| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljø-, etik og arbejdsmiljøkrav i tekstilproduktkæden

5. International handel og tekstiler

5.1 Introduktion

Da tekstil- og beklædningssektorens produktkæder er meget internationaliserede, må det forventes, at regler for international handel med tekstiler og beklædning påvirker vilkårene for handel med tekstiler og beklædning samt mulighederne for at stille og få realiseret krav til leverandører inden for miljø, arbejdsmiljø og børnearbejde. Der er derfor i projektet foretaget en kortlægning af regler for international handel med tekstiler og beklædning. Desuden er case-virksomhederne blevet interviewet om, hvordan reglerne og andre internationale handelsforhold påvirker deres produktion og indkøb samt deres mulighed for at stille og få realiseret krav inden for de nævnte områder. Herved er der opnået et indtryk af reglernes samspil med branchens udvikling og af dette samspils mulige betydning for miljø og arbejdsmiljø.

De regler, der først og fremmest er identificeret som havende betydning, er kvoter for eksport af tekstiler og beklædning til industrialiserede lande og toldsatser ved import til EU af forarbejdede tekstiler. Som del af aftalen omkring oprettelsen af WTO har de industrialiserede lande forpligtet sig til at afvikle de eksisterende eksportkvoter inden 2005.

Endvidere er valutaforhold blevet identificeret som havende betydning for, hvor indkøb placeres.

Kapitlet indeholder i afsnit 5.2 og 5.3 en generel introduktion til WTO og til specielt GATT-aftalen, da det er denne del af WTO-aftalerne, der er relevant i forbindelse med tekstiler og beklædning. I afsnit 5.4 gives en kort introduktion til Danmark som handelsnation.

Afsnit 5.5 gennemgår udviklingen i reglerne for international handel med tekstiler, herunder den igangværende afvikling af eksportkvoter, og hvordan Danmark deltager heri.

Afsnit 5.6 og 5.7 giver en status for arbejdet med at integrere forhold vedrørende henholdsvis miljø og arbejdstagerrettigheder i WTO’s regler.

Endelig analyserer afsnit 5.8 case-virksomhedernes erfaringer med internationale handelsforholds påvirkning af deres strategier, herunder af deres mulighed for at stille og realisere krav vedrørende miljø, arbejdsmiljø (herunder børnearbejde).

5.2 Introduktion til WTO og WTO’s principper

WTO står for World Trade Organisation, kaldet Verdenshandelsorganisationen på dansk. Organisationen beskæftiger sig med regler for handel på verdensplan samt regler til løsning af handelskonflikter. WTO har 136 medlemslande (2000). Alle lande er formelt set medlemmer på lige vilkår, således at ét land har én stemme.

WTOŽs målsætning er frihandel. Frihandel defineres af WTO som størst mulig frihed, men således at vilkårene er ens for alle /21/. I praksis betyder liberaliseringen af verdenshandelen en sænkning af toldsatser og fjernelse af importkvoter.

Som udgangspunkt er WTO kun en handelsorganisation. Det er således ikke meningen, at WTO skal indvirke på landenes bevægelsesmuligheder uden for det handelspolitiske område. Alligevel er emner som miljø, sundhed og arbejdstagerrettigheder kommet i fokus på grund af relationen til handelspolitiske beslutninger /21/.

WTO afløste i 1995 GATT, General Agreement on Tariffs and Trade (Den almindelige aftale om told og handel). GATT havde eksisteret siden 1947 og rummede aftaler om gradvis sænkning af told på varer deltagerlandene imellem.

Handelssamarbejdet i GATT udvikledes i en række forhandlingsforløb, kaldet "runder". En sådan runde, Uruguay Runden 1986-1994, førte til dannelsen af WTO. GATT-aftalen dækker kun handel med varer i traditionel forstand, og efterhånden som handlen gennem årene efter GATT-aftalens vedtagelse i 1947 havde skiftet karakter og også var kommet til at omfatte handel med tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder (f.eks. rettigheder til udgivelsen af en bog), blev der formuleret et behov for nye regler. Under Uruguay Runden vedtog man nye aftaler, der også omfattede disse to nye former for handel, og oprettede derved WTO som en udvidet udgave af GATT-aftalen. (Se Figur 2). Yderligere blev de eksisterende regler gennemarbejdet ,så de blev mere specifikke og detaljerede. GATT var kun en aftale, som blev administreret af et sekretariat, mens WTO er en egentlig organisation med kompetence og ekspertise på handelsområdet.

Figur 2:
WTOŽs aftaler (frit efter /19/)

Officielt henvises der ofte til GATT-aftalen 1994. Med dette menes den reviderede udgave af GATT-aftalen i den form, som den fungerer under WTO /21/, /22/, /19/.

Der er to geografiske undtagelser fra MFN-princippet. EU udgør et frihandelsområde med en ydre toldmur. Ved et frihandelsområde forstås en gruppe lande, som giver hinanden bedre markedsadgang. NAFTA (North American Free Trade Area), som består af USA, Mexico og Canada har ligeledes status som et frihandelsområde.

National behandlingsprincippet betyder, at udenlandske virksomheder og borgere skal behandles på lige fod med nationale virksomheder og borgere. Det vil sige, at hvis der f.eks. stilles miljøkrav til udenlandsk producerede varer, skal de samme krav gælde for de nationalt producerede varer. Dette skal forhindre protektionisme, hvor et land prøver at favorisere sine egne virksomheder og derved begrænse importen.

Både mestbegunstigelsesprincippet og national behandlingsprincippet bygger på et ikke-diskriminationsprincip.

Gennemsigtighedsprincippet dækker over WTOŽs krav til medlemslandene om åbenhed om nationale bestemmelser og lovgivning samt et krav om oplysning om toldsatser og kvoter. Princippet om forudsigelighed skal forstås således, at WTO som princip holder medlemslandene fast på deres indrømmelser, således at der ikke kan ske uforudsigelige ændringer af f.eks. en toldsats.

Fredelig løsning af problemer er det fjerde princip. Ved dette forstås WTOŽs tvistbilæggelsessystem, hvor problemer søges løst gennem samtaler. Hvis dette ikke kan løse konflikten, nedsættes et panel og en domstolslignende procedure følges /21/, /22/.

5.3 Handel med varer – GATT-aftalen 1994

Da det er GATT-aftalen, der er relevant i forbindelse med handel med tekstiler, vil der i det følgende kun blive fokuseret på denne aftale. Figur 3 viser WTOŽs fokusområder inden for GATT-aftalen 1994.

Figur 3:
WTOŽs fokusområder inden for GATT-aftalen (Frit efter /22/)

5.3.1 Importkvoter

Ifølge WTOŽs regler er det forbudt at fastsætte importkvoter på varer, der er integreret i GATT -aftalen 1994. Ligeledes er det forbudt at fastsætte importkvoter på varer fra bestemte lande. Det er her, gennemsigtighedsprincippet blandt andet gør sig gældende.

Importkvoter eksisterer dog i høj grad endnu. Tekstilindustrien er en af de sektorer, som stadig er berørt af særlig høje toldsatser og importkvoter. ATC –aftalen (Agreement on Textile and Clothing) er lavet for at råde bod på dette ved en trinvis integration af tekstilprodukter i GATT 1994 /24/.

Lovlige midler til at begrænse importen ifølge WTO er told, skatter og afgifter. Der forhandles løbende landene imellem om toldsænkning på de varer, som er integreret i GATT -aftalen 1994, og vedtagede toldsænkninger er bindende under WTOŽs regler. Derfor får tolden mindre betydning for prisforskellen mellem hjemlige varer og importerede varer, efterhånden som den sænkes. Det har gjort, at lande, som ikke har været konkurrencedygtige på et bestemt område, har forsøgt at begrænse importen for at beskytte hjemmemarkedet ved at give tilskud til den nationale produktion. Denne brug af pristilskud (subsidier) til nationale varer, så de kan konkurrere med udenlandske, er forbudt i WTO. Det er ligeledes forbudt kunstigt at hæve prisen på de udenlandske varer for at gøre nationalt producerede varer mere konkurrencedygtige.

Nogle lande forsøger at gøre egne varer mere konkurrencedygtige på eksportmarkedet ved at give tilskud til nationale virksomheder, således at de kan sænke eksportprisen. Hvor prisen på en vare på denne måde sænkes under den normale pris, kaldes dumping. Dette har WTO forsøgt at undgå ved at tillade brugen af en såkaldt antidumpingsafgift /19/, /21/.

5.3.2 Antidumping

Antidumpingsafgift (beskyttelsestold) er et af de midler, som må benyttes til at beskytte den nationale industri i tilfælde af uretfærdig konkurrence. Når en eksportør kan sænke prisen på sin vare til under varens normale pris med statstilskud, har importøren ret til at pålægge varen en antidumpingsafgift for at modvirke en kunstig sænkning af prisen.

Der har været gjort stigende brug af antidumping. Pr. 30. juni 1999 var der 65 permanente EU-antidumpingordninger - især over for udviklingslandene.

Antidumpingsafgiften blev f.eks. brugt af de industrialiserede lande til at beskytte nationale markeder under den verdensøkonomiske krise i 1998 mod især asiatiske varer. Tekstil- og stålindustrien har været de to sektorer, som har været hårdest ramt af antidumping.

Danmark har kæmpet imod mange af EUŽs antidumpingsordninger, fordi: "Danmark har fundet, at der har været berettiget tvivl om, at eksportørernes billigere priser har været baseret på dumping og dermed unfair konkurrence." /19/.

5.3.3 Tekniske handelshindringer

Tekniske handelshindringer er et instrument, der i stigende grad er blevet anvendt til at begrænse importen af varer fra andre lande. De tekniske handelshindringer kan være særlige krav om emballering, mærkning eller lignende. WTO har forsøgt at gribe ind over for tekniske handelshindringer ved at kræve, at alle medlemslande skal oplyse om nye tekniske foreskrifter, der indføres. Foreskrifter skal være velbegrundede og må ikke diskriminere i overensstemmelse med WTOŽs hovedprincipper. Denne aftale kaldes "Agreement on Technical Barrierers to Trade", TBT-aftalen /22/.

5.4 Karakterisering af Danmark som handelsnation

Danmarks eksport udgør cirka 35% af bruttonationalproduktet. Danmark afsætter således cirka en tredjedel af sine varer og halvdelen af sine tjenesteydelser uden for EU. Det betyder derfor, at den internationale handelspolitik har stor indflydelse på den danske økonomi /19/. Til sammenligning er det tilsvarende tal for EU som gennemsnit cirka 10% /21/.

Tekstil og beklædningsindustrien er Danmarks tredje største eksportindustri⁸. /19/. Tabel 5.1 og Tabel 5.2 viser henholdsvis Danmarks eksport og import af tekstilprodukter i 1998 sammenlignet med andre produkter⁹.

Tabel 5.1:
Eksport af industriprodukter fordelt på udvalgte varegrupper /17/

     
Tabel 5.2:
Import af produkter fordelt på udvalgte varegrupper /17/

For mange produktgrupper anvendes den danske import fortrinsvis til viderebearbejdning i danske virksomheder /17/. Inden for tekstil og beklædning er det dog anderledes, idet der både importeres en stor mængde råvarer og halvfabrikata samt en stor mængde færdigvarer. Cirka 80% af tekstilbranchens produktionsværdi eksporteres. Samtidig importeres cirka 80% af de tekstiler, der sælges i Danmark /1/.

Danmark er et selvstændigt land i WTO, men inden for de områder, som er omfattet af EU-traktaten, har EU mandat til at forhandle samlet på medlemslandenes vegne. Erfaringen har vist, at det er således, at EU-landene opnår mest indflydelse i WTO /19/. Dette kan til gengæld give problemer med at opnå enighed omkring hvilken politik, EU skal føres.

Det betyder, at på en række områder er påvirkning af handelspolitikken i EU adgangen til dansk indflydelse i WTO. I Danmark er det Udenrigsministeriet i samarbejde med andre ministerier og styrelser, som står for at udvikle den danske handelspolitik. Dette sker i et særligt udvalg, Det Handelspolitiske Specialudvalg, HPS, hvor udenrigsministeren er formand. Desuden har Danmark under Udenrigsministeriets ledelse dannet en kreds kaldet "The Beach Club", hvor ministerier, styrelser og NGOŽer diskuterer interesser og holdninger til WTO-forhandlinger /22/.

5.5 International handel med tekstiler

5.5.1 The Multifibre Arrangement

Tekstil og beklædning er som nævnt en af de industri-varegrupper, der endnu ikke er fuldt integreret i GATT-aftalen 1994. I 1974 blev The Multifibre Arrangement, MFA (formelt: Arrangement Regarding International Trade in Textiles) dannet. MFA rummede 44 medlemslande i 1994.

MFAŽs mål var at udvide handelen med tekstiler, reducere handelshindringer og liberalisere verdenshandelen med tekstilprodukter, men uden at det måtte skade de individuelle markeder i de importerende og eksporterende lande. I tilfælde af at et lands økonomi var truet af tekstilimport, var det under MFA muligt at forhandle om kvoter for import af den berørte varegruppe. Kvoterne blev fastlagt ved bilaterale forhandlinger eller ved unilaterale aktioner.

For at komme i gang med en liberalisering af tekstilvaregruppen har WTO-medlemslandene indgået en aftale, hvor alle medlemslande har forpligtiget sig til at integrere denne varegruppe i GATT 1994. Aftalen, kaldet "Agreement on Textiles and Clothing" (ATC) , afløser det tidligere MFA. ATC løber fra 1. januar 1995 til 1. januar 2005, hvor hele varegruppen skal være integreret i GATT 1994. Integreringen sker i fire trin /24/.

5.5.2 ATC aftalen - handel med tekstiler under WTO

Der er stadig handelshindringer for denne varegruppe. Importkvoter fastlægges ved forhandlinger mellem to lande (bilaterale aftaler) og administreres af det eksporterende land. Det vil sige, at det er et eksportstyret system, hvor det er eksportøren, der skal erhverve eksportlicens i sit hjemland. Det er stort set først til mølle princippet, der gælder ved ansøgning om eksportlicens. Import fra de få lande, hvormed der ikke eksisterer aftaler (autonome lande), administreres af det importerende land. Danmark er i denne type forhandlinger en del af EU og har derfor ikke egne aftaler, men er underlagt EUŽs aftaler /26/. Ifølge Jørgen Boe er der ikke problemer med EUŽs nuværende importkvoter for danske virksomheder, men det kan være meget omstændeligt for nyetablerede virksomheder at arbejde inden for kvote-systemet.

Ved ATC-aftalens indgåelse den 1. januar 1995 blev 16% af hvert lands totale import (1990 niveau) integreret i GATT 1994. Den 1. januar 1998 blev 17% integreret, og den 1. januar 2002 integreres yderligere 18%. 100% skal være integreret den 1. januar 2005. Forløbet er illustreret i nedenstående figur/24/.

Figur 4:
Figuren illustrerer integrationstrinene i ATC /24/

Hvilke produkter, der integreres i de forskellig trin, må medlemslandene selv beslutte, men ved hvert trin skal produkter fra fire forskellige tekstilproduktgrupper integreres. Disse grupper er: tops¹⁰, garn (yarns), metervare (fabrics), færdige produkter og beklædning (made up textile and clothing). Baggrunden for, at der skal integreres produkter fra forskellige grupper samtidigt, er at gøre det sværere for et land kun at integrere produkter, der ikke påvirker den nationale produktion i de første trin /24/.

Når importkvoterne er fjernet ved afslutning af ATC-aftalen, vil der i princippet være fri import, hvilket vil medføre øget konkurrence på markedet. Dette kan bevirke, at lande med en tekstil- og beklædningsindustri, der ikke er optimeret, dvs. konkurrencedygtig på verdensmarkedet, kan få svært ved at afsætte produkter på det til den tid friere marked. Resultatet kan blive en yderligere omstrukturering af tekstilindustrien, hvor tendensen til, at enkelte produktionsled eller hele produktioner flyttes mellem lande, forstærkes. Denne udvikling er allerede i gang for Danmarks vedkommende med flytning af store dele af den arbejdskrafts intensive beklædningsproduktion til eksempelvis de baltiske lande og Polen.

Det friere marked vil antagelig blive påvirket af de forskellige landes toldsatser. I praksis kan disse virke meget importhæmmende, næsten som en kvote. En nedsættelse af disse toldsatser kan blive næste skridt, når importkvoterne er fjernet, og varegruppen er integreret i GATT 1994. Tabel 5.3 viser, for udvalgte lande, gennemsnitlige toldsatser for tekstilsektoren gældende i 1998. Det ses, at variationen i toldsatserne er stor landene imellem. Udviklingslande har generelt høje toldsatser, og desuden er det almindeligt, at de også har stramme importkvoter for at beskytte den egne produktion mod import fra lande med lignende produktion.

Tabel 5.3:
Gennemsnitlige toldsatser i (%) for tekstilsektoren i udvalgte lande 1998 /19/

De første to trin af ATC-aftalens afvikling af eksportkvoter er afsluttet, og der er lavet en opsummering af resultaterne. Det har vist sig, at der er meget modstridende holdninger. De importerende industrialiserede lande mener, at de overholder de pålagte krav til integration af produkter. De eksporterende udviklingslande mener, at de importerende industrialiserede lande godt nok har integreret den procentdel, de var pålagt, men at ATC er udformet, så de produkter, der hidtil er integreret, er uinteressante for de eksporterende lande/24/. Til at understøtte udviklingslandenes synspunkt kan nævnes, at USA allerede ved indgåelsen af ATC-aftalen offentliggjorde, at man vil vente til det sidste trins afvikling af kvoter med at integrere de mest følsomme produkter /18/.

Hvordan ATC påvirker Danmark og danske virksomheder er svært at besvare. Da der er en fælles importkvote for EU, bliver diskussionen omkring hvilke produkter, der skal integreres i GATT 1994, holdt i fællesskab. Det betyder, at resultatet af diskussionerne bygger på en række kompromiser, da det er forskellige varegrupper, der anses for følsomme i de forskellige EU-lande. Jørgen Boe fra Erhvervsfremme Styrelsen mener ikke, de to første trin i ATC har været så vigtige for dansk tekstil- og beklædningsindustri, fordi potentielt følsomme varegrupper hidtil ikke har været berørt. Diskussionen, som foregår i Danmark og EU ind til næste trin i 2002, er den vigtigste. Det har ikke været muligt at få oplyst i hvilken retning, diskussionerne i Danmark går eller eventuelle resultater af forhandlingerne.

Det er blandt andet Dansk Tekstil og Beklædning (DTB), der står for forhandlingerne for Danmark. Det er DTBŽs holdning, at nogle af de for EU- landene følsomme varegrupper bør integreres allerede nu, da det ellers bliver et voldsomt chok for branchen, når alle produktgrupper skal være integreret i 2005 /18/. Jørgen Boe fra Erhvervsfremme Styrelsen regner dog ikke med, at integrationen får store konsekvenser for den danske tekstilindustris eksport, da branchen allerede er meget specialiseret. Industrielle tekstiler, til for eksempel bilindretning samt medicinske tekstiler, er eksempler på to stærke nicheprodukter inden for dansk tekstilproduktion /27/. På langt sigt kan konkurrencen fra lande med lave lønninger udkonkurrere produktioner i Danmark, som kræver meget arbejdskraft. Eksempel på sådan produktion er konfektionering (tilskæring og syning). Dette kan resultere i, at de eneste tilbageværende aktiviteter i Danmark vil blive design, logistik og distribution (i følge en arbejdsgruppe, hvor blandt andet DTB har deltaget) /18/.

5.6 Miljøarbejdet i WTO

Det har været svært at opnå enighed omkring miljøspørgsmål i WTO. EU er et af de medlemmer, som ønsker inddragelse af miljøpolitik i handelspolitikken. Det er primært udviklingslandenes regeringer, der er modstandere, da de frygter, at miljøhensyn vil blive benyttet som en skjult form for protektionisme /22/.

I forbindelse med Uruguay Runden (1986-1994) fik relationen mellem handel og miljø en mere fremtrædende placering på den handelspolitiske dagsorden. En WTO-komité (CTE; Comittee on Trade and Environment) blev nedsat for at undersøge sammenhængen mellem handelspolitik og miljøpolitik samt hvordan miljøet bliver påvirket af handelsliberalisering. Desuden blev målsætningen om en bæredygtig udvikling inkluderet i de indledende bestemmelser til det nye WTO-aftalesæt /20/.

CTEŽs arbejdsområde er begrænset til at omfatte handel og handelsrelaterede aspekter af miljøpolitik, som kan resultere i betydelig effekt på WTOŽs medlemmers handel. WTO har ikke direkte indflydelse på national miljøpolitik og har heller ikke udarbejdet en international miljøpolitik. WTO har således ikke på nuværende tidspunkt udarbejdet nogle standarder inden for miljøområdet. Dette område bliver overladt til de enkelte landes regeringer eller IGOŽer (InterGovermental Organizations) /20/.

Der er bred enighed blandt WTOŽs medlemmer om, at det er bedst at løse grænseoverskridende miljøproblemer ved hjælp af MEAŽer (Multilateral Environmental Agreements), der udarbejdes af IGOŽer. Udover at denne type aftaler anses for at være nødvendige for at sikre miljøet, ses de også som en måde at foregribe, at enkelte lande stiller miljøkrav, der kan påvirke den frie handel /20/.

Nogle få MEAŽer behandler handelspolitiske emner (cirka 20 ud af 200). Eksempelvis kan en MEA kan diskriminere lande, der ikke har underskrevet den pågældende MEA /20/. Det har været en del af CTEŽs arbejde at undersøge, hvorvidt eksisterende MEAŽer lever op til WTOŽs grundprincipper. CTEŽs rapport fra 1996 konkluderer, at der ikke er anledning til at overveje ændringer i WTOŽs handelspolitik, selvom man mener, at MEAŽer kun undtagelsesvis bør berøre handel. Eksempler på MEAŽer, som berører handle, er "The Basel Convention on the Movement of Hazardous Waste" og "Convention on International Trade in Endangered Speices" /20/.

Angående miljømærkning er det CTEŽs og dermed WTOŽs opfattelse, at et veludformet miljømærke kan være et effektivt instrument til at begrænse forurening. CTE understreger vigtigheden af gennemsigtighed i forberedelserne af et miljømærke, så alle interesserede parter i alle lande får mulighed for at følge udviklingen. Et vigtigt redskab for at sikre denne gennemsigtighed er en database, som CTE har oprettet over alle stillede miljørelaterede krav. Den bliver opdateret hvert år og er tilgængelig for alle WTO lande /20/.

WTO har valgt ikke at udarbejde et miljømærke eller en fælles miljøstandard for medlemslandene på nuværende tidspunkt, da der ikke har kunnet opnås enighed om initiativer på miljøområdet. Et af argumenterne fra udviklingslandenes regeringer har været, at sådanne initiativer vil virke konkurrenceforvridende i forhold til de medlemslande, som endnu ikke er nået så langt med miljøtiltag og de medlemslande, som hverken har økonomi eller kompetence til at leve op til en standard eller opnå et miljømærke. WTO henviser til det arbejde, der er gennemført i den internationale standardiseringsorganisation, ISO, hvor der er udarbejdet en generel standard for forskellige typer af miljømærkning, samt en specifik standard for multikriterie mærker af typen som EU’s miljømærke og det nordiske miljømærke.

Det er tilladt for de enkelte lande at stille miljøkrav til produkter, så længe der ikke diskrimineres mellem importerede varer og varer produceret i hjemlandet, dvs. at kravene skal være de samme til importerede som til varer produceret i hjemlandet. Det er dog ikke tilladt at stille krav til ikke-produkt-relaterede processer og produktionsmetoder for importvarer. Det er således kun tilladt for det enkelte land at opstille krav for forhold, der påvirker miljøet i landet selv - som for eksempel produktets karakteristika og emballering samt bortskaffelse (f.eks. hvis uønskede stoffer kan frigives ved bortskaffelsen af produktet). Det er dog frit for den enkelte importerende virksomhed at stille krav ud over landets lovgivning - til alle led i produktets livscyklus /20/.

5.7 Arbejdstager-rettigheder og WTO

Arbejdstager-rettigheder er et emne, som gentagne gange har været til debat i WTO. Der er stor uenighed medlemslandene imellem om, i hvilket omfang WTO skal beskæftige sig med forholdet mellem handel og arbejdstager-rettigheder. Regeringerne i udviklingslandene og de asiatiske lande har fra begyndelsen været negative i forbindelse med drøftelse af dette emne i WTO, fordi lave lønninger er en vigtig konkurrenceparameter for disse lande og regeringerne hævder, at hensyn til arbejdstager-rettigheder kan benyttes som en skjult form for protektionisme.

Under Uruguay Runden blev en forbindelse mellem frihandel og overholdelse af nogle grundlæggende arbejdstager-rettigheder diskuteret i samarbejde med ILO (FNŽs internationale arbejdsorganisation).

På ministerkonferencen i Singapore i 1996 blev det blot besluttet at fortsætte samarbejdet mellem WTO og ILO. Diskussionen omkring inddragelse af arbejdstagers rettigheder i handelspolitikken har frem til år 2000 ikke udmøntet sig i nogen konkret beslutning om, hvorvidt de ovenstående fundamentale rettigheder skal være en del af WTOŽs regelsæt.

Det er dog tilladt for de enkelte virksomheder at stille krav til arbejdstager-rettigheder. Det er Danmarks officielle holdning, at respekt for de fundamentale arbejdstagerrettigheder skal baseres på frivillighed. Lande og virksomheder, der ikke respekterer rettighederne, skal ikke straffes, men de, der respekterer rettighederne og lever op til ILO`s formulering af fundamentale rettigheder på området. skal belønnes /22/.

5.8 Gennemgang af case-virksomhedernes erfaringer

I det følgende gennemgås case-virksomhedernes praksis i relation til eksportkvoter, toldsatser og valutaforhold og betydningen for at stille og få realiseret krav vedrørende miljø, arbejdsmiljø og børnearbejde.

5.8.1 Importkvoter

For et par af virksomhederne har EU’s importkvoter betydning for, hvor indkøb placeres. For begge virksomheder gælder, at det er ved indkøb i Asien. Som kunde oplever den ene af virksomhederne, at kvoteprisen pålægges den pris, de betaler. Kvoteprisen afhænger af, hvor store kvoterne er det enkelte år. Virksomheden indkøber i nogle tilfælde fra udviklingslande med særlig fordelagtig adgang til EU-lande – såkaldte GSP-lande (Generalised Systems of Preferences). Virksomheden overvejer at flytte sine ordrer, hvis et land ikke længere har status som GSP-land.

Den anden virksomhed oplever det som meget besværligt og tidskrævende at finde samarbejdspartnere med ledige importkvoter til EU, hvilket gør det vanskeligt samtidig at stille miljøkrav i forbindelse med indkøb. Det betyder, at virksomheden i første omgang ikke stiller krav til disse samarbejdspartnere ud over Økotex 100 kravene. Forarbejdningsgraden af det der importeres afhænger af inden for hvilke produkt-grupper, der findes ledige kvoter (garn, metervare m.m.).

Man undgår dog at handle med virksomheder i en bestemt region i et sydøstasiatisk land, fordi regionen har ry for at have meget børnearbejde og under dårlige vilkår. Virksomheden stillede i forvejen miljøkrav til en anden af dens leverandører. I dette tilfælde havde importkvoter derfor en direkte betydning for virksomhedens muligheder for at stille og indfri krav. Virksomheden vælger således andre samarbejdspartnere, som ikke er begrænset af importkvoter, når de ønsker produkter, der lever op til miljømærkekravene. På længere sigt er det dog målet at kunne stille miljømærke-krav til alle leverandørerne.

En af de interviewede agentvirksomheder gav udtryk for, at det er "almen kendt", at der sker omdirigering af varer, således at de eksporteres til EU fra lande, der har ledige kvoter.

I Pakistan er praksis, at virksomheder oppebærer kvoter fra år til år, hvilket betyder, at det kan være vanskeligt for nye virksomheder at få adgang til kvoter. Der er en omfattende handel med kvoter, og korruption forekommer.

5.8.2 Toldsatser

For et par af virksomhederne har EU’s toldsatser betydning for hvordan arbejdet planlægges, og hvor indkøb placeres. En af virksomhederne sørger for, at deres produkter færdigpakkes i Danmark, således at syningen i Polen og Litauen har karakter af "passiv forædling" og dermed pålægges en lavere toldsats.

En anden virksomhed placerer sine indkøb af råvarer og forarbejdning i EU-lande eller lande, der har import-aftaler med EU (hvor importvarer er pålagt lavere toldsatser).

En agentvirksomhed har fået krav fra kunder om, at garn skal være spundet i EU for at opnå mindst mulig told, fordi den videre forarbejdning sker i østeuropæiske lande.

5.8.3 Valutakurser

Ved handel mellem forskellige lande kan svingninger i valutakurser påvirke prisudviklingen på varerne.

En virksomhed har som følge af de senere års stigning i dollar-kursen flyttet sine indkøb fra et sydøstasiatisk land, hvor der afregnes i dollars, til et land i Mellemøsten, hvor der afregnes i D-mark. Med den stigende dollarkurs blev varerne i det sydøstasiatiske land dyrere for virksomheden at købe. Flytningen af ordrerne er sket på trods af, at virksomheden har haft et Danida-støttet projekt med den sydøstasiatiske virksomhed med forbedring af miljø og arbejdsmiljø som del af fokus. Den danske virksomhed har dog af denne grund opretholdt en mindre leverance fra virksomheden.

To leverandører, som blev interviewet i et baltisk land, oplevede, at deres konkurrencesituation blev forværret på grund af den høje dollarkurs. Den ene leverandør havde været nødt til at sænke prisen for at fastholde den danske virksomhed som kunde. Dette betød, at den baltiske virksomhed ikke havde ressourcer til at gennemføre forbedringer m.m.

5.9 Opsamling

Ændringer i valutakurser kan betyde, at selv virksomheder med et langvarigt samarbejde og tradition for fælles udviklingsprojekter med betydning for miljø og arbejdsmiljø bryder samarbejdet. Det kan betyde, at der skal etableres nye forudsætninger i nye leverandørrelationer for et samarbejde, der også rummer hensyn til miljø og arbejdsmiljø.

For leverandører kan indkøbernes pres på prisen, som det var tilfældet i Litauen, betyde, at leverandørerne sænker prisen for at fastholde kunderne, og det kan have betydning for hvor mange ressourcer, der er til at indfri krav fra leverandører eller iværksætte nye initiativer på eget initiativ inden for de forskellige kravområder.