Renere teknologiprojekter 1997

Miljørigtig projektering – data fra offentlige registre og GIS

Arbejdsrapport nr. 20, 1997
Miljøstyrelsen

Formålet med denne rapport er at kortlægge, hvorledes relevante miljødata kan indhentes fra offentlige og private registre og bearbejdes inden for rammerne af et GIS (Geografisk Informations System) til brug for miljørigtig projektering. Rapporten er defineret som et værktøjsprojekt under "Miljørigtig Projektering . Fase 2, afprøvning og høring". Projektet er et værktøj, der kan anvendes i forbindelse med kortlægning af miljøpåvirkningerne fra et bygge- og anlægsprojekt og disses effekter på projektets omgivelser.

Værktøjsprojektet bygger videre på erfaringer og ideer udviklet under et tidligere gennemført projekt: "ADOR – Anvendelse af Data fra Offentlige Registre", som havde til formål at give et overblik over eksisterende, fortrinsvis offentlige databaser, iværksætte konkrete forsøg med anvendelse af data herfra og knytte denne anvendelse til rådgivernes almindelige arbejde med struktureret edb-anvendelse.

Fase 2 omfatter en videreudvikling og operationalisering af metoder til miljørigtig projektering og er planlagt at forløbe i en treårig periode, som blev afsluttet med en offentlig høring i 1997.

Det primære resultat af fase 2 er "Håndbog i miljørigtig projektering", som består af metodebeskrivelser, vejledninger, miljødata og eksempler. I tilknytning til udviklingen af håndbogen er principperne i miljørigtig projektering afprøvet i konkrete demonstrationsprojekter. Arbejdsrapporten beskriver resultaterne af det udførte miljøarbejde, mens den generelle metodik for miljørigtig projektering er beskrevet i håndbogen.

Når miljøpåvirkningerne ved et projekts fysiske placering og omgivelserne, der påvirkes af støj mm., skal vurderes for at fastlægge omfanget af miljøeffekterne, skal miljøpåvirkningernes udbredelse sammenholdes med de eksisterende forhold.

I projektets første del er beskrevet, hvad der er væsentlig for at etablere en ramme i form af et GIS, hvor de stedstemte data kan behandles som geografiske stedfæstede objekter med tilknyttede egenskabsdata. Til et GIS, der er egnet til miljørigtig projektering, er følgende kategorier af objekter fundet relevante:
Projektforhold.
Naturforhold (flora, fauna, mindesmærker m.fl.).
Planforhold (regionplaner, lokalplaner m.fl.).
Ejendomsforhold (BBR, ESR m.fl.).
Topografi og teknik (topografiske kort, ledningsplaner m.fl.).

Frembringelsen af datagrundlag kan dels ske fra eksisterende offentlige og private registre, dels fra data genereret i det aktuelle projekt. For de eksisterende data er der udarbejdet en "Bruttoliste over databehov og tilhørende dataregistre" (tabel 3.1), hvor der for hver af ovenstående fire kategorier (natur-, plan- og ejendomsforhold samt topografi og teknik) er angivet et antal hovedtemaer med tilhørende temaer med geografisk reference samt kort- og registernavne.

Til hver kort- og registernavn er der udarbejdet et datablad med information om registrets tilhørsste, indhold og geografiske dækning, samt hvordan data kan udveksles med det pågældende register.

I projektet er der yderligere arbejdet med anvendelse af registerdata og GIS i to eksempler nemlig Byomdannelse af et udtjent industriområde i Herning (demonstrationsprojekt nr. 7) og Renovering og udvidelse af Kasted vandværk (demonstrationsprojekt nr. 16). Der er med udgangspunkt i sidstnævnte lavet en billedpræsentation, som kan afvikles på en computer under Windows.

Forfatter/udførende institution

COWI, Scankort I/S, PLF Data A/S.

Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi.

ISSN nr. 0908-9195
ISBN nr. 87-7810-769-5