Manual for offentligt-privat samarbejde om projekteksport

4. Standardkontrakter

Som bilag til manualen er lagt 3 vejledende standardkontrakter. En standardkontrakt for udlån af medarbejdere, en standard underleverandørkontrakt, og en standardkontrakt om udlån af medarbejder gennem en eksportorganisation (se bilag nr. 1a-c). De tre kontrakter anbefales som udgangspunkt for indgåelse af samarbejder om projekteksport mellem det offentlige og private. Som titlerne på kontrakterne antyder, er de tilpasset hhv. en udlånsmodel, en leverandørmodel og en eksportorganisationsmodel. Følgende forhold skal projektpartnere være opmærksomme på i forbindelse med anvendelse af kontraktudkastene.

For at gøre kontrakten anvendelig i flere forskellige situationer, er der i kontrakten om udlån af medarbejdere givet to optioner til fordeling af ansvarsrisiko mellem projekthaver og den offentlige institution.

I option 1 bærer projekthaver det endelige ansvar for projektet; dog er den offentlige institution ansvarlig for medarbejderens løsning af den konkrete opgave, herunder for den fornødne kvalitetssikring af medarbejderens opgave. Det påhviler endvidere den offentlige institution at tegne de fornødne forsikringer i forbindelse med medarbejderens opgave. I kontraktens option 2 er projekthaver ansvarlig for projektet og for medarbejderens løsning af den konkrete opgave, herunder for den fornødne kvalitetssikring af medarbejderens opgave. Det påhviler i denne option projekthaver at tegne de fornødne forsikringer for medarbejderen.

Ifølge kontrakten om udlån af medarbejder er det offentlige som udgangspunkt, uanset formuleringen omkring ansvars/risiko fordelingen, forpligtet til at stille en erstatningsmedarbejder til rådighed, hvis medarbejderen på projektet ikke er i stand til at udføre sine opgaver som følge af sygdom, uarbejdsdygtighed m.v. Kan dette ikke lade sig gøre, er den offentlige institution forpligtet til at godtgøre projekthaver økonomisk. Nærmere betingelser for dette skal aftales i kontrakten.

Underleverandør kontrakten anbefales anvendt for selve underleverandørydelsen: levering af teknisk bistand og den hermed forbundne arbejdskraft. Såfremt medarbejderne skal udføre arbejde udover ydelsen som underleverandør, anbefales det, at der indgås særskilt udlånsaftale mellem projekthaver og det offentlige. Det følger af kontrakten, at projekthaver er forpligtet til at tegne fornøden forsikring, herunder for underleverandørens del af projektet (se mere herom i kapitel 5).

Som for udlånskontrakten er standardkontrakten til udlån af en medarbejder med en eksportorganisation udarbejdet med to optioner for at gøre kontraktforslaget anvendeligt i flere situationer. Option 1 omfatter en løsning, hvor eksportorganisationen har kvalitetssikrings- og forsikringsansvaret for den offentlige medarbejder overfor projekthaver. Option 2 er en løsning, hvor begge ansvar bliver hos den offentlige institution. Kontrakten kan også tilpasses til at kunne bruges som udgangspunkt for levering af en mere integreret ydelse fra det offentlige gennem eksportorganisationen.