Indsamling af papir og pap til genanvendelse fra virksomheder

4 Kvaliteter og afsætning

4.1 Kvaliteter
4.2 Afsætning

4.1 Kvaliteter

De fraktioner, der indsamles fra virksomheder, private og offentlige institutioner, kan opdeles i følgende 4 kategorier:
Bedre kvaliteter
bølgepap
kontorpapir
blandet papir/blandet karton.

Kategorien bedre kvaliteter indsamles primært fra den grafiske industri, mens kategorien bølgepap hovedsageligt indsamles fra engros- og detailhandel.

Kategorien kontorpapir indsamles primært fra private og offentlige institutioner og fra større virksomheder.

4.2 Afsætning

Alle typer papir og pap, der optræder i en vis mængde og kvalitet, kan genanvendes, hvis fibrene ikke i produktionsprocessen er forurenet i en sådan grad, f.eks. ved laminering, at de ikke kan renses.

Såfremt en kommune etablerer en indsamlingsordning, skal kommunen sikre sig, at det indsamlede papir bliver sikret materialegenanvendt. Det skal så vidt muligt ske ved udbuddet af ordningen for indsamling og genanvendelse af papir og pap.

Alle typer af papirkvaliteter kan afsættes, men der kan være tale om, at returpapiret nedklassificeres, hvis det ikke overholder de opstillede kvalitetskrav. Der er forskellige forhold afhængigt af papirkvaliteten, der kan medføre nedklassificering af en vare.

Det må anbefales, at virksomheder og institutioner kontakter modtageren af papiret/pappet (f.eks. den lokale genvindingsindustri) for at få afklaret de specifikke kvalitetskrav/sorteringskrav.

De kvaliteter, der typisk indsamles fra virksomheder i dag, er:
Papir fra den grafiske industri
pap (bølgepap)
kontorpapir (henholdsvis fortrolige papirer og ikke-fortrolige papirer)
blandet karton (primært fra den grafiske industri).

Kontorpapir kan opdeles i følgende 3 fraktioner:
Fortrolige papirer
pap og andre brune fibre som f.eks. brune kuverter
øvrigt papir f.eks. fotokopier, kuverter, aviser og edb-lister (endeløse baner).

For de fleste kontorer vil det ikke kunne betale sig at udsortere edb-lister som en selvstændig fraktion. Edb-lister forekommer hos de fleste virksomheder i begrænset omfang.

For nogle virksomheder vil det være tilstrækkeligt at opsamle det frasorterede papir og pap i en enkelt fraktion. Dette gælder virksomheder (typisk butikker), hvor der hovedsageligt forekommer en enkelt kvalitet (typisk pap).