Vurdering af muligheder og begrænsninger for recirkulering af næringsstoffer fra by til land

Forord

Formålet med denne undersøgelse var at fastlægge den mikrobiologiske kvalitet af opsamlet og lagret urin fra separationstoiletter.

Der er i undersøgelsen ikke udført studier af overlevelse af smitstoffer på landbrugsjord og afgrøder, ligesom der ikke er udført en egentlig risikovurdering på genanvendelse af urin. Sidstnævnte udføres og rapporteres i en selvstændig rapport finansieret af Miljøstyrelsen. Nærværende mikrobiologiske rapport er en delrapport under Tema 3 projektet "Vurdering af muligheder og begrænsninger for recirkulering af næringsstoffer fra by til land". Forekomst og overlevelse af virus i urin er ikke undersøgt. En selvstændig undersøgelse udført af Statens Serum Institut med finansiering fra Miljøstyrelsen vil beskrive overlevelse af virus i lagret urin.

Planlægning og behandling af data blev udført af Institut for Veterinær Mikrobiologi, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), ligesom instituttet også udførte de eksperimentelle undersøgelser. ROVESTA Miljø I/S, Næstved varetog prøveindsamling og mikrobiologiske analyser fra de deltagende projekter. Specifikke analyser for parasitter blev udført af Statens Serum Institut og Statens Veterinære Serumlaboratorium.

Styregruppen til denne undersøgelse er identisk med styregruppen i Tema 3 projektet "Vurdering af muligheder og begrænsninger for recirkulering af næringsstoffer fra by til land".

Følgende har specifikt deltaget i rådgivning af de mikrobiologiske undersøgelser:

Linda Bagge, dyrlæge, Miljøstyrelsen.
Per Vagn Hansen, embedslæge.
Kirsten Schmidt, embedslæge
Anders Dalsgaard, dyrlæge, lektor, Institut for Veterinær Mikrobiologi, KVL.
Inge Tarnow, dyrlæge, forskningsassistent, Institut for Veterinær Mikrobiologi, KVL.
Simon Wrisberg, hortonom, forskningsassistent, Institut for Jordbrugsvidenskab, KVL.

Undersøgelsen er finansieret af Miljøstyrelsen under aktionsplanen til fremme af økologisk byfornyelse og spildevands rensning, Tema 3 "Vurdering af muligheder og begrænsninger for recirkulering af næringsstoffer fra by til land".