Miljøstyring i plastindustrien

3. Projekternes opbygning og forløb

3.1 Deltagende virksomheder
3.2 Miljøstyring I
3.2.1 Opstart på Miljøstyring
3.2.2 ERFA-gruppemøderne i Miljøstyring I
3.3 Miljøstyring II
3.3.1 ERFA-møder i Miljøstyring II
3.4 Økonomi og Formidling
3.4.1 Plastindustriens ERFA-håndbog
3.4.2 Økonomi og miljøledelse
3.5 Formidling af projekternes resultater   


I det følgende gennemgås opbygningen af de tre forskellige projekter, "Miljøstyring I og II" samt "Økonomi og Formidling" og deres forløb.

I Miljøstyring I og II blev der taget udgangspunkt i de krav, der stilles til et certificérbart miljøstyringssystem. Der betød, at de deltagende virksomheder i princippet havde et certificérbart miljøstyringssystem efter afslutningen af projektforløbet.

I alt valgte ca. halvdelen af de deltagende plastforarbejdende virksomheder i "Miljøstyring I og II" at blive certificeret efter ISO 14001 alene eller sammen med en EMAS certificering. Fra denne gruppe af miljøcertificerede virksomheder blev der udvalgt 8, som blev interviewet i forbindelse med analysen af de økonomiske konsekvenser ved indførelse af miljøstyring i projektet "Økonomi og Formidling".

Den daglige ledelse og administration af projekterne blev varetaget af Plastindustrien. Plastindustrien stod desuden for koordineringen af arbejdet med de øvrige aktiviteter, således at resultaterne fra bl.a. brancheprojekterne "Renere teknologi i Plastindustrien" og "Brancheenergianalyse" blev udnyttet.

Plastindustriens egne konsulenter medvirkede derudover ved planlægning og afholdelse af de fælles seminarer, ERFA-gruppemøderne samt ved udarbejdelse af undervisningsmateriale, spørgeskemaer mv.

3.1 Deltagende virksomheder

I Miljøstyring I deltog 23 virksomheder og i Miljøstyring II deltog 8 virksomheder. Således deltog i alt 31 virksomheder i den samlede indsats til indarbejdelse af miljøstyring i plastindustrien.

De deltagende virksomheder dækkede plastindustrien bredt m.h.t. delbrancher, antal ansatte m.m., som det fremgår af nedenstående to tabeller.

Acrylstøbning

1

Ekstrudering

4

Folieblæsning

3

Kompositforarbejdning

3

Opskumning

3

Overfladebehandling

2

Presning

2

Regenerering

1

Sprøjtestøbning

10

Termoformning

2

I alt

31

 

Antal ansatte

Antal deltagende virksomheder

Under 20

4

21 – 50

10

51 – 60

2

61- 250

12

over 250

3

I projektet "Økonomi og formidling" deltog 8 plastvirksomheder, som forinden havde deltaget i enten Miljøstyring I eller II og som alle var blevet miljøcertificerede i forbindelse med deres deltagelse.

De 8 plastvirksomheder fordelte sig på de forskellige delbrancher som følgende:

Acrylstøbning

1

Ekstrudering

1

Folieblæsning

2

Presning

1

Regenerering

1

Sprøjtestøbning

2

I alt

8

3.2 Miljøstyring I

Projektet blev indledt med en miljøgennemgang af virksomhederne, således at virksomhedernes miljøstatus kunne fastslås. På denne baggrund prioriterede virksomhederne de forskellige indsatsområder og udarbejdede handlingsprogrammer for, hvordan deres miljøforhold kunne forbedres. Dette medførte opbygning af en miljøhåndbog med miljøpolitik, miljømål samt procedurer og instruktioner. Til sidst blev der gennemført en miljørevision, således at virksomhederne kunne opnå en certificering af deres miljøstyringssystem.

Projektplanen i Miljøstyring I var struktureret med en vekselvirkning imellem følgende aktiviteter:
Fælles seminarer, hvor teorien blev gennemgået
Hjemmearbejde på virksomhederne med konsulentassistance efter behov, hvor teorien blev gennemprøvet i praksis på egen virksomhed
ERFA-møder, hvor egne erfaringer, positive såvel som negative, blev udvekslet og diskuteret med andre plastforarbejdende virksomheder.

Ret hurtigt i projektforløbet viste det sig dog, at deltagernes udbytte af de planlagte fælles seminarer ikke levede op til forventningerne. Det blev derfor besluttet at konvertere en del af de oprindeligt planlagte seminarer til ERFA-møder, hvor udbyttet blandt deltagerne var langt større.

De generelle erfaringer fra Miljøstyring I er nærmere omtalt i kapitel 4 (Erfaringer fra Miljøstyring I og II).

3.2.1 Opstart på Miljøstyring

I den indledende fase af Miljøstyring I blev der afholdt et indledende seminar, hvor topledelsen fra de deltagende virksomheder var til stede.

Ideen med det indledende seminar var dels at engagere topledelsen hos de deltagende virksomheder dels at give en overordnet introduktion til miljøstyring. På seminariet fortalte en repræsentant fra plastvirksomheden Uponor A/S desuden om, hvorledes de på Uponor A/S havde indført miljøstyring, og hvilke fordele de havde opnået herved. Uponor A/S var en af de første virksomheder i Danmark, der blev certificeret efter BS 7750. Senere i Miljøstyring I blev der afholdt et besøg på virksomheden, hvor der var mulighed for at se, hvordan et miljøstyringssystem fungerer i praksis.

Kort efter det indledende seminar blev det foretaget et "grønt tjek" på de deltagende virksomheder. Formålet med det "grønne tjek" var at få et overblik over virksomhedernes miljøforhold bredt set. Dette hjalp virksomhederne til at få et umiddelbart indtryk af deres miljøpræstation og til at fokusere på de forhold, som miljømæssigt set var mest relevante for den enkelte virksomhed.

Det "grønne tjek" bestod af en lang række spørgsmål, ca. 500 i alt, fordelt på forskellige hovedområder af betydning for en virksomheds miljøforhold. Disse hovedområder kan f.eks. være anvendelse af energi, produktionsudstyr, renere teknologi, udledning til vand, affald og genanvendelse, transport, vedligeholdelse m.v. En del af spørgsmålene i det "grønne tjek" er af holdningsmæssig karakter. Spørgsmålene stilles til virksomhedens ledelse og besvarelsen heraf munder ud i en analyse af miljøtilstanden på den pågældende virksomhed opdelt i 6 hovedområder. Det "grønne tjek" er udviklet af MiljøFyn A/S.

Det "grønne tjek" gav virksomhederne en umiddelbar vurdering af deres miljøforhold og hjalp dem til at fokusere på de områder, hvor der miljømæssigt set formentlig var størst potentiale for forbedringer. Det "grønne tjek" udgjorde således et godt udgangspunkt for virksomhedernes kommende miljøarbejde

3.2.2 ERFA-møder i Miljøstyring I

ERFA-møderne blev afholdt i 4 grupper, hvor 4-7 virksomheder arbejdede sammen i hver gruppe. Ved sammensætningen af ERFA-grupperne blev der dels taget hensyn til hvilken delbranche virksomhederne tilhørte, dels hvorvidt virksomhederne allerede havde indført kvalitetsstyring. For at sikre en fri diskussion i grupperne blev det sikret, at der ikke var direkte konkurrenter imellem de virksomheder, som blev sat i samme gruppe.

Der blev i alt afholdt 4 ERFA-gruppemøder i projektforløbet, hvor nogle af de vanskelige og centrale dele ved indførelse af miljøstyring blev gennemgået og diskuteret:

ERFA-møde 1: Miljøprogrammer og prioritering

På det første ERFA-møde blev udarbejdelse og prioritering af miljøprogrammer diskuteret og virksomhedernes evt. positive og negative erfaringer hermed.

ERFA-møde 2: Miljøpolitik, miljømål og miljøprogrammer

Diskussionen om miljøpolitik og miljømål var placeret på samme ERFA-møde for at få miljøpolitik, miljømål og miljøprogrammer til at hænge sammen, således at miljøpolitikken som den overordnede hensigtserklæring ikke kommer til at svæve frit i luften, men får en sammenhæng med de faktiske miljømæssige problemstillinger og scenarier.

ERFA-møde 3: Miljøhåndbog og dokumentstyring

Her blev erfaringerne vedrørende udarbejdelse af virksomhedernes miljøhåndbog og dokumentstyring generelt diskuteret. Emnet viste sig hurtigt at være meget omfattende, idet mange virksomheder havde problemer med at udarbejde de rigtige procedurer og instruktioner. Derfor blev der arrangeret et ekstraordinært ERFA-møde, hvor interesserede virksomheder kunne få mere tid til at gennemdiskutere udarbejdelsen af miljøhåndbogen

ERFA-møde 4: Miljørevision og miljøredegørelse

Her diskuterede virksomhederne hvilke miljømæssige forhold, som bør medtages i en miljøredegørelse og et par eksempler på eksisterende miljøredegørelser blev gennemgået og vurderet. Desuden blev forhold vedrørende miljørevision og miljøcertificering berørt.

3.3 Miljøstyring II

På baggrund af de positive erfaringer med ERFA-gruppemøderne i Miljøstyring I, blev det besluttet at afholde flere ERFA-gruppemøder i Miljøstyring II. Således blev arbejdet i Miljøstyring II hovedsageligt baseret på ERFA-gruppemøder samt på hjemmearbejde i virksomhederne.

Desuden udtrykte de deltagende virksomheder i Miljøstyring II et ønske om, at der i projektforløbet yderligere blev fokuseret på:
Medarbejderinddragelse, herunder miljøundervisning af medarbejderne
Miljøkommunikation, herunder miljøredegørelser
Leverandørkrav, herunder forholdet til leverandører og underleverandører
Miljøcertificering, herunder forskellen mellem ISO 14001 og EMAS
Integration af miljøhensyn i produktudviklingen.

Ønsket fra de deltagende virksomheder om også at inddrage ovennævnte forhold i projektforløbet kan formentlig ses som resultat af den udvikling, som var foregået generelt inden for miljøstyring i tiden mellem Miljøstyring I og Miljøstyring II. Miljøstyring I blev således gennemført på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var et særligt stort kendskab til miljøstyring generelt blandt fremstillingsvirksomheder i Danmark og på dette tidspunkt var det nyt i sig selv at indføre et struktureret miljøstyringssystem på sin virksomhed. Derimod var det generelle kendskab blandt fremstillingsvirksomheder til miljøstyring langt større 2-3 år senere ved gennemførelsen af Miljøstyring II, hvorfor der blev fokuseret mere på de ovennævnte områder.

Forholdet til leverandører og underleverandører er af særlig interesse for plastvirksomheder, idet mange plastforarbejdende virksomheder selv er underleverandører.

De generelle erfaringer fra Miljøstyring II er nærmere omtalt i kapitel 4 (Erfaringer fra Miljøstyring I og II).

3.3.1 ERFA-møder i Miljøstyring II

Under Miljøstyring II blev der gennemført 6 ERFA-møder, med følgende indhold:

ERFA-møde 1: Miljøprogrammer og prioritering (svarende til Miljøstyring I)

ERFA-møde 2: Miljøpolitik, miljømål og miljøprogrammer (svarende til Miljøstyring I)

ERFA-møde 3: Miljøhåndbog og dokumentstyring (svarende til Miljøstyring I)

ERFA-møde 4: Miljøkommunikation og miljøredegørelse

På dette ERFA-møde blev der først givet en generel introduktion, hvorefter virksomhederne diskuterede deres egne erfaringer med intern og ekstern miljøkommunikation. I forbindelse med den eksterne kommunikation blev der lagt vægt på at diskutere kommunikationsværdien af det grønne regnskab samt af miljøredegørelser.

ERFA-møde 5: Miljøorienteret produktudvikling

Virksomhederne havde ønsket at få en introduktion til miljøorienteret produktudvikling for at sikre, at miljøstyringssystemet blev opbygget således at miljøhensyn kunne integreres i produktudviklingsprocessen. På ERFA-mødet blev der desuden lagt vægt på at informere og diskutere, hvad der ligger bag livscyklustankegangen, og virksomhederne fik gennemgået flere værktøjer, som de kunne bruge til det praktiske arbejde med miljøorienteret produktudvikling. Desuden blev UMIP metoden gennemgået.

ERFA-møde 6: Miljørevision og miljøcertificering

Udover en generel gennemgang og diskussion af forberedelserne til at foretage en miljørevision blev der på dette møde lagt vægt på at diskutere, hvad der kræves i forbindelse med en miljøcertificering, og hvordan en ekstern miljøaudit forløber. Desuden blev forskellene imellem ISO 14001 og EMAS gennemgået.

3.4 Økonomi og Formidling

Projektet "Miljøstyring i plastindustrien - økonomi og formidling" havde to formål. Dels at samle erfaringerne fra både Miljøstyring I og II og præsentere dem i en "ERFA-håndbog for indførelse af miljøledelse i plastindustrien" og dels at undersøge de økonomiske konsekvenser ved indførelse af et certificeret miljøledelsessystem i plastforarbejdende virksomheder.

3.4.1 Plastindustriens ERFA-håndbog

ERFA-håndbogen er udarbejdet, så den kan fungere som vejledning til plastforarbejdende virksomheder, der planlægger at indføre miljøledelse. Håndbogen indeholder en kort beskrivelse af EMAS, EMAS II og ISO 14000-serien, en generel vejledning i opbygning og indførelse af miljøstyring og konkrete eksempler fra deltagervirksomhederne i Miljøstyring I og II, i form af f.eks. procedurer og instruktioner. Eksemplerne kan bruges som inspiration for virksomheder, der er ved at opbygge et miljøstyringssystem. Eksemplerne kan dog ikke kopieres direkte, da en af forudsætningerne for at opnå et certificerbart miljøledelsessystem er, at systemet er tilpasset den enkelte virksomhed.

I ERFA-håndbogen indgår desuden en kortlægningsvejledning, som samler op på de praktiske erfaringer, som er fremkommet under projektforløbene i Miljøstyring I og II. Formålet med vejledningen er at vejlede de plastforarbejdende virksomheder, der skal gennemføre en indledende miljøgennemgang på deres virksomheder. Vejledningen er opbygget således, at kravene i både EMAS og i ISO 14002 opfyldes.

ERFA-håndbogen "Miljøledelse i Plastindustrien" kan ses på og downloades fra Plastindustriens hjemmeside på adressen: www.plast.dk.

3.4.2 Økonomi og miljøledelse

Formålet med analysen var at undersøge, hvilke økonomiske konsekvenser det havde haft for de miljøcertificerede plastforarbejdende virksomheder i forbindelse med indførelsen af et certificeret miljøledelsessystem.

Undersøgelsen omfattede 8 plastforarbejdende virksomheder, som deltog i Miljøstyring I eller II. Det blev besluttet, at analysen kun skulle baseres på udtalelser blandt de virksomheder, der efterfølgende var blevet miljøcertificerede, idet de måtte forventes at have lagt særlig mange ressourcer i opbygningen og certificeringen af deres miljøstyringssystem.

Undersøgelsen blev foretaget som en spørgeskemaundersøgelse. Spørgeskemaet var opdelt i 9 hovedspørgsmål, som repræsenterede hver sit område. Mulighederne for at afkrydse i spørgeskemaet var: ja, nej eller ved ikke og derudover var der mulighed for at komme med uddybende kommentarer.

De 9 hovedspørgsmål var:

  1. Har indførelse af miljøledelse betydet konkrete miljøforbedringer?
  2. Har indførelse af miljøledelse øget medarbejdernes engagement i virksomheden?
  3. Har miljøledelsessystemet haft betydning for indkøb af maskiner og udstyr?
  4. Har miljøledelsessystemet givet konkurrencemæssige fordele?
  5. Har miljøledelsessystemet medvirket til forbedret indtjening?
  6. Er der indført andre metoder i produktionen pga. miljøledelsessystemet?
  7. Benyttes der nye materialer i produktionen efter miljøledelsessystemets etablering?
  8. Er der en bedre kontakt til myndighederne efter miljøledelsessystemet er indført?
  9. Har miljøledelsessystemet givet andre fordele?

Udover spørgeskemaet blev der foretaget et interview med den enkelte virksomhed. Til dette formål blev der udformet nogle supplerende standardspørgsmål, som er vedlagt denne rapport i Bilag A.

Spørgeskemaet blev sendt til de 8 virksomheder, som blev bedt om at forberede sig på at svare på spørgeskemaerne. Derefter blev der gennemført interviews med virksomhedernes ledelse, hvor spørgeskemaerne blev gennemgået. De første 3 interviews blev gennemført ved personligt fremmøde på virksomhederne for at få et bedre indtryk af, hvordan spørgsmålene blev opfattet, og hvordan interviewet ville forløbe. De efterfølgende interviews blev gennemført per telefon.

Resultatet af undersøgelsen er nærmere beskrevet i kapitel 5 (Resultat af undersøgelsen om økonomi og miljøledelse)

3.5 Formidling af projekternes resultater

Projekternes resultater er blevet formidlet bredt ud til plastindustrien via adskillige kanaler.

Først og fremmest har projekterne opnået en god spredningseffekt via de 31 deltagende virksomheder og deres medarbejdere. Således har i alt ca. 4000 medarbejdere været involveret i indførelse af miljøledelse på deres virksomheder, og en stor del af disse medarbejdere har modtaget undervisning i større eller mindre omfang om miljø og miljøledelse mv.

Desuden er erfaringerne fra Miljøstyring I og II blevet spredt ud til branchen via den udarbejdede ERFA-håndbog, som benyttes flittigt af medlemsvirksomhederne.

Derudover er projektresultaterne blevet formidlet via:
2 afholdte temadage i begyndelsen af 2001 med deltagelse fra ca. 30 plastforarbejdende virksomheder.
PD’s hjemmeside, hvorfra ERFA-håndbogen direkte kan downloades.
Artikler til Miljøstyrelsen og Plast Panorama .
Netværksdannelse blandt medarbejderne på de deltagende virksomheder.
Adskillige informationsskrivelser fra Plastindustrien i Danmark til medlemmerne om projekterne og projektresultaterne.

Det vurderes, at der er opnået en optimal spredning af projekternes resultater til hele den plastforarbejdende branche.