Fire scenarier for fremtidens samfund og miljø
5. En for alle ..
| 5.1 | Tidsånd og drivkræfter |
| 5.2 | Det globale perspektiv |
| 5.3 | Det nationale perspektiv |
Verden i pagt med naturen
Verdenssamfundet styres i høj grad nedefra og præges miljømæssigt af en stærk bære-dygtig tankegang. Natur-kapitalen bliver nedslidt, og diskussionerne om risiko-samfundet kommer i højsædet. Unge mennesker slår bak og ønsker en anden udvikling. Den politiske udvikling er præget af mange forskellige initiativer, der kommer nedefra og tankerne bag Århus-Konventionen vinder frem. Det bliver åbenlyst, at tanken om "gylleseparering er en forkert strategi" – det handler om nye produktionsformer – dvs. problemerne kan ikke skilles ad.
Naturen var som et kosmos, der omgav mennesker, og som derfor ikke skulle betragtes som en ressource, der stod til rådighed for produktion og udnyttelse. Det gav mennesket færre frihedsgrader, men friheden måtte begrænses på kort sigt af hensyn til fællesskabet, naturen og efterkommernes fremtid. Man tænkte langsigtet og i helheder, og det var blevet almindeligt at inddrage det immaterielle og etiske i hverdagslivet.
I starten af årtusindet kunne politikere i den vestlige verden iagttage hurtige og ofte uventede holdningsskift i samfundet. Slutningen af årtusindet havde været præget af en manglende evne til at fange folks opmærksomhed om de store politiske spørgsmål, og det blev hurtigt klart, at beslutningstagerne havde været for dårlige til at fokusere på de spørgsmål, der virkeligt optog folk.
Unge i den vestlige verden var blevet langt mindre modtagelige overfor politisk retorik og mindre tolerante overfor uretfærdighed. Det blev hurtigt tydeligt, at det økonomiske opsving i starten af perioden ikke kunne omsættes til forbrug og materiel velstandsforbedringer uden uacceptable omkostninger for miljøet. Beviset for fortidens fejlslagne politikker og livsstile kunne iagttages i form af oversvømmelser, hedebølger, tørker, ørkenspredninger og voldsomme regnskyl, der kostede tusinder af menneskeliv og ødelagde livsgrundlaget for millioner. Og udenfor den rige verden stod verdens nødlidende og bankede på. Udviklingen var længe gået i den gale retning i Danmark og for den sags skyld resten af verden. Naturkapitalen var blevet nedslidt i takt med at det moderne industri og informationssamfund bredte sig til stadigt større dele af verden. I befolkningerne var der et tydeligt krav om, at der måtte handles, og at der måtte handles nu.
Det startede med etiske databaser. Voldsomme protester og demonstrationer mod cigaretproducenter var typiske. Mange virksomheder blev dømt som socialt uansvarlige og udviklingen gjorde det svært at drive 'business as usual'. Virksomheder, myndigheder og markeder blev tvunget til at ændre deres metoder og strategier fundamentalt, hvis de ville overleve. I 90erne begyndte man at forbyde rygning på offentlige steder under hensyntagen til andre mennesker helbred. Denne tanke greb om sig, og der blev etableret stadig flere zoner for acceptabel adfærd, indenfor hvilke det var normalt at begrænse andre menneskers frihed under henvisning til fællesskabets velbefindende. Det offentlige rum fremstod som en sfære befriet for reklameskilte og unødig information, og det blev i mange områder ligeså socialt uacceptabelt at køre bil som at ryge. Bymidterne blev i de fleste europæiske storbyer bil- og forureningsfrie zoner, der til gengæld kunne give bymennesket oplevelser i naturparker og vilde haver. En markant aftagende forbrugerisme betød i starten af årtusindet døden for mange forretninger, og strøg og handelsgader opfyldtes i stedet af dyre butikker med højkvalitetsprodukter og de større virksomheders eksperimentarier. Novo Nordisk var de første til at etablere sig i den dyre ende af strøget i København med udstillinger og interaktiv læring af deres produkter, for at give interesserede et indblik i virksomhedens etiske univers.
5.1 Tidsånd og drivkræfter
Det første årti i det nye årtusinde blev hurtigt døbt "de etiske år". Spørgsmålene om værdi, det ægte og det naturlige berørte folks følelser og hjerter, og frustrationen over de gamle måder at diskutere og forsøge at løse problemer på, tiltog. De liberalistiske imperativer om økonomisk vækst, frihed og rettigheder svarede stadig dårligere til den måde, man opfattede verdens aktuelle problemer på. Folk i Vesten var blevet sig uendeligt bevidst om, at verden transformeres af menneskelig aktivitet, og at ressourcer overudnyttes med stor hast. Og disse udviklinger så mange som eksempler på den vestlige ideologis utilstrækkeligheder. På det helt basale niveau blev de karakteristiske moderne fænomener som instrumentalisme, individualisme og materialisme grundlæggende kritiseret for at have et fremmedgjort syn på naturen, der legitimerede ødelæggelse af naturen.
The Naked Jump. Foreningen Naturens Folkebevægelse demonstrerer mod landbrugets forbrug af kemikalier i det tidlige forår 2014. "Vi vil have folk til at se længere end deres egne marker", sagde talskvinden, og billedet af de nøgne faldskærms-politkere gik verden rundt.
Alternative syn på naturen vandt frem, med mennesket som del af en større naturlig orden. Det blev tydeligt, at et paradigmeskift var på vej. I den vestlige verden oplevede mange mennesker i starten af årtusindet en større usikkerhed i deres tilværelse. Langsomt førte denne udvikling til et markant krav fra befolkningen om at ændre kurs. Usynlige trusler mod folks hverdagsliv medførte refleksion, og kom til udtryk i ønsket om absolutte ændringer og valg af en alternativ kurs ind i fremtiden.
Tiden var præget af nytænkning og alternative løsningsmodeller, som tog udgangspunkt i lokalsamfundene og det enkelte individ. Det var en bevægelse, som startede nedefra. De eksisterende transportsystemer blev aflastet af nye måder at bo og arbejde på, hvor behovet for transport af atomer – men ikke bits - blev nedsat. Denne erkendelse bredte sig hurtigt, men det var en løsningsmodel, som politikerne mente det ville tage mange årtier at implementere, fordi en livsform opbygget gennem 100 år ikke lod sig fjerne på så kort sigt. Derfor var deres overraskelse også langt større, da privatbilisme blev defineret som socialt uansvarligt i befolkningerne i Europa og USA.
Globaliseringen blev gennemtænkt og redefineret gennem perioden. Efterhånden stod det klart, at en fri, åben og dermed global verden af mange grunde ikke var i befolkningens interesse.
5.2 Det globale perspektiv
Politisk kunne man være rørende enige på overfladen, men i praksis havde forskellige regioner forskellige prioriteringer, hvilket vanskeliggjorde samarbejdet. Mange fokuserede mere på de lokale konsekvenser af de globale problemstillinger, og der var en tendens til, at man havde problemer med at acceptere indblanding i interne anliggender.
På det internationale plan var man enige om forsigtighedsprincippets forrang. Problemet var imidlertid, at det ikke lykkedes at komme igennem med særligt mange tiltag på globalt plan, som kunne bidrage med konkrete løsninger. Afvikling af subsidier til den fossile energisektor, udvikling af nye og alternative energi- og transportformer samt implementering af afgifts-systemer og handel med emissions-tilladelser ændrede ikke på en udvikling, der medførte stadig større udledninger af drivhusgasser.
Den snigende død. Marissa Duncan sørger over tabet af sin datter Lisa. Den 12-årige pige faldt død om, kvalt i smoggen i den rekordvarme efterår 2012 - ikke i en storby, men i en forstad til Chicago.
Det internationale samarbejde om drivhuseffekten viste sig at have lidt et endeligt skibbrud med Kyoto-aftalen. Flere og flere lande faldt fra og optrådte i danskernes øjne som free-ridere. Der var i sandhed tale om "The tragedy of the Commons".
Tilliden til at forkromede resolutioner fra store konferencer, FN-systemet, WTO, EU osv. skulle kunne løse problemerne svandt ind i takt med at eksemplerne på overtrædelser af indgåede aftaler steg.
I 90erne skulle alle Hollywood-stjerner helst lede en velgørende sag. Efter årtusindskiftet kom der mindre imagepleje og mere alvor og vægt bag denne filantropiske tendens. Det økonomiske opsving koncentrerede ekstreme formuer på en fhv. lille gruppe menneskers hænder, bl.a. i underholdnings-øbranchen. Mange af disse penge blev ledt videre til græsrodsbevægelserne eller blev omsat i lokale initiativer. Et af de første og bedst kendte var PlayGames' Urban Ghetto Education Programme, der havde stor succes med at opføre moderne, højteknologiske og velfungerende skoler i fattige og belastede kvarterer og samtidigt tiltrække dygtige, idealistiske og kompetente lærere, der kunne formå at trække de unge ud af bandekriminalitet og social deroute. "De kommer for at spille, de går med en uddannelse", var programmets motto.
Forhenværende gadebørn i en PlayGames skole i Ecuador.
Lignende projekter blev iværksat i flere u-lande, hvor man ved hjælp af et tæt samarbejde med de lokale aktivister ændrede en hel generations fremtidsudsigter. Det havde en effekt langt over det forventede, og verdens politikere kunne se forbløffede men tilfredse til, mens kriminalitet, narkotikahandel og fattigdom langsomt faldt, og uddannelse og beskæftigelse steg.
5.3 Det nationale perspektiv
I Danmark var der en følelse af, at noget måtte ske, men at det ikke var de politiske autoriteter, man kunne sætte sin lid til. Ønsket om handling førte til regionale, lokale og individuelle initiativer. Især i byerne søgte folk mod de fællesskabsorienterede og religiøse organisationer, som arbejdede aktivt og lokalt for at forbedre forholdene. Der var voldsom vækst i antallet og størrelsen af borgergrupper, frivillige organisationer og humanitære og miljømæssige bevægelser, som fik større magt og indflydelse på regeringer og virksomheder end nogensinde før.
Mediernes udbredelse gjorde dem allestedsnærværende, deres medlemmer kunne tælles overalt og råbet om social reform kunne ikke siddes overhørig. Ved hjælp af internet og e-mail kunne de på kort tid organisere demonstrationer og iværksætte boykots, indsamle midler og koordinere lobbyvirksomhed samt kanalisere verdens aktuelle elendighed videre i lyd og billeder. Det gjorde det noget nær umuligt for politikere, virksomhedsledere og verdens rige befolkning at ignorere deres sociale ansvar.
NGO’erne og græsrødderne oplevede rekordstor tilstrømning og støtte. De samarbejdede om f.eks. oplysningskampagner, der skulle bremse den vestlige verdens forbrug
Langsomt men sikkert spirede følelsen og troen på at de lokale og globale problemer skulle bekæmpes fra bunden. Miljøpolitikkens mantra om bæredygtighed blev mod midten af tierne afløst af en bredere strategi om "produktiv frugtbarhed". Verden skulle ikke efterlades uforandret til efterkommerne; den skulle være bedre.
For græsrodsorganisationer gjaldt det om at finde symboler. En gammel mand, der døde under hedebølgen og blev fundet en uge senere i kongresbygningen i Washington, hvor han havde søgt tilflugt, en enlig italiensk mor, der dræbte sit 2-årige datter, fordi hun ikke kunne bære at barnet skulle leve hendes usle tilværelse, og en indisk bonde, der blev skudt, da han demonstrerede for at få sin jord tilbage udenfor regeringsbygningen i Delhi, var blot nogle af de få skæbner, der kom til at fungere som ikoner og sindbilleder for stærke og indflydelsesrige protestbevægelser verden over.
Svaret på en katastrofal økologisk udvikling havde længe været mere og bedre teknologi, ressource- og energieffektivitet, IT, bedre former for affaldsbehandling osv. Men det havde ikke bragt Danmark nogen vegne, og befolkningerne begyndte så småt at fornemme, at det som eksperterne gav grønt lys for, måske snarere var en del af det samlede problemkompleks. Der bredte sig en stigende erkendelse af, at teknologien ikke løste alle problemer, men ofte tjente til at skjule dem og udsætte de reelle og nødvendige løsninger.
Landbruget i Danmark var et af de områder, der undergik størst forandringer. Her droppede man f.eks. sine gyllesepareringsanlæg, fordi de stod i vejen for en strategi, der bygger på en reduceret indtagelse af animalsk protein ligesom genanvendelse af plastic opfordrer til at bruge mere og ikke mindre. Det var radikale omlægninger, men effekten var også derefter.
GMO blev ikke accepteret i Danmark selvom det vandt indpas i en række af de nye EU-lande. GMOer var netop et eksempel på en irreversibilitet, som ikke accepteredes. Når GMOer først var lukket ud i landskabet, så kunne man putte nok så mange terminator-gener i dem, uden at man af den grund opnåede sikkerhed for, at der ikke skete en skadelig genoverførsel til den omkringliggende natur.
Tilsvarende med pesticidanvendelsen. Sprøjtefrie randzoner, beskyttelse af områder af central betydning for grundvandet, afgifter mm. ændrede ikke på, at man stadigvæk fandt flere og flere pesticidrester i fødevarerne og i grundvandet. Løsningen var derfor et opgør med brugen af pesticider i det hele taget. Det foregik på decentralt plan og man så blandt andet en række danske øer som foregangsområder. Disse fungerede som eksperimental-zoner, og blev kendt som "Danmarks Galapagos-øer". Øerne nød stor bevågenhed i udlandet, og havde lange ventelister for de interesserede, der ønskede at besøge dem.
Landbruget blev overalt i Danmark indrettet i kontrollerbare zoner, med klare primære målsætninger om frugtbar udvikling og miljøvenlighed og sekundært produktionseffektivitet. Mange steder omlagde man landbrugsjorden til naturhaver, som byboerne kunne leje sig ind i på andelsbasis. Haverne blev hurtigt meget eftertragtede, fordi man selv kunne vælge havens type, og i hvilket omfang man selv ville passe den. Resten tog de lokale landmænd sig af.
Rent drikkevand. Rislingsanlæg lufter og filtrerer grundvandet på Bornholm. Anlæggene blev udviklet i samarbejde med Risø, som finansierede implementeringen med et trecifret millionbeløb,. Rislingsanlægget blev et tilløbsstykke i sommeren 2018.
Lokalt og kommunalt blev der gjort en effektiv indsats for at sætte fokus på det brede folkelige arbejde med at skabe en national strategi for produktiv frugtbarhed.
Borgerne tog ansvar for eget liv, og fandt sammen i organisationer og bevægelser. Der blev handlet konkret ud fra konkrete problemstillinger, og myndighederne og markedet måtte følge efter.
Århus-konventionen om adgang til information, deltagelse og klageadgang var i 2020 blevet den mest citerede i Europa med sit fokus på kritik, åbenhed og dialog som vitalt for ethvert demokrati. Borgere, forskere, journalister, græsrødder og erhvervsfolk, der interesserede sig for miljø og natur, udnyttede konventionens muligheder for at spille en aktiv rolle.
Specielt i forhold til de Øst- og Centraleuropæiske lande, men også i Danmark og i andre steder i Vesten, blev kravene om åbenhed brugt til at få indsigt i hinandens miljøprofiler, som blev registreret i omfattende databaser.
Den offentlige sektor blev decentraliseret, for der måtte lokale løsninger til lokale problemer. Kommunerne var vigtige aktører, fordi det var her, at man var tættest på borgerne og havde nemmest ved at tilpasse sig kravene.
Velfærdsministeriet, der oprettedes 2010, arbejdede tæt sammen med de lokale organisationer og støttede deres effektive arbejde for at fremme beskæftigelse og uddannelse og samle op om de socialt svage.
På samme måde decentraliserede de succesfulde virksomheder, og mange blev overraskede over hvor meget deres virksomhedsgrundlag var kommet til at ligne de elektroniske fællesskaber, som man havde defineret som sin målgrupper. De fleste virksomheder tilpassede sig til de nye markedsvilkår. Nogen forsvandt og andre blomstrede op. Hvis man skulle give en succesformel, så var kodeordene: Lukkede kredsløb, lokal produktion, Design-for disassembly, stakeholderkommunikation og license-to-operate.
Miljøet og naturen i Danmark blev mod slutningen af tyverne set som et fælles ansvar, som alle skulle og kunne deltage i. Miljøet var et demokratisk projekt. I skolerne havde man naturlære og miljøfilosofi. Velfærd og økonomiske visioner blev tilpasset, så væksten ikke foregik på miljøets bekostning.
I Danmark levede man med, at meget skulle gøres for at rette op på fortidens synder. Men også med en forståelse for, at en del af naturen var uden for menneskets rækkevidde, og at der var grænser for, hvor meget mennesket skulle og kunne blande sig. For mange var det en kilde til at mindske momentet af risiko. Opdelingen af samfundet i organiserede zoner betød, at der var frirum, hvor man kunne handle og nyde uden at tænke på at ens adfærd havde konsekvenser, som ikke kunne overskues.
Effekterne af denne sociale revolution fra neden havde stort omfang. Kurverne for de negative miljøindikatorer knækkede for første gang i slutningen af tierne. Og selvom verdens ulighed stadig var stor, havde mange svage grupper havde fået bedre livsbetingelser. Både miljøets tilstand og menneskers vilkår var blevet forbedrede, og politisk begyndte det at give mening at tale om, ikke bare et globalt samfund, men også en følelse af menneskelig samhørighed.