Redegørelse om jordforurening 2000

4. Planer for den offentlige indsats i 2001

4.1 Ressourceforbrug i 2001
4.2 Fastlæggelse af indsatsområder

4.1 Ressourceforbrug i 2001

Indsatsen skal i 2001 fortsætte efter de samme principper der var gældende for 2000 hvor den nye lov trådte i kraft.

Miljøstyrelsen forventer i 2001 et ressourceforbrug i stat og amter på ca. 390 mio. kr. Hertil kommer indsatsen fra DSB/Banestyrelsen og Forsvaret. Ca. 200 mio. kr. vil være fordelt over bloktilskud mens der er afsat henholdsvis 18,2 mio. kr. og 15,0 mio. kr. til Værditabsordningen og Teknologipuljen. Amternes budgetlægning er foretaget på denne baggrund.

Tabel 4.1 viser amternes budgetter for 2001.

Tabel 4.1.
Amternes forventede ressourceforbrug på jordforureningsområdet i 2001, mio. kr.

Se her!

Der er en stigning på ca. 33 mio. kr. fra regnskabstallene fra 2000 og de budgetterede tal for 2001 hvis det antages at kontingentet til Amternes Videnscenter er det samme i 2001. Stigningen skyldes at der er afsat flere midler til projektering og afværgeforanstaltninger. Specielt forventer Frederiksborg Amt, Sønderjyllands Amt, Vejle Amt, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune en øget indsats mens Storstrøms Amt og Nordjyllands Amt planlægger en væsentlig indskrænkelse. Amternes prioritering af hvilke opgaver de selv skal udfører og hvilke de skal købe er meget forskellig. F.eks. har de i Københavns Kommune valgt i 2001 i modsætning til 2000 selv at stå for kortlægning, registrering og tilsyn. Det betyder en væsentlig nedgang i de budgetterede udgifterne hertil i 2001. Dette må forventes i nogen grad at blive opvejet med et forøget årsværk forbrug på området. Årsværkforbruget opgøres samlet og ikke fordelt på aktiviteter og omjusteringer af årsværksfordelingen mellem aktiviteterne kan derfor ikke aflæses af budgetterne..

4.2 Fastlæggelse af indsatsområder

Med henblik på den videre offentlige indsats skal amterne udpege de arealer der kan

  1. have skadelig virkning på grundvandet inden for et område med særlige drikkevandsinteresser,
  2. have skadelig virkning på grundvandet i et indvindingsopland for et alment vandforsyningsanlæg eller
  3. have skadelig virkning på mennesker på et areal med bolig børneinstitution eller offentlig legeplads.

Det fremgår af amternes skriftlige indberetning at arbejdet, med fastlæggelse af indsatsområder i nogen amter, allerede er gennemført for allerede kortlagte lokaliteter mens arbejdet i andre amter ved årsskiftet 2000/2001 først var ved at begynde.

Det har ved indberetningen om jordforurening for 2000 ikke været obligatorisk for amterne at indberette indsatsområder i tilknytning til lokaliteten.

Det har derfor ikke været muligt nærmere at opgøre hvor langt amterne er nået med dette arbejde og heller ikke deres nærmere planer for udpegning af indsatsområder.