| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøindsatsen i Arktis 2001

Kapitel 4
Natur- og miljødebat skal fremmes i grønland

Dækningen af natur- og miljøstoffet i de grønlandske medier skal fremmes, kvantitativt såvel som kvalitativt. Det er formålet med et projekt, som for øjeblikket gennemføres i Nuuk med journalister ved de grønlandske nyhedsmedier som målgruppe. Det langsigtede mål er at styrke den grønlandske befolknings viden og bevidsthed om natur- og miljøspørgsmål og dermed natur- og miljødebatten i Grønland.

4.1. Baggrund for projektet

En af de store udfordringer i fremtiden på natur- og miljøområdet i Grønland bliver at fremme natur- og miljødebatten og dermed natur- og miljøbevidstheden hos befolkningen. Det fastslog fire nøglepersoner på natur- og miljøområdet i Grønland uafhængigt af hinanden, da de i 1999 blev interviewet til en artikel til Miljøstyrelsens blad MiljøDanmark om natur- og miljøproblemer i Grønland.

Blandt de adspurgte var Grønlands daværende landsstyremedlem for sundhed og miljø Alfred Jakobsen, direktør Klaus Nygaard, Grønlands Naturinstitut og daværende direktør for Direktoratet for Miljø og Natur, Søren Hald Møller. Anledningen til deres udsagn var især den rovdrift på en række bestande af Grønlands levende ressourcer, som de udpegede som et af de alvorligste naturog miljøproblemer for det grønlandske samfund.

Grønlands Naturinstitut var i 1998 vært for et tre-dages "Seminar om de levende ressourcer", hvor 150 forskere, forvaltere, fangere, fiskere, politikere og menige borgere diskuterede situationen og enedes om, at de levende ressourcer er begrænsede, og at det er nødvendigt at sikre en bæredygtig udnyttelse af bestandene. Men én ting er, at politikerne i Landsting og Landsstyre på baggrund af rådgivning fra Naturinstituttet kan beslutte fredninger og kvoter for at beskytte arter og bestande. Noget andet er at få en befolkning, som gennem generationer har været vant til at høste, hvad den fandt behov for i naturen, til at forstå og respektere nødvendigheden af kvoter og fredninger. Som daværende landsstyremedlem Pâviâraq Heilmann sagde på seminaret: "I sidste ende er det den, som står med fingeren på aftrækkeren, den som sætter garnet, som afgør, om det sker med eller mod reglerne". For i et land, hvor otte jagtog fiskeribetjente skal kontrollere et landområde på størrelse med England, kan man ikke kontrollere sig ud af problemet. Det er de kendsgerninger, der var baggrunden for, at de fire interviewede efterlyste en holdningsskabende natur- og miljødebat i Grønland.

Men hvorfor mangler der en natur- og miljødebat i Grønland? Og hvordan får man gang i den debat? De spørgsmål ville Miljøstøtte-ordningen gerne have belyst. Derfor sendte Miljøstyrelsen i efteråret 2000 miljøjournalist Jonna Odgaard til Nuuk og Sisimiut for gennem en række interviews at få belyst de spørgsmål og indkredset svarene. I alt blev 25 personer interviewet, 16 hjemmehørende og 9 tilkaldte: politikere, forvaltere, organisationsrepræsentanter og journalister. Alle blev stillet de samme 30 spørgsmål, hvoraf hovedoverskrifterne var: Hvilke natur- og miljøproblemer anser du for at være de væsentligste for Grønland, nu og på længere sigt? Er der behov for at styrke naturog miljødebatten i Grønland, og hvilke barrierer er der for det? Hvordan dækkes natur- og miljøstoffet i de grønlandske medier? Hvorfor mangler natur- og miljøorganisationerne i Grønland? Og endelig: Hvilke forslag har du til at fremme natur- og miljødebatten?

De 25 interviews resulterede i tre artikler til Miljøstyrelsens blad MiljøDanmark (marts 2001) samt rapporten "Naturog Miljødebatten i Grønland. Resumé af interviews med 25 personer med relation til natur- og miljødebatten i Grønland".

4.2 Natur- og miljødebat efterlyses

Der var stor enighed blandt de interviewede om, at der mangler natur- og miljødebat i Grønland. Som landsstyreformand Jonathan Motzfeldt udtrykte det:

"Folk snakker meget indbyrdes om det her. Men der er ikke en offentlig debat om spørgsmålene. Det savner jeg. Vi skal have organisationerne og befolkningen med i diskussionen. Uden befolkningens deltagelse, kan vi ikke lave kvoter og fredningstider. Men det kræver et kolossalt informationsarbejde om fredningsbestemmelser og beskrivelse af arternes biologi".

Landsstyremedlem for miljø og natur Alfred Jakobsen var enig: "Debat og dialog er nødvendig for at fjerne fordomme. Gennem dialog findes balancen mellem forskellige holdninger".

Tove Søvndahl Petersen, daværende sekretariatschef i Indfødte Folks Sekretariat, påpegede, at det at have en offentlig debat er en kultur, Grønland stadig er i gang med at lære:

"Debatten i medierne - altså en offentlig debat - er generelt svag. Det med at debattere mellem forskellige samfundsgrupper er jo noget, der hører et pleuralistisk demokrati til. Og demokratiet er stadig ungt i Grønland".

Barriererne for natur- og miljødebatten i Grønland er dog først og fremmest kulturelle, påpegede flertallet af de interviewede, nemlig dels en kulturelt betinget modvilje mod at "træde hinanden over tæerne", som Alfred Jakobsen udtrykte det eller konfliktskyhed, som andre kaldte det, dels at visse emner er tabu at diskutere. Journalist på KNR's Radioavis Claus Mokvist sagde eksempelvis: "Jeg synes bestemt, der mangler natur- og miljødebat i Grønland. Især i forhold til, hvordan vi behandler naturen. Som dansk journalist oplever jeg den grønlandske konfliktskyhed som noget af et kulturchok".

Redaktør på avisen A.G., Jens Brønden var enig i, at der mangler en holdningsskabende natur- og miljødebat, selv om han var uenig i, at der generelt mangler debatkultur i Grønland: "Men der er stadig visse ting, man ikke taler om. Emner, der har været tabu som eksempelvis fangererhvervet. Eller selvforståelsen som et folk, der lever i pagt med naturen. Jeg tror, det er en lang proces. Der må tages hul på tabuerne lidt efter lidt".

Jokum Møller, forstander på Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut mente også, at det er tabuer, der står i vejen for debatten: "Jeg synes bestemt, der mangler natur- og miljødebat. Man kan ikke lovgive sig ud af det her. Det er folks holdninger, man skal bearbejde. Vi mangler at diskutere, at vi ikke har uanede ressourcer. Moderne teknik har medført et meget større jagttryk. Vi bliver nødt til at åbne debatten om, at Grønland har ændret sig. Vi skal tage bindet fra øjnene og diskutere, hvad det handler om: Overudnyttelse af visse ressourcer. Det kan ikke nytte noget, at vi betragter problemet som tabu".

4.3. Miljøstoffet dækkes ikke godt nok

Der var enighed om blandt de interviewede, at den natur- og miljødebat, der skal skabes, skal foregå i medierne. Det fastslog blandt andre landsstyreformand Jonathan Motzfeldt: "Debatten skal foregå på basis af saglig information på et seriøst grundlag og den almindelige pressedækning. Og så er vi nogle politikere, der gerne vil deltage i debatten".

Daværende landsstyremedlem Alfred Jakobsen var enig:

"Medierne vil sikkert være de bedste kanaler til at give viden og information om miljøforhold. De har en vigtig rolle at spille i vores stadige demokratiudvikling og i vores rolle i relation til de globale miljøproblemer".

Men der var også meget bred enighed om, at de grønlandske medier ikke gør det godt nok, når det gælder dækningen af natur- og miljøstoffet, som skal danne basis for den offentlige debat. Jess G. Berthelsen, formand for Grønlands største lønmodtagerorganisation SIK med 11.000 medlemmer, sagde: "Natur- og miljøstoffet dækkes ikke nær godt nok i de grønlandske medier. Jeg er sikker på, at mine medlemmer gerne vil have mere information om det her".

Hvalros.

Også Alfred Jakobsen efterlyste mere og bedre dækning af miljøstoffet i medierne: "Jeg kunne godt ønske mig, at de grønlandske journalister var mere miljøbevidste. Natur- og miljøstoffet dækkes kun sporadisk. Og det, de har, tager de fra de danske medier".

Peter Nielsen, kontorchef i Direktoratet for Miljø og Natur, var også enig: "Natur og miljøstoffet dækkes ikke nær godt nok. Da vi udsendte den første rapport om Grønlands Biodiversitet i maj sidste år og rapporten Naturbeskyttelse i Grønland i august i år, blev rapporterne overhovedet ikke omtalt i medierne, selv om de blev udsendt med en pressemeddelelse. Og når stoffet bringes, sættes det ikke ind i et internationalt perspektiv".

Det internationale perspektiv blev også efterlyst af direktøren i Direktoratet for Miljø og Natur, Hans J. Høyer:

"Når det internationale miljøstof alt for sjældent findes i de grønlandske medier, så er det bare telegrammer, der er gengivet uredigeret fra bureauer eller fra internettet. Emnerne sættes ikke ind i en grønlandsk ramme eller giver anledning til, at de indhenter kommentarer fra grønlandske kilder".

Generelt blev journalistikken i Grønland af ikke-journalister blandt de interviewede kritiseret for at være for ukritisk og præget af én-kildes artikler. Tove Søvndahl Petersen sagde det på denne måde: "Det internationale perspektiv mangler fuldstændigt. Grønland er hele verden".

Også ICC's præsident Aqqaluk Lynge savner det internationale miljøstof: "Den grønlandske presse er meget provinsiel. Der er eksempelvis meget lidt dækning af ICC's aktiviteter, selvom jeg sidder her i Nuuk. Der er ingen kvalificeret dækning af natur- og miljøstoffet. Og internationalt miljøstof behandles kun sporadisk".

Den kritik var journalisterne ikke uenige i. Som forklaring gav de først og fremmest manglende tid pga. den lave journalistiske bemanding på grønlandske medier: Alle journalister skal kunne dække alle emner. Der er ingen mulighed for specialisering.

Journalisterne var imidlertid enige i, at natur- og miljøstoffet ikke dækkes nær godt nok i de grønlandske medier i betragtning af, hvor vigtige disse emner er for det grønlandske samfund, både nu og i fremtiden. Redaktør på den ene af Grønlands to aviser A.G. Jens Brønden sagde: "Natur- og miljøstoffet dækkes fuldstændig tilfældigt i de grønlandske medier. På aviserne hænger det sammen med begrænset plads - artiklerne skal jo bringes på to sprog - og med begrænsede journalistressourcer. Men det er da rigtigt, at pga. de særlige konsekvenser for Grønland af de globale miljøproblemer som klimaændringer og POP'erne, ville det være helt relevant at prioritere miljøstoffet højt".

Peter Nielsen, kontorchef i Direktoratet for Miljø og Natur, efterlyste flere nuancer i dækningen af natur- og miljøstoffet: "Når endelig natur- og miljøstoffet dækkes, så sker det alt for enøjet: Altid fra et fangersynspunkt. Medierne ser eksempelvis aldrig stoffet i forhold til turismen, som jo netop er baseret på naturoplevelser og uberørt natur".

Såvel journalisterne selv som mange af de interviewede påpegede, at den manglende dækning af natur- og miljøstoffet - udover de sparsomme journalist ressourcer på medierne - også skyldes manglende viden om emnerne hos journalisterne. Sofia Geisler, uddannelsesleder på Journalistskolen i Nuuk sagde: "Vi har et problem med, at journalisterne ikke har tilstrækkelig indsigt i natur- og miljøspørgsmål. Jeg synes heller ikke, at den nuværende dækning af natur- og miljøstoffet er tilstrækkelig".

Mange - journalisterne selv såvel som de øvrige interviewede - påpegede behovet for efteruddannelse af grønlandske journalister. Journalister i Grønland har som danske journalister adgang til efteruddannelse på Den Journalistiske Efteruddannelse i Århus, men kun få får mulighed for at benytte sig af den, fordi det koster arbejdsgiveren en flybillet til Danmark oven i kursusprisen. Journalistskolen i Nuuk har på papiret pligt til at tilbyde journalisterne efteruddannelse, men har ikke fået bevillinger, der gør det muligt at leve op til denne forpligtelse. Derfor efterlyste såvel Journalistskolen som mange journalister og andre interviewede efteruddannelsestilbud for journalister i Nuuk.

Men journalisterne og flere andre rettede også skytset den anden vej. De mente, at der var behov for mere og bedre information til medierne og offentligheden fra de to store institutioner på området: Grønlands Naturinstitut og Direktoratet for Miljø og Natur. Maria Simonsen, redaktionschef på KNR's Radioavis sagde blandt andet: "Jeg tror, radioen skal prioritere natur- og miljøstoffet mere. Det er stofområder, vi vil gøre mere ud af. Men vi mangler også saglig information fra forskere og forvaltere".

Henriette Rasmussen, tidligere FN rådgiver og Grønlands repræsentant i IUCN påpegede, at der er brug for at gøre stoffet mere forståeligt: "De rapporter, der publiceres af Naturinstituttet og Direktoratet for Miljø og Natur, som eksempelvis Grønlands Biodiversitet, burde laves i en folkelig udgave".

Peter Nielsen, kontorchef i Direktoratet for Miljø og Natur, er blevet mere og mere opmærksom på, at direktoratet har et problem i forhold til offentligheden: "Vi bliver nødt til at lægge vort arbejde om her i direktoratet. Vi skal lægge mere vægt på information og holdningsbearbejdning", sagde han.

Smeltevand i Arktis kær.

4.4. Medierne er nøglen

Som det fremgår af ovenstående, var der hos de interviewede enighed om, at medierne, dvs. journalisterne er nøglen til mere natur- og miljødebat i Grønland og dermed større viden og bevidsthed om natur- og miljøspørgsmål i befolkningen.

Og det blev tillige påpeget, at journalisterne har brug for mere viden for at kunne dække natur- og miljøstoffet. Samtidig blev der hos alle interviewede efterlyst efteruddannelse af de grønlandske journalister.

Disse konklusioner er afsæt for et miljøstøtteprojekt, der gennemføres af Den Journalistiske Efteruddannelse og er rettet mod journalister ved de grønlandske nyhedsmedier. Dvs. de to aviser A.G. og Sermitsiaq samt KNR, først og fremmest radioavisen og TVavisen, men også KNR's kulturredaktioner, som står for baggrundsudsendelser. Formålet med projektet er: "at øge de grønlandske journalisters viden om og interesse for natur- og miljøspørgsmål, såvel de lokale natur- og miljøspørgsmål som internationale miljøspørgsmål af betydning for Arktis med henblik på en såvel kvalitativ som kvantitativ øget pressedækning af dette stofområde for herigennem at fremme debat og viden om natur- og miljøforhold i det grønlandske samfund".

Det skal ske først og fremmest gennem et kursus i natur- og miljøjournalistik, som afvikles i Nuuk i foråret 2002. Kurset består af tre moduler på tilsammen 10 hele kursusdage. På kurset vil der blive undervist i de emner, der anses for de vigtigste for Grønland, og som derfor også er blandt Miljøstøtteordningens hovedindsatsområder. Det er: Forvaltning af de levende ressourcer, herunder undervisning i Grønlands økologi, biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse, klimaændringer, de organiske miljøgifte (POP'erne), natur- og miljøkonsekvenser af olie- og mineraludvinding (da Grønland sigter mod at gøre dette til det næstvigtigste erhverv efter fiskeri), affaldshåndtering samt strategier for bæredygtig udvikling. Underviserne vil være de relevante forskere og eksperter fra Danmark og Grønland. Dermed vil kursisterne tillige blive præsenteret for de vigtigste mundtlige kilder til den fremtidige dækning af natur- og miljøstoffet. På kurset vil deltagerne desuden blive udstyret med relevante skriftlige kilder til hvert emne i form af bøger, rapporter, nyhedsbreve og internetkilder. Endelig vil kursisterne blive tilskyndet til - i lighed med danske journalister - at bruge natur- og miljøorganisationerne som "alternativ ekspertise", kilder og kommentatorer ved, at de danske afdelinger af de største internationale natur- og miljøorganisationer WWF Verdensnaturfonden og Green-peace samt den største danske natur- og miljøorganisation Danmarks Naturfredningsforening på kurset vil få lejlighed til at præsentere sig for deltagerne.

Da det tydeligt fremgik af interviewene i efteråret 2000, at de sparsomme journalistressourcer på de grønlandske medier giver meget lidt tid til research, opsøgende journalistik og læsning af baggrundsmateriale, og da journalisterne desuden efterlyste mere information fra forskere og forvaltere, er det tillige en del af projektets formål at introducere medarbejderne ved Grønlands Naturinstitut og Direktoratet for Miljø og Natur samt evt. andre relevante samarbejdspartnere for metoder, der kan gøre informationer fra disse institutioner lettere og hurtigere tilgængelig for journalisterne. Det kan eksempelvis ske ved at arrangere udvidede pressemøder, hvor de vigtigste aktører i forbindelse med det præsenterede emne er tilstede. Formålet er dels at journalisterne kan spare tid ved at have alle relevante kilder samlet, dels at tilskynde journalisterne til at bruge flere kilder, dvs. at belyse en problemstilling fra flere vinkler.

Det skete eksempelvis som led i projektet i december 2001, da daværende landsstyremedlem Alfred Jakobsen præsenterede en ny fuglebekendtgørelse. Udover at Alfred Jakobsen præsenterede og gennemgik den nye bekendtgørelse, var også fiskernes og fangernes organisation KNAPK og den grønlandske afdeling af Dansk Ornitologisk Forening Timmiaq inviteret til at præsentere deres syn på bekendtgørelsen. Samtidig blev journalisterne forsynet med en omfattende pressemappe med relevant baggrundsmateriale til dækning af fuglebekendtgørelsen. Pressemødet resulterede i en bred og nuanceret dækning af fuglebekendtgørelsen.

Andre tiltag vil eksempelvis være at arrangere mini-seminarer på Naturinstituttet om konkrete, aktuelle emner, presse-briefinger i forbindelse med internationale møder, hvor Grønland er repræsenteret, og hjælp til udarbejdelse af publikationer til offentligheden om natur og miljøspørgsmål. Naturinstituttet og Direktoratet for Miljø og Natur bliver derudover tilbudt rådgivning i, hvordan de to institutioner generelt kan styrke deres kommunikation til medierne og til offentligheden.

Projektet er blevet modtaget meget positivt af alle parter og der er stor interesse for kurset i natur- og miljøjournalistik og for projektets øvrige tilbud. Der er etableret en følgegruppe for projektet bestående af direktør Klaus Nygaard, Grønlands Naturinstitut, direktør Hans J. Høyer, Direktoratet for Miljø og Natur, nyhedschef Najattaaq Mathiassen, KNR og formand for Grønlands Presseforening, journalist Erik Holmsgaard, Sermitsiaq. Projektet afsluttes endeligt i foråret 2003.