Renere teknologiprojekter 1997

Synliggørelse af produkters miljøegenskaber

Arbejdsrapport nr. 4, 1997
Miljøstyrelsen

Når nogle virksomheder indbygger miljøhensyn i deres produkter er det dels for at minimere miljøbelastningen, dels for at øge produktets konkurrencekraft gennem en synliggørelse af miljøegenskaberne. I dette forprojekt er der udviklet og afprøvet en metode kaldet Miljø-QFD, der kan benyttes til at identificere, hvilke miljøegenskaber der øger produktets konkurrencekraft i markedsføringen, uden at de væsentlige miljøbelastninger på samme tid sættes til side.

I forprojektet er metoden udviklet og afprøvet i et udviklingsprojekt, hvor et nyt koncept for kabinekøleanlæg til biler udvikles. Metodens hovedelementer er to kendte metoder. Fra miljøområdet er det Life Cycle Assessment (LCA), der benyttes til at analysere et produkts miljøbelastninger i hele dets livsforløb. Fra kvalitetsområdet er det Quality Function Deployment (QFD), der benyttes til at afklare, hvilke ønsker interessenterne i produktets livsforløb har, hvordan de vægtes, og hvilke af dem der skal være i fokus for den væsentligste indsats i et udviklingsprojekt.

Forprojektet har gjort det muligt, at virksomheder, som producerer og markedsfører mekaniske og elektromekaniske produkter, med fordel kan benytte en metode, hvor LCA og QFD anvendes i forbindelse med, at der træffes beslutninger vedrørende miljøindsatsens størrelse og fokus. Dermed får miljøindsatsen den bedste grobund, og risikoen for en fejlindsats med hensyn til både udvikling og markedsføring reduceres.

Miljø-QFD har vist sig som et stærkt middel til at samle udviklingsfunktionen, markedsføringsfunktionen og miljøspecialisten. Dette er traditionelt set tre områder, der arbejder med hver deres målsætning. Her virker Miljø-QFD som et "fælles sprog", hvor alle områder kan aflevere resultater og se dem brugt i de resterende områder.

Resultatet af forprojektet udnyttes nu af ClimCon A/S, der bruger det til at målrette deres udviklingsarbejde. Desuden har forprojektet givet resultater, der skal arbejdes med i efterfølgende produktgenerartioner.

De tre institutter IPU, dk-TEKNIK og VKI har nu et metodekoncept, der er på et niveau, som kan benyttes i konkrete industriprojekter.

Forprojektet har vist, at Miljø-QFD, når det blev anvendt i et udviklingsprojekt, har følgende styrker:
Det tvinger projektgruppen til helhedssyn, øger dens motivation og sikrer målrettethed.
Fremsynede virksomheder undgår negative reaktioner fra markedet.
LCA "afmystificeres".
Der skabes et grundlag for en markedsføringsindsats.

I forhold til ClimCon’s udviklingsprojekt er forprojektets væsentligste resultater, at der er skabt overblik over:
Interessenternes (autohandlere, mekanikere, bilisternes interesseorganisation, bilister) miljøønsker.
Hvordan produktkonceptet bør optimeres med hensyn til både en minimering af miljøbelastninger og en maksimering af miljømæssig konkurrencekraft.
Hvilke forhold, der er kritiske i forbindelse med den miljømæssige del af markedsføringen.
Hvordan de miljø- og kvalitetsmæssige egenskaber skal vægtes i udviklingsprojektet.

Forprojektet har bekræftet, at markedsføringen også indeholder et miljøaspekt. Dog først efter at have verificeret miljøegenskaberne ved hjælp af en fuldskala LCA.

I forhold til forprojektets forskningsopgave er de væsentligste konklusioner:
Der kommer meningsfulde og brugbare udsagn fra interviews med interessenter.
Projektgruppen får en meget nuanceret opfattelse af interessenternes adfærd og motiverne bag.
Projektgruppen opnår en indsigt, der ikke kan fås via LCA om f.eks. myter, manglende viden eller miljømæssige motiver.
Miljø-QFD viser, hvilke miljømæssige tiltag der kan give produktet en større konkurrencekraft.

På baggrund af de positive resultater, der er opnået i forprojektet, kan det anbefales at udbygge og færdiggøre metodekonceptet i et hovedprojekt.

Det forslås, at det nuværende metodekoncept færdiggøres og "indpakkes", f.eks. som en håndbog, hvor de enkelte trin og arbejdsopgaver forklares. Derefter bør metoden formidles til danske mekaniske og elektromekaniske virksomheder, som en af metoderne til at få dem til bevidst af indbygge miljøhensyn i deres produkter.

Forfatter/udførende institution

Jesper Olesen, Instituttet for Produktudvikling, Anders Schmidt, dk-TEKNIK, Anette Petersen, VKI institut for vandmiljø.

Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi.

ISSN nr. 0908-9195
ISBN nr. 87-7810-731-8