Miljø- og kvalitetsledelsessystemer i fire danske virksomheder

Sammenfatning

Miljøstyrelsen iværksatte i 1992 projekter vedrørende implementering af miljø- og kvalitetsstyring på 4 virksomheder. Virksomhederne har nu flere års erfaringer med ledelsessystemerne og er derfor i stand til at videregive deres erfaringer om længere tids drift af ledelsessystemerne.

Virksomhederne har hver for sig udarbejdet en slutrapport for projektforløbet, der er vedlagt som bilag til herværende. Virksomhedsrapporterne har dannet baggrund for interview med relevante personer på virksomhederne. Det er virksomhedernes slutrapporter og interviewudsagn, som udgør grundlaget for herværende rapport.

Systemet beskriver ansvar og kompetencer bedre

Alle virksomheder har som følge af ledelsessystemerne fået en betydelige bedre afklaring af de interne kompetence- og ansvarsforhold. Dette beskrives som en af de største gevinster ved projektet.

.. og opfattes mest positivt af medarbejdere med rutinepræget arbejde

Ledelsessystemet opfattes typisk mere positivt af medarbejdere med rutinearbejde end af medarbejdere med ikke-rutinepræget arbejde som finder de skrevne forretningsgange unødvendigt bureaukratiske og snærende. Dette er ikke overraskende, da rutinearbejde lettes ved udarbejdelse af faste fremgangsmåder. Det omvendte kan blive tilfældet for det ikke-rutineprægede arbejde, hvis der fastlægges for usmidige fremgangsmåder.

Det bliver en del af hverdagen og kræver ikke megen ekstra tid

I løbet af få år bliver ledelsessystemet en naturlig og integreret del af hverdagen og aktiviteterne på virksomhederne. Det er således ikke muligt at udskille tidsforbruget til miljøregistreringer og vedligeholdelse af ledelsessystemet, men det vurderes at være lavt.

Det er nødvendigt at opretholde certificeringen

De interne og eksterne audits får i stigende grad ren præventiv karakter, da antallet af afvigelser falder efterhånden. Det er fortsat nødvendigt med certificering, da der ellers er risiko for at ledelsessystemet går mere eller mindre i opløsning fordi der ikke er nogen "eksamenskrav" og dermed ikke nogen anledning til at få vedligeholdt systemet og systemanvendelsen. Samtidig sikrer certificeringen og de eksterne audits troværdighed overfor kunder og andre eksterne interessenter.

Miljømål skal være realistiske

Der skal opstilles realistiske, entydige, målbare og opnåelige miljømål fra starten. Det bliver hurtigt vanskeligt at opstille nye mål, når de lette gevinster er lokaliseret og nået. Det er samtidig vanskelig at finde nøgletal, som kan beskrive den tidslige ændringer i produktionsforholdene og dermed dokumentere realiseringen af miljømålene.

Miljøhåndbogen skal beskrive virkeligheden

Det er en stor udfordring ved implementering af et miljøledelsessystem at få beskrevet den faktiske adfærd på virksomheden. Der er en stor risiko for, at håndbogen i stedet kommer til at beskrive ambitioner om, hvordan det burde være, hvilket vanskeliggør fuld tilslutning og engagement fra virksomhedens medarbejdere.

.. og kun forefindes i få eksemplarer

Miljøhåndbogen skal kun eksistere i få eksemplarer, da det ellers bliver for besværligt at opdatere den. Alternativt er at den kun forefindes på en central EDB-server.

Det er let at integrere miljø i et eksisterende kvalitets-ledelsesystem

Det kræver ikke nogen stor indsats at indbygge miljø i et eksisterende kvalitetsstyringssystem. Langt hovedparten af procedurerne eksisterer og alle virksomhedens medarbejdere ved, hvordan de skal forholde sig til et ledelsessystem.

… og det samme gælder arbejdsmiljø

Det er naturligt at integrere arbejdsmiljø i ledelsessystemet, specielt de fysisk/kemiske forhold, da ydre og indre miljø i praksis opleves som to sider af samme sag.

Det er en fordel at have både kvalitet- og miljøstyring

Det kan være en fordel at have både miljø- og kvalitetsledelse, da kvalitetsstyring kan siges at holde liv i miljøaktiviteterne. Det skyldes at aktiviteterne i kvalitetsledelsen typisk foregår noget hyppigere end aktiviteterne i miljøledelsen.

Miljøeffekterne er ikke nødvendigvis store.

De miljømæssige effekter ved etableringen af miljøledelse har i forhold til potentialet på de deltagende virksomheder været tilfredsstillende, men ikke imponerende. Miljøledelse har hos de deltagende virksomheder kun i meget begrænset omfang medført miljømæssig innovation for eksempel i form af udvikling og implementering af renere teknologi løsninger.

Miljøledelse reducerer omkostningerne og giver flere kunder

Virksomhederne har vanskeligt ved at kvantificere det økonomiske udbytte af miljøledelse. De mener dog alle, at det har været økonomisk fordelagtigt, at indføre miljøledelse. Det har medført reduktion i omkostninger til anskaffelse af ressourcer og til bortskaffelse af affald og spildevand. Certificeringen har endvidere i konkrete tilfælde gjort det lettere for virksomhederne at fastholde eksisterende kunder, samt at tiltrække nye. Indsatsen og inddragelsen af virksomhedernes medarbejdere vurderes endvidere at have medført en væsentlig generel styrkelse af medarbejdernes motivation og engagement på arbejdspladsen.

Miljøledelse ændrer ikke nødvendigvis på forholdet til leverandører

En enkelt af de deltagende virksomheder har i kraft af miljøledelsessystemet udviklet deres leverandørstyring. De øvrige har ikke aktivt forsøgt at påvirke leverandørerne til en mere miljøforsvarlig adfærd.

… og myndigheder

Det er ikke muligt at konkludere, hvorvidt miljøledelse ændrer forholdet til og kravene fra miljø- og arbejdsmiljømyndigheder.

En huskeseddel

Der er med udgangspunkt i virksomhedernes samlede erfaringer udarbejdet en huskeseddel med nødvendige, men ikke altid tilstrækkelige, beslutninger, aktiviteter og fremgangsmåder i forbindelse med opstart og drift af et miljøledelsessystem.