Miljø- og kvalitetsledelsessystemer i fire danske virksomheder

1 Introduktion

1.1 Baggrund
1.2 Metode
1.3 Rapportens opbygning

1.1 Baggrund

Miljøstyrelsens iværksatte i 1992 projektet "Integration af kvalitetsstyring og miljøledelse" med det formål at undersøge samspillet mellem de to ledelsessystemer samt undersøge i hvilket omfang indførelse af miljøledelse ville højne virksomhedernes miljømæssige præstation, herunder anvendelse af renere teknologi.

Projektet omfattede implementering af ledelsessystemer på fire virksomheder. Det var tekstilvirksomhederne Tytex og Novotex, plastvirksomheden Kaiserplast samt kemivirksomheden Casco Nobel.

To af virksomhederne havde ved projektets start implementeret kvalitetsstyring i form af et certificeret ISO 9000 system. Disse to virksomheder skulle i løbet af projektet supplere kvalitetsstyringen med et certificeret miljøledelsessystem. De andre to virksomheder havde ved projektets start ikke nogle former for ledelsessystemer. Den ene af de to virksomheder skulle implementere et sammenhængende miljø- og kvalitetsstyringssystem, mens den anden alene skulle implementere miljøstyring. Projektet omfattede derved forskellige kombinationer og læreprocesser.

Erfaringerne fra de fire virksomheder skulle anvendes i en motivations- og informationsindsats overfor andre danske virksomheder og derved skærpe interessen for at gå i gang med miljøledelse.

De fire deltagende virksomheder har undervejs i projektet flere gange videregivet deres erfaringer med processen og med systemerne i en række rapporter udgivet af Miljøstyrelsen.

Herværende rapport er en opsamling på de generelle erfaringer og effekter ved indførelse og drift af systemerne.

1.2 Metode

De deltagende virksomheder er blevet besøgt, og der er gennemført 4 interview på hver af virksomhederne med udvalgte personer blandt topledelse, miljø- og kvalitetsansvarlige, mellemlederne og medarbejderne. Dermed omfatter interviewene et vertikalt snit i organisationsstrukturen.

Alle interviewpersoner er blevet stillet spørgsmål inden for følgende emner:
Incitament til etablering af miljøledelse
Projektforløb
Organisering af miljøarbejdet
Medarbejderne (reaktioner, holdninger, commitment)
Vedligeholdelse (kontinuerte forbedringer, system, engagement, typiske afvigelser, etc.)
Udbytte (miljøeffekter, renere teknologi, økonomi, mersalg, medarbejdermotivation, etc)
Omverdenens reaktioner (kunder, leverandører, myndigheder)
Integration af kvalitets- og miljøstyring
Indfrielse (målsætninger, forventninger)

Der er endvidere gennemført interview med repræsentanter for relevante myndigheder (miljø og arbejdsmiljø) for at få en vurdering af systemernes betydning for myndighedernes behandling af virksomheden. Der er endvidere gennemført et interview med en medarbejder fra et certificerende organ.

Oplysningerne fra interviewene udgør sammen med de fire slut-rapporter grundlaget for de generaliserede vurderinger som rapportens indledende afsnit indeholder.

Formålet med denne tilgang er at få belyst, hvordan relevante aktører vurderer, at systemet fungerer og opleves efter flere års drift.

1.3 Rapportens opbygning

De iagttagelser og erfaringer, som anføres i rapporten er grupperet under følgende temaer:
Opstart og drift af integrerede ledelsessystermer
Økonomiske og miljømæssige resultater og effekter
Omverdens reaktion

Rapporten afsluttes med en række konkluderende bemærkninger vedrørende projektets målopfyldelse, samt et checkliste, som kort opsummere de vigtigste råd og læresætninger, der kan udledes af de 4 virksomheders erfaringer med miljø- og kvalitetsstyring.

Bilag 1 indeholder en oversigt over interviewede personer.

De fire afsluttende rapporter fra virksomhederne er vedlagt som bilag 2 til 5.