1.2.1 Behandlingsformer

Tabel 1.1
Behandlingsformer for papir og pap

1.2.2 Ressource og miljøforhold

Miljømæssige forhold vedrørende affaldsbehandling og genanvendelse af pap og papir er tidligere indgående behandlet i en række rapporter om "Miljøøkonomi for papir- og papkredsløb" (Miljøprojekt 294, 1995).

Det grundliggende spørgsmål er om papiret skal genanvendes direkte, hvorved man undgår nogle af de miljøeffekter, der er knyttet til produktionen af nyt papir, men til gengæld får andre miljøeffekter, som er knyttet til indsamling og oparbejdning af papirmassen, eller om det skal forbrændes, hvor der vil kunne ske en udnyttelse af papirets brændværdi.

Udover træ anvendes der ved papirfremstillingen en række kemikalier til blegning, kogning, deinking (af genanvendelsespapirmasse), ligesom papiret tilsættes lim og fyldstoffer som kalk og kaolin. Genanvendelse af papir kræver mindre brug af kemikalier end fremstilling af nyt papir.

Tabel 1.2
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af papir

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Overordnet set er det de energiafledede miljøeffekter der er i centrum ved de to vigtigste behandlingsformer for papiraffald, specielt forhold omkring de substituerede energiressourcer kan være væsentlige. Ressourceforbruget til fremstilling af papir er hovedsagelig træ som er en fornyelig ressource, hvorfor dette er mindre afgørende.

Eutrofieringen af vandmiljøet kan være betydelig hvis spildevandet fra papirproduktion ikke renses. Spildevandsrensning ved papirproduktion er i dag almindeligt hos nordiske papirproducenter.

I forhold til udledningen af toksiske stoffer til miljøet er der de senere år sket en betydelig reduktion, idet chlorblegning af papir er erstattet af mindre miljøbelastende processer. Der er dog stadig risiko for udledning af toksiske stoffer fx ved deinking af papir til genanvendelse.

Arbejdsmiljøbelastningen ved sortering af papir til genanvendelse kan være betydelig, men datagrundlaget for vurderingen er mangelfuldt.

1.2.3 Datagrundlag

Tabel 1.3
Datakilder vedrørende papiraffald

Det fremgår at ovenstående at det vil være muligt at få en årlig opdateret opgørelse af forbrug, forbrænding samt genanvendelsesprocenten for papir. For 1998 var den 50%. Desuden vil det i et vist omfang være muligt at få en løbende opgørelse af anvendelsesområderne for papir.

1.3 Flasker og glas

Til flasker og glas regnes alle produkter af glas, undtagen glas i elektriske eller elektroniske produkter. Grunden til denne skelnen er, at der knytter sig særlige problemstillinger til de tekniske glastyper.

1.3.1 Behandlingsformer

For flasker og glas er det relevant at skelne mellem følgende behandlingsformer:

Tabel 1.4
Behandlingsformer for flasker og glas

1.3.2 Miljø- og ressourceforhold

Fremstilling af glas ud fra råstoffer eller ved omsmeltning af glasskår til nyt glas kræver energi. Også direkte genbrug af fx flasker kræver energi til transport og rensning af flaskerne.

Ved genbrug af flasker vil der kunne spares ressourcer til produktion af nyt glas. De vigtigste råstoffer til glasfremstilling er soda, sand og kalk, men der anvendes herudover en række hjælpestoffer. Substitution af råstoffer vil ske ved såvel genbrug som genanvendelse af glas.

Tabel 1.5
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af glas og flasker

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Ved deponering eller ved genanvendelse i form af slagger fra affaldsforbrænding må glas formodes at substituere råstoffer som grus og sand, der har mindre ressourceværdi end glas til omsmeltning. Anvendelsen af slaggen fra affaldsforbrænding til anlægsformål, kræver dog at glasset er forbrændt sammen med andre ting, der ikke forårsager miljøbelastende stoffer i slaggen, som fx tungmetaller.

Det er de energiafledede miljøeffekter, der er i centrum ved forskellene mellem genbrug eller genanvendelse af glasskår og ved deponi eller via slagge fra forbrændingsanlæg. Forskellene er imidlertid ikke meget markante ved valget mellem genanvendelse eller omsmeltning.

Ressourceforbruget til fremstilling af nyt glas drejer sig hovedsagelig om ressourcer der i Danmark findes i store mængder. For glas der indeholdes i slagge, som benyttes til anlægsmateriale, vil ressourcen sand være genindvundet, da slaggen substituerer anden anvendelse af sand. Deponering vil derimod medføre, at ressourcerne tabes.

Ved genbrug af flasker er der behov for vask af flaskerne, hvilket kan give anledning til eutrofiering ved udledning med spildevandet. I Danmark er problemet dog begrænset ved rensning af spildevandet.

Der kan i mindre omfang være tale om at der anvendes toxiske stoffer i forbindelse med rensning af glasflasker. Ved fremstilling af nyt glas kan anvendelse af formolier og andre hjælpestoffer muligvis også give anledning til en (mindre) belastning med toksiske stoffer.

Glas der deponeres - enten direkte eller i form af slagger fra affaldsforbrænding - vil øge den samlede volumen af affaldet og dermed deponeringsbehovet. Deponeret glas uden indhold af tungmetal kan ikke regnes at have langsigtede toksiske konsekvenser, men vil blandet med andre affaldsfraktioner bidrage til den samlede volumen.

1.3.3 Datagrundlag

Tabel 1.6
Datakilder vedrørende flasker og glas

1.4 Plast

Plast er en meget kompleks gruppe fordi mange plasttyper udover råpolymeren indeholder en lang række additiver: Stabilisatorer, flammehæmmere, blødgørere, pigmenter mm. Der er således en række vigtige forhold, der vil være forskellige for enkelte plasttyper, som gør det vanskeligt at behandle plast under ét. PVC skiller sig ud med særlige problemstillinger.

1.4.1 Behandlingsformer

For plast er det relevant at skelne mellem følgende behandlingsformer:

Tabel 1.7
Behandlingsformer for plast

1.4.2 Ressource- og miljøforhold ved plast (undtagen PVC)

Miljøprofiler for forskellige plasttyper, eksempelvis PET (APME, 1998), er udarbejdet af den europæiske plastorganisation APME. Ved produktion af plast vil der udover de energirelaterede miljøeffekter bl.a. kunne være et væsentligt bidrag til fotokemisk ozondannelse (VOC emission) samt affaldsproblemer knyttet til bl.a. svovl og tungmetaller, som oprenses fra råolien ved produktion af plastråvarerne. Ved såvel genbrug som genanvendelse af plast vil der kunne ske en miljø- og ressourcemæssig besparelse.

Ved indirekte genanvendelse af plast vil det ofte være sådan, at der ikke sker en hensigtsmæssig udnyttelse af de tilsætningsstoffer, som plasttyperne i affaldet indeholder. I relation til tungmetaller og ressourceforbrug til produktion af additiverne vil det derfor være relevant at regne indirekte genanvendelse lig deponering.

Der knytter sig særlige problemer til genanvendelse af plasttyper indeholdende tungmetaller eller andre uønskede stoffer, da stofferne ved genanvendelsen holdes i omløb og potentielt spredes til omgivelserne.

Ved forbrænding sker der til en vis grad en genvinding af energien i plasten, men for nogle plasttyper er energiforbruget til produktion af plasten væsentlig større end energimængden der kan genvindes. Udover PVC er det kun en beskeden mængde plast, der indeholder halogener i selve polymerstrukturen, men halogenerede additiver er udbredte især i form af chlorerede og bromerede flammehæmmere. Ved afbrænding af plast vil der således kunne ske emissioner af problematiske stoffer, især dioxin, ligesom der i forbindelse med røggasrensningen vil dannes væsentlige mængder røggasrensningsprodukter, som tilsættes for at neutraliserede de dannede syrer.

Ved såvel forbrænding som deponering af plast indeholdende tungmetalholdige pigmenter (bly, cadmium, kobber, zink) vil der kunne være langsigtede toksiske effekter.

Ved genanvendelse er der et væsentligt tab af plast; således bliver ca. ¼ af den indsamlede emballageplast behandlet som affald i forbindelse med genanvendelsen (Jacobsen & Hansen 1997). Dette peger på, at det ved en beregning vil være nødvendigt også at indregne skæbnen af de materialer, der går til genanvendelse.

1.4.3 Miljø- og ressourceforhold for PVC

PVC'ens indhold af chlor afstedkommer en række specifikke miljøeffekter både i tilknytning til produktion af chlor og ved behandling af affaldet. Ved afbrændingen dannes der dioxiner og saltsyre, og ved røggasrensningen dannes der større mængder restprodukter end den afbrændte PVC.

Hertil kommer, at hård PVC ofte som stabilisatorer indeholder bly, cadmium og andre tungmetaller, der giver problemer ved affaldsbehandlingen.

Disse forhold taler for, at PVC i første omgang opgøres særskilt ud fra en forventning om, at den miljømæssige gevinst ved direkte genanvendelse er mere udtalt for PVC end for de øvrige plasttyper. Denne antagelse skal dog verificeres.

Tabel 1.8
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af plast.

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Ved en sammenfattende vurdering af de miljø- og ressoucemæssige forskelle på genanvendelse eller forbrænding af plast er der flere aspekter, som vil være af betydning. Vigtigt er ressource- og energiforbrug til fremstilling af plast, hvor der ved genanvendelse til nye plastprodukter kan spares energiressourcer, da plast er fremstillet af olie. Ved forbrænding af plast vil energiudvindingen medføre substitution af anden energi. Samlet set er der energi- og ressourcemæssigt formentlig ikke markant forskel på om plast genanvendes eller forbrændes.

Emissioner og affald knyttet til behandling af plast kan derimod være betydelige – specielt vedrørende PVC. På emissionssiden er det især indholdet af forsurende stoffer (HCL), der giver problemer – evt. "konverteret" til et affaldsproblem for deponering af røgrensningsprodukter. De fleste plasttyper kan indeholder tungmetalrester fra farve- og tilsætningsstoffer. PVC kan desuden give anledning til dannelse af dioxiner, hvorfor tox-effekt ved plastafbrænding er et meget væsentligt område.

Udover deponering af evt. røgrensningsprodukt, deponeres der også ved genanvendelse en del plast, der ikke er rent eller ikke kan sorteres. Dette kan udgøre en væsentlig andel.

Endelig bør det også nævnes, at ved sortering af plast til genanvendelse, kan der være arbejdsmiljømæssige problemer, hvilket dog er dårligt undersøgt.

1.4.4 Datagrundlag

Tabel 1.9
Datakilder vedrørende plast

*) I Plastemballagestatistikken er angivet tal for plastemballageindsamlingen opdelt på plasttyperne: LDPE, HDPE, EPS, PP, PET, PS og "Andet plast" (Jacobsen & Hansen 1997). Indsamlingsprocenten, og dermed mængden af plastemballage, der ikke indsamles til genanvendelse, beregnes i opgørelserne ved at sammenholde de indsamlede mængder med forsyningen af plastemballage.

Plastemballagen udgør på europæisk plan omkring 57% af de samlede mængder plastaffald inkl. PVC (Jacobsen & Hansen 1997). For de øvrige plastaffaldstyper føres der ikke en løbende statistik, men dette plast bliver aktuelt så godt som 100% forbrændt eller deponeret.

Der foretages ikke en løbende opgørelse af forbrænding og deponering af PVC, men indsamlingsprocenter for PVC i bygningsaffald er estimeret i flere PVC-undersøgelser. Den seneste opgørelse vedrører 1996 (DCA, 1999A).

1.5 Madaffald og andet organisk affald

1.5.1 Behandlingsformer

For madaffald og andet organisk affald som er kildesorteret, er det relevant at skelne mellem følgende behandlingsformer:

Tabel 1.10
Behandlingsformer for madaffald mv.

1.5.2 Miljø- og ressourceforhold

Det erhvervsmæssigt indsamlede organiske affald består hovedsageligt af madaffald, der direkte kan bruges som dyrefoder. Dette bruger energi til forarbejdning, men dog langt mindre end fremstilling af foder på basis af nye råvarer.

Husholdningsaffald består for en meget stor del af organisk materiale. Det er dog foreløbig ret begrænset hvor meget husholdningsaffald der kildesorteres, men området er højt prioriteret i Affald 21. Den største del anvendes til kompostering, men en mindre del forsøges anvendt i biogasanlæg. Endelig kan en stor del af det organiske husholdningsaffald hjemmekomposteres, hvilket ikke udnytter affaldets energiindhold, men til gengæld sparer energi til transport af affaldet.

Energi- og ressourcemæssigt giver forgasning den bedste udnyttelse, idet man udvinder både energi og udnytter materialets næringsstoffer som gødning, som ikke indeholder væsentlige mængder tungmetaller o.lign. Udslip af methangasser fra forgasningsprocessen og pga. ufuldstændig forbrænding af gassen kan give et væsentligt bidrag til drivhuseffekten.

Tabel 1.11
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af madaffald

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Forbrænding af madaffald giver et ringe energiudbytte p.g.a. det høje vandindhold, der kan give anledning til dårlig forbrænding. Samtidig kan indholdet af chlor, bl.a. i husholdningssalt, give anledning til dannelse af miljøproblematiske stoffer i forbrændingsprocessen.

Sammenfattende synes der at kunne være energi- og ressourcemæssige fordele ved at genanvende madaffald til dyrefoder, idet fremstilling af nye foderstoffer kræver energi, og behandling af madrester ikke giver et stort energiudbytte ved forbrænding med husholdningsaffald. Muligheden for at udnytte madaffald sammen med andet organisk affald til biogasfremstilling giver muligvis også en god udnyttelse, idet der både genvindes energi- og næringsstofressourcer. Til gengæld vil forgasning kunne give et væsentligt bidrag til drivhuseffekten.

Ved afbrænding af madaffald vil indholdet af husholdningssalt være med til at øge risikoen for dioxindannelse, som er stærkt toksisk.

Endelig vil der kunne være arbejdsmiljømæssige forhold omkring håndteringen af madaffaldet, som ikke er undersøgt.

1.5.3 Datagrundlag

Tabel 1.12
Datakilder vedrørende madaffald mv.

ISAG-systemet indeholder data for de mængder, der indsamles til dyrefoder fra virksomheder og institutioner samt kildesorteret dagrenovationsaffald. Den potentielle mængde organisk affald fra husholdningsaffald er betydelig, men der findes ikke løbende opdaterede opgørelser heraf. Den seneste opgørelse er fra 1994 (Miljøprojekt 264), hvor madaffald er opgjort til at udgøre 36% af dagrenovationen. Videncenter for affald udarbejder løbende en kompoststatistik, der skønsmæssigt opgør mængderne af hjemmekomposteret husholdningsaffald (Domela, I. 1999).

1.6 Grene, blade, græs mv. (samt kompost)

1.6.1 Behandlingsformer

Ved behandling af indsamlede grene, blade, græs mv. skelnes mellem følgende behandlingsformer:

Tabel 1.13
Behandlingsformer for grene og blade mv.

1.6.2 Miljø- og ressourceforhold

Miljø- og ressourcemæssigt er der væsentlig forskel på om materialet udnyttes til flis og kompost, eller det forbrændes med eller uden energiudnyttelse. Ved en energimæssig betragtning vil transportbehovet ved de forskellige behandlingsformer også skulle inddrages.

Ved forbrænding i det åbne land mistes energi og ressourcer. Da afbrænding på bål ikke giver optimale forbrændingsforhold, vil forureningen med fx PAH kunne være betydelig.

Materialet vil ved opbevaring og kompost til en vis grad forgasse, hvorved der udvindes methangas, der bidrager til drivhuseffekten.

Tabel 1.14
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af haveaffald

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Omdrejningspunktet for vurderingen vil være energi, idet ressourcen er fornyelig. Men i et livscyklusperspektiv kan energibetragtningerne være ret omfattende. Fx kan udnyttelse ved forbrænding reducere forbruget af andre ikke fornyelige ressourcer, mens anvendelse som kompost eller flis kan reducere forbruget af gødning, som også kræver energi til fremstilling.

Alt organisk materiale kan bidrage til drivhuseffekten, hvis det opbevares, så der kan starte en forgasningsproces – eller fx ved hjemmekompost.

1.6.3 Datagrundlag

Tabel 1.15
Datakilder vedrørende haveaffald

ISAG-systemet indeholder data for de indsamlede mængder materiale samt statistik for de anvendte (fraførte) mængder kompost og flis. I 1997 blev over 90% af den komposterede mængde anvendt samme år, resten blev oplagret. Godt halvdelen blev anvendt i private haver.

Bark og træflis bliver ikke registreret i ISAG hvis det behandles og anvendes direkte på stedet i parker, kirkegårde mv.

1.7 Jern og metal

1.7.1 Behandlingsformer

For jern og (andet) metal er det relevant at skelne mellem følgende behandlingsformer:

Tabel 1.16
Behandlingsformer for jern og metal

1.7.2 Miljø- og ressourceforhold

Ved genanvendelse opnås ud over en ressourcemæssig og energimæssig besparelse også en reduktion i de miljøeffekter, der er knyttet til udvindingen af metallerne. Af væsentlige miljøeffekter er spredning af tungmetaller ved råstofudvinding, forsuring, drivhuseffekt, beslaglæggelse og mere langsigtet ødelæggelse af landarealer, men også andre effekter af betydning. Ved udvindingen produceres der ofte store mængder affald, eksempelvis omkring 300 tons affald for hvert ton kobber. For metallerne er det således meget væsentligt at medregne de tidligste faser af materialernes livscyklus.

Det indsamlede jern og metal bliver alt sammen sendt til genanvendelse. Der vil dog være et vist tab i forbindelse med genanvendelsen. Metallerne anvendes ofte i legeringer, og ved genanvendelsen kan der ske et lødighedstab, idet de kvaliteter, som legeringselementerne bibragte legeringen, ikke udnyttes i det sekundære materiale. I tilgift kan legeringselementerne i stedet blive til forureningselementer i det sekundære materiale, som eksempelvis kan forekomme ved omsmeltning af stål eller aluminium. Disse tab i lødighed skal betragtes som ressourcemæssige tab af legeringselementerne.

Tabel 1.17
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af metalaffald

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

For metaller, som forbrændes eller deponeres, kan det være væsentligt at skelne mellem tungmetaller (bly, kviksølv, cadmium mv.) og øvrige metaller (jern, aluminium, magnesium).

Overordnet vil ressourcemæssige og energiafledte miljøeffekter være i centrum for alle metaller, men der vil i forbindelse med råstofudvinding og oparbejdelse af råstoffer være en lang række miljøeffekter, der er specifikke for de enkelte metaller. Fx udledes der i forbindelse med udsmeltning af aluminium kræftfremkaldende stoffer (PAH) samt forsurende stoffer.

For tungmetallerne er der udover en væsentlig ressourcedimension også en vigtig problemstilling omkring de langsigtede toksiske effekter af tungmetaller der deponeres eller indgår i slagger anvendt til anlægsformål. En del af tungmetallerne kan desuden ende i filterstøv, fx i forbindelse med forbrænding af metaldele, som også skal deponeres.

Ved deponering af metaller i stedet for genanvendelse vil der ved en livscyklusbetragning ikke kun opstå et deponeringsbehov ved affaldsbehandlingen, men i høj grad også ved udvindingen af nye materialer, idet minedrift ofte giver store affaldsmængder.

Arbejdsmiljømæssigt er der ikke foretaget samlede opgørelser over fordele og ulemper ved fremstilling af nye metaller i forhold til genanvendelse. Der findes dog en del data på fremstilling af nyt metal, hvor bl.a. minedriften kan give anledning til mange ulykker (Schmidt, 2000).

1.7.3 Datagrundlag

Tabel 1.18
Datakilder vedrørende metaller

Den aktuelle affaldsstatistik angiver under jern- og metalskrot den samlede mængde af jern- og metalskrot, som indsamles til genanvendelse. Der er ingen oplysninger om de enkelte metaller, ligesom indsamlingsprocenten ikke er beregnet. Det angives i Affaldsstatistik 1997 at genanvendelsesprocenten for jern- og metalskrot er over 90%. Den høje indsamlingsprocent skyldes, at indsamlingsprocenten for jern og stål er meget høj, og at jern og stål udgør langt hovedparten af den samlede mængde metal. Indsamlingsprocenten for de fleste af de øvrige metaller ligger ifølge de gennemførte massestrømsanalyser generelt under 90%.

En forudsætning for at kunne regne på de ressource- og miljømæssige konsekvenser af affaldsbehandling af jern og metal i detaljer er, at der foreligger specifikke oplysninger om handtering af de enkelte metaller, eller i det mindste de vigtigste. I første omgang kan der til indledende beregninger evt. tages udgangspunkt i de massestrømsanalyser, der er udarbejdet for de fleste af metallerne.

Samlet må det siges, at det statistiske grundlag på nuværende tidspunkt vanskeliggør en mere detaljeret opgørelse for jern og metal.

1.8 Autogummi

1.8.1 Behandlingsformer

Ved behandling af autogummi (dæk) skelnes mellem følgende behandlingsformer:

Tabel 1.19
Behandlingsformer for autogummi

1.8.2 Miljø- og ressourceforhold

Autogummi fremstilles overvejende af kunstgummi med relativt højt energiforbrug til fremstilling af gummimaterialet. Dækaffald forarbejdes hovedsagelig på en virksomhed i Danmark. De bedste dæk kan regummieres, og de øvrige granuleres. Ved granuleringen frasepareres eventuelle metaldele af rustfrit stål, der bl.a. indeholder nikkel.

Ved forbrænding af granuleret kunstgummi genvindes kun ca 20-25% af energien til fremstillingen.

Ved regummiering spares der energi i forhold til fremstilling af nye dæk.

Ved anvendelse af gummi til belægningsmateriale erstatter det ofte materialer, der er langt mindre energikrævende at fremstille, men har også nogle egenskaber, der er ønskede til forskellige formål.

Tabel 1.20
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af dæk

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Omdrejningspunket ved vurdering af miljømæssige forskelle mellem genbrug, genanvendelse eller forbrænding af dæk er de energi- og ressourcemæssige forhold, idet fremstillingen af nye dæk kræver energi- og råmateriale i form af olie samt evt. nikkel til rustfrit stål.

Ved forbrænding af dæk uden forudgående granulering eller ved deponering går ressourcerne, der indgår i det rustfri stål, tabt.

1.8.3 Datagrundlag

Tabel 1.21
Datakilder vedrørende dæk mv.

ISAG-systemet indeholder oplysninger om autogummi. Denne statistik kan suppleres med Dækbranchens statistik over tilbagetagnings-ordningen og statistik over regummiering og granulering til gummipulver (Orientering nr. 3, 1998). Store dæk (lastbiler og traktorer mv.) er først fra 1999 omfattet af reglerne samt statistikken.

1.9 Beton og tegl

1.9.1 Behandlingsformer

Ved behandling af beton og tegl er der følgende muligheder:

Tabel 1.22
Behandlingsformer for beton og tegl

1.9.2 Miljø- og ressourceforhold

Tegl– og mursten kan ved skånsom nedrivning i et vist omfang genbruges efter rensning og sortering. Processen er arbejdskrævende, men er energi- og ressourcemæssigt en god løsning, idet energiforbruget til fremstilling af nye sten spares.

Indirekte genanvendelse ved nedknusning genanvender ressourcer til erstatning for grus mv. Ved anvendelse som tilslagsmateriale i ny beton udnyttes betonens hærdende egenskaber ikke, og anvendelsen erstatter således ressourcer som grus og småsten.

Ressourcer anvendt til armeringsjern i beton kan evt. genanvendes ved nedknusningen, men formentlig anvendes armerede betondele ofte til fyld i havnearealer mv., hvorved ressourcerne som indgår i armeringsjern, tabes.

Tabel 1.23
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af beton og tegl.

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Energiforbruget til nedknusning og transport skal ses i forhold til opgravning og transport at nyt fyldmateriale, og kan skønsmæssigt være af samme størrelsesorden. Ved genbrug af tegl, som dog kun praktiseres i begrænset omfang, opnås en lidt større energigevinst.

En god kildesortering af bygningsaffald er vigtig for at undgå forurening med toxiske stoffer i bl.a. trykimprægneret træ, PVC samt elektriske artikler. Dette praktiseres allerede i vid udstrækning, og fokus på miljørigtig projektering vil kunne være med til at sikre at det også er muligt fremover.

Landskabsmæssigt er genanvendelse ved nedknusning fordelagtigt, dels ved at reducere udgravning af nyt materiale, dels ved mindsket behov for deponi.

1.9.3 Datagrundlag

Tabel 1.24
Datakilder vedrørende beton og tegl

Mængden af genanvendt materiale fremgår af ISAG-systemet. Videncenter for Affaldsminimering og genanvendelse udarbejder en særlig statistik vedr. Bygge- og anlæg (Eriksen, 1998). Heraf fremgår også hvilke mængder der årligt genereres, hvilket giver grundlag for at beregne, hvor stor del af byggeaffaldet, der genanvendes. I 1997 blev over 91% som fyldmateriale.

1.10 Asfalt

1.10.1 Behandlingsformer

Ved behandling af asfalt er der følgende muligheder:

Tabel 1.25
Behandlingsformer for asfalt

1.10.2 Miljø- og ressourceforhold

Asfalt genindvindes i vidt omfang - efter oprivning af vejbelægning eller direkte i forbindelse med "affræsning" af vejbelægningen, hvor der sker en nedknusning, opvarmning og tilsætning af mere bitumen. Dette kan ske enten ved transport til behandlingsanlæg eller på mobile anlæg. Selvom der kræves energi til opvarmning og transport, er de miljø- og ressourcemæssige fordele i forhold til fremstilling af ny asfalt åbenbare, og metoden anvendes i vid udstrækning, Kun asfalt blandet med andet materiale – fx beton – deponeres eller knuses til fyldmateriale.

Tabel 1.26
Væsentlige miljøforhold ved deponering kontra genanvendelse af asfalt

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Ved genanvendelse af affald spares der altså energi og ressourcer, men først og fremmest spares der depotplads til asfaltaffald. De forskellige typiske håndteringer af asfaltaffald synes umiddelbart ikke at give anledning til væsentlige forskellige forurening med toksiske stoffer.

1.10.3 Datagrundlag

Tabel 1.27
Datakilder vedrørende asfalt

Den behandlede mængde på stationære anlæg registreres i ISAG-systemet. Ved direkte genbrug af asfalt til ny vejbelægning på stedet skal de behandlede mængder ikke indberettes som affald til ISAG. Videncenteret for Affald har udarbejdet en mere detaljeret undersøgelse af, hvordan asfaltaffald håndteres. Heraf fremgår at stort set al asfaltaffald genanvendes (Eriksen, 1998).

1.11 Andet bygge- og anlægsaffald

Gruppen består af blandet bygningsaffald som træ, isoleringsmateriale, glas, metal, pap, plast og problemaffald (fx elektriske installationer) samt ren jord.

1.11.1 Behandlingsformer

Ved behandling af blandet bygningsaffald kan følgende behandlingsformer være relevante:

Tabel 1.28
Behandlingsformer for andet bygge- og anlægsaffald

1.11.2 Miljø- og ressourceforhold

I det omfang materialet ikke kan fraktioneres og genanvendes, vil der ske 100% ressourcetab ved deponering.

Ved såkaldt selektiv nedrivning sorteres materialerne ved nedrivningen. Herved kan der opnås meget høj genanvendelsesprocent (over 90%). Hvis konstruktionen indholder asbest, skal der tages arbejdsmiljømæssige hensyn ved nedrivningen.

Bygningsmateriale kan desuden indeholde miljøproblematiske stoffer i fx trykimprægneret træ eller elektriske komponenter. Det drejer sig især om forskellige tungmetaller. Bortset fra materialer af træ og papir vil de øvrige materialer ikke nedbrydes over en kort tidshorisont, og affaldet vil kræve deponeringsarealer.

Tabel 1.29
Væsentlige miljøforforskelle ved deponering, forbrændning eller genanvendelse af bygningsaffald

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Ved sortering af bygningsaffaldet sker en reduktion af deponeringsbehovet, og dermed også muligheden for at reducere de langsigtede toksiske virkninger fra deponering af den mest miljøbelastende del af affaldet.

Der er også energi- og ressourcemæssige fordele ved en bedre sortering af bygningsaffaldet, selvom de ikke er i centrum i de forskellige behandlingsformer for denne fraktion.

1.11.3 Datagrundlag

Tabel 1.30
Datakilder vedrørende andet bygge- og anlægsaffald

Gruppen indgår i ISAG systemet, og Videncenteret for Affald har udført nærmere undersøgelser vedrørende bygning- og anlægsaffald. Det er imidlertid ikke undersøgt, hvordan den blandede ISAG-fraktion "andet bygge og anlægsaffald "er sammensat. Affald 21 har en målsætning om at en større del af bygningsaffaldet skal kildesorteres, specielt skal miljøproblematiske materialedele som trykimprægneret træ og elektriske artikler sorteres fra.

1.12 Træ

1.12.1 Behandlingsformer

Fraktionen består af træ indsamlet fra erhverv samt bygge- og anlægsvirksomhed. Træ til emballage er også omfattet. Ved behandling af træ er der følgende muligheder:

Tabel 1.31
Behandlingsformer for træ

1.12.2 Miljø- og ressourceforhold

Træ er en fornyelig ressource, og i det omfang det forbrændes erstatter det anden energianvendelse. Ved genbrug eller direkte genanvendelse spares der energi til skovning, transport og forarbejdning, og ressourcen kan herefter stadig erstatte energi til opvarmning mv. ved affaldsforbrænding.

Et særligt miljømæssigt problem er imprægneret træ, hvor anvendelsen og affaldsmængderne er kraftigt stigende. Imprægnering med creosot og svampedræbende midler kan nedbrydes ved findeling og forbrænding ved tilstrækkelig høj temperatur. Er der derimod tale om tungmetalholdige imprægneringsmidler, kræves der af miljømæssige hensyn kontrolleret deponering. Der er dog metoder under udvikling, der ved findeling og elektrolytisk behandling kan genvinde tungmetallerne, hvorefter restmaterialet vil kunne forbrænde (Willumsen, DTU 2000).

Tabel 1.32
Væsentlige miljøforskelle ved forbrænding, deponering og genanvendelse af træaffald

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

For træ må man skelne mellem rent træ og trykimprægneret træ. Det rene træ i affaldet er mest interessant som en energiressource. Dog kan farve-pigmentering i maling også udgøre et toksisk problem.

For trykimprægneret træ er det miljømæssigt mest afgørende, hvordan de toksiske stoffer, der anvendes til imprægneringen, skal håndteres. Hvis stofferne kan uskadeliggøres ved forbrænding, giver det samtidig besparelser på energiressourcerne. Er deponering nødvendig, er der tale om en langsigtet risiko for udslip af fx tungmetaller til omgivelserne.

1.12.3 Datagrundlag

Tabel 1.33
Datakilder vedrørende træ

Træ indsamlet til oparbejdning indgår som ISAG-fraktion.

Dansk center for affald har udgivet en statistik over produktion, forbrug og behandling af imprægneret træ (DCA, 1999A). En vanskelighed ved beregning af mængden af træ til behandling er, at der kan gå en lang årrække mellem anvendelsen og affaldsbehandling.

1.13 Jord og sten

1.13.1 Behandlingsformer

Ved behandling af jord og sten er der følgende muligheder:

Tabel 1.34
Behandlingsformer for jord og sten

1.13.2 Miljø- og ressourceforhold

Direkte genanvendelse ved rensning for fx olieforurening sker enten ved stationære og mobile anlæg eller evt. ved behandling uden opgravning. Ved brug af mobile anlæg samt ved behandling uden opgravning reduceres energiforbruget til transport.

Behandlingsmetoderne spænder fra bakteriologisk behandling, udvaskning, opvarmning eller forbrænding, hvor de energi- og miljømæssige forhold knyttet til behandlingsmetoden er vidt forskellige. Valget af behandlingsmetoden afhænger også af hvilken forurening der er tale om.

Uden at gå i detaljer med behandlingsmetoderne, så kan det konkluderes at opgravning og transport til behandlingsanlæg er dyrt og energikrævende. Til gengæld fjernes der væsentlige forureninger, der ellers vil udvaskes til grundvandet. Opgravning og deponering af forurenet jord kræver sikrede depoter af betydelig størrelse, hvorfor rensning givetvis er at foretrække.

Ved behandling på stedet, med eller uden opgravning, kan der spares meget energi til transport i forhold til behandling på stationære anlæg. Metoderne til behandling på stedet er ikke altid effektive eller hurtige nok, og derfor vælges meget ofte transport til behandlingsanlæg.

Tabel 1.35
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af jord og sten.

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Det væsentligste miljøproblem ved behandling af forurenet jord er risikoen for udledning af toksiske stoffer til omgivelserne. Ved deponering optages deponeringsplads, og hvis der fx er tale om tungmetalforurening, udskydes problemet blot til senere.

Ved rensning af jorden vil eventuel transport til behandlingsanlæg kræve energi, og der er også nogle behandlingsmetoder, der er energikrævende.

1.13.3 Datagrundlag

Tabel 1.36
Datakilder vedrørende jord og sten

Mængden af jord, såvel ren jord uden afgift til afdækning som afgiftsbelagt jord til rensning eller deponi, indgår i ISAG-systemet. Derimod indgår ren jord til deponering i grusgrave ikke.

1.14 Andet genanvendeligt

1.14.1 Behandlingsformer

Gruppen indeholder affald til senere sortering og behandling, fx bilskrot eller tørt husholdningsaffald.

Tabel 1.37
Behandlingsformer for "andet genanvendeligt"

1.14.2 Miljø- og ressourceforhold

Manuel sortering af genanvendeligt tørt, men blandet husholdningsaffald er forbundet med så alvorlige arbejdsmiljømæssige problemer, et det ikke praktiseres i Danmark. Der kan i stedet ske en maskinel findeling og tørring af affaldet, som derefter kan presses sammen til et såkaldt "tørstabilat" der kan transporteres, gemmes og anvendes til senere forbrænding.

Den anden store post i denne fraktion er midlertidigt deponeret bilskrot. Denne fraktion bliver løbende behandlet ved shredning og videre forarbejdning af metaldele. Det store problem herved er shredderaffaldet, som især består af blandet plast, som i dag overvejende deponeres, idet forbrænding er forbundet med alvorlig risiko for forurening med en række organiske og tungmetalholdige forbindelser.

Tabel 1.38
Væsentlige miljøforhold ved deponi kontra genanvendelse af diverse genanvendeligt.

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Fraktionen består af tørt husholdningsaffald som deponeres midlertidigt samt bilskrot, især shredderaffald, til senere behandling. Energi- og ressource- problematikken ved den senere behandling af affaldsprodukterne er i fokus her.

Da der er tale om midlertidig deponering, er selve deponeringen ikke det mest afgørende miljøforhold. Efter sortering kan der være en restfraktion der omregistreres til forbrændingsegnet affald i ISAG.

For bilskrot kan være tale om indhold af miljøfarlige stoffer, fx spildolie, køle- og bremsevæske. Ved forarbejdning af bilskrottet ved shredning vil der være en ressourcegevinst. Der vil dog være en restmængde af især blandet plastaffald, som ved forbrænding eller deponi kan medføre en toksisk belastning af miljøet. Da man i dag ikke har gode behandlingsmetoder, lægges det på midlertidigt deponi.

1.14.3 Datagrundlag

Tabel 1.39
Datakilder vedrørende midlertidigt deponerede materialer til genanvendelse.

ISAG-systemet indeholder data om de midlertidigt deponerede mængder, der kan genanvendes. For bilskrot har der siden sommeren 2000 været en særlig afgifts- og tilskudsordning for udtjente biler, samt godkendelse af modtagere af bilskrot.

1.15 Sygehusaffald

1.15.1 Behandlingsformer

Gruppen består af affald hvor der er risiko for smittefare. Den eneste relevante behandlingsform er derfor forbrænding, evt. med energiudnyttelse.

Tabel 1.40
Behandlingsformer for sygehusaffald

1.15.2 Miljø- og ressourceforhold

Ved forbrænding vil især afbrænding af PVC-holdigt materiale give miljømæssige problemer. For alle ressourcer i fraktionen sker der 100% tab, dog sker der i et vist omfang udnyttelse af energien ved forbrændingen.

Nedbringelse af affaldsmængden samt valg af mindre miljøbelastende materialer i stedet for PVC synes i dag af være det eneste alternativ til den nuværende praksis. Der er samtidig tale om relativt små mængder affald.

Tabel 1.41
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding af sygehusaffald

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Energigenvindingen ved affaldsforbrændingen er det vigtigste spørgsmål ved affaldshåndteringen. Der kan ved afbrænding af PVC udvikles toksiske stoffer, hvilket dog kan begrænses ved optimering af forbrændingsprocessen.

1.15.3 Datagrundlag

Tabel 1.42
Datakilder vedrørende sygehusaffald

ISAG-systemet registrerer mængden af klinisk risikoaffald fra sygehuse, plejehjem og lægepraksis mv.

1.16 Blandet affald til forbrænding

1.16.1 Behandlingsformer

Dette er en af de største fraktioner der registreres i ISAG-systemet. Den omfatter en stor del af dagrenovationen samt det meste andet affald, der forbrændes.

Tabel 1.43
Behandlingsformer for blandet affald til forbrænding

1.16.2 Miljø- og ressourceforhold

Manuel sortering af genanvendeligt tørt, men blandet husholdningsaffald, er forbundet med så store arbejdsmiljømæssige problemer, et det ikke praktiseres i Danmark. Derimod er det en mulighed for at øge kildesorteringen og indsamle mere papir til forarbejdning (Miljøprojekt 493, 1999).

Hvis affaldet først er sammenblandet og indsamlet, kan der i stedet ske en maskinel findeling og tørring af affaldet, som derefter kan presses sammen til et såkaldt "tørstabilat" der kan transporteres, gemmes og anvendes til senere forbrænding.

Selvom der er lavet forsøg med forgasning og kompostering af usorteret dagrenovation, udgør restproduktet herved stadig et miljøproblem. Sådanne behandlingsformer praktiseres især på den kildesorterede organiske del af affaldet, hvor restproduktet i langt højere grad kan anvendes som kompost. Hvis affaldet opbevares ubehandlet (eller deponeres) vil der ske en begyndende forgasning af materialet, der slipper methangas ud til omgivelserne.

Tabel 1.44
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af brændbart husholdningsaffald

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Ved vurdering af den ressource- og miljømæssige fordel ved forbrænding vil deponering eller forbrænding af affald skulle sammenholdes med brændselsforbrug og miljøbelastning ved energifremstilling uden affaldsforbrænding.

Tabel 1.45
Datakilder vedrørende blandet affald til forbrænding

ISAG systemet registrerer mængden af affald, der modtages på affaldsforbrændingsanlæg. En mere detaljeret opgørelse over hvad affaldet består af kan findes i "Dagrenovation fra private husholdninger" (Miljøprojekt 264, 1994). Denne udtrykker et statusbillede, som er fremkommet ved sortering af en række dagrenovationssække i 1992/93.

Danske Fjernvarmeværkers forening opgør hvert år hvor stor del af de enkelte fjernvarmeværkers forbrug af energiressourcer, stammer fra affaldsforbrænding eller andre kilder (DFF, 1999). Ved vurdering af hvilke energiformer affaldsforbrændingen substituerer er oplysninger herom centrale. Statistikken mangler dog oplysninger om eventuel spildvarme fra affaldsforbrænding, der ikke udnyttes.

1.17 Blandet ikke forbrændingsegnet affald

1.17.1 Behandlingsformer

Denne gruppe består af affald der er sorteres fra erhvervsaffald og storskrald, som ikke er egnet til forbrænding. Der kan være tale om brændbart, der af miljømæssige grunde ikke afbrændes, fx shredderaffald, eller ikke brændbart affald.

Tabel 1.46
Behandlingsformer for ikke forbrændingsegnet affald

1.17.2 Miljø- og ressourceforhold

Dette er en blandet affaldsmængde, hvor der ikke er egnede behandlingsmetoder. Materialet kan heller ikke anvendes til opfyldning, og en væsentlig miljømæssig parameter er derfor arealanvendelse til deponering af affaldet. Materialet er relativt stabilt, da det ikke indeholder organisk materiale i større mængder, men sammensætningen er ikke tilstrækkelig belyst til at vurdere, hvor hurtigt de forskellige dele nedbrydes. Materialet indeholder en række miljøproblematiske stoffer, fx tungmetaller i tilsætningsstoffer til plastdele.

Perspektiver for kommende behandlingsmetoder kan være udvikling af bedre sortering samt forbrændingsmetoder til nogle dele af affaldet.

Tabel 1.47
Væsentlige miljøforhold ved deponi kontra genanvendelse af gruppen diverse ikke forbrændingsegnet affald.

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Ved en sortering af affaldet vil der kunne spares ressourcer, og behovet for deponering vil mindskes. Herved kan risikoen for udslip af toksiske forbindelser evt. reduceres. De arbejdsmiljømæssige forhold ved en bedre sortering er endnu ikke tilstrækkeligt belyst.

1.17.3 Datagrundlag

Tabel 1.48
Datakilder vedrørende ikke forbrændingsegnet affald

Affaldet registreres som fraktion i ISAG-systemet, og der er så vidt vides ikke foretaget nærmere analyser af, hvad affaldet består af.

1.18 Slam

1.18.1 Behandlingsformer

Slam fra rensningsanlæg og industri kan principielt behandles på følgende måder:

Tabel 1.49
Behandlingsformer for slam

1.18.2 Miljø- og ressourceforhold

Det største problem ved slam er indholdet af miljøfarlige stoffer som tungmetaller og økotoksiske organiske forbindelser som fx nedbrydnings-rester fra tensider mv. Stofferne stammer fra industriens og husholdningernes spildevandsbortledning. Kravene til indholdet af stofferne i slammet før eventuel udbringning på marker skærpes løbende, mens det kniber med at nedbringe tilførslen af de miljøproblematiske stoffer til spildevandet. Det betyder at en stigende mængde slam deponeres fremfor at anvendes som jordforbedrende og nærigsholdigt materiale.

Slammet kan evt. behandles ved kompostering eller forgasning inden udbringning på markerne, hvilket dog stadig forudsætter et lavt indhold af miljøbelastende stoffer, medmindre slammet skal deponeres efter forgasning.

Ved forgasning udvindes slammets energi, hvilket i et livscyklusperspektiv tæller postivt, idet slammets gødningsværdi herved stadig kan udnyttes. Der vil imidlertid også ske et vist udslip af methangas – enten ved opbevaring af slam eller i forbindelse med forgasningsprocessen. Methangas bidrager til drivhuseffekten.

Ved forbrænding af slammet går gødningsværdien tabt. Til gengæld vil nogle af de miljømæssige problemer ved deponering kunne mindskes eller fjernes. Selve forbrændingsprocessen giver ofte kun et ringe energioverskud, idet fordampning af slammets vandindhold er meget energikrævende. Samtidigt er det vanskeligt at opnå en forbrænding, der ikke giver alvorlige miljømæssige problemer fx med PAH, ligesom slammets indhold af tungmetaller som miljømæssigt problem blot flyttes til røggassen fra forbrændingsprocessen.

Tabel 1.50
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding eller deponering kontra genanvendelse af spildevandsslam.

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Det kritiske punkt vedrørende spildevandsslam er, hvorvidt det indeholder toksiske forbindelser, der gør det uegnet til udbringning på marker.

Forbrænding er en anden behandlingsform, hvor der i stedet er risiko for problemer med udledning af CO2 og PAH, uden nogen væsentlig energimæssig gevinst, da det meste af energien vil medgå til tørring af slammet. Hvis slammet opbevares, forgasses eller komposteres, vil der udledes methangasser, der bidrager til drivhuseffekten.

1.18.3 Datagrundlag

Tabel 1.51
Datakilder vedrørende slam

Affaldet registreres i ISAG-systemet samt ved en selvstænding registrering af slam fra rensningsanlæg. Slammængder og indhold af miljøbelastende stoffer er de senere år blevet detaljeret kortlagt.

1.19 Sand og ristestof

1.19.1 Behandlingsformer

Behandlingsrest fra rensningsanlæg – diverse affald fra forfiltrering samt bundfældet sand.

Tabel 1.52
Behandlingsformer for sand og ristestof

1.19.2 Miljø- og ressourceforhold

I det omfang det er muligt at sortere i yderligere fraktioner, såsom fx metal, brændbare materialer samt sand, vil der kunne genanvendes nogle ressourcer og spares deponeringsplads. Fraktionens sammensætning er så vidt vides ikke kortlagt detaljeret.

Tabel 1.53
Væsentlige miljøforhold ved deponi kontra genanvendelse af sand og ristestof

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Affaldet deponeres i dag, og miljømæssigt er fokus på deponeringspladsen.

1.19.3 Datagrundlag

Tabel 1.54
Datakilder vedrørende sand og ristestof

Fremgår af ISAG-systemet, men udgør en lille mængde.

1.20 Slagge, flyveaske og røggasrensingsprodukter

1.20.1 Behandlingsformer

Dette er en samlet behandling af alle restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg samt kulfyrede kraftværker.

Tabel 1.55
Behandlingsformer slagge og flyveaske mv.

1.20.2 Miljø- og ressourceforhold

Fra affaldsforbrændingsanlæg anvendes slagge i vidt omfang til opfyldning (ISAG, 1994), men pga. tungmetalindholdet skal det sikres, at der ikke sker nedsivning til grundvandet. Røggasrensningsprodukterne er derimod ikke stabile nok til genanvendelse, og deponeres midlertidigt enten i Danmark, Norge eller Tyskland. Der eksperimenteres med stabilisering af restprodukterne, og når der findes en metode hertil, vil restprodukterne kunne deponeres mere permanent. Herved vil der kunne spares energiressourcer til transport og håndtering af materialet.

Tabel 1.56
Anvendelse af restprodukter fra kulfyrede kraftværker (Miljøstyrelsen, 1997)

* TASP: Tørt afsvovlingsprodukt
Kilde: Affald 21. Bemærk at tabellen ikke omfatter restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg

Restprodukterne fra kulfyrede kraftværker udgør en meget betydelig mængde, som dog er faldende. Der er en meget høj genanvendelsesprocent på de forskellige restprodukter. Tabel 1.56 viser den genanvendte mængde i 1997. Kun 27 procent blev deponeret, og målsætningen i Affald 21 er at deponeringen skal ophøre inden 2004.

Tabel 1.57
Væsentlige miljøforhold ved deponi kontra genanvendelse af slagge mv.

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Ved genanvendelse af restprodukterne spares der energi og ressourcer til fremstilling af lignende materialer ud fra nye råvarer (sand og gips), og der spares deponeringsplads til restprodukterne.

For slagge og restprodukter for affaldsforbrænding er indholdet af tungmetaller ofte for højt til at det kan anvendes på samme måde som affald fra kraftværker. Hvis det er muligt, anvendes slaggen til vejfyld mv., men ofte deponeres den efter frasortering af metal til genanvendelse.

1.20.3 Datagrundlag

Tabel 1.58
Datakilder vedrørende slagge og flyveaske mv.

Fremgår af ISAG-systemet fordelt på slagge, flyveaske og røgrensningsprodukter fra affaldsforbrænding samt restprodukter fra kulfyrede fra kraftværker. Allerede i 1997 blev ca. 75% af restprodukterne kraftværker og affaldsforbrænding anvendt (Affald 21). Røgrensnings-produkter fra affaldsforbrænding deponeres som farligt affald.

1.21 Støvende asbest

1.21.1 Behandlingsformer

Tabel 1.59
Behandlingsformer for støvende asbest

1.21.2 Miljø- og ressourceforhold

Asbest er ikke-nedbrydeligt affald. Asbest indeles i 3 kategorier, hvoraf støvende asbest (kategori 1) pga. det sundhedsskadelige støv forsegles (typisk med plastfolie) for at kunne håndteres og transporteres til slutdeponi. Ved deponering er materialet meget stabilt, og der er ringe risiko for udvaskning af miljøbelastende stoffer.

Tabel 1.60
Væsentlige miljøforhold ved deponi af støvende asbest.

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Affaldet vil efter deponering ikke give anledning til væsentlig miljøbelastninger.

1.21.3 Datagrundlag

Tabel 1.61
Datakilder vedrørende støvende asbest

Fremgår af ISAG-systemet, men udgør en lille mængde.

1.22 Olie og kemikalieaffald

1.22.1 Behandlingsformer

Fraktionen består af en række affaldsprodukter. Olie og kemikalieaffald behandles her selvstændigt hvilket svarer til den gamle systematik i ISAG-systemet. Siden bekendtgørelsen om affald fra 1998, er affaldet registreret langt mere detaljeret end hidtil. Ca 50% behandles i dag på Kommunekemi.

Tabel 1.62
Behandlingsformer for olie- og kemikalieaffald

1.22.2 Miljø- og ressourceforhold

Består af en lang række miljøproblematiske stoffer, hvoraf kun nogle få oparbejdes til genanvendelse – det drejer sig især om batterier af bly, nikkel og cadmium, hvor ressourcerne kan genanvendes. Herved undgås deponering af tungmetallerne, og ressourcetabet begrænses.

I et vist omfang renses spildolie til genanvendelse. Dette kan dog kun gøres for nogle fraktioner af spildolie. En del af spildolien renses for vand og kan derefter afbrændes på fjernvarmeanlæg.

Ved forbrænding af spildolie og andre kemikalier på kommunekemi med efterfølgende røggasrensning og specialdeponering af eventuel slagge udnyttes spildvarmen til varme- og elproduktion.

Tabel 1.63
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding kontra genanvendelse af olie- og kemikalieaffald

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

Langt det meste olie- og kemikalieaffald giver anledning til en toksisk miljøbelastning. Da gruppen er meget stor og består af mange stoffer op produkter, kan her kun nævnes nogle få specifikke miljøforhold.

For bly- og ni/cd-akkumulatorer er der etableret indsamling, der skal sikre at ressourcerne genanvendes, og tungmetallerne ikke spredes i miljøet.

Rensning og afbrænding af spildolie giver en energimæssig gevinst. Der er igangsat en lang række undersøgelser i gang med henblik på genanvendelse af forskellige fraktioner farligt affald.

1.22.3 Datagrundlag

Tabel 1.64
Datakilder vedrørende olie- og kemikalieaffald

Fremgår af ISAG-systemet. Siden 1998 er det farlige affald blevet klassificeret og registreret langt mere detaljeret end hidtil. Af affalds-statistikken 1999 (Orientering 3/2000) kan man se, hvordan det farlige affald nu registreres i 60-70 kategorier, og i affaldsbekendtgørelsen er der endnu flere (bek 619, 2000).

1.23 Elektriske apparater

1.23.1 Behandlingsformer

Gruppen består af en to typer produkter, der her behandles samlet. Elektriske og elektroniske apparater samt kølemøbler. Begge er omfattet af særlige affaldsordninger.

Tabel 1.65
Behandlingsformer for elektronikaffald

1.23.2 Miljø- og ressourceforhold

Elektriske apparater består af en række forskellige plast-, glas og metaldele samt elektroniske komponenter. Desuden kan kølemøbler solgt i Danmark før 1994 indeholde CFC-gasser, der er kraftigt ozonlagsnedbrydende.

Kølemøbler kan adskilles og CFC fra kølesystemet samt isoleringsmaterialet kan opsamles. Metaldele kan derefter sendes til genanvendelse eller evt. til shredning sammen med øvrig metalskrot. Herved adskilles metaldele fra plastdele.

For elektroniske komponenter sigter de nye krav om tilbagetagning og oparbejdning på at apparaterne skilles ad. Billedrør samt en række elektroniske komponenter skal derefter håndteres på specialanlæg, mens metaldele kan oparbejdes sammen med metalskrot. Plastdele kan indeholde brændhæmmende bromerede stoffer eller kan være fremstillet af PVC, som begge kan give anledning til dannelse af dioxiner ved forbrænding.

Tabel 1.66
Væsentlige miljøforhold ved forbrænding eller deponi kontra genanvendelse af elektriske og elektroniske apparater.

*) Alle ressourceforbrug og miljøeffekter er ekskl. bidrag fra energiforbrug
xx: vigtig, x: mindre vigtig, tom: uvæsentlig

For kølemøbler er der stor risiko for udslip at de ozonlagsnedbrydende CFC-gasser.

For elektronik generelt er der risiko for udslip af tungmetaller og persistente stoffer, som fx PBC i elektronikkomponenter.

Desuden indeholder produkterne en række relativt sjældne metaller, som i forbindelse med deponering tabes. Ved oparbejdning af elektroniske komponenter vil disse metaller kunne udvindes.

1.23.3 Datagrundlag

Tabel 1.67
Datakilder vedrørende elektriske apparater

Fremgår af ISAG-systemet. Med fra 1998 og 2000 vil der skulle foretages en løbende opgørelser af mængden af hhv. kølemøbler og elektriske eller elektroniske apparater, der er omfattet at tilbagetagningsordningen.