Erfaringerne viser at de lande, der har den stærkeste forvaltningsstruktur og
administrative stab, er nået længst i forhold til at få respekt omkring
miljøbeskyttelse i deres egne lande. De har endvidere formået at tiltrække flest
nationale midler til miljøområdet og har kunnet tiltrække flest internationale midler i
form af støtte til investeringer fra internationale finansieringsinstitutioner (IFIs) og
donorer.
For EU-ansøgerlandene er det nødvendigt, at forvaltning og kapacitetsopbygning ikke
alene udvikles centralt, men også regionalt og lokalt. På det centrale niveau er
behovene p.t. rettet mod udarbejdelse af lovgivning med henblik på indarbejde EU´s
miljølovgivning i egen lovgivning (transposition). Det egentlige administrative arbejde
indtræder imidlertid først for alvor, når de lovgivningsmæssige rammer, herunder EU´s
rammelovgivning, er på plads og skal udfyldes og implementeres, hvor de regionale og
lokale myndigheders rolle som implementerende myndigheder må styrkes.
I EU-optagelsesprocessen skal landene dokumentere deres vilje og parathed med hensyn
til implementeringen af direktiverne. Der vil fra dansk side blive lagt vægt på at skabe
helhedsorienterede implementeringsløsninger indeholdende lovgivningstiltag,
kapacitetsopbygning samt samfundsøkonomiske analyser og vurderinger af
implementeringsmulighederne (herunder med hvilken hast implementeringen kan foretages set
i lyset af den øvrige samfundsudvikling).
Det regionale og lokale niveau vil især have ansvar for gennemførslen af
lovgivningens bestemmelser, herunder at der foretages tilsyn og kontrol med at denne
overholdes. Der vil blive stillet nye krav også til tilsynsmyndighederne
("environmental inspectorates"), som aktivt skal føre både præventive tilsyn
med industrivirksomhedernes overholdelse af EU´s krav som led i almindelig
tilsynsplanlægning, samt tilsyn som opfølgning på klager, udstedelse eller revisioner
af miljøgodkendelser. Tilsynsmyndighederne vil i højere grad få en rådgivende funktion
overfor virksomheder og borgere lig den rolle, tilsynsmyndighederne har i
EU-medlemslandene, bl.a. på basis af Rådet og Parlamentets anbefalinger til
minimumskriterier for tilsyn og kontrol og arbejdet i IMPEL(28)
og AC-IMPEL.(29)
Aktuelle eller forestående administrative reformer i flere af landene har yderligere
vanskeliggjort klargøring af kompetencefordelinger, hvilket trækker
implementeringsprocessen i langdrag. Det er bl.a. målet for den danske miljøbistand at
fremme god forvaltningspraksis i landene, således at myndighederne på centralt hold
styrkes i at udstede retningslinjer og vejledninger til regionale og lokale myndigheder i
decentraliseringsprocessen, samt at offentligheden inddrages i de relevante
beslutningsprocesser på miljøområdet.
I SNG landene er der ligeledes behov for opbygning af den administrative kapacitet på
miljøområdet, herunder kapaciteten til at styre og implementere lokale miljøprojekter.
På det centrale niveau er der behov for at SNG landenes stemme styrkes i internationale
fora, men også behov for styrket regionalt samarbejde de enkelte SNG lande imellem.
En indsats til styrkelse af nationale reformprocesser, herunder afklaring af
kompetencefordelinger, beslutningsprocesser og økonomisk forvaltning vil blive vægtet
til understøttelse af decentraliseringsprocesser, samtidig med at også SNG landene vil
blive styrket i deres implementering og efterlevelse af internationale miljøaftaler.
I Miljøgenopbygningsprogrammet for Sydøsteuropa indgår kapacitetsopbygning som et ud
af 5 hovedindsatsområder. Internationale erfaringer fra hjælpeprogrammer i bl.a. Bosnien
viste at disse programmer kun efterlod en ringe kapacitet til at fortsætte
genopbygningen, fordi myndigheder og offentligheden i landene kun i begrænset omfang var
blevet inddraget.
Miljøgenopbygningsprogrammet tilstræber at styrke kapaciteten i landene på Balkan
som en integreret del af det samlede program. Programmet omfatter kapacitetsopbygning på
det centrale niveau, idet der også er lagt vægt på samarbejde på tværs mellem landene
i regionen, såvel som kapacitetsopbygning på regionalt og lokalt niveau i landene.
Såvel EU-ansøgerlandene som SNG/Balkan landene har fundet det vanskeligt på en og
samme tid at håndtere implementering af ny lovgivning, gennemføre administrative
strukturændringer samt sikre tilvejebringelsen af finansiering til de nødvendige
investeringer. Efterspørgslen på dansk støtte til opbygning af kapacitet har sålede
været stigende i de seneste år, og må i en årrække forventes fortsat at ville være
stigende. Kapacitetsopbygning og tilhørende aktiviteter vil - når det er muligt - blive
en integreret del af fremtidige investeringsprojekter, eller alternativt udformes som
selvstændige projekter.
EU-ansøgerlandene efterspørger kapacitetsopbygning især til udarbejdelse af
lovudkast og bestemmelser til opfyldelse af EU´s regelsæt (acquis communautaire) på
miljøområdet, samt kapacitetsopbygning med hensyn til miljøøkonomi og finansiering af
miljøinvesteringer fra både privat og statslig side, såvel som teknisk assistance til
projektidentifikation, -forberedelse og-styring.
En del af denne institutionsopbygning gennemføres under EU´s PHARETwinning program
som et parvist projektsamarbejde mellem institutioner i EU´s medlemsstater og
kandidatlandene. Det vil fortsat være muligt fra dansk side at støtte supplerende
aktiviteter til dansk deltagelse i EU´s PHARE-Twinning program, i lyset af de indhøstede
erfaringer fra hidtidig dansk deltagelse i programmet med bl.a. miljøforvaltningerne i
danske amter og kommuner.
Der er ligeledes behov for, at landene fortsat opbygger egen viden og egne
ressourcebaser på miljøområdet og for en teknologisk videnudveksling mellem danske og
internationale forskningsinstitutioner og tilsvarende institutioner i Central- og
Østeuropa, bl.a. for at hjælpe ansøgerlandene i at opfylde deres rapporterings- og
moniteringsforpligtelser til bl.a. EUROSTAT og Det Europæiske Miljøagentur, som de skal
leve op til som følge af EU´s direktiver. Skal disse krav opfyldes på tilfredsstillende
måde forudsætter det, at landene opbygger og styrker systemer til at indsamle,
analysere, håndtere og formidle miljøinformation.
Et aktivt og deltagende civilsamfund er forudsætningen for et stabilt demokrati og for
stabilitet i regioner, der som de central og østeuropæiske er i færd med at undergå
store forandringer. Dette omfatter en stærk NGO-bevægelse, en gennemskuelig
beslutningsproces og adgang for offentligheden til at medvirke heri.
NGO´erne har været med til at sætte miljø på den politiske dagsorden i landene og
har via populær let tilgængelig information styrket den almindelige borgers viden om og
engagement på miljøområdet.
Siden begyndelsen af 90´erne har det regionale miljøcenter i Ungarn (Regional
Environmental Centre; REC) haft som en af sine væsentligste opgaver at støtte NGO´ere i
EU-ansøgerlandene og på Balkan. Tilsvarende nye regionale miljøcentre (New REC´s) er
nu etableret i SNG landene, foreløbig i Rusland, Ukraine, Moldova, Georgien i Kaukasus og
i Kazakstan dækkende Centralasien.
Dansk støtte til NGO-området har hidtil primært været til internationale NGO´ere
via disses kontor i Danmark, til mindre projekter udført af danske NGO´ere, samt til REC
i Ungarn. Endvidere har relevante NGO-grupper indgået som aktører i en lang række af
projekter vedrørende bl.a. naturbeskyttelse, miljøgodkendelser og VVM-procedurer.
Endelig er der ydet støtte til NGO´ernes deltagelse i Environment for Europe-processen.
Behovet for at støtte NGO´erne vil fortsætte de kommende år, i form af støtte til
tilskudsprogrammer og individuelle projekter, der dels kan styrke NGO´ernes muligheder
for dialog med myndighederne i modtagerlandene og dels fremme samarbejdet mellem
østeuropæiske og danske og andre vesteuropæiske NGO´ere på tværs af landegrænser
samt styrke de østeuropæiske NGO´ere i internationale fora. NGO´ernes deltagelse i
investerings- og institutionsopbyggende projekter vil fortsat blive søgt fremmet.
I den fremtidige indsats vil temaer som implementering af prioriterede internationale
konventioner, temaer i relation til EU-udvidelsen herunder særligt integration af miljø
i andre sektorer- samt områder, hvor en øget NGO-indsats bør tilskyndes, blive tillagt
særlig vægt. Det er endvidere et ikke uvæsentligt delmål at støtte organisationerne i
at blive økonomisk selvhjulpne. Endelig vil en særlig indsats overfor de nye
miljøcentre (New RECs) i SNG-landene kunne blive relevant, når disse centre er fuldt
etablerede og funktionsdygtige.
Investeringsbehovene og behovene for opbygning af kapacitet i den offentlige og private
sektor til at håndtere miljøproblemerne i Central- og Østeuropa er meget store. Det er
derfor vigtigt for landene i højere grad end hidtil at inddrage den private sektor,
såvel som den udenlandske kapital, der tilføres til den private sektor, i løsningen af
miljøproblemerne.
Under den centrale planlægning i CEEog SNG-landene udledte industrien og den
energiproducerende sektor ofte stærkt forurenende spildprodukter, som resulterede i høje
koncentrationer af f.eks. tungmetaller og partikler i luft og spildevand. Mange
virksomheder producerede med forældede produktionsmetoder med stærk forurening af
omgivelserne til følge. Realistisk prisdannelse var ikke-eksisterende, hvorfor
virksomhederne kun havde få incitamenter til at optimere stærkt ressourceforbrugende og
affaldsskabende produktioner.
I løbet af de seneste års økonomiske rekonstruktion er mange af de dengang
statsejede industrivirksomheder i CEE-landene blevet - eller er ved at blive privatiseret,
primært i de kandidatlande, som er længst fremme i optagelsesprocessen.
Erfaringerne fra den hidtidige privatiseringsproces i Central- og Østeuropa viser,
at direkte udenlandske investeringer i industrisektoren oftest også medfører en
miljøforbedring. Stærkt forurenende produktioner lukkes, nyt og mere ressourcebesparende
produktionsudstyr samt udstyr til begrænsning af emissioner etableres ofte som en
integreret del af den samlede investering. Enkelte internationale
finansieringsinstitutioner, såsom Verdensbanken og EBRD, har opstillet kriterier og
retningslinier for miljø i forbindelse med direkte udenlandske investeringer som
betingelse for lånoptagelse og investering, hvilket har været medvirkende til at fremme
den private sektors investeringer i miljøforbedringer.
Miljøstøtteordningen vil fortsat støtte projekter, der kan hjælpe myndighederne i
landene med effektivt at implementere EU´s IPPC-direktiv med henblik på at reducere
belastningen fra industrien. Overgangen til integrerede miljøgodkendelser indebærer for
samtlige EUansøgerlande en væsentlig ændring i procedurerne for udstedelse af
godkendelser. Sammenhængen mellem IPPC, VVM- og Seveso direktivet er her særlig vigtig.
IPPC-direktivets krav om anvendelsen af den bedste tilgængelige teknik ("Best
Available Technique; BAT") vil kræve omfattende tekniske ressourcer og en væsentlig
indsats fra både myndigheds og industriside.
Anlæg til modtagelse og behandling af spildevand fra skibe i Szczecin, Polen.
Hvor alle store og potentielt særligt miljøbelastende industrivirksomheders
produktion vil være omfattet af IPPCdirektivets krav om BAT, vil renere
teknologiprojekter stadig kunne spille en vis rolle vedrørende den gruppe af små- og
mellemstore virksomheder (SMEs), som ikke er omfattet af IPPC-direktivet, eller anden
samlet EU-regulering, men som stadig forårsager betydelig forurening.
Dette forudsætter dog, at de individuelle RT-projekter indgår i den relevante
lovgivningsmæssige kontekst, og at der eksisterer passende økonomiske incitamenter for
miljøforbedringer, således at erfaringerne fra det enkelte demonstrationsprojekt får
reel gennemslagskraft og spredes indenfor den pågældende branche.
Erfaringerne vedrørende den private sektors inddragelse i finansiering, drift og
ejerskab af miljøanlæg, eksempelvis drikkevandsforsyning, spildevandsanlæg og
lossepladser, er stadig begrænsede. Hvor der hidtil har været tradition i østlandene
såvel som i Danmark for, at det var det offentlige, som stod som udbyder af sådanne
ydelser, og i lyset af de forventede meget høje offentlige investeringsbehov i Central-
og Østeuropa, er det klart, at andre innovative muligheder for samarbejde mellem den
private sektor og det offentlige nærmere bør undersøges.
Erfaringerne viser dog, at det er en væsentlig forudsætning for succesfuld
involvering af private partnere, at der eksisterer en relevant lovgivningsramme, og at
bl.a. spørgsmål om decentralisering, forsyningskvalitet og prisfastsættelser er vigtige
parametre. Graden af involvering kan variere fra diverse serviceydelser til fuldstændigt
ejerskab.
Udover Miljøstøtteordningen er Miljøinvesteringsfaciliteten for Østlandene (MIØ)
under Investeringsfonden for Central- og Østeuropa og Miljøkreditordningen for
Østlandene (MKØ) instrumenter, der egner sig til at overføre miljøvenlige
produktionsmetoder og -udstyr. Danske virksomheder kan få støtte til etablering af
danskøsteuropæiske "joint ventures" gennem miljøinvesteringsfaciliteten, som
støtter etablering af virksomheder med et miljøforbedrende sigte. Samspillet mellem
Investeringsfonden for Østlandene og Miljøstøtteordningen vil blive søgt styrket
fremover.
Erhvervsfremmestyrelsens sektorintegrerede miljøindsats vedrørende
miljøstyringssystemerne EMAS og ISO 14001 særligt men blik på at indføre bedre kontrol
over virksomheders ressourceforbrug, herunder energi og råvarer, udgør et vigtigt
element i indsatsen vedrørende den private sektor, og støtter yderligere op om
EU-ansøgerlandenes tilnærmelse til EU kravene.
I den fremtidige indsats vil synergien mellem de nævnte instrumenter blive søgt bedre
udnyttet i bestræbelserne på at styrke en markedsøkonomisk udvikling på bæredygtige
vilkår.
Integration af miljøhensyn i andre politikområder, specielt økonomisk tunge sektorer
som energi, industri og landbrug, har været højt på dagsordenen såvel i Danmark som i
EU. I mange tilfælde har de konkrete resultater (endnu) ikke levet op til
forventningerne, selvom adskillige analyser viser, at sektorpolitiske tiltag både har et
større potentiale og er samfundsøkonomisk mere fordelagtige end traditionelle
miljøpolitiske tiltag.
Situationen i ansøgerlandene og i de øvrige lande, som er omfattet af strategien, er
på dette område overvejende den samme som i EU-landene. Og meget tyder på, at
vanskelighederne med at sikre integration af miljøhensynene også er sammenlignelige:
traditionel sektortankegang og manglende incitamenter.
Ansøgerlandenes succes med at integrere miljøhensyn i de økonomiske sektorpolitikker
vil nødvendigvis afspejle udviklingen i EU-landene. Transportsystemerne i de nye
medlemslande skal hænge sammen med EU´s transportsystemer. Energi- og industrisektorerne
skal konkurrere på det indre markeds vilkår, og udviklingen inden for landbruget vil
blive afhængig af den fælles landbrugspolitik. Trods disse udefra fastlagte
rammebetingelser er der imidlertid stadig betydelige muligheder for, at de enkelte lande
forfølger en højere grad af bæredygtighed i deres økonomiske udvikling, på samme
måde som det har været muligt i f.eks. landbrugsog energipolitikken i Danmark.
I sagens natur vil miljøindsatsen på dette område først og fremmest blive varetaget
gennem den sektorintegrerede miljøindsats, det vil sige de programmer, som gennemføres
af de respektive sektorministerier. I indsatsen deltager Fødevareministeriet,
Erhvervsministeriet, Arbejdsministeriet, Indenrigsministeriet (Beredskabsstyrelsen),
Trafikministeriet, By- og Boligministeriet, Undervisningsministeriet samt Energistyrelsen.
Koordineringen af aktiviteterne varetages af Miljø- og Energiministeriet.
Den sektorintegrerede miljøindsats er et led i handlingsplanen for Baltisk Agenda 21,
som blev vedtaget af landene rundt om Østersøen i 1998, har som mål at fremme en
miljømæssig bæredygtig udvikling, baseret på markedsøkonomiske principper i Estland,
Letland, Litauen, Polen og de russiske regioner Skt. Petersborg og Kaliningrad. Baltisk
Agenda 21 har taget sit udgangspunkt i den globale Agenda 21, som blev vedtaget af
FNmedlemmerne i 1992 i Rio. Det er endvidere et hovedformål at støtte ansøgerlandenes
forberedelse til EU.
Aktiviteterne gennemføres som en række partnerskaber mellem en række danske
ministerier og deres kolleger i modtagerlandene. Modtagerlandenes miljøministerier
inddrages i et samarbejde med sektorministerierne om udviklingen af programmer og skal
godkende disse som værende i overensstemmelse med landets miljøpolitik og
handlingsplaner.
På det nukleare sikkerhedsområde gennemfører Beredskabsstyrelsen sektorprogrammer
med det formål at forbedre beredskabet i tilfælde af nukleare uheld samt øge
sikkerheden på atomkraftværkerne.
Energistyrelsens miljøsektorprogrammer gennemføres på fire prioriterede områder:
energieffektivisering, energibesparelser, øget anvendelse af renere brændsler - herunder
biobrændsler, samt støtte til uddannelse og institutionsudvikling indenfor
energisektoren. Formålet er at tilvejebringe økonomisk og miljømæssigt bæredygtige
alternativer til den nuværende energiforsyning, herunder de usikre a-kraftværker, samt
generelt til at nedbringe miljøbelastningen fra energisektoren. Her fokuseres især på
nedbringelse af CO2-emissioner, men også SO2-, NOx emissioner
og partikler har prioritet.
Boligministeriet gennemfører miljøsektorprogrammer på boligområdet med formålet at
fremme energibesparelsesinitiativer i boligmassen.
Fødevareministeriet gennemfører en sektorintegreret miljøindsats på
landbrugsområdet for at begrænse anvendelsen af gødning og bekæmpelsesmidler, samt for
at fremme etableringen af økologisk landbrug.
Det sektorintegrerede miljøprogram på arbejdsmarkedsområdet støtter
kapacitetsopbygning i relation til arbejdsmiljøtilsyn og teknisk inspektion. Der lægges
vægt på et samarbejde mellem sundheds-, miljø-, og arbejdsmiljømyndighederne i
modtagerlandene. En særlig indsats gøres i relation til kemikalievirksomheder og asbest.
Herudover omfatter indsatsen jobskabelse, aktivering og uddannelse indenfor
naturbevarelse/ genopretning, forureningsbekæmpelse, og affaldshåndtering.
Trafikministeriets miljørelaterede indsats på trafikområdet er især iværksat med
henblik på at fremme bæredygtig transport; på at reducere de negative effekter af
transport på miljøet; på at iværksætte specifikke Baltisk Agenda 21 aktioner samt på
assistance med henblik på implementering af EUlovgivningen, samt på at forbedre de
kollektive transportsystemer. Trafikområdets miljøbelastning stammer fortrinsvis fra
person- og lastbiler.
Undervisningsministeriet er i færd med at udvikle deres program på
undervisningsområdet for 2001 og frem.
Den sektorintegrerede miljøindsats indenfor skovsektoren finansieres under
Miljøstøtteordningen.
Udover fortsat at prioritere koordineringen af disse aktiviteter højt, vil Miljø og
Energiministeriet sikre, at princippet om integration af miljøhensyn i andre sektorer i
videst muligt omfang afspejles i de enkelte landeprogrammer, samt at de konkrete
projekter, der vil blive støttet under Miljøstøtteordningen har additionel værdi i
forhold til sektorintegrationsprincippet.
Ignalinaatomkraftværket i Lithauen