Kemi i børns hverdag

I børneværelset

Kemikalier er ofte en forudsætning for farvestrålende og udviklende kreativt legetøj. Der er en række regler på området, men alligevel bør man være opmærksom på hvad man køber til små børn.

CE-mærkning

Det er producenternes og legetøjsimportørernes ansvar at sikre at legetøj ikke indeholder stoffer i farlige mængder som kan være skadelige for børn når de bruger legetøjet på "normal" måde. Men legetøjet må heller ikke være farligt hvis børn bruger det til noget andet end det er beregnet til, hvis de putter det i munden eller sutter på det.

Fælles EU-regler siger at legetøj til børn under 14 år skal mærkes med et såkaldt CE-mærke. CE-mærket er producentens eller importørens måde at fortælle at produktet lever op til de sundheds- og sikkerhedskrav der bliver dikteret af legetøjsreglerne. Hvis man skal tage specielle sikkerhedshensyn - for eksempel at børn under tre år ikke må bruge legetøjet - skal det fremgå af en dansk tekst.

CE-mærket legetøj må kun afgive ubetydelige mængder af stoffer, som eksempelvis bly, kviksølv og cadmium. Det betyder at mængderne er så små at der ingen risiko er ved at bruge legetøjet.

Forbrugerstyrelsen kontrollerer at legetøj er CE-mærket, mens Miljøstyrelsen har tilsynet med legetøjets kemiske sammensætning. Miljøstyrelsen undersøger for eksempel om grænseværdierne for indholdet af bly, phthalater, andre tungmetaller og lignende overholdes.

Læs mere om de tilladte grænseværdier på side 7 og om CE-mærket i afsnittet "Hvad betyder mærkerne" side 30.

Dukker og andre bløde plastprodukter

Bløde plastprodukter - for eksempel dukker - kan være fremstillet af PVC-plast der indeholder blødgørere, de såkaldte phthalater. Blødgørere mistænkes for at være sundhedsskadelige hvis de puttes i munden.

Afgivelsen af phthalater sker især når små børn bider i eller sutter på legetøjet. Ifølge de danske legetøjsregler må legetøj og andre småbørnsartikler til børn under tre år ikke indeholde mere end 1/2 gram phthalat pr. kilogram legetøj i blød plast.

Reglen gælder ligeledes for produkter der ikke umiddelbart er tiltænkt små børn, men hvis udseende appellerer til dem.

Anbefaling: PVC og phthalater
Hold øje med hvad små børn bider i og sutter på af legetøj der ikke er beregnet til børn under tre år da dette ikke er omfattet af forbuddet mod phthalater.
Hvis du køber legetøj i PVC, så vælg det der er lavet af hård plast.
Køb legetøj der er CE-mærket.

Grænseværdier for indholdet af tungmetaller pr. kg. legetøj:

 

antimon

60 mikrogram

arsen

25 mikrogram

barium

1.000 mikrogram

bly

90 mikrogram

cadmium

75 mikrogram

chrom

60 mikrogram

kviksølv

60 mikrogram

selen
  

500 mikrogram
   

(1 mikrogram = 0,000001 gram = 1 milliontedel gram)

Nikkelgrænsen

Grænseværdier for afgivelse af nikkel er 0,5 mikrogram pr. cm2 pr. uge for produkter der kommer i direkte berøring med huden, eksempelvis smykker og armbåndsure. Reglen gælder tilsvarende for metalgenstande i tøj. Det er for eksempel knapper, spænder, lynlåse og nitter.

Nikkeltestsæt

Testen kan købes på apoteket og består af to opløsninger. To dråber af hver opløsning dryppes på en vatpind. Vatpinden gnides på metalgenstanden i ca. 30 sekunder. Hvis genstanden eller vatpinden får en rød farve, er nikkelafgivelsen for høj.

Testen koster mellem 70 og 80 kr., og den kan bruges til cirka 200 målinger.

Børnesmykker

Der er bestemte grænser for, hvor meget nikkel der må afgives fra genstande der kommer i berøring med huden, for eksempel smykker.

Miljøstyrelsens kontrol af nikkelafgivelse fra smykker viser at man desværre, til trods for reglerne, stadig kan få smykker der afgiver så meget nikkel at det kan give nikkelallergi.

Anbefaling: Børnesmykker
Test smykkerne for nikkelafgivelse. Det kontrolleres let med et nikkeltestsæt der kan købes på apoteket. Testen koster mellem 70 og 80 kr. og kan bruges til cirka 200 målinger.

Sminke

Mange børn bruger sminke i forbindelse med teater og udklædningslege. Sminke der er beregnet til børn, skal være CEmærket, fordi det betragtes som legetøj. Derudover skal sminken også overholde de gældende kosmetikregler.

Al kosmetik, inklusiv børnesminke, skal have en indholdsdeklaration, og mærkes med en sikkerhedsforskrift for anvendelsen. Hvis dit barn er allergisk bør du derfor læse indholdsdeklarationen og følge den brugsvejledning eller de advarsler der står på det kosmetiske produkt.

Hvis emballagen eller beholderen er for lille til en etiket med en indholdsfortegnelse og brugsvejledning, skal det være anført på en vedlagt meddelelse, etiket, bånd eller kort som fastgøres til produktet. I så fald skal beholder/emballage være mærket med et symbol der viser en opslået bog og en finger (Fingertekst symbolet), eller der skal stå på produktet at information er vedlagt eller fastgjort til produktet.

Er produktet uegnet til at bære en etiket, eksempelvis sæbe- eller badekugler, skal deklarationen i stedet være vedlagt produktet.

Anbefaling: Sminke
Undgå sminke med parfume - det er unødvendigt og kan give allergi.
Køb sminke der er CE-mærket.
Lad være med at købe sminken hvis der ikke er mulighed for at få de advarsler eller brugsvejledninger der gælder for sminken.
Brug fugtighedscreme under sminken
Vær omhyggelig med at fjerne sminken - brug vand og sæbe hvis det er vandbaseret sminke og rensecreme hvis det er fedtbaseret sminke.

Læs mere om fingertekst-symbolet og CE-mærket i afsnittet, "Hvad betyder mærkerne" side 30.

Kemisæt og fotografisæt m.v.

Der kan være farlige kemiske stoffer i kemisæt, sæt til plaststøbning, keramik, emaljerings- og fotografisæt. Derfor bør børn ikke lege alene med legetøjet.

Produkter af denne art skal være forsynet med forsigtighedsregler, oplysninger om risici og anvisning på førstehjælp. Desuden skal der stå hvilken aldersgruppe produkterne er beregnet til, og at de kun må bruges under opsyn af voksne.

Modellervoks m.v.

Nogle modellermasser der skal hærdes i ovn efter udformning, er baseret på PVC og må således indeholde op til 30 % blødgørere, herunder phthalater. Disse vokse er omfattet af en europæisk standard som siger at de kun må benyttes af børn over otte år og kun under opsyn af voksne. Dette er hovedsageligt for at forhindre at modellervoksen bliver brugt til andre formål, men det er også for at sikre at der er voksne til at holde opsyn når modellervoksen skal i ovnen.

Der skal følge en brugsanvisning med modellervoksen.

Anbefaling: Modellervoks m.v.
Følg aldersgrænserne og læs brugsanvisningerne nøje.
Hold opsyn med børn der leger med kemisk legetøj, som for eksempel kemiog fotografisæt.

Selvlysende legetøj og smykker

Miljøstyrelsen har undersøgt nogle af de meget populære selvlysende stjerner der kan klistres på vægge, lofter m.v. Analyseresultaterne viste at stjernerne ikke indeholder farlige stoffer og heller ikke er farlige når de lyser.

Derimod er knæklys til fiskeri, selvlysende halsbånd, ørenringe osv. giftige. Smykkerne kan for eksempel være udformet som et tyndt plastrør med selvlysende væske i. Væsken indeholder phthalater der mistænkes for at være sundhedsskadelige. Det har siden 1997 været forbudt at sælge halsbånd, øreringe osv. med disse væsker i Danmark.

Hobbyartikler

I følge loven skelnes der ikke mellem hobbyprodukter (maling, porcelænsfarver, vinduesfarver, hobbylim eller tegneredskaber) beregnet til voksne og børn. Det vil sige at hobbyartikler ikke er reguleret som legetøj, men omfattet af de almindelige regler for kemiske produkter samt produktsikkerhedsreglerne.

Leverandører og producenter er derfor heller ikke lovmæssigt forpligtet til at udarbejde en speciel brugsanvisning til de hobbyprodukter der er beregnet til børn. Producenterne udarbejder dog ofte brugsanvisninger som en service. Brugsanvisningerne skal være skrevet på dansk.

Fællesrådet For Formnings- og Hobbymaterialer (FFFH), som er en forening af leverandører, producenter og forhandlere af hobbymaterialer, har for eksempel taget initiativ til en frivillig mærkningsordning. Den dækker i dag et stort antal produkter i en lang række hobbyforretninger.

FFFH's mærkning kan blandt andet indeholde oplysninger om hvad der er i produktet og hvordan man skal bruge og opbevare det. Derudover klassificerer de produktet med et A, B, C eller D-mærke.

A-mærkede produkter kan bruges af alle over tre år. B-mærkede produkter kan bruges af alle over tre år under kyndig vejledning af voksne. C-mærkede produkter må ikke benyttes af børn og unge under 15 år. D-mærkede produkter må kun benyttes af voksne.

Miljøstyrelsen samarbejder med EU om at udvikle en standard der regulerer indholdet af organiske stoffer i hobbyprodukter beregnet til børn.

Anbefaling: Hobbyartikler
Hvis man ikke kan købe CEmærkede hobbyartikler, så vælg et produkt uden fareetiket eller et produkt mærket med FFFH's ABCD-mærkning.
Spørg efter leverandørens brugsanvisning.

Læs mere om faremærker i afsnittet "Hvad betyder mærkerne" side 30.