Miljøoptimering af godstransportydelser inden for bygge-anlægssektoren

1 Indledning

1.1 Formål
1.2 Målgruppe
1.3 Projektets aktiviteter
1.4 Læsevejledning

1.1 Formål

Det overordnede formål med projektet er følgende:

  1. at få afklaret, i hvilket omfang der er et forbedringspotentiale med hensyn til optimering af transportarbejdet og dermed reducere miljøbelastningen indenfor bygge- og anlægssektoren.
        
  2. at undersøge hvorledes transporterne indenfor sektoren kan påvirkes mod øget transportoptimering ved forskellige løsningsmuligheder.

Arbejdet fokuserer på, hvorledes kapacitetsudnyttelsen kan øges.

Løsningsmuligheder der reducerer såvel miljøbelastning fra transportarbejdet og samtidig reducerer omkostninger vil særlig være i fokus.

Mere specifikke mål for projektet er følgende:
at afdække transportmønster og kapacitetsudnyttelse på transporter indenfor bygge-anlægsområdet
at afdække det samspil der foregår mellem entreprenører, transportører, grossister og materialeleverandører.
at identificere indenfor hvilke områder, der er et forbedringspotentiale.
at afdække mulige løsninger og tiltag, der kan reducere transportarbejdet indenfor disse områder.
afdække de eventuelle barrierer der er for implementering af nye samspilsformer og tiltag.
at identificere og bearbejde konkrete forslag til optimering
afdække aktørernes holdning til disse forslag og mulighederne for implementering.

Det er første gang denne type projekt er gennemført med konkrete registreringer af transporter på bygge-anlægsopgaver med henblik på belysning af kapacitetsudnyttelsen.

1.2 Målgruppe

Projektets primære målgrupper er byggeriets og transporterhvervets organisationer samt de aktører, som er knyttet til bygge-anlægssektoren og transportsektoren:

Udførende entreprenører og håndværkere
Leverandører og grossister
Transportører
Rådgivere
Bygherrer
Myndigheder

Alle disse har en rolle i forhold til, hvorledes transporterne foregår i dag, og har mulighed for at øve indflydelse på hvilke eventuelle strategier og tiltag, der skal sættes i værk fremover.

1.3 Projektets aktiviteter

Projektets hovedaktiviteter har været følgende:

  1. Registreringer af transporter på anlægsprojekt (case-studie 1)
  2. Registreringer af transporter på byggeprojekt (case-studie 2)
  3. Bearbejdning og analyse af data fra registreringer
  4. Kortlægning af transportforholdene i branchen gennem interviewrunde (nr. 1)
  5. Opstilling og bearbejdning af idéer til optimering
  6. Afprøvning af idéer gennem interviewrunde (nr.2)
  7. Diskussion af idéer gennem afholdelse af 2 rundbordssamtaler
  8. Analyse og vurdering af forslag til optimering
  9. Afholdelse af konference
  10. Muligheder for realisering

Som det fremgår af ovenstående er der i projektet anvendt flere forskellige metoder til belysning af problemstillingen. Der er dels foretaget konkrete registreringer på henholdsvis et bygge- og et anlægsprojekt, dels gennemført 2 interviewrunder og afholdt rundbordssamtaler med aktører fra branchen. Endvidere har styre- og følgegruppedeltagerne også bidraget med input og kommentarer.

Projektet og de tilknyttede konklusioner bygger dermed på et meget bredt felt af såvel kvantitative som kvalitative data.

1.4 Læsevejledning

I kapitel 2 gives en kort præsentation af bygge-anlægssektoren, som bygger bredt på de gennem projektet indsamlede data. I kapitel 3 og 4 præsenteres resultater fra transportregistreringer på henholdsvis anlægsprojektet og byggeprojektet.

I kapitel 5 redegøres for formål med og deltagere i interviewrunderne. I kapitel 6 er der trukket nogle gode eksempler frem og i kapitel 7, 8 og 9 redegøres for, hvorledes forholdene er i dag vedrørende planlægning og bestilling af materialer, organisering og samarbejde om transport samt planlægning og gennemførelse af transporter. Disse bygger dels på resultater fra interviewrunderne dels på resultater og erfaringer fra de to case-studier.

I kapitel 10 opsummeres der på, på hvilke områder case-studier og interviewrunder har vist, at der er et forbedringspotentiale. Kapitel 11, 12 og 13 er de mere fremadrettede kapitler, hvor der i kapitel 11 på baggrund af de samlede projektdata/-input er præsenteret en række optimeringsidéer. I kapitel 12 er de væsentligste udsagn fra rundbordssamtaler præsenteret. I kapitel 13 gives der på baggrund af de samlede projektdata en perspektivering af projektets resultater og en vurdering af mulighederne for realisering af optimeringsidéer.

I bilag 1 og 2 foreligger mere detaljerede resultater fra case-studierne.