Metode til risikovurdering af gasproducerende lossepladser 

Bilag 5 Danske og udenlandske erfaringer -
1. Indledning

Et værktøj til risikovurdering og undersøgelse af gasproducerende lossepladser bør tage udgangspunkt i reelle risici fra gasproducerende lossepladser samt inddrage erfaringer fra nuværende undersøgelses- og risikoanalysemetoder. Med dette for øje er der derfor foretaget en dataindsamling, som omfatter rapporterede tilfælde af hændelser forårsaget af lossepladsgas (bl.a. omfattende eksplosionsulykker, brande og gasindsivning), eksisterende undersøgelsesmetodikker for lossepladsgasundersøgelser, samt erfaringer fra gængse metoder til risikovurdering.

Dette bilag sigter på at beskrive, hvorledes data er indsamlet samt på at opsummere og vurdere det indsamlede materiale, således at eventuelle hovedtendenser beskrives.

Det indsamlede datamateriale er baseret på danske såvel som udenlandske erfaringer. Der er taget udgangspunkt i den viden og de kilder, som er givet i forprojektet fra 1995, /2/, og suppleret med indsamling af data fra den efterfølgende tidsperiode. Blandt det indhentede materiale fra udlandet er kun det, som har relevans for danske forhold, anvendt ved udarbejdelse af retningslinjerne for risikovurdering.

Data på hændelser forårsaget af lossepladsgas er analyseret, og de identificerede risikoscenarier er anvendt til opstilling af barrierediagrammer. En samlet oversigt over både danske og udenlandske lossepladsgashændelser med en kort beskrivelse af hændelsen findes i afsnit 2.2.

Indsamlede oplysninger om undersøgelsesmetodikker og fremgangsmetoder for risikoanalyser er vurderet og relevante parametre inddraget i udarbejdelsen af retningslinjer for risikovurdering.