Renere teknologiprojekter 1997

Massestrømsanalyse for tin med særligt fokus på organotinforbindelser

Arbejdsrapport nr. 7, 1997
Miljøstyrelsen

Formålet med dette projekt har været at gennemføre en detaljeret opgørelse over anvendelsen af tin i Danmark og spredningen af tin til omgivelserne på basis af 1994-forhold. I opgørelsen er der sat særlig fokus på forbrug af og spredning af organotinforbindelser.

Den viden, der præsenteres i rapporten, bygger hovedsageligt på statistiske oplysninger, Produktregistret samt oplysninger fra offentlige institutioner og private virksomheder.

Forbruget af tin til færdigvarer i Danmark var i 1994 på 740-1.280 tons. Den samlede omsætning af tin i det danske samfund var noget større, da der foregik en omfattende import og reeksport med dåseemballage, kobber-tin legeringer, loddetin i elektronik, dåser og kølere samt metallisk produktionsaffald.

Samlet blev der anvendt 640-1.000 tons metallisk tin, hvoraf de væsentligste anvendelsesområder var tinbelægninger på blik til dåser (33% af forbruget), loddetin, som anvendes til elektronik, VVS og emballager (32%) samt kobber-tin legeringer, som især anvendes til elektriske kontakter, ventiler og armaturer (10%). Bortset fra anvendelsen i kobberlegeringer er det karakteristisk, at tin anvendes i produkter, som bortskaffes til forbrænding eller deponi, og at der bortset fra metallisk produktionsaffald således kun foregår en beskeden genanvendelse af metallet.

Der blev i 1994 samlet anvendt 27-43 tons tin med kemiske forbindelser, overvejende i form af organotinforbindelser. Organotinforbindelser er karakteristiske ved, at der til tinatomet er knyttet en eller flere organiske grupper med en relativ stabil covalent binding. Forbindelserne inddeles alt efter antallet af stabilt bundne organiske grupper i mono-, di-, tri- eller tetraorganotinforbindelser. Tetraorganotinforbindelser anvendes ikke i Danmark.

Den primære anvendelse af mono- og diorganotinforbindelser er som stabilisatorer i PVC, hvor stabilisatorerne forhindrer nedbrydning af plasten ved lys- og varmepåvirkning. Det væsentligste anvendelsesområde for tinstabiliseret PVC er klare tagplader, men der anvendes også væsentlige mængder til presenninger, flasker og emballager. Det skal dog bemærkes, at forbruget kan stige markant, hvis blystabilisatorer i PVC erstattes med organotinforbindelser.

Diorganotinforbindelser anvendes i øvrigt i små koncentrationer til katalysatorer i siliconer og polyurethanskum samt en række lim- og malingsprodukter. Forbindelserne anvendes således i en meget lang række produkter, som igen anvendes i færdigvarer som elektronik, fodtøj, køretøjer eller møbler.

Triorganotinforbindelser anvendes på grund af deres biocidvirkning i antifoulingmaling, som forhindrer begroning af skibe, til overflade- eller vakuumimprægnering af træ og blev i 1994 også anvendt i forbindelse med fremstilling af pesticider.

Uorganiske forbindelser blev anvendt til elektrolytiske bade til fortinning af elektronik og maskinelementer. Desuden blev der anvendt uorganiske tinforbindelser til glasurer til keramik og porcelæn.

Der findes ingen vejledende grænseværdier for emission til luften, og der findes generelt kun få målinger af emissioner af tin til luft. Emissionerne fra forskellige processer er derfor i høj grad anslået ud fra litteraturværdier. Den samlede emission til luft er anslået til 0,5-6 tons tin pr. år, der stammer fra fremstilling af jern og stål, glas, cement, keramiske materialer, støbegods samt afbrænding af kul, olie og fast affald.

Der findes ingen målinger af emission af organotin til luft, men der må forventes en beskeden emission fra affaldsbrændingsanlæg og fra glasfremstilling.

Tin i vandmiljøet stammer fra spildevand, afgivelse af organotin fra antifoulingmaling på skibe og tab i forbindelse med påføring og afrensning af antifoulingmaling på skibsværfter.

Tab til vandmiljøet kan enten udtrykkes som tabet til vandmiljøet et eller andet sted i verden som et resultat af anvendelsen af antifoulingmaling i Danmark, eller som det samlede bidrag til de indre danske farvande. Tabet beregnet på baggrund af forbruget af antifoulingmaling i Danmark anslås til 2,9-3,8 tons tin. Af dette anslås danske skibe at være ansvarlig for 12-35%.

På basis af foreløbige undersøgelser af organotin i spildevandsslam vurderes det, at triorganotin i spildevand udgjorde højst 5% og formentlig noget mindre af den samlede tilførsel af triorganotin til vandmiljøet i Danmark, mens anvendelse af antifoulingmaling (tab fra skibstrafik og værfter) gav anledning til de resterende 95%.

Fra skibsværfter er tab med spildevand blevet reduceret kraftigt og er i dag marginalt, men det er stadigt uklart, i hvilket omfang spredning af organotin med aerosoler fra sprøjtemaling og støv fra sandblæsning bidrager til forureningen af vandmiljøet i og nær havne. De foreliggende oplysninger indikerer, at bidraget kan udgøre en væsentlig del af det samlede tab til danske farvande.

Tab af organotin til jord hidrørte fra spredning af slam (0,1-0,9 tons tin), afvaskning og spild af træimprægneringsmidler (0,4-1,4 tons tin), brug af pesticider (0,02 tons tin) eller spredning af støv og aerosoler, der indeholder antifoulingmaling fra skibsværfter (0,03-0,3 tons tin). Da der sker en omsætning af organotinforbindelserne i og på overfladen af de produkter, hvor forbindelserne anvendes, er det ikke sikkert, at de forbindelser, der tabes, er de samme som forbindelserne, der anvendes i produkterne. Der findes generelt kun en meget begrænset viden om, hvilke forbindelser der konkret tabes.

Der forekommer stort set ingen genanvendelse af metallisk tin med udtjente produkter i Danmark. Der indsamles årligt 220-270 tons tinskrot, der eksporteres til genanvendelse i udlandet. Indirekte genanvendelse af organotin forekommer i forbindelse med genanvendelse af PVC tagplader, men i relation til det samlede forbrug af organotin er der tale om beskedne mængder.

Forfatter/udførende institution

Carsten Lassen, Steffan Vaaben og Erik Hansen, COWI.

Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi.

ISSN nr. 0908-9195
ISBN nr. 87-7810-735-0