Miljømærker på tekstiler

1 Indledning

Dette projekt er en del af en større indsats overfor tekstilbranchen for at reducere miljøbelastninger for tekstilprodukter. Tekstilpanelet, som er nedsat af Miljøstyrelsen, har i deres handlingsplan for 1999 prioriteret en række indsatsområder for at nå dette mål.

En måde at reducere belastningerne på er at øge udbud og efterspørgsel af miljømærkede tekstiler, men der er endnu kun få miljømærkede tekstiler på markedet. Baggrunden for den ringe andel af miljømærkede tekstiler kan skyldes mange forhold. Det kan skyldes fordomme omkring miljømærkede tekstiler, manglende krav fra brugerside eller det kan være manglende miljøbevidsthed eller interesse for miljømærker i branchen.

Produktpanelet for tekstiler peger i sin handlingsplan fra maj 1999 på flere grunde til, at tekstiler ikke søges miljømærket:
De nuværende kriterier indfanger ikke alle væsentlige miljø- og arbejdsmiljøforhold i tekstilers livsforløb, hvilket påvirker mærkets troværdighed.
Det er vanskeligt at dokumentere visse kriterier, hvis det forudsætter dokumentation fra underleverandører i Østen.
Det er administrativt besværligt og omkostningstungt at få mærkerne.

Såfremt udbuddet af miljømærkede varer øges, kan det sandsynligvis medføre en øget udbredelse af miljømærkede tekstiler. Dette understreger behovet for at få afdækket og elimineret barrierer imod at erhverve miljømærker.

Der er en række markedsforhold, der ansporer til en øget anvendelse og udbredelse af miljømærker på tekstiler. Disse omfatter blandt andre:
Størstedelen af danske tekstilproducenters varer afsættes på markeder, der traditionelt anses for miljøbevidste, Danmark, Sverige, Tyskland og Norge.
Offentlige aftagere i Danmark skal stille krav til miljøaspekter ved indkøb – og blandt andet Miljøstyrelsen og IKA har udarbejdet indkøbsvejledninger for en række tekstilprodukter.
Flere detailkæder, heriblandt FDB, er begyndt at stille krav til enkelte producenter om at levere miljømærkede produkter.
Branchen for tekstilproducenter består af både mindre, mellemstore og store virksomheder. Såfremt især de store vælger at producere miljømærkede tekstiler, øges presset på den øvrige branche for at få flere miljømærkede tekstilprodukter.
Gennem en lang række renere teknologi-projekter, er miljø blevet et nærværende element i tekstilbranchens dagligdag, både i holdninger og praksis.

Der synes derfor at være en række forhold, der taler for, at miljømærkede tekstiler vil vinde større udbredelse, i det omfang det er muligt at minimere betydningen af barriererne herfor.

Gennem flere år har det været muligt at få miljømærker på tekstiler. Der findes kriteriesæt for nordisk svanemærkning af tekstiler og der er kriterier for mærkning med den europæiske blomst.

Til trods for at der er udarbejdet miljømærkekriterier for tekstiler, inden for flere produktgrupper, findes der kun få miljømærkede produkter på markederne.

Formålet med dette projekt er at afdække barrierer i forhold til at erhverve miljømærker på tekstiler blandt producenter, i detailhandelen og blandt de professionelle offentlige og private indkøbere i større organisationer. Projektets sekundære formål er at identificere relevante virkemidler og metoder til at reducere barriererne.

Derved er det også hensigten med projektet at bidrage med viden, der kan øge danske aktørers interesse for og handlinger mod at erhverve miljømærker på tekstiler.

Projektet bidrager herved indirekte til det overordnede mål i renere produkt programmet – at reducere miljøbelastningen fra tekstiler i deres livsforløb.