Fælles fremtid - udvikling i balance

12 Transport

Det er regeringens overordnede mål at bryde sammenhængen mellem vækst i transportens miljø- og sundhedsbelastning og vækst i økonomien for at opnå bæredygtig udvikling på transportområdet. Hensyn til sundhed, miljø og sikkerhed integreres i transportområdet. Regeringen har som langsigtede pejlemærker, at transportsektoren skal yde sit rimelige bidrag til reduktion af det nationale udslip af drivhusgasser, og at luftforurening fra trafikken ikke udgør en sundhedsfare for befolkningen. Trafikstøj skal begrænses til et niveau, som sikrer, at ingen udsættes for væsentlige negative sundhedspåvirkninger. Det skal være sikkert og trygt for alle at færdes i trafikken. Transportsystemets negative påvirkning af levesteder for dyr og planter skal begrænses.

Transportsystemet skal sikre befolkningen adgang til arbejde, butikker, offentlig service og fritidsaktiviteter, og alle skal sikres effektiv mobilitet gennem kollektive og private transportløsninger. Erhvervslivet skal sikres gode transportforbindelser til omverdenen, og trængsel på vejene bør kun forekomme i spidsbelastningssituationer. Den kollektive og individuelle trafik herunder cykel- og gangtrafikken skal sikres høj fremkommelighed.

Befolkningen har en forventning om fleksibel, hurtig og sikker tilgængelighed til arbejde, varer og oplevelser i fritid og ferie. Den mobilitet, som kræves for at virkeliggøre dette, forudsætter et effektivt og tidssvarende transportsystem med høj fremkommelighed.Tilgængelighed og effektiv mobilitet er velfærdsgoder, som skal sikres og udvikles for fremtidige generationer gennem transportpolitikken.

Trafik i et moderne samfund har samtidig en række negative konsekvenser for sundhed og miljø, som nedsætter samfundets samlede velfærd. Sundhed, miljø og sikring af fremtidige generationer sætter dermed nogle rammer for et moderne transportsystem. Det betyder ikke, at tilgængelighed og mobilitet skal begrænses, men at transporten skal finde former, der skaber mindre trafik, færre ulykker og mindre forurening, og lokalisering af boliger og virksomheder bør ske, så der skabes mindst mulig motoriseret trafik.

Der er derfor brug for at fortsætte den integration af miljøhensyn i transportpolitikken, som er foregået gennem det sidste årti både på EU-plan og i Danmark. Der er opstillet en række mål for blandt andet transportens CO2-udslip, støj og luftforurening. Indsatsen i forhold til disse mål vil blive videre udviklet på baggrund af ny viden om transportens samspil med miljø og sundhed. Samtidig må blikket rettes mod såvel internationalt samarbejde som samarbejde med andre sektorer, amter, kommuner og andre centrale aktører for at finde langsigtede svar på transportsektorens udfordringer.

Mange af transportens problemer og løsninger er tæt knyttet til den internationale udvikling, og det betyder, at Danmark ikke kan gennemføre de nødvendige initiativer alene ved nationale virkemidler. Det gælder for eksempel udvikling af ny teknologi og afgifter på international transport. Samtidig kan mulighederne for bæredygtig transport kun indfries ved at samtænke transportspørgsmål med andre sektorpolitikker. Det gælder især erhvervspolitik, den økonomiske politik, lokaliseringspolitik samt skatte- og afgiftspolitikken.

Det er vigtigt at være opmærksom på disse forudsætninger, da langt den største del af transporten sker for at opnå noget andet end trafik. Det er også vigtigt, at de virkemidler, som sættes ind, anvendes, hvor de har størst virkning ud fra en samfundsøkonomisk og miljømæssig betragtning.

Danske og udenlandske erfaringer viser, at teknologisk udvikling er et effektivt middel til at udvikle en mere miljøvenlig transportsektor. Derfor prioriteres det højt at fremme teknologisk udvikling i arbejdet med bæredygtig transport. Dog kan teknologisk udvikling ikke løse alle transportsektorens problemer.Teknologisk udvikling vil derfor indgå i en bredt anlagt strategi sammen med fysisk planlægning, information og dialog om transportvaner samt markedsorienterede styringsmidler som øvrige elementer.

FN's Verdenskommissionen i 1987 offentliggjorde rapporten "Vor fælles fremtid". Den daværende regering vedtog i 1990 en transporthandlingsplan for miljø og udvikling, som forholdt sig til de nye udfordringer. Siden har Danmark udarbejdet en række strategier og handlingsplaner for bæredygtig transport, som har været genstand for betydelig folkelig debat. Der er desuden iværksat en række konkrete initiativer med udgangspunkt i ønsket om at sikre øget bæredygtighed i transportsektoren. Danmark har i EU bidraget til at udforme EU Transportrådets strategi fra 1999 for integration af miljø og bæredygtig udvikling i Fællesskabets transportpolitik.

I Danmark er transportens påvirkning af miljø og sundhed fra luftforurening og ulykker faldet siden Rio-konferencen. Det skyldes især en målrettet indsats for bedre motorteknologi, brændstofkvalitet og trafiksikkerhed. I EU er der sket væsentlige fremskridt via aftaler med bilindustrien og stadig strammere normer for køretøjers udledninger af forurenende stoffer.

Danmark har haft en vis succes med at indrette afgiftssystemet, så det fremmer valg af mindre miljøbelastende biler og brændstoffer. Afgiftsdifferentiering på bly- og svovlholdige drivmidler har medvirket til den overgang til renere brændstoffer, der er sket gennem 1980'erne og 1990'erne. Afgiftssystemet er også brugt til at fremme mere energieffektive køretøjer. Omlægningen af vægtafgiften til den såkaldte "grønne ejerafgift" på personbiler er et eksempel, ligesom elbiler er fritaget for registreringsafgift, og registreringsafgiften er mindre for de mest energieffektive bilmodeller.

Efterspørgslen efter transport vil ifølge nationale og internationale beregninger fortsætte med at stige de næste mange år. Den økonomiske vækst i samfundet må fortsat forventes at være en central årsag til væksten i transportefterspørgslen. Andre væsentlige årsager er globalisering, byspredning, øget bilejerskab og ændrede transportvaner. Den stigende trafik vil medføre et øget udslip af drivhusgasser, trængsel, forbrug af ressourcer og øget påvirkning af natur- og boligområder. Med en bredt anlagt strategi, der inddrager de forskellige årsager til trafikvækst, og teknologiske udvikling, vil det være muligt at begrænse transportens miljøbelastning. På den måde kan vi undgå, at trafikvækst vil undergrave de mål for fremkommelighed, miljø og sundhed, som regeringen arbejder for.

Ifølge den eksisterende viden er de største sundhedsmæssige problemer fra trafikken knyttet til ulykker og luftforurening herunder små sodpartikler fra køretøjer. Menneskers sundhed påvirkes også negativt ved høj støjbelastning.

Mål og indsats i den kommende tid

CO2.Transportsektoren skal bidrage til at opfylde Danmarks forpligtelse til at reducere CO2-udslippet med 21 procent fra 1990 til 2008-2012. Regeringen vil overveje mulige virkemidler til at begrænse CO2-udslippet som baggrund for at fastlægge pejlemærker for transportsektorens CO2 -udledning frem til første budgetperiode 2008- 2012 og på længere sigt. Det medfører, at den stadige stigning i transportsektorens CO2-udslip bringes til ophør.Transportsektorens bidrag til den samlede danske klimaindsats skal vurderes i forhold til, hvor der samlet opnås mest miljø for pengene. Regeringen har nedsat et udvalg, som undersøger mulighederne for effektive løsninger for reduktion af klimagasser herunder på transportområdet. På langt sigt - det vil sige frem mod 2030 - er det regeringens hensigt, at transportsektorens CO2-udslip skal begrænses med 25 procent i forhold til 1988. Det er et ambitiøst pejlemærke, der forudsætter, at den økonomiske vækst afkobles fra udviklingen i transportsektorens CO2-udslip.

Luftforurening og byernes miljø. I byerne ydes en særlig indsats for at mindske trafikkens påvirkning af byernes miljø. Det er regeringens mål frem til 2010 at begrænse udledningen af kvælstofoxider og kulbrinter med 60 procent i forhold til 1988-niveauet og inden for samme periode at halvere trafikkens udledning af partikler i byerne. Luftforurening fra trafikken udgør et særligt problem for byernes miljø og afledte sundhedseffekter. Især luftforurening med små partikler giver problemer. Regeringen vil overveje, hvordan anvendelsen af effektive partikelfiltre på lastbiler og busser kan fremmes. For dieselvarebiler og -personbiler, der tegner sig for cirka 60 procent af partikelforureningen, er teknologien til eftermontering af filtre endnu ikke færdigudviklet, men der er enkelte nye bilmodeller på markedet med filtre. Regeringen vil overveje, hvordan markedsorienterede instrumenter kan fremme salget af disse. Dieselbiler er mere energieffektive end benzinbiler og giver dermed mindre udslip af CO2. Men til gengæld giver dieselbilerne større udslip af kvælstofoxider (NOx) og partikler. Kommunerne kan anvende de muligheder, der er i færdselsloven, til at styrke den lokale indsats for et bedre bymiljø. Færdselsloven giver for eksempel mulighed for forsøg med miljøzoner og andre initiativer.

Trafiksikkerhed. Færdselskommissionen har i sin handlingsplan fra 2000 som mål, at der inden udgangen af 2012 skal være 40 procent færre dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken. Regeringen vil arbejde for at målet nås blandt andet gennem tiltag, der vil nedbringe hastighederne på særligt farlige og udsatte steder og øge brugen af sikkerhedssele, forbedre vejudformning, afmærkning og trafikudvikling samt ved forbedret information og uddannelse til trafikanterne.

Støj.Trafikken er den væsentligste kilde til støjbelastningen i Danmark. Specielt støj fra vejtrafik er i dag et udbredt lokalt miljø- og sundhedsproblem, mens støjbelastning fra baner er begrænset væsentligt i løbet af 1990'erne. Mange mennesker bor i områder, hvor trafikstøjen overskrider grænserne for, hvad der anses for sundhedsmæssigt tilfredsstillende. Det vurderes, at der i dag er omkring 150.000 stærkt støjbelastede boliger. En stærkt støjbelastet bolig er belastet med støj over 65 decibel, dvs. 10 decibel over den vejledende grænseværdi. Også i EU er der stigende opmærksomhed om støjs miljømæssige konsekvenser. I foråret 2002 er et EU-direktiv om vurdering og styring af ekstern støj vedtaget. Direktivet indeholder krav om støjkortlægning, udarbejdelse af nationale handlingsplaner og involvering af offentligheden i alle EU-lande.

På den baggrund har regeringen nedsat en Vejstøjgruppe, der har til formål at udarbejde et bredt funderet forslag til vejstøjstrategi. I vejstøjstrategien vil muligheden for at nå en væsentlig begrænsning af antallet af stærkt støjbelastede boliger blive belyst. Dette vil ske inden for rammerne af det kommende støjdirektiv. Som en væsentlig del af vejstøjstrategien vil der blive gennemført en samfundsøkonomisk vurdering af dels de sundhedsmæssige konsekvenser af vejstøj, dels de virkemidler, der kan anvendes for at nedbringe antallet af stærkt støjbelastede boliger.

Differentierede brændstofafgifter reducerer partikeludledning

I Danmark er der indført differentierede brændstofafgifter på dieselbrændstof til biler på basis af svovlindholdet. Al brændstof anvendt i Danmark har nu et svovlindhold, som er under en syvendedel af EU-grænsen, som er 350 ppm (parts pr. million). Det har resulteret i, at luftens indhold af de sundhedsskadelige små sodpartikler er faldet kraftigt. På Jagtvej i København er der målt en halvering i koncentrationerne fra 1999 til 2000 af de ultrafine sodpartikler (nanopartikler).


Mobilitet og fremkommelighed.
Der er foretaget en række langsigtede investeringer i udbygning af vejnettet og den kollektive transport for de kommende år. For den kollektive persontransport bliver der tale om et markant kvalitetsløft med investeringer i gode tog til alle samt Metro og Ringbane i København og nærbaner i Århus og Ålborg. For vejtrafikken er der tale om investeringer i motorveje og motortrafikveje, som skal sikre trafikanternes fremkommelighed på det overordnede vejnet, hvor trafikken er mest sikker og til mindst gene for befolkningen. Det er regeringens hensigt at skaffe finansielt grundlag for yderligere investeringer i veje og kollektiv transport blandt andet med henblik på en mere hensigtsmæssig afvikling af trafikken i hovedstadsområdet. Den fysiske planlægning skal bruges til at øge fremkommelighed ved gang, cykling og kollektiv transport. Regeringen vil fortsat anvende miljøkonsekvensvurderinger i forbindelse med alle relevante lovforslag, herunder om ny infrastruktur, for at sikre de bedste beslutninger.

Natur og landskab.Transportens virkning på biodiversitet samt natur og miljø skal begrænses.Ved planlægning og gennemførelse af offentlige anlæg er udgangspunktet, at fredninger respekteres, og at der tages hensyn til naturværdier. Der bør endvidere tages hensyn til større sammenhængende, uforstyrrede landskaber, så de så vidt muligt holdes fri for støj og fragmentering. Der bør lægges vægt på at sikre mulighed for, at dyr fortsat kan passere trafikanlæg især ved ådale og spredningskorridorer. Amterne har i overensstemmelse med den statslige udmelding til Regionplanrevision 2001 udpeget større, uforstyrrede landskaber i regionplanerne.

Affald. Genanvendelsesprocenten for udrangerede køretøjer for materialer fra person- og varebiler skal ifølge et EU-direktiv op på 85 procent inden 2015. Det skal ske ved at gennemføre krav til behandling af udtjente biler herunder krav til oparbejdning med henblik på genanvendelse.

Rigtig prissætning. Regeringen bakker op om konklusionen fra EU topmødet i Göteborg i 2001 om, at priserne på transport i højere grad skal afspejle de omkostninger, som transporten påfører samfundet. Derfor vil regeringen løbende overveje, om grøn markedsøkonomi på transportområdet kan bidrage til en bæredygtig udvikling. Det vil fremme en mere fair konkurrence mellem transportformerne. Regeringen vil nedsætte et udvalg der skal se på mulighederne for at omlægge registreringsafgiften, så salget af miljøvenlige biler fremmes. Regeringen vil analysere indholdet i de kørselsafgiftordninger, der fremmes i udlandet i disse år samt effekterne af sådanne ordninger i en dansk sammenhæng.

Bedre transportvalg og -vaner. Information om miljøvenlige transportvalg skal være tilgængelig, så borgerne selv kan træffe deres valg. For persontransporten handler det om at fremme kvaliteten i kollektiv trafik, hvor der er trafikgrundlag, gennem større konkurrence nationalt og internationalt. Desuden er cykling og gang et attraktivt alternativ. Det handler også om at udnytte bilen bedre blandt andet gennem "parkér & rejs" anlæg, ved at fremme samkørselsdatabaser og ved virksomhedsplaner for sikkerhed og miljø. For godstransport vil hovedvægten ligge på information om faciliteter for kombinerede transportløsninger, der involverer mere bane- og søtransport samt ved dialog mellem statslige myndigheder og erhvervsorganisationerne for at fremme bedre logistik og miljøstyring. Andre virkemidler til at fremme mere miljøvenlige transportvalg og -vaner vil være uddannelse, oplysning og dialog, grøn indkøbspolitik og relevante markedsorienterede styringsmidler.

Forskning. Der forskes i centrale aspekter bag udviklingen i transporten og de virkemidler, der kan styre udviklingen i en bæredygtig retning. Eksempler på forskningsområder er valg af transportmidler, transportøkonomiske analyser samt integrerede analyser af økonomi, miljø og trafiksikkerhed. Et andet forskningsområde er trafikkens miljøeffekter blandt andet betydningen af partikler.

International indsats. Det Europæiske Råd besluttede som opfølgning på traktatens bestemmelser på mødet i Cardiff i 1998, at miljøhensyn skulle integreres i alle øvrige sektorpolitikker. Som opfølgning på denne beslutning fremlagde EU's transportministre på det Europæiske Råds møde i Helsinki i 1999 en strategi for at integrere miljøhensyn i transportpolitikken. Regeringen vil følge op på EU Transportrådets strategi samt på de transportrelaterede dele af EU's arbejde med bæredygtig transport, herunder stats- og regeringsledernes konklusioner på Det Europæiske Råd i Göteborg i juni 2001. Ligeledes vil regeringen anvende OECD's retningslinier for bæredygtig transportpolitik, der blev vedtaget som en del af OECD's miljøstrategi for bæredygtig udvikling i 2001. Det omfatter blandt andet en indsats for, at alle former for transport kommer til at betale de samfundsmæssige omkostninger og en indsats for at fremme kollektiv transport samt godstransport på bane, ad vandveje og ved kombinerede transporter. Mere konkret arbejder Danmark blandt andet for øget og fair konkurrence på baneområdet i EU, en international eller EU-afgift på flybrændstof samt for at fremme høje internationale miljøstandarder for køretøjer og motorbrændstof. EUkommissionen vedtog i september 2001 en hvidbog om EU's fælles transportpolitik. Hvidbogen indeholder omkring 60 konkrete initiativer, og regeringen vil arbejde for, at EU-kommissionens initiativer samlet set fremmer en bæredygtig udvikling på transportområdet.

Da udvikling og produktion af ny teknologi til køretøjer i høj grad foregår uden for Danmarks grænser, er det vigtigt at opnå aftaler igennem EU om normer og standarder for nye køretøjer og brændstoffer. Ad den vej er der opnået gode resultater, og regeringen vil arbejde med at fremme EU-regler, der er fleksible, men også så bindende, at de giver producenter og købere et incitament til og gode muligheder for at foretage miljøvenlige valg. Danmark vil blandt andet støtte, at der i EU vedtages bedre fælles metoder til at beregne og dokumentere køretøjers og infrastrukturens miljøpåvirkning.

Også i andre internationale fora end EU vil Danmark gøre en aktiv indsats. For vejtrafik er FN's Economic Commission for Europe (ECE) et relevant forum, mens International Civil Aviation Organisation (ICAO) og International Maritime Organisation (IMO) er relevante fora for luftfart og søfart.Verdenssundhedsorganisationen WHO fokuserer på direkte og indirekte sundhedseffekter af transport, mens bæredygtig transport på et overordnet plan debatteres som en del af FN's opfølgning på Rio-konferencen i 1992. Danmark arbejder for, at aftaler i disse og andre internationale fora, der peger mod mere bæredygtig transport i og mellem landene, bliver mere konkrete og bindende.

Regeringen vil følge udviklingen i EU's mål og retningslinier for miljømæssig bæredygtig transport. Der vil blive lagt vægt på integration af miljøhensyn i transportsektoren under hensyn til ny viden, at vurdere virkemidler og inddrage relevante aktører.