| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Strategi for Miljøstøtteordningen til Østeuropa 2001-2006

Kapitel 4
Indsatsområder

I det følgende er relevante fremtidige indsatser beskrevet. Indsatsområderne omfatter luftkvalitet, vandkvalitet, affaldsbehandling, kemikalier og biodiversitet. Ligeledes opprioriteres en tværgående indsats, som har til formål at styrke institutioner og faglig ekspertise i landene, fremme offentlighedens deltagelse i beslutningsprocessen på miljøområdet, styrke ansvarliggørelsen af den private sektor i landene til at tage deres del af byrden på miljøområdet, samt endelig at styrke landenes opfyldelse af forpligtelser i internationale miljøkonventioner.

Antallet af indsatsområder er med inddragelse af kemikalieområdet og opprioriteringen af de tværgående indsatsområder øget i forhold til 1993- strategien, hvilket afspejler en større differentiering i behovet for bistand og en større spredning i udviklingen indenfor gruppen af samarbejdslande.

Miljøstøtteordningen vil ved den forestående revidering af eksisterende landeprogrammer afdække de landespecifikke behov og i dialog med samarbejdslandene udvælge de relevante indsatsområder for det pågældende land eller region.

Udviklingen i ansøgerlandene og deres optagelsesforhandlinger samt i landene udenfor ansøgerlandenes kreds vil kunne nødvendiggøre tilpasninger i strategi såvel som landeprogrammer for at sikre den bedst mulige opfyldelse af strategiens målsætninger. Målsætningerne vil også blive tilgodeset gennem fortsat dansk støtte til forbedring af donorkoordination mellem de ledende aktører på området.

Forbedring af luftkvalitet

Luftforurening er fortsat et alvorligt miljøproblem i de central- og østeuropæiske lande. Sundhedstruende luftkvalitet i byog industriområder og enorme mængder SO₂, NO_x og CO₂ fra ineffektive kraftværker og industrianlæg har været billederne fra 1980´ernes og de tidlige 1990´ers Østeuropa. Selvom situationen har forandret sig over de forløbne 10 år, skyldes dette snarere sammenbrud af landenes økonomi end indsatsen for at forbedre miljøet.

De primære kilder til luftforurening og en øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren er afbrænding af fossile, svovlholdige brændsler til opvarmning, elproduktion og en kraftigt stigende transport ikke mindst i storbyområderne Hertil kommer udledning af skadelige stoffer fra industrien.

I de lande, som er nået længst i tilnærmelsesprocessen til EU, ses reelle reduktioner i udledningerne af SO₂, NO_x, partikler og bly. Reduktionerne skyldes ikke kun en nedgang i den økonomiske aktivitet men også reelle tiltag på miljøområdet. De har bevirket, at udledningerne er fortsat med at falde, efter landene igen har opnået positiv økonomisk vækst i midten af 1990'erne.

Endelig er CO₂ emissioner fra afbrænding af fossile brændstoffer den væsentligste kilde til klimaforandringerne. Selv om CO2 emissionerne i Østeuropa har været faldene i 90'erne på grund af omstruktureringen og den deraf følgende økonomiske nedgang, forventes de at stige i takt med landenes økonomiske vækst, herunder særligt fra transportsektoren.

Både for så vidt angår klimarelevante CO₂ udslip og forsuringsrelevante udslip af SO₂ og NO_x er der tale om emissioner nært tilknyttet energisektoren, som stadig er præget af mindre energieffektivitet end EU. Forbedret energiudnyttelse i kraftværker, industri og boligsektor vil i betydeligt omfang være medvirkende til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som landene har påtaget sig i international sammenhæng (f.eks. Kyoto protokollen) og samtidig bidrage til opfyldning af EU´s lovgivning på luftkvalitetsområdet.

Fremtidige krav om konkurrencedygtighed i EU´s indre marked for industri- og energisektoren og det indre markeds krav til f.eks. bilers udstødningskontrol og brændstofkvalitet vil være medvirkende til, at denne udvikling på sigt vil fortsætte. Gennemførelsen af disse krav vil i høj grad blive brugerbetalt.

Støtte til EU-ansøgerlandene vil bl.a. fokusere på implementering af EU´s rammedirektiv for luftkvalitet med tilhøren de datterdirektiver, herunder støtte til udarbejdelse af handlingsprogrammer for forbedring af luftkvaliteten, institutionelt setup for implementering samt monitering.

Elektrofiltre udskiftes i Dolna Odra, Polen, kraftværket for at reducere udsendelsen af flyveaske.

Gennemførelsen af datterdirektiverne til EU´s rammedirektiv for luftkvalitet samt strategierne for forsuring og troposfærisk ozonforurening vil stille betydelige krav til de nye medlemslande, ligesom de vil til de nuværende EUlande. Der vil antagelig være behov for adskillige års monitering og planlægning før landene vil få deres gennemførelsesstrategier på plads. En langsigtet forbedring af luftkvaliteten vil nødvendiggøre betydelige strukturmæssige tiltag indenfor industri, energi og transportsektoren, som også beskrevet i afsnittet om den sektorintegrerede miljøindsats.

Den fremtidige indsats vil endvidere bygge på erfaringerne med forbedring af luftkvaliteten via f.eks. etablering af alternative energikilder som geotermi, som en meget effektiv måde at nedbringe SO₂ og andre luftforurenende stoffer på, samt etablering af filtre på kraftværker, fjernvarmeværker og større industrier til nedbringelse af luftemissionerne.

En direkte indsats forventes iværksat i relation til Klimakonventionen⁽²⁰⁾, herunder vedrørende udvikling og afprøvning af mekanismer til Kyotoprotokollens opfyldelse, eksempelvis i form af joint implementation (JI) i Østersøregionen. Kapacitetsopbygning til udarbejdelse af nationale strategier for stabilisering og yderligere reduktion af udslippet af drivhusgasser, herunder konkrete planlægningsredskaber og modeller, vil være et andet vigtigt indsatsområde. En lang række øvrige initiativer vedrørende energieffektivisering, fremme af energibesparelser samt fremme af renere brændsler inkl. alternative energikilder, vil være komplementære tiltag, der tilgodeser klimahensyn i energipolitikken og en bæredygtig energianvendelse i samarbejdslandene.

For SNG landene vil indsatsen på luftområdet også skulle ses i relation til de internationale aftaler på området, først og fremmest konventionen om langtrækkende grænseoverskridende luftforurening (LRTAP) med tilhørende protokoller. Den særlige paneuropæiske strategi for udfasning af bly i benzin vil ligeledes danne baggrund for at støtte landenes hurtige løsning af dette miljøproblem samt andre problemer relateret til dårlig brændstofkvalitet.

På Balkan vil indsatsen først og fremmes ske gennem miljøgenopbygningsprogrammet for Sydøsteuropa⁽²¹⁾, hvor luftområdet dog først ventes at blive prioriteret, når de mest presserende opgaver på vand, farligt affald og det institutionelle område er blevet adresseret.

En særlig indsats går på at støtte nedlukningen af usikre atomkraftværker. Danmark har ikke selv atomkraftværker, og muligheden for overførsel af dansk viden og know-how indenfor dette felt er derfor begrænsede. Alligevel har Danmark en stærk interesse i at bidrage til sikkerheden på de usikre atomkraftværker i Østeuropa, og dette arbejde støttes derfor gennem danske bidrag til den multilaterale indsats, der gennemføres under den Europæiske Udviklingsbank (EBRD). EBRD har oprettet en række fonde til formålet: Ignalina Decommissioning Fond, Chernobyl Shelter Fond og Nuclear Safety Fond. I tillæg til dette kan der især i samarbejde med Energistyrelsens sektorprogram støttes projekter vedrørende energibesparelser og etablering af alternative energikilder.

Indsatsen på luft- og energiområdet koordineres i tæt samarbejde med Energistyrelsens, Beredskabsstyrelsens og Trafikministeriets sektorprogrammer på området, særligt med hensyn til indsatsen i Østersøregionen.

Beskyttelse af vandkvalitet og drikkevandsforsyning

Vandområdet er det indsatsområde, der som det mest investeringskrævende område indtil nu har modtaget den største andel af den samlede danske miljøbistand til Central- og Østeuropa. Heraf er størstedelen gået til fremme af investeringer i by- og industrispildevandsrensning.

Under de administrative reformer, som de fleste central- og østeuropæiske lande gennemgår netop nu, ligger ansvaret for spildevandsrensning og drikkevandsforsyning hos de kommunale myndigheder. Finansiering styres dog ofte stadig fra centralt hold, og der er endnu ikke klarhed over, hvordan de kommunale niveauer i højere grad kan blive selvfinansierende. Udfordringen med hensyn til at skaffe tilstrækkelige midler til finansiering på vandområdet kræver således omfattende planlægning og juridiske tiltag på centralt niveau, og der forestår de kommunale myndigheder meget krævende opgaver med hensyn til implementering på lokalt niveau gennem kommunal investeringsplanlægning og forberedelse af individuelle projekter.

For EU ansøgerlandene er den vigtigste prioritet at styrke den administrative kapacitet på både regionalt og lokalt plan til forvaltningen af vandressourcer i overensstemmelse med kravene i EU´s vandrammedirektiv, samt at sikre de meget omfattende investeringer til opfyldelse af EU´s krav på områderne drikkevand, spildevandsopsamling og spildevandsbehandling i byområder.

Rammedirektivet for vand udvider vandbeskyttelsesforanstaltningerne til at omfatte alle vandressourcer og opstiller juridisk bindende mål, hvorefter der skal sikres en "god vandkvalitetstilstand". Den fremtidige forvaltning skal fokuseres på flodoplande, som ofte krydser landegrænser og administrative grænser indenfor de enkelte lande. Et samlet flodopland, fra udspring til og med kystvandene, skal behandles som et udeleligt hele. Implementeringen af direktivet⁽²²⁾, herunder særligt udarbejdelsen af river basin management plans, vil kræve vidtrækkende samarbejde mellem de berørte parter, være sig regionalt eller på tværs af EU- eller kandidatlandene. Direktivet kræver endvidere, at alle river basin management plans eller revisioner af disse underlægges offentlig høring. Endelig vil der blive behov for at styrke landenes moniteringssystemer, således at disse bliver i overensstemmelse med EU-kravene.

Det er ligeledes et vigtigt led i vandrammedirektivets implementering at styrke integrationen af vandkvalitetsmålsætningerne i andre sektorpolitikker såsom landbrug, industri og regionalpolitik, samt i lokal- og arealplanlægning.

Et af de mest presserende problemer i SNG-landene er den nedslidte infrastruktur for drikkevandsforsyning i byerne, spildevandsbehandling og kloaknet. Dette resulterer i manglende vandforsyning samt alvorlige sundhedsmæssige problemer i form af en stigning i vandbårne sygdomme (kolera, hepatitis, dysenteri og tyfus). Problemerne med drikkevandsforsyning og spildevandsrensning i byerne er yderligere forstærket i regionerne omkring Aral-søen og det Kaspiske hav, hvor der er tale om mangel på vand, voldsom vandforurening og behov for regionalt samarbejde for at løse disse problemer.

I Miljøgenopbygningsprogrammet for Sydøsteuropa indgår Styrkelse af regionalt samarbejde om forvaltningen af vandressourcerne i regionen ligeledes som et væsentligt element.

I den fremtidige danske støtte vil der blive lagt større vægt på at støtte opbygning af systemer og kapacitet til at forvalte den samlede vandressource, med henblik på at støtte implementeringen af EU´s vandrammedirektiv og forvaltningen af vandressourcer i flodoplande (nationale som internationale).

Den kommende strategiperiode vil endvidere fortsat yde støtte til udviklingen af finansielle strategier på vandområdet, bl.a. med henblik på at fremme mere omkostningseffektive investeringer. Der vil også, i lande hvor dette er relevant, blive ydet støtte til miljøfonde til etablering af den nødvendige infrastruktur, samt støtte til projektforberedende arbejde (feasibility studier) og dansk medfinansiering til investering i infrastruktur på vandområdet.

For infrastrukturprojekter vil indsatsen på vandrensningsområdet blive suppleret, især i SNG landene, med en styrket indsats på drikkevandsforsyning. Den under London-konferencen vedtagne protokol om "Vand og Sundhed" vil her udgøre en vigtig ramme.

Affald

Rammerne for EU´s miljøpolitik på affaldsområdet er fastlagt i Det 5. miljøhandlingsprogram, samt i EU's affaldsstrategien fra 1996⁽²³⁾. Hierarkiet i affaldshåndteringen er, i overensstemmelse med affaldsrammedirektivet, i prioriteret rækkefølge:

1. affaldsforebyggelse/minimering,
2. genanvendelse (bl.a. kildesortering), herunder forbrænding med energiudnyttelse, samt anden nyttiggørelse, og
3. endelig bortskaffelse/deponering.⁽²⁴⁾

Principperne om nærhed og selvforsyning gør, at medlemsstater er forpligtet til at oprette et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesfaciliteter, hvorved såvel EU som hvert enkelt medlemsland sættes i stand til selv at bortskaffe eget affald. Endelig skal affald håndteres på en sådan måde, at der ikke sker skade på miljø eller mennesker, og omkostningerne ved håndteringen af affaldet skal afholdes af indehaveren og/eller de tidligere indehavere/producenter af affaldet.⁽²⁵⁾

For ansøgerlandene er den vigtigste prioritet at få etableret affaldssystemer, som lever op til EU´s krav og affaldsstrategi på området og som kan håndtere stigende affaldsmængder fra husholdninger og industri, inklusiv farligt affald, slam fra spildevandsrensningsanlæg samt restprodukter fra energiproduktion. Det indebærer bl.a. opbygning af systemer til kategorisering og registrering af affald med henblik på planlægning, kontrol og rapportering i henhold til EUs direktiver på området.

Det indebærer endvidere etablering af nye, regionale deponeringsanlæg (lossepladser), som lever op til EUs lossepladsdirektiv samt en forsvarlig lukning af et stort antal illegale og miljøbelastende mindre deponeringsanlæg. I forlængelse heraf vil der i praksis være behov for støtte til etablering af nye regionale affaldsselskaber samt styrkelse af de regionale og kommunale myndigheder i forhold til affaldshåndteringen. Landene har brug for løsninger til forbedret håndtering og evt. forbrænding af farligt affald, og vil på lidt længere sigt også få brug for affaldsløsninger til håndtering af biologisk nedbrydeligt affald.

I SNG landene relaterer problemerne sig bl.a. til husholdningsaffald og farligt affald især i storbyerne. De administrative systemer og infrastrukturen til at håndtere problemerne som hovedregel utilstrækkelige til at undgå miljø og sundhedsproblemer, og der er et presserende behov for at opbygge nationale og regionale strategier for forvaltning af affald, etablere sikre deponeringsanlæg samt opbygge systemer til at karakterisere, registrere og behandle farligt affald. Særligt den petrokemiske industri samt den metallurgiske industri er kilder til forurening med farligt affald.

I Miljøgenopbygningsprogrammet for Sydøsteuropa er der især lagt vægt på farligt affald herunder transport af farligt affald over landegrænserne. Som en eftervirkning af krigshandlingerne på Balkan forestår mange steder en opgave med at genetablere den decentrale forvaltning af affald og i at sikre, at der ikke sker en spredning af kemikalier til miljøet fra ødelagte fabrikker og rørledninger.

Fra dansk side er der allerede ydet en betragtelig støtte til at ansøgerlandene kan etablere mere effektive affaldssystemer samt til konstruktion af deponeringsanlæg i overensstemmelse med EU-kravene.

Der er ydet støttet til en indsats indenfor farligt affald vedrørende implementering af farligt affaldsdirektivet samt særdirektiverne indenfor farligt affald (direktivet om olieaffald, batteridirektivet, PCB/PCTdirektivet). Der er endvidere fokuseret på implementering af Basel konventionen⁽²⁶⁾ som den væsentligste internationale aftale på affaldsområdet, inklusiv støtte til fremme af ratifikation af eksportforbudet under konventionen mod transport af farligt affald fra OECDlande til ikke-OECDlande.

Fortsat dansk støtte vil blive givet til gennemførelse og opfølgning på nationale og regionale handlingsplaner for affaldshåndtering. Indsatsen vil blive styrket for at fremme affaldsminimering, genanvendelse og anden nyttiggørelse, så disse målsætninger kommer til at få større vægt i den samlede affaldshåndtering.

Der vil fortsat blive givet støtte til projektforberedende arbejde ("feasibility studies") og til finansiering af investeringer til affaldshåndtering og konstruktion af deponeringsanlæg, idet investeringsbehovet på dette område er meget omfattende. Lossepladsdirektivet indfører konkret en række foranstaltninger og procedurer med henblik på at forebygge eller begrænse miljøbelastningen fra deponeringsanlæg, primært forurening af overfladevand, grundvand, jord og luft, belastning af det globale miljø, herunder drivhuseffekten, samt de risici, affaldsdeponering indebærer for menneskers sundhed.

Ligeledes vil der fortsat blive fokuseret på støtte til implementering af Basel konventionen, samt på etablering af modtagefaciliteter i havne for affald fra skibe. En regionalt baseret indsats for sidstnævnte vil blive fortsat i Østersøog Sortehavsregionen.

Kontrol af forurening, forårsaget af kemikalier

På kemikalieområdet udgøres den vigtigste EU lovgivning af forordninger og direktiver, der vedrører markedsføring af farlige kemiske stoffer og produkter herunder sikkerhedsdatablade, anmeldelse af nye kemiske stoffer, risikovurdering af nye og eksisterende stoffer, begrænsning af salg og markedsføring af farlige stoffer og produkter samt eksport/ import af visse farlige kemiske stoffer. Desuden kontrolleres forurening af overfladevand gennem direktivet om regulering af forureninger med farlige stoffer.⁽²⁷⁾ Denne regulering vil i fremtiden ske via vandrammedirektivet, som omfatter beskyttelse af såvel overfladesom grundvand.

I såvel EU-ansøgerlandene som SNG er det langt de færreste kemikalier, som markedsføres, der er grundigt undersøgte, og mange er potentielt skadelige for sundhed og miljø. Uønskede stoffer, der er forbudt i resten af Europa bruges fortsat i færdige produkter og til forskellige anvendelser i disse lande, og genfindes som følge heraf bl.a. i affald, restprodukter, slagger og slam. I tillæg hertil har landene en række lokale problemer forårsaget af tidligere tiders uhensigtsmæssig oplagring af udgåede pesticider, kemikalieforurenet jord, mm.

For EU-ansøgerlandene er det nødvendigt at indføre EU´s lovgivning på kemikalieområdet, herunder at opbygge den administrative kapacitet til at gennemføre og kontrollere dette, samt at opprioritere indsatsen med hensyn til underskrivelse, ratifikation og efterlevelse af de internationale regler i øvrigt.

SNG-landene har ikke effektive institutioner og systemer til kontrol med kemikalier, og mangler nu støtte til at opbygge en solid kapacitet til at håndtere kemikalier på en mere betryggende måde og udfase de kemikalier, der udgør en alvorlig sundhedsmæssig og miljømæssig risiko såvel lokalt som regionalt og globalt. Særligt den kemiske og petrokemiske industri samt intensiv bomuldsdyrkning giver anledning til forurening med kemikalier i SNG-landene. En række SNG-lande har undertegnet internationale konventioner på kemikalieområdet og der er en stigende opmærksomhed i landene på dette område.

I Miljøgenopbygningsprogrammet for Sydøsteuropa er problemerne med kemikalier primært håndteret som en del af oprydningen efter krigshandlingerne, men der er også indbygget aktiviteter til styrkelse af viden på området, ligesom programmets indsats vedrørende EUtilnærmelse vil omfatte EU´s kemikalielovgivning.

Fra dansk side er der støttet projekter såvel i EU-ansøgerlande som i SNGlande, der omhandler kemikaliesikkerhed, herunder udfasning af ozonlagsnedbrydende stoffer i overensstemmelse med Montreal-protokollen, udfasning af bly i benzin og indsamling og destruktion af forældede pesticider og PCB, stoffer som ophobes i miljøet.

Dansk miljøstøtte vil i fremtiden fokusere på opbygning af kapacitet og administrative strukturer til effektiv risikovurdering, styring af og kontrol med kemiske stoffer i overensstemmelse med de internationale regelsæt på området, som en altafgørende faktor for forsvarlig håndtering af kemikalier i hele deres livscyklus.

Udover implementering af EU direktiverne vil indsatsen konkret understøtte landenes ratificering af Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke i handelen med visse farlige kemikalier, samt den kommende konvention om langsomt nedbrydelige organiske kemikalier (persistant organic pollutants; såkaldte POP´er). Den fortsatte danske støtte vil bl.a. basere sig på de indhøstede erfaringer med udfasning af kemiske stoffer, som f.eks. ozonlagsnedbrydende stoffer.

Da forurening med kemikalier er af global karakter vil flere regionale indsatser være påkrævet fremover. Den regionale indsats i Østersøregionen vedrørende begrænsning af olieforurening er forsat højt prioriteret ved implementering af MARPOLkonventionen og HELCOMkonventioner bl.a. i form af olieberedskabsopbygning og etablering af modtagefaciliteter for skibsgenereret affald. Lignende regionale indsatser vil være relevante i f.eks. Sortehavet. En anden væsentlig regional indsats er under forberedelse på POPområdet med sigte på efterfølgende udfasning af POP'er, herunder reduktion af dioxinemissioner. Udfasning af andre farlige kemikalier ventes ligeledes iværksat, bl.a. gennem opfyldelse af generationsmålet i Østersøen, det vil sige stop for tilførslen heraf til Østersøen inden 20 år.

Naturressourceforvaltning

Der er et stort behov for en forebyggende indsats for at bevare den i Europæisk sammenhæng enestående natur, som i modsætning til Vesteuropa er bevaret i Central- og Østeuropa.

Miljøstøtteordningen har siden 1993 støttet godt 80 projekter vedrørende forvaltning og beskyttelse af naturen samt bæredygtig skovdrift. Indsatsen har hidtil været koncentreret om Østersøområdet, og har siden 1997 været gennemført som en programmeret indsats, der er beskrevet i publikationen "Sustainable Management of Nature and Forest Resources in Central and Eastern Europe".

Der er i projekterne lagt vægt på implementering af internationale konventioner, institutionel kapacitetsopbygning, befolkningsinddragelse, styrkelse af NGO arbejdet, miljøundervisning og naturformidling samt fremme af de kulturbærende miljøer og lokal udvikling af naturturisme. I de senere år har indførelse af EU's lovgivning fået stor betydning i samarbejdet med EUansøgerlandene.

Indsatsen indenfor naturressourceforvaltning vil i de kommende år også blive udbredt til samarbejdslandene udenfor det nære Østersøområde. I EUansøgerlandene vil den vigtigste prioritet fortsat være gennemførelse af EU´s Fugle- og Habitatdirektiver og direktiverne vedrørende genetisk modificerede organismer (GMOs). Hertil kommer implementering af EU's regler for handel med truede arter, der udspringer af CITESkonventionen, og som sådan får stor betydning, idet ansøgerlandene bliver del af EU's ydre grænse mod øst, mens Ukraine, Hviderusland og Moldova bliver nye grænselande til et udvidet EU.

Det gælder næsten undtagelsesvist for alle de central- og østeuropæiske lande, at de politisk har tilsluttet sig de internationale aftaler vedrørende biodiversitet og naturbeskyttelse, mens ressourcerne til at føre forpligtelserne ud i livet ofte ikke er tilstede. Den danske indsats i Central- og Østeuropa på dette område vil også i de kommende år blive prioriteret og dækker bl.a. implementering af Biodiversitetskonventionen, Den paneuropæiske Biodiversitets- og Landskabsstrategi, Biosafetyprotokollen samt på naturbeskyttelsesområdet Ramsar, Bern- og Bonn-konventionerne samt de internationale skovanbefalinger, m.fl. Som følge af EU´s centrale rolle i denne sammenhæng, er ansøgerlandenes implementering heraf tilsvarende et vigtigt element i EU´s udvidelsesproces. Det er generelt for de central- og østeuropæiske lande, at forvaltningerne og institutionerne for beskyttelse af biodiversitet er ressourcesvage. I EUansøgerlandene bliver naturbeskyttelsesområdet tillige ofte "klemt" i forhold til de meget tunge investeringsområder indenfor miljøbeskyttelsesområdet.

Skovsektoren er midt i en omstilling fra ren statsdrift til en kombination af statslig og privat drift. Omstillingen er en stor udfordring for skovmyndighederne, der fremover både skal håndtere skovpolitik, drift af egne arealer og samspillet med en private sektor med et meget stort antal nye uorganiserede skovejere uden hverken driftserfaring eller en veletableret rådgivningstjeneste. Landbruget er ligeledes præget af mange nye ejere samt af forældede driftsformer og dårlig økonomi. Genindførelsen af den private ejendomsret har samtidig resulteret i et noget kaotisk og fragmenteret fletværk af privat og offentlig ejendomsbesiddelse, også i de beskyttede områder. Denne opsplitning har resulteret i nye udfordringer for naturbeskyttelsesforvaltningen. På både skov- og landbrugsområdet er der gode danske erfaringer med offentligt/privat samarbejde om kapacitetsopbygning, udvikling af rådgivningstjenester, jordfordeling, kompensation for fredning, etc. På disse områder vil der også i de kommende år blive gennemført en indsats for overførsel af danske drifts-, forvaltnings og naturbeskyttelseserfaringer.

Udnyttelsen af naturressourcerne i beskyttede områder spiller en stor rolle for landbefolkningens muligheder for at kunne supplere familieøkonomien, og dermed også for dens accept af beskyttelsesforanstaltninger. Det er derfor ofte afgørende, at den politiske proces omkring naturbeskyttelse fører til en fremtidssikret balance mellem beskyttelse og benyttelse. Fundamentet herfor er bl.a. naturformidling og miljøundervisning og en åben administrationspraksis, der giver befolkningen fri adgang til informationer og mulighed for aktiv involvering i beslutningsprocesserne bl.a. gennem NGO´ere, der også historisk set spillede en vigtig rolle i forbindelse med det østeuropæiske opbrud i 1989.

Aktivering af befolkningen, styrkelse af NGO´ere, naturvejledning og miljøundervisning samt fremme af de kulturbærende miljøer og lokal udvikling af naturbaseret turisme vil derfor indgå som vigtige tværgående elementer i naturindsatsen.

Miljøbistanden indenfor naturressourceforvaltning identificeres af Skov- og Naturstyrelsen i tæt samarbejde med Miljøstyrelsen.