Miljømærker på tekstiler

2 Projektets fremgangsmåde

Projektet til belysning af barrierer i tekstilbranchen gennemføres i faser, som er mere eller mindre indbyrdes afhængige. Denne fremgangsmåde er valgt for at kunne udnytte erfaringerne fra den foregående fase og målrette indsatsen i den efterfølgende fase udfra de indhentede erfaringer. Faserne er:
Indsamling af data vedrørende miljømærker
Gennemførelse af spørgeskemaundersøgelse
Interview af udvalgte aktører
Analyse af barrierer
Identifikation af mulige virkemidler

Indsamling af data vedrørende erfaringer fra udenlandske og nationale miljømærkeordninger, der har udarbejdet kriterier for tekstilprodukter er den første aktivitet. Data er indsamlet gennem litteraturstudier samt skriftlig henvendelse til de ansvarlige for miljømærkeordningerne. Informationen om de forskellige miljømærker er sammenfattet i en oversigt, der illustrerer hovedelementerne i de forskellige ordninger.

Sideløbende med dataindsamlingen er der udarbejdet spørgsmål målrettet til de 3 grupper af aktører: producenter, detail handel og professionelle indkøbere. De professionelle indkøbere repræsenterer forbrugeren. Spørgeskemaundersøgelsen er herefter gennemført blandt udvalgte aktører i de enkelte grupper.

De indhentede oplysninger er bearbejdet og det er analyseret hvilke emner, der er behov for få uddybet via interviews med udvalgte aktører indenfor de 3 grupper. Interviewene er sammenfattet og resultaterne sammenholdt med resultater af spørgeskemaundersøgelsen til en samlet analyse af væsentlige barrierer i branchen imod erhvervelse af miljømærker.

Afslutningsvis opstilles på baggrund af barriererne forslag til virkemidler målrettet til henholdsvis producenter, detailhandel og professionelle indkøbere.