Renere teknologiprojekter 1997

Miljøvurdering i byfornyelsen

Miljøprojekt nr. 347, 1997
Miljøstyrelsen

Projektet "Miljøvurdering i byfornyelse" er blevet gennemført på Vesterbro i København med det hovedformål at analysere og udvikle den kommunale forvaltnings muligheder for en miljøstyret byfornyelse, hvor der opstilles miljømål, og hvor miljøindsatsen dokumenteres med henblik på en effektiv opfølgning. Projektet har desuden haft til formål at opsamle og systematisere den tilgængelige viden om miljøforanstaltninger.

Projektet er gennemført af Københavns Kommune med Miljøkontrollen som projektansvarlig og med aktiv deltagelse af de kommunale institutioner, som er ansvarlige for byfornyelsens planlægning og gennemførelse samt for miljøplanlægningen i kommunen.

Baggrunden for projektet er et ønske om at medvirke til at realisere de nationale og kommunale målsætninger angående minimering af ressourceforbrug og miljøbelastning inden for bygge- og anlægssektoren.

Den største gevinst er at hente inden for den ældre boligmasse, der er opført, før miljømæssige overvejelser blev aktuelle. Det er derfor naturligt at fokusere på den omfattende byfornyelse for at sikre, at der i denne forbindelse sker en konsekvent inddragelse af renere teknologi og ressourceminimerende løsninger.

Byfornyelsen på Vesterbro er den største og mest omfattende byfornyelse i landet 1990’erne. Københavns Kommune har siden byfornyelsens begyndelse i 1990 gennemført en række forsøgsprojekter med henblik på at afprøve og udvikle renere løsninger inden for teknologien.

Ligeledes er der foretaget potentialeopgørelser og informeret om miljøforanstaltninger. I dette projekt bygges der netop videre på disse erfaringer.

Projektet er koordineret med et tilsvarende projekt "Renere teknologi i byfornyelsen", som gennemføres af Kommunernes Landsforening med støtte fra Rådet for større genanvendelse og mindre forurenende teknologi. Grunden til, at de to projekter gennemføres parallelt, er dels forskellene i kommunernes størrelse og organisatoriske opbygning, dels ønsket om at Københavns Kommunes omfattende erfaringer med økologiske løsninger kommer en bredere kreds til gode.

De to projekter har været fulgt af en fælles styregruppe samt af en intern styregruppe i Københavns Kommune.

Kapitel 2 indeholder et indledende afsnit om projektets afgrænsning, som er efterfulgt af en beskrivelse af projektets arbejdsmetode og organisation i Københavns Kommune. Endvidere redegøres der for forholdet til øvrige aktører og tilstødende projekter samt terminologi.

I kapitel 3 tages der udgangspunkt i bilagsnotatet "Oversigt over miljøforanstaltninger". For hver miljøforanstaltning er der angivet det procentvise bidrag til reduktion af ressourceforbrug og miljøbelastning set i forhold til en traditionel byfornyelse. Det samlede potentiale er opgjort, og med udgangspunkt heri er der fastsat miljømål for de enkelte forsyningsområder. Miljømålene viser en vurdering af, hvor stor en del af potentialet, det er realistisk at gennemføre.

I kapitel 4 redegøres der for byfornyelsens overordnede rammer, herunder lovgivning, planlægning og økonomi. Der fokuseres på de specifikke forhold, der vedrører miljøindsatsen. Derudover beskrives situationen i København med vægt på de enkelte institutioners forvaltningsområder og roller i byfornyelsesprocessen. Endelig vises eksempler på, hvilke miljøforanstaltninger der indgår i eksisterende byfornyelsesprojekter.

Kapitel 5 redegør for de virkemidler, som kommunen har for at sikre implementering af miljømålene og anbefalingerne for byfornyelsen. Kapitlet er koncentreret om kommunens mulighed for at påvirke bygherrer og rådgivers miljøindsats i projekteringen samt om kommunens mulighed for at styrke den interne administration med henblik på miljøstyret byfornyelse. Endelig er der en beskrivelse af forslag til en permanent arbejdsgruppe for miljøvurdering i byggeriet i Københavns Kommune. Selvom projektet hovedsageligt omhandler byfornyelse, er det fundet hensigtsmæssigt, at arbejdsgruppen også varetager miljøvurdering vedrørende nybyggeri.

Kapitel 6 indeholder en konklusion og projektets hovedresultater, som kan skitseres således:
Der bør nedsættes en permanent arbejdsgruppe for miljøvurdering i byggeriet, der har som opgave at revidere mål og anbefalinger, og som derudover skal fungere innovativt omkring effektivisering af miljøindsatsen i byggeriet (renovering og nybyggeri).
Kommunen bør udmelde overordnede mål for miljøindsatsen omkring forbrug af el, varme og vand samt målsætninger omkring affald og naturindhold.
Kommunen bør udmelde anbefalinger om hvilke miljøforanstaltninger, der bør udgøre en miljømæssig standard i byfornyelsen.

Desuden er der fremkommet følgende resultater af projektet:
Et oplæg vedrørende krav til bygherrer og rådgivere i byfornyelsen om at dokumentere miljøindsatsen i projekteringen.
Et oplæg vedrørende udmeldinger af mål og anbefalinger i byfornyelsesprocessen.
En oversigt over miljøforanstaltninger samt en oversigt over kommunens muligheder for at støtte disse i byfornyelsen.
En redegørelse om muligheder for finansiering af miljøforanstaltninger, der ikke kan støttes med byfornyelsesmidler.

Forfatter/udførende institution

Finn Terp, Københavns Kommune, Miljøkontrollen, Helene Hjort Knudsen.

Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi.

ISSN nr. 0105-3094
ISBN nr. 87-7810-720-2