Effektiviseringspotentiale på forbrændingsanlæg og deponeringsanlæg i Danmark

2. Projektet

2.1 Projektets rammer
2.2 Projektets forløb

2.1 Projektets rammer

Projektet omhandler situationen på forbrændings- og deponeringsområdet i år 2000. Alle data stammer fra år 2000.

Hvis der har været specielle forhold for år 2000 i forhold til tidligere år, er der taget højde for dette i analysen. Anlæggene har nemlig haft mulighed for at angive andre økonomital for året eller bemærke, hvis der har været specielle forhold i år 2000, eksempelvis indkøring af en ny ovn på et forbrændingsanlæg.

Derfor vurderes det, at resultaterne giver et udmærket generelt billede af forholdene på anlæggene.

2.2 Projektets forløb

Projektet er gennemført i følgende aktiviteter:

  1. Definition af spørgeskema
  2. Indsamling af data, opfølgning og validering
  3. Analyse
  4. Formidling

Disse aktiviteter beskrives kortfattet i det følgende.

Definition af spørgeskema

Forud for definition og opbygningen af spørgeskemaet blev de nødvendige data og informationer identificeret. Identifikationen blev foretaget på baggrund af forundersøgelsens resultater og anbefalinger, og følgegruppen blev konsulteret.

Dataidentifikationsprocessen foregik i dialog med Reno-Sam, der i et par år har arbejdet med nøgletals- og proces-benchmarking af affaldsbehandlingen i Danmark. Dialogen med Reno-Sam havde specielt indflydelse på udformningen af spørgeskemaet omkring de økonomiske forhold, idet et spørgeskema udarbejdet af Reno-Sam om økonomiske forhold i tilpasset form dannede udgangspunktet for spørgeskemaet om økonomi. Dette lettede besvarelsen for anlæg, der deltager i Reno-Sams projekt.

Det generelle spørgeskema blev diskuteret med følgegruppen og arbejdsgruppen for at sikre, at der blev spurgt til de produktionsvariable og forhold i øvrigt, der er afgørende for anlæggenes effektivitet.

Indsamling af data, opfølgning og validering

Anden fase af projektet bestod i at indsamle og validere de data, der er anvendt i projektet. Dataindsamlingen blev gennemført fra juni til og med oktober måned 2001.

Helt fra starten af projektet var det højt prioriteret at sikre så god en kvalitet af data som muligt.

Efter modtagelsen af besvarelserne blev de derfor kontrolleret og kvalitetssikret. Kontrollen omfattede en vurdering af konsistensen og sammenligneligheden af data. Dette gav anledning til, at en del problemområder blev identificeret. Som følge heraf er der fulgt op på besvarelser for en lang række anlæg. Anlæggene blev således kontaktet, hvis de oplyste størrelser så forkerte ud, eller hvis nogle centrale oplysninger manglede.

Især har økonomi-oplysningerne været i fokus ved opfølgningen til anlæggene. Det skal dog bemærkes, at en stor del af anlæggene deltager i Reno-Sams benchmarking-projekt. Disse anlægs besvarelser af økonomi-spørgsmålene må derfor formodes at være af høj kvalitet og konsistente.

Oplysningerne er herefter justeret og/eller suppleret. I enkelte tilfælde har COWI måttet anlægge skøn ud fra anlæggenes oplysninger og regnskaber.

Åbenhed og validitet

For at højne kvaliteten af data og for at sikre fuld åbenhed og klarhed om de oplysninger, der benyttes i analysen, blev der efter valideringen og justering sendt et brev ud til hvert enkelt anlæg. I brevet var en række af de mest centrale mængdemæssige og økonomiske størrelser angivet.

Proceduren gjorde det muligt for anlæggene at kontakte COWI, hvis de var uenige i de anvendte størrelser.

Anonymitet

Det skal understreges, at anlæggenes svar er behandlet anonymt, og at det derfor ikke er muligt at identificere enkelte anlæg i resultaterne.

Analyse

Efter indsamling og validering af data fulgte selve analysefasen. Analysemetoden er nærmere beskrevet i afsnit 3.

Formidling

Et vigtigt led i projektet har været at inddrage relevante parter i en dialog om projektet. Affaldsbranchens interesseorganisationer, overordnede myndigheder og andre umiddelbare interessenter er repræsenteret i følgegruppen. Der har endvidere været nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for udvalgte anlæg til diskussion af faglige problemstillinger og diskussion af projektets formål og relevante aspekter fra anlæggenes synspunkt.

Projektet er endvidere præsenteret for Reno-Sams direktørkreds, på et møde om Reno-Sams Benchmarkingprojekt (med en bred kreds af anlæg) og i Elsam-regi. Der har desuden været afholdt et foredrag i forbindelse med SAF’s årsmøde (Sammenslutningen af affaldsforbrændingsteknikere).

Som afslutning på projektet har resultaterne været fremlagt og diskuteret på et møde, hvortil repræsentanter fra alle deltagende anlæg var inviteret.