"Statistik for Madaffald 2000" baseres på indberetninger fra tre anlæg,
der oparbejder madaffald. De tre anlæg er: PNA 83 i Kolding, DAKA med hovedkontor i
Løsning og KAMBAS, Ringsted.
Anlæggene er de eneste, der oparbejder madaffald fra storkøkkener, samt fra
detailhandel og fremstillingsindustri i Danmark. Datagrundlaget er således dækkende for
indsamling og oparbejdning af madaffald i Danmark.
Potentialet for indsamling af madaffald fra storkøkkener blev i 1989 beregnet til
19.600 tons, /1/. Beregningerne var baseret på undersøgelser
i Vejle Amt foretaget af PNA 83. Herudover blev det skønnet, at potentialet for
indsamling af madaffald fra handel og industri på landsplan udgjorde ca. 10.000 tons, /1/. Det samlede potentiale blev således skønnet til ca. 30.000
tons.
De senere år er potentialet for indsamling af madaffald beregnet på baggrund af
behandlingsanlæggenes skøn over den potentielle mængde.
Anlæggene indberetter hvor meget madaffald, der indsamles fra storkøkkener
henholdsvis fra detailhandel og fremstillingsindustri. Ligeledes indberettes antallet af
storkøkkener m.v., der er dækket af indsamlingen. Det er dog ikke alle anlæg, der
skelner mellem om indsamlingen sker fra et "storkøkken" eller fra
"detailhandel/ fremstillingsindustri".
Antallet af kommuner hvorfra der sker indsamling oplyses ligeledes.
RenoFlex indsamler madaffald i Hovedstadsområdet. Oplysning om antallet af
indsamlingssteder indhentes direkte hos RenoFlex. Virksomheden leverer indsamlet madaffald
til behandling på KAMBAS.
Anlæggene oplyser, hvorledes det behandlede madaffald afsættes.
"Statistik for madaffald 2000" omhandler udelukkende madaffald fra
storkøkkener samt fra detailhandel og fremstillingsvirksomheder. Madaffald (herunder
organisk dagrenovation) fra private husholdninger indgår ikke i denne statistik.
Ved et storkøkken forstås et køkken, der leverer mad til andre. Leveringen kan
f.eks. ske gennem salg, servering eller forplejning. Storkøkkener der indgår som
affaldsproducenter i nærværende statistik frembringer mere end 100 kg madaffald pr. uge
jvf. afsnit 1.4.1.
Madaffald fra storkøkkener består af rester og levninger fra såvel tilberedning som
servering af levnedsmidler.
Fast madaffald fra detail- og fremstillingsvirksomheder kan f.eks. være
produktionsrester eller defekte sendinger/partier af frugt, grønt, brød, kager og andre
fødevarer
Separat indsamlet madaffald fra storkøkkener og fast madaffald fra detail- og
fremstillingsvirksomheder oparbejdes enten til madpulp, der anvendes som svinefoder, eller
til kød-/benmel henholdsvis mel/fedt. Behandlingen sker på oparbejdningsanlæg, der er
godkendt hertil af de veterinære myndigheder.
Bekendtgørelsen om indsamling af madaffald fra storkøkkener forpligter kommunerne til
at indsamle madaffald fra storkøkkener, der frembringer mere end 100 kg madaffald pr.
uge, /2/.
Kommunerne kan enten selv etablere indsamlingen eller lade andre virksomheder forestå
denne. Oparbejdningsanlæggene har indgået aftaler med kommunerne om indsamling af
madaffald eller også har de aftaler med transportører, der leverer direkte til
anlæggene.
Der er ingen lovhjemmel for særskilt indsamling af fast madaffald fra detailhandel og
fremstillingsvirksomheder. Indsamling af madaffald fra disse kildetyper sker således
gennem frivillige ordninger.
| Forside | | Indhold | | Forrige | |
Næste | | Top
|