Miljø- og kvalitetsledelsessystemer i fire danske virksomheder

5 Konklusioner

5.1 Sådan kommer man i gang
5.2 Sådan kommer man videre

Formålet med Miljøstyrelsens projekter vedrørende implementering af kvalitets- og miljøstyring var at vurdere hvordan koblingen af de to systemer fungerer, om implementeringen ville højne virksomhedernes miljøpræstationer og om det ville medføre investeringer i renere teknologi.

Formålet er med projektet må siges at være opfyldt, da der gennem etablering og drift af miljø- og kvalitetsledelsessystemer i de fire virksomheder er indhøstet en række erfaringer, der kan danne grundlag for en vurdering af de førnævnte forhold.

Projekterne viser entydigt, at det er forholdsvist enkelt at udbygge et eksisterende kvalitetsledelsessystem med miljøledelse. Endvidere viser erfaringerne, at det ikke er hensigtsmæssigt at opbygge to parallelle systemer, da der i praksis er stort overlap mellem disse.

Projekterne har samtidig vist, at der er såvel miljømæssige som økonomiske fordele for virksomhederne forbundet med at etablere miljøledelse.

Endelig er der ikke væsentlige indikationer af, at etablering af et miljøledelsessystem over en kortere årrække af sig selv fører til en øget indsats for at udvikle og implementere renere teknologi løsninger som led i forbedringer af virksomhedernes miljømæssige præstationer.

I det følgende er der ved hjælp af to huskesedler anført essensen af de råd, der med baggrund i de fire virksomheders erfaringer, kan gives om opstart og vedligeholdelse af miljøledelse. Rådene er primært rettet til virksomhedsledelser og miljøchefer, som er eller skal i gang med miljøstyring.

5.1 Sådan kommer man i gang

Nedenstående punkter udgør en huskeseddel for, hvad en virksomhed med baggrund i de indhøstede projekterfaringer, som minimum bør gøre, når der skal indføres et miljøledelsessystem

  1. Start kun, hvis du har et formål
         
  2. Udpeg en projektleder
         
  3. Brug en ekstern konsulent som sparringspartner og deltag om muligt i en erfa-gruppe om miljøledelse
         
  4. Anvend de værktøjer, der er udviklet af brancheorganisationer, Miljøstyrelsen, etc,
         
  5. Informér medarbejderne om hvorfor virksomheden går i gang, og om hvad det vil betyde konkret for den enkelte medarbejder
         
  6. Gennemfør den indledende kortlægning som et projekt og udarbejd en detaljeret projektrapport
         
  7. Få medarbejderne til at beskrive, hvad der foregår og ikke, hvilke der burde foregå, i miljøledelseshåndbogen
         
  8. Hvis du har kvalitetsledelse, så indbyg miljøledelse i kvalitetssystemet fra starten
         
  9. Formuler håndbogen kort, kontant og præcist. Tag kun det nødvendigste med og hold de store ambitioner uden for håndbogen
         
  10. Udlever kun håndbogen til nøglepersoner, så den er overskuelig at ajourføre
         
  11. Brug tid på medarbejderinformation og ikke mindst holdningsbearbejdning
         
  12. Gå foran som leder med det gode eksempel
         
  13. Vær ikke barnepige - medarbejderne kan og skal selv lære at klare opgaverne
         
  14. Opstil realistiske, målbare og entydige mål for miljøindsatsen.
         
  15. Inddrag arbejdsmiljøforhold
         
  16. Skab en hurtig succes, så alle kan se det er besværet værd
         
  17. Kast ikke for mange bolde i luften på engang

5.2 Sådan kommer man videre

Nedenstående punkter udgør en huskeseddel for, hvad en virksomhed med baggrund i de indhøstede projekterfaringer, som minimum bør gøre, for at komme videre efter implementering af ledelsessystemet.

  1. Erkend at produktion er primær og miljøindsats sekundær
         
  2. Gør miljøchefen synlig, så medarbejderne ved at miljø er vigtig for ledelsen
         
  3. Prioritér en god og vedholdende projektledelse på de (få) miljøprojekter, der er i gang
         
  4. Prioritér en effektiv intern audit
         
  5. Uddan nye medarbejdere i procedure og instrukser som en del af deres allerførste introduktion til virksomheden
         
  6. Afhold periodiske medarbejdermøder, hvor ledelse og miljøchef orienterer om resultater, mål og forventninger.
         
  7. Prioritér at medarbejdere på alle niveauer i virksomheden får inspiration fra medarbejdere med tilsvarende funktioner fra andre afdelinger i virksomheden eller fra andre virksomheder.
         
  8. Brug de eksterne auditører som sparringspartnere for at få input og ideer til forsatte forbedringer og nye fokusområder
         
  9. Benyt brancheorganisationer og lignende til at skaffe information om relevante værktøjer og metoder til fortsat udvikling og forbedring af virksomhedens miljøpræstation
         
  10. Acceptér en længere tilbagebetalingstid på investeringer i miljøforbedringer