Formidlingsprojekt om alternativer til blød PVC i byggebranchen

3 Anvendelse af blød PVC i byggeriet

3.1 Kabler mv.
3.2 Gulv- og vægbeklædning
3.3 Tagbelægning
3.4 Folier og membraner
3.5 Tætningslister, fugebånd mv.
3.6 Diverse

Resultatet af den gennemførte kortlægning af brugen af blød PVC i byggeriet er summeret i nedenstående tabel 3.1. I tabellen er der for hver af de seks produktkategorier anført de identificerede byggeprodukter med indhold af blød PVC, samt det årlige forbrug af hver af disse byggeprodukter.

De enkelte produktkategorier er beskrevet mere detaljeret på de efterfølgende sider.

Tabel 3.1:
Kortlagte forbrug af byggeprodukter med indhold af blød PVC i Danmark.

Produktkategori

Byggeprodukt

Forbrug af blød PVC pr. år

Reference

1. Kabler mv.

Signal- og telekabler

11.400 tons

9

Bøjelige ledninger

Installationskabler < 1kV

Installationskabler > 1kV og < 6kV

2. Gulv- og vægbeklædning

Homogene vinylbelægninger

3.900 tons

8

Heterogene vinylbelægninger

Cushion-vinylbelægninger

Vinyl med underlag af skum/kork

Kvartsvinylbelægninger

PVC-coatede korkfliser

Tæppefliser

6 tons

14

Strukturtapeter på skillevægge

20 tons

3

Plastisol-coatede profilplader (udendørs facadebeklædning)

4.500 tons PVC 1)

4

3. Tagbelægning

Tagfolier

1.150 tons PVC 2)

3

Plastisol-coatede profilplader

1)

4

4. Folier og membraner

Afdækningspresenninger

60 tons

1, 5

Fleksible plader og bændler

300 tons

6

Vandtryksmembraner i kældre + membraner i parkeringsdæk

2)

3

5. Tætningslister, fugebånd mv.

Bånd til indstøbning i beton

5 tons

23, 32

Fugeprofiler

3)

23

Selvklæbende tætningsbånd

30 tons 4)

23

6. Diverse

PVC-tape

8 tons

7

Plastisol-coatede ståltagrender

20 tons

31

Total

21.400 tons

 

   
Noter
1) Samlet forbrug af plastisol-coatede profilplader til tag- og vægbeklædninger.
2) Forbruget af PVC-membraner i kældre og parkeringsdæk er indeholdt i det anførte forbrug af PVC-tagfolier.
3) Det har ikke været muligt at fremskaffe oplysninger omkring forbrugets størrelse, forbruget er dog forholdsvis begrænset /23/.
4) En mindre del eksporteres formentligt /26/.

3.1 Kabler mv.

Omkring halvdelen af mængden af blød PVC i byggeri i Danmark anvendes i isolation- og kappemateriale i ledninger og kabler.

Indenfor byggeri anvendes et stort antal forskellige ledninger og kabler. I nærværende projekt er valgt at opdele området i fire produktgrupper, som repræsenterer de forskellige produkter benyttet indenfor byggeri.

De fire produktgrupper er:
Signal- og telekabler
Bøjelige ledninger (synlige ledninger)
Installationskabler <1,0 kV
Installationskabler >1,0 kV og <6 kV.

Det skal bemærkes, at der er mange forskellige varenumre inden for de fire produktgrupper, specielt inden for signal- og telekabler. Det vurderes imidlertid, at isolations- og kappemateriale er det samme hvad enten der er 3, 5 eller flere ledere i eksempelvis et signalkabel.

Der er på det danske marked ikke fundet andre el komponenter til byggeri med indehold af blød PVC, der er således eksempelvis ikke fundet kabelbakker, kontakter eller strips med indhold af blød PVC.

3.2 Gulv- og vægbeklædning

PVC-gulve anvendes i en lang række byggerier herunder skoler, sygehuse, kontorer, butikker og boliger. Bløde PVC-gulve er nemme at renholde og kan udføres vandtætte, på nær kvartvinyl og cushionsvinyl, hvorfor de også anvendes i baderum, køkkener, laboratorier og lignende.

Blød PVC benyttes i en række udformninger til gulv- og vægbeklædninger, hvoraf en del ofte er sammensat af flere forskellige materialer. Ofte anvendes bløde underlagsmaterialer, som eksempelvis korkment. Hermed opnås bedre trinlydsdæmpning og bedre gangkomfort.

Traditionel blød PVC gulv- og vægbeklædning leveres både som fliser og banevarer.

Tæppefliser behandles ikke yderligere i nærværende rapport, da forbruget i Danmark udgør en procentuel meget lille andel af de PVC-holdige gulvbelægninger. Lim af blødgjort PVC i tæppefliser er tillige ved at blive substitueret med en anden limtype /14/.

Blød PVC benyttes endvidere i byggeriet til beklædning/coating af vægbeklædninger for at gøre disse mere modstandsdygtige og holdbare. Indedøre anvendes blød PVC som overfladebehandling af strukturtapet til flytbare skillevægge til brug i eksempelvis kontorlokaler. Udendøre anvendes blød PVC (Plastisol) til overfladebelægning på profilerede stålprofiler, som bl.a. anvendes til facadebeklædning af haller, staldbygninger og lignende bygninger.

3.3 Tagbelægning

Blød PVC anvendes til tagbelægning i form af tagfolier samt som overfladebelægning på profilerede stålprofiler, som omtalt under afsnit 3.2.

Bløde PVC-tagfolier findes som homogene produkter og som armerede produkter. Hovedparten af bløde PVC-folier, som benyttes til tagdækning i Danmark er armeret. Armeringen er enten en filt eller en vævet dug fremstillet af glasfiber eller en syntetiske fiber, eksempelvis polyester.

Bløde PVC-tagfolier kan anvendes på alle taghældninger. Det vurderes imidlertid at mere end 95 % af den udlagte bløde PVC-tagfolie lægges på flade tage eller tage med en hældning på under 10 grader, samt på hvælvede tage.

3.4 Folier og membraner

Folier og membraner anvendes i byggeriet til vand-/fugtstandsning i tag-, væg- og dækkonstruktioner. En stor del af de i byggeri anvendte folier og membraner er af plastik, hvoraf en del igen er af blød PVC.

Bløde PVC-membraner anvendes i forholdsvis stor udstrækning til vandstandsning/diffusionsspærring udvendigt på kældervægge og i parkeringsdæk. Disse folier og membraner er "specialkvaliteter" af tagfolierne omtalt i afsnit 3.3.

Bløde PVC-membraner anvendes endvidere i vådrumsgulve. Det samlede forbrug af blød PVC hertil er meget begrænset. Dette særskilte forbrug er derfor ikke behandlet yderligere i nærværende projekt. Her anvendes typisk flydende membraner, der ikke indeholder blød PVC.

Bløde PVC-membraner anvendes endvidere som afdækningsmateriale i forbindelse med opførelse/renovering af en bygning/bygningsdel, eksempelvis afdækning i forbindelse med en tagrenovering.

En mere speciel anvendelse af blød PVC i byggeriet er i fleksible plader og bændler, der anvendes til afskærmning og isolering ved porte og døre i industribygninger. Denne anvendelse af blød PVC beror bl.a. på, at PVC som et amorft materiale er let at gøre gennemsigtigt.

Et stort anvendelsesområde for plastikfolier og –membraner i byggeriet er som dampspærrer i tag- og vægkonstruktioner. Ifølge leverandører og byggesagkyndige /18/ anvendes der til dette formål imidlertid udelukkende polyethylen.

3.5 Tætningslister, fugebånd mv.

Tætningslister og fugebånd og beslægtede produkter anvendes i byggeriet til primært tætning af fuger. Fuger kan både være kraftoverførende eller ikke-kraftoverførende, men optager de bevægelser, der kan forekomme i de omgivende bygningskomponenter. Sidstnævnte fugetyper er relevante for nærværende projekt.

Gennem kortlægninger er der identificeret produkter med indhold af blød PVC indenfor fugebånd til indstøbning i beton, fugeprofiler samt selvklæbende tætningslister.

Fugebånd til indstøbning i beton anvendes i alle former for fuger, hvor der er behov for vandtætning. Fugebåndet er vandsugende og ekspanderer til flere gange det oprindelige volumen når det påvirkes af vand.

Fugeprofiler findes i forskellige udformninger og anvendes til glasindsætning og som regnskærme, hvor profilernes elastiske egenskaber udnyttes.

Selvklæbende tætningslister anvendes til tætning af diverse fuger.

Nærværende produktkategori er meget kompleks med hensyn til antal af produkter samt producenter og leverandører. En stor del af produkterne indenfor kategorien produceres i udlandet og importeres til Danmark. Disse forhold har vanskeliggjort kortlægningen af forbruget af blød PVC indenfor produktkategorien, hvorfor nærværende kortlægning ikke forventes at være udtømmende for produktkategorien.

3.6 Diverse

Det antages, at over 90% af det anvendte bløde PVC i byggeriet er omfattet af ovenstående produktkategorier. Der er dog identificeret yderligere et par anvendelsesområder for blød PVC, som ikke er omfattet af de førnævnte fem produktkategorier.

Tape af blød PVC benyttes til forskellige formål i byggeriet. Blød PVC-tape (sort) benyttes til tætning af samlinger i diffusionsspærrer (PE). Blød PVC-tape benyttes endvidere til isolering, korrosionsbeskyttelse og reparation af kabler og andre elektriske installationer.

Slutteligt anvendes blød PVC (Plastisol) til overfladebelægninger på ståltagrender. Plastisol-belagte ståltagrender formes af de samme stålprofiler, som anvendes til produktion af profilerede facade- og tagbeklædninger. Disse profiler er beskrevet under afsnit 3.2 og 3.3.