Dokumentation af interne og eksterne kilder til tetrachlorethylen i boliger

1. Projektets baggrund og formål

1.1 Indledning
1.2 Baggrund
1.3 Formål
1.4 Målgrupper
1.5 Følgegruppe

1.1 Indledning

Den 23. februar 2001 afholdtes ved Miljøstyrelsen et møde med deltagelse fra Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, By- og Boligstyrelsen, Embedslægen for København Amt, Kampsax A/S og MILJØ-KEMI, Dansk Miljø Center A/S. På mødet blev projektoplægget fra Kampsax og MILJØ-KEMI diskuteret, og rammerne for revideret projekt fastlagt.

Ved efterfølgende telefoniske drøftelser den 26. februar med Helge Andreasen, Miljøstyrelsen, og den 27. februar 2001, samt den 19. marts 2001 med Lisbet Heerfordt, Miljøstyrelsen er projektets yderligere tilpasninger aftalt. Miljøstyrelsens ønske til projektet er således:
dokumentation af koncentrationen af tetrachlorethylen i danske boliger – herunder fastlæggelse af korrelationen med parametre af betydning for indeklimakoncentrationen
dokumentation af kildestyrken fra nyrensede tekstiler (klimakammertest i laboratoriet) – samt supplerende modelberegninger til fastlæggelse af resulterende koncentrationer af tetrachlorethylen i boligen efter introduktion af renset tekstil i boligen.

1.2 Baggrund

I efteråret 2000 og foråret 2001 blev der, ved en lang række undersøgelser foretaget af kommunerne, konstateret forhøjede indhold af tetrachlorethylen i boliger beliggende umiddelbar over renserier.

I forbindelse hermed opstod der diskussion om det "naturlige baggrundsniveau" af tetrachlorethylen i boliger og Miljøstyrelsen anbefalede i et brev af 20. december 2000 til de danske kommuner, at måleresultaterne fra omkringliggende lejligheder i tilknytning til renseri fratrækkes 0,01 mg/m3 for at sikre, at der ikke er tale om et baggrundsniveau stammende fra andre kilder end renseriet. Miljøstyrelsen var klar over, at denne værdi formodentlig var højere end gennemsnitskoncentrationen i danske boliger.

Idet det antages, at der ikke er naturlige kilder til tetrachlorethylen, vil udeluftbaggrundsværdien (det antropogent upåvirkede baggrundsniveau) være lig nul. Imidlertid anvendes tetrachlorethylen til en række formål, herunder især rensning af tøj, hvilket resulterer i, at en tetrachlorethylen-påvirkning af såvel indeluft som udeluft på nuværende tidspunkt vil være mere eller mindre uundgåelig.

Udeluftmålinger for tetrachlorethylen foretaget i bl.a. Tyskland og USA bekræfter antagelsen om et baggrundsniveau, idet tetrachlorethylen findes i lave koncentrationer selv i områder med forholdsvis lav urbaniseringsgrad. Der er betydelige regionale forskelle, og de højeste koncentrationer er målt i bymiljøer. Det er således rimeligt at tale om en regionalt bestemt baggrundsværdi i udeluft.

Generelt måles der væsentligt højere koncentrationer af tetrachlorethylen i indeluft - i størrelsesordenen 1-30 gange over udeluftkoncentrationen.

Der er væsentlige variationer, og kun i få tilfælde er kilderne identificeret. Det er således forbundet med betydelige vanskeligheder at definere et "indeklima-baggrundsniveau", idet hver bolig er karakteriseret ved specifikke og meget individuelle interne kilder, og selv naboboliger kan udvise store forskelle.

Tetrachlorethylen er et uønsket stof i miljøet, hvorfor der arbejdes på flere fronter for at begrænse brugen af stoffet, herunder substitution og renere teknologier. Som konsekvens heraf må man forvente, at koncentrationen af tetrachlorethylen med tiden vil falde i såvel inde- som udeluft.

Da tetrachlorethylen findes i væsentlig omfang i det danske miljø, risikerer man at fastsættelsen af en lav kravværdi for indeklimaniveauet (f.eks. svarende til den upåvirkede baggrundsværdi) vil udgøre en uretfærdighed overfor renserierne og medføre kritik/klager herfra. En høj kravværdi for indeklimaniveauet (f.eks. svarende til en bolig med større mængder rensede tekstiler) vil være betænkelig af sundhedsmæssige årsager.

1.3 Formål

Det overordnede mål med projektet er at skabe bedre forudsætninger for administrative tiltag i den aktuelle situation. Viden om normalt forekommende belastninger i boliger samt betydningen af den største kilde (nyrenset tøj) er essentiel for at kunne administrere og håndtere problemstillingen omkring renserier i boligmassen. Dette vil samtidig være af afgørende betydning for kommunernes arbejde med at forvalte kontrollen og med påbudene til renserierne.

Projektets tekniske formål er således, at:
Dokumentere udvalgte danske boligers belastning med tetrachlorethylen.
Bestemme emissionen af tetrachlorethylen fra udvalgt nyrenset tøj.
Opstille en simpel model, der kan estimere den resulterende tetrachlorethylenkoncentration i indeklimaet ved introduktion af renset tøj.

1.4 Målgrupper

Projektets primære målgruppe er Miljøstyrelsen og de kommuner, der forvalter kontrollen med renserier i drift. Danske amter og rådgivere har endvidere et betydeligt behov for viden på området.

Endelig vil projektets resultater også have interesse for Sundhedsstyrelsen, Embedslægerinstitutionerne samt By- og Boligministeriet.

1.5 Følgegruppe

Nærværende projekt har været fulgt af en følgegruppe bestående af:
Lisbet Heerfordt, Miljøstyrelsen, Industrikontoret
Preben Bruun, Miljøstyrelsen, Jordforureningskontoret
Elle Laursen, Sundhedsstyrelsen
Ove Nielsen, By- og Boligministeriet
Kirsten Schmidt, Embedslægeinstitutionen for Københavns Amt
Peter Mortensen, MILJØ-KEMI, Dansk Miljø Center A/S
Dorte Glensvig, Kampsax A/S