2001 dannet en Agenda 21-faggruppe under Foreningen af Miljømedarbejdere i Kommunerne. Den bygger bl.a. på medlemmerne fra et netværk af Agenda 21-"tovholdere", som har kørt fra 1996-2001. Tovholderne har bl.a. været initiativtagere til en hjemmeside omkring LA21, som dog p.t. ikke opdateres.

Der er endvidere oprettet en guldkornsdatabase, som er bestyret af Dansk Center for Byøkologi. Databasen benyttes dog tilsyneladende ikke i det forventede omfang.

Grønne guider

For at styrke guidernes kvalifikationer samt netværksdannelsen blev der fra starten etableret en fælles 5 ugers obligatorisk efteruddannelse fordelt over 1½ – 2 år. Uddannelsen omfatter hovedsagelig værktøjer til brug for vejlederarbejdet og samarbejdet med lokale aktører. Som eksempler kan nævnes undervisning i netværksdannelse, dialog træning, konfliktløsning og mødeledelse, brug af GaiaNet og presse.

De grønne guider er organiseret i Foreningen for grønne guider. Foreningen har bl.a. til formål at udvikle den faglige diskussion mellem guiderne. Derudover kan foreningen træde til - i en form for bisidder funktion, hvis en guide har problemer af ansættelsesmæssig karakter.

Den daglige netværkskoordination sker pt. fra Grøn Information, der har ansat to netværkskoordinatorer. Det elektroniske netværk GAIA-net bruges til intern kommunikation, erfaringsudveksling og til information af netværkskoordinatorerne, den ansvarlige for efteruddannelsen samt Den Grønne Fonds Sekretariat. Der er ingen præcise opgørelser over hvor meget guiderne bruger GAIA, men stikprøver viser at Nyhedsbrevet fra Grøn Information læses af 66% af guiderne i løbet af den første uge, mens der på én af de 16 konferencer var godt 50 forskellige indlæg i løbet af juni 2001.

Foruden det elektroniske netværk støtter Grøn Information også de regionale netværk og temanetværk, afholder ad hoc kurser og årsmøder.

Grøn guide ordningen er netop blevet evalueret af Jeppe Læssøe, der løbende har fulgt ordningen gennem 4 år. Følgeevalueringen har løbende bidraget med input til ordningen.

Naturvejledere

Naturvejledningen koordineres på landsplan af et Fællessekretariat, hvor Skov- og Naturstyrelsen sammen med Friluftsrådet har det daglige overordnede ansvar for udvikling og koordinering af naturvejlederordningen. Rammerne for Fællessekretariatets arbejder udarbejdes af Naturvejlederudvalget, der er sammensat af repræsentanter fra amter, kommuner samt erhvervs-, frilufts- og naturbeskyttelsesorganisationer.

I tilknytning til uddannelsen arrangeres løbende efteruddannelse blandt andet i form af temadage, som i de senere år blandt andet er udviklet i samarbejde med de grønne guiders netværkskoordinatorer. I 2001 er der således afholdt fælles temadage om miljøformidling til børn i institutioner. Endvidere afholdes korte kurser, som er åbne for alle interesserede.

Naturvejlederforeningen er et forum for naturskole- personale og naturvejledere med ca. 300 medlemmer. Foreningen udgiver bladet Naturvejleder-Nyt 4 gange om året. Desuden arrangerer foreningen naturvejledernes Årskonference.

I 1999 igangsatte naturvejlederne et 3-årigt forsøg med netværkskoordination. Forsøget omfatter en netværkskoordinator ansat på Fællessekretariatet og 6 regionale netværkskonsulenter - udpeget af vejlederne selv. De regionale netværkskonsulenter er frikøbt én dag pr. uge til at støtte naturvejlederne i området og sikre et tættere samspil mellem det regionale og centrale niveau.

Efter en forsigtig start, hvor konsulenterne bl.a. skulle vænne sig til deres nye rolle, har det regionale netværk udviklet sig til en værdifuld organisering, ikke mindst når der er brug for at spille sammen vertikalt mellem de enkelte vejledere og det centrale niveau. Ordningen forventes derfor at forsætte i en lignende form efter forsøgets udløb. I det hele taget er netværksrelationen meget vigtig og foruden de formelle netværk findes der en stribe lokale, uformelle netværk.

Efter inspiration hos de grønne guider har Naturvejlederne har også etableret et IT-netværk – NaturvejlederNet. Netværket er placeret på SkoleKom, hvilket giver mulighed for at alle lærere der er tilmeldt SkoleKom, kan deltage i de åbne konferencer. Det er vanskeligt at registrere brugen af netværket, idet der ikke er indbygget en statistisk funktion på nettet, men en stikprøve fra november 2000 viste at mindst 150 af NaturvejlederNets brugere og omkring 80 andre – herunder en stor del af de grønne guider havde læst indlæg, og omkring 90 brugere havde skrevet indlæg.

Energi- og miljøvejledere

Der bliver løbende afholdt interne kurser. I 2000 blev der i samarbejde med Teknologisk Institut, Risø og Dansk Vindmølleforening afholdt ti kursusdage i biobrændselsanlæg, solvarme, varmepumpe og vindkraft. Der har tillige været afholdt kurser omkring energiruder. Der afholdes endvidere en del åbne træf og arrangementer i samarbejde med OVE. Samarbejdet med OVE strækker sig endvidere til bladet "Vedvarende energi", samt til udpegning af en række fælles faglige koordinatorer, som skal inspirere såvel internt som eksternt på hver sit faglige område. Endelig er der oprettet en netkonference på GAIA-net, som kun kan benyttes af Energi- og miljøvejlederne.

Grønne centre

Der er ingen fælles støttefunktioner for de grønne centre som sådan. På nogle grønne centre er der ansat grønne guider m.v., som kan benytte egen ordnings støttemuligheder.

Der er forsøg i gang med at skabe et netværk for de grønne centre med fælles sekretariat. Det skal fremme og understøtte det lokale Agenda 21-arbejde, samt øge samarbejdet og koordineringen mellem centrene. Endelig lægges der vægt at på at få centrene involveret i internationalt arbejde. Det har dog vist sig at være svært at få finansieringen på plads.

Generelle støttefunktioner

Vejlederne bruger desuden en række generelle støttefunktioner, som ikke er specielt oprettet til deres ordning. Det gælder f.eks. Miljø- og Energiministeriets Miljøbutik, Energioplysningen, Grøn Information – som miljø informationscenter, Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, Øko-Net, Landsforeningen for Økologisk Jordbrug (LØB), Dansk Center for Byøkologi og Byplanlaboratoriet.

4.3 Byøkologi

Byøkologi er i de sidste ti år blevet et stadig mere aktuelt nøgleord for megen af den udviklingsaktivitet der finder sted omkring miljø-, energi- og naturforhold. Begrebet er i takt hermed gledet ind i det daglige sprog og den værktøjskasse, som mange lokale vejledere anvender. Men det er uklart, hvad begrebet omfatter, og hvorledes de enkelte ordninger skal forholde sig til byøkologien. Der er således i praksis stor variation mellem ordningerne indbyrdes og mellem forskellige vejledere inden for samme ordning i holdningerne til, hvorledes man forholder sig til byøkologien.

En medvirkende årsag til uklarheden er, at byøkologien som et forholdsvis nyt fænomen endnu opfattes som et diffust begreb, der kun vanskeligt sættes på en præcis formel. Som det er udtrykt i et interview: "Byøkologi er et intuitivt begreb. Når man hører ordet, forstår man det. Men når man skal forklare det, bliver det svært!".

Dansk Center for Byøkologi har siden 1996 været i funktion som nationalt videncenter. På centret har man på denne forholdsvis korte tid haft forskellige definitioner af indsatsområdet. Centret anvender i dag en bred definition af byøkologien, hvorunder en mængde varierende, bymæssige lokale Agenda 21-aktiviteter henregnes. DTU har også i nogle år beskæftiget sig med byøkologien, men også hér er der tilsyneladende sket et skred i opfattelsen af byøkologien, der i dag opfattes som værende mere snæver end blot for nogle få år siden (ref: Morten Elle, DTU). På Forskningscenter for Skov, Landskab og planlægning findes Nordeuropas eneste center for "Urban Forestry", hvor byplanlægning og byøkologi indgår med en væsentlig rolle.

En populær definition af byøkologien er, at den skal løse alle problemer eet sted, i modsætning til eksempelvis den traditionelle sektorplanlægning, hvor man løser eet problem alle steder. I denne definition understreges den lokale, helhedsorienterede tilgang. Men definitionen forklarer stadig ikke, hvad byøkologien mere præcist omfatter. Dette skyldes blandt andet, at den løsning, der dur eet sted, ikke automatisk er gangbar et andet sted, set ud fra en lokal helhedsbetragtning.

Byøkologien opfattes i dag også blandt vejlederne forskelligt. På den ene side som omhandlende specifikke teknologiske og bygningsmæssige grønne foranstaltninger. Det vil sige en forholdsvis snæver definition. I den anden ende af spektret møder man en helhedsopfattelse, der er så bred, at det kun vanskeligt lader sig gøre at skelne mellem begreberne byøkologi og bæredygtig udvikling og lokal Agenda 21 i det hele taget. Meget afhænger således af øjnene, der ser. Én faglighed fokuserer meget på beboerens rolle, en anden på bygninger og teknik, mens en tredje har fokus på ressourcestrømmene.

Forskellige opfattelser

Man møder på denne baggrund tre hovedopfattelser af byøkologiens placering i vejledningsarbejdet.

1. Et specialområde: Byøkologien er et indsatsfelt, som er relevant for visse typer af lokale vejledere, men er i øvrigt ikke noget, der står særligt centralt i bevidstheden. Andre tilføjer, at en vis forståelse for begrebet er en forudsætning for, at vejlederen kan tale med folk ud fra de lokale forudsætninger
2. Eet fokusområde blandt flere: Byøkologien eller enkeltelementer heraf spiller en betydende rolle for dele af vejledningsindsatsen. Denne opfattelse har tilsyneladende bred genklang blandt mange GG’er, LA21-medarbejder og energi- og miljøvejledere
3. Det primære arbejdsfelt: Den tredje opfattelse er, at vejledningens raison d’être er byøkologien, og at bæredygtig udvikling i lokal sammenhæng simpelthen bare er et andet ord for byøkologi. Her opereres med et bredt favnende byøkologibegreb, der i nogle tilfælde vægter arbejdet med sociale og demokratiske problemstillinger lige så højt eller højere end de mere tekniske, miljømæssige forhold.

I evalueringsarbejdet er der af praktiske årsager anvendt en definition, som tilstræber at ramme kerneområderne i byøkologien, for ad denne vej at kunne pejle, hvorvidt disse primære områder er dækket af de forskellige vejlederes aktiviteter.

Definitionen, der er anvendt, lyder som følger: