Manual for offentligt-privat samarbejde om projekteksport
3. Offentlige institutioners juridiske og økonomiske ansvar ved indgåelse i projekteksportsamarbejder
3.1 Advokatredegørelserne I og II
Der er i EPO regi blevet udarbejdet 2 advokatredegørelser omhandlende de juridiske og økonomiske konsekvenser for offentlige institutioner ved indgåelse i projekteksportsamarbejder med det private.
Advokatredegørelse I vurderer følgende forhold for orlovs-, udlåns-, eksportorganisations-, og leverandørmodellen:
 | Det gældende regelgrundlag for staten, amtskommuner og kommuners muligheder for indgåelse i projekteksport; |
| De offentlige myndigheders mulighed for at deltage i samarbejdet; |
| Det offentliges ansvar i forbindelse med projektsamarbejdet; og |
| Ansættelsesretlige overvejelser i forbindelse med projektsamarbejdet. |
Advokatredegørelse II vurderer på lignende måde for partnermodellen lovgrundlaget for indgåelse af samarbejder med private virksomheder enten i eget regi eller gennem blandede offentlig/private selskaber.
Alle redegørelser er udarbejdet af advokatfirmaet Kromann Reumert.
De fulde versioner af redegørelserne kan findes på www.mst.dk samt rekvireres i Miljøbutikken.
I det følgende bringes konklusioner fra de respektive advokatredegørelser. For uddybende information henvises til de fulde versioner af redegørelserne.
3.2 Konklusioner fra advokatredegørelserne
3.2.1 Orlovsmodellen
(Fra Advokatredegørelse I)
Ved orlovsmodellen har det offentlige ingen kontraktlige forpligtelser overfor tredjemand (opdragsgiver/klienten) eller projekthaver, og den offentlige institution er ikke ansvarlig for projektet, herunder eventuel kvalitetssikring og forsikringsdækning af projekt og medarbejdere.
Der er ikke videre sandsynligt, at det offentlige vil ifalde et ansvar udenfor kontrakt, som følge af medarbejderens skadegørende handlinger.
Ansættelsesvilkår bliver aftalt direkte mellem medarbejderen og projekthaveren og er principielt det offentlige uvedkommende. Det offentliges primære umiddelbare risiko er således risikoen for, at den pågældende medarbejder ikke er i stand til at genoptage arbejdet ved orlovsperiodens ophør.
Endvidere kan det ikke helt udelukkes, at den offentlige myndighed kan gøres ansvarlig, hvis en medarbejder er klart uegnet til opgaven.
3.2.2 Udlånsmodellen
(Fra Advokatredegørelse I)
Ved udlånsmodellen har det offentlige ingen kontraktlige forpligtelser overfor tredjemand (opdragsgiver/klienten). Heraf følger, at projekthaver er ansvarlig for selve projektet, den fornødne kvalitetssikring og eventuel forsikringstegning.
Overfor projekthaver er det derimod udgangspunktet, at det offentlige er ansvarlig for kvalitetssikring af medarbejdernes arbejde, og det kan tillige ikke udelukkes, at projekthaver kan rette et regreskrav mod det offentlige, medmindre andet er bestemt i kontrakten. Det offentlige er endvidere ansvarlig for at tegne den fornødne forsikring af medarbejderne.
Tilsvarende vil det ikke kunne udelukkes, at det offentlige er ansvarlig overfor tredjemand og projekthaver for medarbejdernes skadegørende handlinger, og såfremt det offentlige har udlånt en medarbejder, der klart er uegnet til opgaven, og hvor det offentlig vidste eller burde vide dette.
Den vedlagte standardkontrakt om udlån af medarbejder (bilag la) giver forskellige formuleringer til det offentliges ansvar overfor projekthaver, alt afhængig af hvilken grad af ansvar/risiko det offentlige påtager sig.
3.2.3 Eksportorganisationsmodellen
(Fra Advokatredegørelse I)
Etableres projektsamarbejdet med en eksportorganisation, kan det offentlige lade eksportorganisationen påtage sig det faglige og administrative ansvar for medarbejderens løsning af opgaven og dermed formentlig afskrive sig et ansvar i videre omfang overfor projekthaver og tredjemand. Den offentlige institution kan også lade eksportorganisationen stå som formidler af CV og kontakt til projekthaver og dermed selv bevare kvalitetssikrings- og forsikringsansvaret for medarbejderens opgave.
Hvad angår førstnævnte option, er det en afgørende forudsætning for ansvarsfraskrivelsens opretholdelse, at der et tale om et reelt formidlingsforhold. I den forbindelse vil det bl.a. være afgørende om der er indgået en aftale mellem det offentlige og eksportorganisationen. Eksportorganisationen skal således påtage sig et reelt ansvar for medarbejderens udførelse af opgaven, hvilket også bør afspejle sig i størrelsen af honoraret til eksportorganisationen.
Ansvarets fordeling mellem eksportorganisation og det offentlige reguleres gennem kontrakten.
3.2.4 Leverandørmodellen
(Fra Advokatredegørelse I)
Leverandørmodellen adskiller sig bl.a. fra udlånsmodellen derved, at det offentlige bærer ansvaret for sin del af projektet. Den vedlagte underleverandørkontrakt (bilag Ib) afdækker det offentliges ansvar overfor projekthaver for den del af projektet, som ikke vedrører det offentliges del af projektet. Det offentlige ansvar skal dækkes gennem forsikringstegning, som er nærmere beskrevet i kap.5.
Udlåns- og leverandørmodellen giver ikke anledning til ansættelsesretlige problemer af betydning, idet medarbejderen fortsætter sin ansættelse hos det offentlige.
3.2.5 Partnermodellen
(Fra Advokatredegørelse II)
Det offentliges deltagelse i eget regi
Kommunalfuldmagtsreglerne og lov om kommunernes deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter giver hjemmel til visse begrænsede ydelser i eget regi men ikke til et videregående og mere integreret samarbejde mellem kommunerne og private virksomheder om løsning af miljøopgaver i udlandet.
Det offentliges deltagelse gennem et selskab
Lov om kommunernes samarbejde med offentlige-private virksomheder derimod giver langt større muligheder for et integreret samarbejde mellem det offentlige og det private.
Kommunernes deltagelse er begrænset økonomisk (max. DKK 10 mio. i indskud pr. kommune), men loven giver hjemmel til løsning af opgaver om miljøprojekter i udlandet, herunder salg af kommunal viden om drift af miljøanlæg og væsentligt mere.
Det er imidlertid ikke endeligt afklaret, i hvilket omfang det offentlige-private selskab kan varetage opgaver, der ligger udenfor rammerne for kommunale opgaver, herunder i hvilket omfang selskabets virksomhed skal bygge på kommunal viden. I tvivlstilfælde anbefales det derfor at rådføre sig med Erhvervsog Selskabsstyrelsen.
I ansvarsmæssig henseende består fordelen ved drift i et offentligt/privat selskab hovedsageligt i ansvarsbegrænsningen. Kommunens ansvar er begrænset til kapitalindskuddet, som ikke kan overstige 10 mio. kr. i selskaber omfattet af loven. I organisatorisk henseende er fordelen, at opgaven henlægges til en organisation, der geares med eksport som hovedopgave, mens ulempen er afstanden til den normale driftsorganisation.