Fire scenarier for fremtidens samfund og miljø
2. Gennem ild og vand
| 2.1 | Tidsånd og drivkræfter |
| 2.2 | Det globale perspektiv |
| 2.3 | Det nationale perspektiv |
Verden nær miljøkatastrofen
Verdenssamfundet bliver i stigende grad topstyret, og miljømæssigt går udviklingen i retning af stærk bæredygtighed. I starten af perioden råder markedskræfterne frit, men de miljømæssige konsekvenser er katastrofale. Det bliver klart for verdenssamfundet, at der eksisterer en række absolutte grænser for menneskers belastning af natur og miljø. Efterhånden som grænserne overskrides, fører miljøproblemerne til direkte og synligt negative konsekvenser for vores samfund. Forsigtighedsprincippet diskuteres ikke så meget, for det er åbenbart, at der er behov for akut handling. De akutte behov fører til en topstyret miljøindsats, og der etableres et nyt internationalt reguleringsinstrument: World Regulation Framework Organization. Systemløsninger med fælles ansvar er blandt kodeordene.
De negative konsekvenser af den markedsorienterede levevis har slået hårdt igennem. Samtidig har myndighederne fejlet. Dels med miljøstrategier og sociale reformer og dels i evnen til at få erhvervsliv og samfund til at omstille produktion og forbrug i en bæredygtig og miljøvenlig retning. Løsninger implementeres ad hoc, og specielt på den politiske scene halter man mere bagefter end man går foran. Man oplevede en række miljømæssige og samfundsmæssige sammenbrud.
Forsigtighedsprincippet blev derfor afløst af et akut handlingsparadigme, hvor ingeniørerne og biologerne bestemte. I Vesten surfede man på den økonomiske bølge i årtusindets første mange år, men den ensidige fokusering på markedskræfterne hindrede folk i at se, at det var en bølge, der engang ville miste sin evne til at bære mennesker og udvikling med sig ind i fremtiden.
Sociale og miljømæssige hensyn var blevet nedprioriteret i takt med at økonomien blev opprioriteret. Politikere i de vestlige samfund havde ikke været effektive nok til at gribe fat om de problemer og den utilfredshed, der voksede i de regioner af verden, som det økonomiske opsving havde passeret forbi. I Danmark blev det mod slutningen af 2010erne mere og mere tydeligt, at folk havde svigtet sociale, demokratiske og miljømæssige idealer, og ikke taget hånd om de svage. Den sociale ulighed voksede. På den ene side stod verdens fattige, og på den anden dem som var så heldige at leve i den industrialiserede del af verden eller i ulandenes velstillede enklaver. Men opmærksomheden om verdens uretfærdige fordeling af goder voksede også, og der blev skabt institutioner og aftalekomplekser som satte ind mod problemer på radikal vis.
Verdens fattige befolkninger identificerede sig i stigende grad med revolutionære politiske provokatører. I den rige del af verden var de yngre generationer specielt lydhøre overfor oprørere mod det materielle paradigme. Dette befolkningssegment udgjorde en af de væsentligste udfordringer for det etablerede samfund.
2.1 Tidsånd og drivkræfter
Den stærke tro på markedsøkonomien forsvandt i det nye årtusinds første tiår. Efter 1980ernes og 1990ernes demonstration af markedets overlegenhed overfor den kommunistiske planøkonomi, oplevede man en næsten ligeså markant demonstration af den frie markedsøkonomis utilstrækkelighed. Markedet var ikke svaret – det var på mange måder problemet. Alle de kendte bagsider af medaljen syntes løbende at blive forstærket i takt med stigende ressource- og miljøproblemer, stigende økonomisk ulighed og løbsk røverkapitalisme i tredjeverdenslande og tidligere planøkonomier.
I mange af verdens fattigste lande forværredes den økonomiske og politiske situation.
I Afrika, Indien og Sydamerika var landbrugsjorden koncentreret på få hænder og var blevet udpint i jagten på høj produktionseffektivitet. Voksende befolkninger stillede voksende krav om at blive brødfødt, og marginaljorde, bjergskråninger og skove måtte ryddes hurtigere end tidligere for at imødekomme behovene. Det var jorde, der ikke egnede sig til opdyrkning. De eroderede hurtigt, gav kun magert afkast og blev efterladt golde og ufrugtbare.
Primærerhvervene beskæftigede stadigt færre mennesker. Fiskeriet var et af de hårdest ramte pga. overfiskning, iltsvind og fiskedød.
Dæmningen ved De Tre Kløfter, Yangtzefloden i Kina blev vandkraftens Tjernobyl i 2012. Konstruktionen kunne ikke tilbageholde de enorme vandmasser, og under et mindre jordskælv brød den sammen og oversvømmede landsbyer, storbyer, kulturelle monumenter og naturområder. Katastrofen kostede over ½ mio. menneskeliv og fordrev mindst 10 gange så mange.
De fældede skove og det varmere klima gav bedre overlevelsesmuligheder for mikrober, bakterier, svampesporer og sygdomsoverførende insekter. Det medførte vækst i antallet og udbredelsen af livstruende sygdomme som malaria, kolera, pest og meningitis.
Den økonomiske vækst bragte en voldsom forurening med sig. Specielt i de nyindustrialiserede områder i Asien, Afrika og Sydamerika var giftige gasser, kemikalier og sværtnedbrydelige stoffer et stort problem. Trafikken i megabyerne var reelt brudt sammen.
Selv udenfor byerne var luften dårlig, og i kølvandet fulgte kroniske luftvejssygdomme, astma, allergier og kræft, hudsygdomme, forgiftninger og et stigende antal deformiteter hos nyfødte. Epidemierne bredte sig i megabyernes slumkvarterer. I de rige enklaver sikrede man sig ofte med privat politi og vagtværn, der var involveret i blodige massakrer.
Klimaforandringernes konsekvenser var ikke længere til debat. Man kunne iagttage dem i form af hyppige storme, langstrakte tørker, skovbrande samt flere og mere voldsomme oversvømmelser, der ødelagde landbrugsjorde og lavtliggende kystområder.
I 2015 døde over 35 mio. mennesker af sult og fejlernæring, og globalt steg antallet af sygdomstilfælde, voldsrater, og kriminalitet Konflikter over jord og vand gav anledning til blodige småkrige flere steder i verden.
2.2 Det globale perspektiv
Der måtte sættes politiske og administrative grænser for markedets vildtvoksende anarki. Globaliseringen gik i starten af tierne ind i sin anden fase. Hvor den første bestod i at nedbryde grænserne for fri handel og frie kapitalbevægelser - parret med en informations- og kommunikationsteknologisk revolution - bestod den næste fase i en markant tilvækst i internationale aftaler og koordinering på tværs af politikområder.
Den formelle oprettelse af World Regulation Framework Organization, WRFO i 2010, kom til at fremstå som et meget synligt symbol på udviklingen.
Verdens regeringer stod overfor den samme typer af problemer - fattigdom, social utilfredshed og organiseret kriminalitet. Der var en erkendelse af, at traditionelle måder at løse problemerne på ikke virkede.
WRFO blev oprettet som en paraplyorganisation. World Trade Organization havde stadig en selvstændig rolle ved siden af de nyoprettede World Human Rights Organization (WHRO) og World Resources Organization (WRO). Tilsammen dannede de en institutionel ramme til overvågning af de omfattende og stadigt mere effektive reguleringer af det globale samkvem.
Big Brother is watching you. BioWars, det globale overvågningsnet, styres og koordineres af WRFO, IPCC, NAFTA, ASEAN og EU. Krigen mod miljøsynderne ser ud til at blive vundet i 2019.
Drevet frem af nødvendigheden ændrede de internationale relationer sig i retning af et mere intenst og mere forpligtende samarbejde. Det var ikke et spørgsmål om at se bort fra nationale interesser, men om en erkendelse af at de nationale interesser bedst blev varetaget netop gennem et forpligtende internationalt samarbejde. I Europa havde man vænnet sig til harmonisering af lovgivningen, men effektiviteten blev klart forbedret med USA's øgede samarbejdsvillighed og WRFO og dens mulighed for at sætte dagsordenen indenfor forvaltningen af de naturlige ressourcer. Miljø var blevet det helt afgørende fokusområde pga. de erkendte grænseoverskridende problemer med klimaforandringer, nedgang i den biologiske mangfoldighed, persistente stoffer, luftforurening osv. Mange års ensidig fokuseren på de økonomiske aspekter blev nu afløst af et socialt og kvalitetsorienteret globalt politisk paradigme.
WRFO’s Udviklingstraktat fra 2011 gjorde det interessant at investere i u-landene, på en måde som også var til direkte gavn for befolkningerne i værtslandene. Samtidig blev de rige lande enige om at eftergive u-landene deres gæld under aftaler om rammebetingelser for tilpasning af u-landenes nationale politikker.
Biltrafikken blandt de sektorer første sektorer, der blev pålagt strenge restriktioner. Skærpede emissionskrav til køretøjerne, CO2-afgifter og omlægning til kollektiv trafik og jernbanegodstrafik havde ikke haft tilstrækkelig effekt. Schweiz var det første land, der forbød lastbilstrafik 6 ud af ugens 7 dage, og mange europæiske lande var hurtige til at følge trop.
BiOffice: Boligministeriet stiller kontorfaciliteter og internetforbindelse billigt til rådighed i specielt indrettede bygninger i nærområderne. Alt styres centralt og kontorforsyning, forplejning osv. er statskontrolleret og miljøvenligt.
Mulighederne for distancearbejde blev kraftigt forøget, både ved at sørge for en effektiv bredbåndsinfrastruktur og ved at tage initiativ til opførelsen af lokale fælleskontorer.
Beslutningen om at halvere emissionen af drivhusgasser over en periode på 25 år gennem benzinrationering koblet med en kraftig prisstigning havde stor effekt. En sideløbende indsats for at udvikle 1-liters biler og støtte den alternative energiproduktion lagde en dæmper på de voldsomme protester fra interesseorganisationerne mod det nye regime.
Man benyttede den forøgede indtjening fra energisektoren på at sænke indkomstskatterne og til at finansiere en række globale miljøinitiativer.
Gode resultater medførte i 2014 en øget teknologisk og politisk optimisme, og tilliden til de teknisk-videnskabelige nyskabelser voksede i takt med, at de kommercielle hensyn blev nedtonede. Gen- og bioteknologiens resultater indenfor sundhed og landbrug kunne således markedsføres, fordi de nu blev opfattet som en fordel for både menneske og miljø. Der var stadig ekstremistiske miljøforkæmpere, der af forskellige grunde modsatte sig nye teknologier, men de havde stadig sværere ved at vinde gehør hos den brede offentlighed. En meget konkret, men også meget symbolsk udløber af denne udvikling, var genoptagelsen af atomkraft i mange lande.
2.3 Det nationale perspektiv
I den danske befolkning var der ingen egentlig modstand mod en styret udvikling. Politikerne erkendte, at villigheden hos folket nok var til stede, men at det som regel var uoverskueligt og kompliceret for det enkelte menneske eller den enkelte virksomhed at tage hensyn til miljøet i dagligdagen. Ved lov gjorde politikerne det derfor muligt, at integrere computerstyrede programmer (såkaldte "Engle") i alle virksomheders, myndigheders og organisationers strategier og udviklingsplaner, så kritiske værdier og miljømæssige målsætninger konstant blev beregnet og opdateret. Det gjorde det samtidigt langt nemmere at føre kontrol med om målsætningerne blev overholdt. Samtidigt lagde man kraftige restriktioner på produktionsmetoder og nye varer skulle gennem intensiv kontrol, før de endte hos forbrugeren.
Langt ind i årtusindet havde landbruget trange kår, og måtte gennem flere skandalesager med dyremishandling, grundvandsforurening og ineffektiv produktion, der kun blev forværret af de dårlige og omskiftelige klimatiske forhold. Der skulle en samlet lovgivning for landbrugets strukturtilpasning og en blød integration af nye landbrugsteknologier til, før situationen blev vendt. Den bioteknologiske omstilling muliggjorde en faktor 10 reduktion i landbrugets pesticidanvendelse
Strukturtilpasningen forudsatte en meget tæt kontrol med miljøtilstanden på det centrale niveau, specielt med de nye genmodificerede afgrøder. Det var afgørende at kunne registrere ethvert signal om uhensigtsmæssige økologiske påvirkninger.
De politiske bestræbelser på at mindske ressourceforbruget og miljøbelastning medførte et opsving for diverse serviceerhverv i de digitalt baserede brancher. Teknologitunge brancher, ikke mindst "life sciences" oplevede en kraftig udvikling baseret på gen- og bioteknologien. Blandt unge mennekser var man i særlig grad indstillet på at genbruge, nedskære forbruget, spise vegetarisk og i det hele taget yde en indsats for at skabe en bedre verden.
Mange af de mest påtrængende samfundsmæssige opgaver blev defineret som et fælles ansvar. Sundhed, ældrepleje, uddannelse, infrastruktur, myndighedsudøvelse - alle var det elementer, som der var stigende efterspørgsel efter. Det var nødvendigt løbende at opdatere, effektivisere og videreudvikle den offentlige sektor. Dermed var 90ernes debatter for og imod udlicitering af offentlige opgaver til private virksomheder afsluttet. Det fælles ansvar var et fælles ansvar og skulle ikke sammenblandes med private profithensyn.
De store globalt arbejdende virksomheder blev også tvunget til at tage hensyn til andet end profit. Det var måske ikke altid lige populært, men i praksis vænnede man sig til at være i tæt dialog med myndigheder og offentlighed for hele tiden at sikre sig, at man havde sin ’license to operate’ i orden. World Business Council for Sustainable Development - WBCSD – var i 2018 en af verdens største interesseorganisationer med nogle af verdens dygtigste og mest respekterede miljøfolk, og som indgik i et tæt samarbejde med WRFO.
NGO’er havde mod slutningen af 2020 en høj grad af troværdighed og gennemslagskraft. Disse NGOer var dannet af udbrydere fra de traditionelle græsrodsorganisationer og var langt mere målrettede mod enkeltsager end deres oprindelige moderforeninger.
Et eksempel på de gode resultater af samarbejdet mellem borgere, NGOer og myndigheder var iværksættelesen af Alternative Global Community Projects med massive investeringer i bæredygtige udviklingsteknologier til gavn for biodiversiteten. De rige lande påtog sig ansvaret for at sikre sig den biologiske mangfoldighed i udviklingslandenes tropiske økosystemer og drog fordel af NGOernes ekspertise og lokale troværdighed. Projektet var startet af WRFO.
Mod slutningen af tierne begyndte effekterne af restriktionerne at vise sig. Udviklingen var ikke rosenrød, men teknologiens evner, den politiske vilje, kombineret med den folkelige opbakning, pegede i retningen af, at det kunne lade sig gøre at trække sig tilbage fra kanten af afgrunden.
Verden smuldrer. Hvad Breat Easton Ellis tidsbillede i bogen "American Psycho" fra 1991 var for 80erne statusfikserede og depraverede samfund, blev hans bestseller "Erosion" fra 2012 for det første årti, med sin fortælling om hvordan det moderne menneskes livsgrundlag ikke bare forandres, men slet og ret forvitrer.
