Undersøgelse af bakterieantal og eftervækstpotentiale i vandværksvand

Forord

I 1997 iværksatte Folketinget et program til sikring og forbedring af drikkevandskvaliteten. Det primære mål med programmet er at udbygge den eksisterende viden om faktorer, der påvirker drikkevandets kvalitet, og at anvise og dokumentere sikre grundvandsbeskyttelsesmetoder. For at opfylde dette mål er der etableret en fond, som har til hensigt at støtte bevarelsen af den decentrale vandforsyningsstruktur i Danmark. En del af midlerne er afsat til støtte til generelle udviklingsprojekter. Projekterne udbydes i offentlig udbud for at give en bred kreds mulighed for at deltage.

I 1998 blev 7 projekter sendt i udbud, herunder projekt om "Undersøgelse af en række drikkevandstypers evne til mikrobiologisk vækst ved laboratorieforsøg". DHI Institut for Vand og Miljø og Institut for Miljøteknologi, DTU blev valgt til at gennemføre projektet. Claus Jørgensen, DHI, har været projektleder og Erik Arvin, Hans-Jørgen Albrechtsen, Charlotte B. Corfitzen, IMT, har deltaget i projektet.

Projektet er gennemført i tæt kontakt med styregruppen, der bestod af Linda Bagge og Janne Forslund fra Miljøstyrelsen, Jørgen Beck fra Sjælsø Vandværk, Søren Lind fra Københavns Energi og Anders Vestergaard, som repræsentant for plastproducenterne.

DHI Institut for Vand og Miljø og Miljøstyrelsen vil gerne takke for samarbejdet med de vandværker, der har deltaget i undersøgelsen.