| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Undersøgelse af bakterieantal og eftervækstpotentiale i vandværksvand

Sammenfatning og konklusioner

Dansk drikkevand er hovedsageligt produceret fra grundvand og indeholder normalt ikke sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Derfor er kloring af vandet i almindelighed unødvendigt. Det medfører til gengæld en risiko for eftervækst i ledningsnettet undervejs til forbrugerne.

Eftervækst defineres her som stigningen i antallet af bakterier i drikkevandet undervejs fra vandværket til forbrugeren.

Formålet med denne undersøgelse har været at bestemme potentialet for eftervækst af bakterier i forskellige typer dansk drikkevand og at vurdere metoderne til bestemmelse af eftervækstpotentialet. Det har også været formålet at undersøge drikkevandet med forskellige mikrobiologiske metoder. Endvidere at undersøge forekomsten af Legionella i drikkevand.

Eftervækstpotentiale er metodeafhængigt og defineres her som antallet af bakterier, der vokser op i en prøve ved henstand, eller som prøvens indhold af assimilerbart organisk kulstof (AOC).

Undersøgelsen er foretaget som et sammenlignende studium hvori eftervækstpotentialet i ti drikkevandstyper er undersøgt ved hjælp af vækstforsøg og bestemmelse af AOC (assimilerbart organisk kulstof). Til sammenligning er der gennemført kemisk analyse af indholdet af organisk stof (NVOC). Der er indhentet oplysninger om vandtypernes kemiske sammensætning. Vandet er undersøgt med en række mikrobiologiske metoder, herunder for forekomst af Legionella på syv af de ti værker.

De undersøgte vandværkerne ligger i Københavnsområdet og i Nordsjælland. To af værkerne indvinder fra grusaflejringer, mens de resterende værker indvinder fra kalk. Undersøgelsen dækker både meget store og mindre vandforsyninger, og der er både kommunale og private værker repræsenteret. Vandbehandlingen på værkerne er traditionel og består af beluftning og filtrering.

På hvert af de ti vandværker er der udtaget 3 prøver i eller lige efter rentvandstanken. Hver prøve blev delt i 3 delprøver og anvendt enten til vækstforsøg, AOC bestemmelse eller NVOC bestemmelse. På to værker, hvor der blev konstateret et højt eftervækstpotentiale, blev undersøgelsen gentaget og udvidet med analyser af råvandet.

Vækstforsøgene er udført som henstandsforsøg. Prøverne henstod ved 15 °C. Der er udtaget delprøver til analyse umiddelbart efter prøvens ankomst til laboratoriet og efter 2, 7 og 14 dages henstand. De mikrobielle undersøgelser af vandprøverne bestod i bestemmelse af kimtal ved 21 °C på gærekstrakt agar (kim_Gær21°C) , Kings agar B (kim_KingsB21°C) og R2A (kim_R2A21°C), kimtal ved 37 °C på gærekstrakt (kim_Gær37°C, ) og PCA (kim_PCA37°C), totalt antal bakterier ved direkte tælling (AODC) og ved bestemmelse af ATP.

Det undersøgte vand kan betegnes som hårdt til temmelig hårdt, og for de fleste vandtyper med relativt høje permanganattal. Det samme gælder tørstofindholdet, mens der er meget stor spredning på indholdet af jern, nitrat og sulfat. Undersøgelsen er en begrænset undersøgelse, der ikke dækker alle vandtyper i Danmark.

Generelt er vandet fra de ti undersøgte vandværker af god mikrobiel kvalitet. Drikkevandsbekendtgørelsens (nr 515, 1988) krav er overholdt med få undtagelser (jern, turbiditet og kimtal ved 37 °C). Metoderne til bestemmelse af kimtal ved 21 °C var som forventet forskellige idet kim_R2A21°C >> kimtal_gæreks21°C > kimtal_KingsB21°C. Det totale antal bakterier målt ved direkte tælling i mikroskob lå mellem 6,5·10⁴ og 4,4·10⁵ bakterier per ml, mens ATP indholdet var 0,4 ng/l til 7,0 ng/l. Disse resultater er i overensstemmelse med litteraturen.

Den gode følsomhed af ved bestemmelse kim_R2A°C giver en større variation mellem vandværkerne, og metoden må anses for at give et mere nuanceret billede af bakterieindholdet i prøverne end de øvrige kim_21°C.

NVOC-indholdet i drikkevandsprøverne lå mellem 1,1 mg/l og 5,2 mg/l. Sammenlignet med NVOC indholdet i dansk drikkevand generelt afviger de undersøgte vandtyper ikke fra, hvad der normalt findes, men der en overvægt af prøver med NVOC indhold på 3 mg/l og derover. Resultaterne fra NVOC analyserne giver ikke anledning til bekymring for mikrobiel eftervækst.

I vandet fra seks af de ti vandværker ligger AOC under 10 µg/l, som er grænsen hvorunder drikkevandet ofte anses for at være biologisk stabilt (van der Kooij og Veenendaal 1995). I vandet fra tre af vandværkerne ligger AOC mellem 20 µg/l og 40 µg/l, hvilket indikerer, at der her kan være en risiko for eftervækst i ledningsnettet. For et vandværk blev der fundet stor variation i indholdet af AOC i vandet, 8,4 - 660 µg/l. Resultaterne er i overensstemmelse med resultater fra undersøgelser i Holland for drikkevand, der er produceret fra grundvand.

Der blev observeret en svag sammenhæng mellem AOC og NVOC. Når indholdet af NVOC er lavt (< 2,5 mg/l) er AOC lavt. Derimod var et højt indhold af NVOC er ikke ensbetydende med et højt indhold af AOC. AOC indholdet udgjorde i gennemsnit 0,39% af NVOC indholdet.

Der var en vis sammenhæng mellem den mikrobielle undersøgelse af drikkevandsprøverne og indholdet af AOC. Ved meget lave AOC-koncentrationer ses et stigende kim_21°C ved stigende AOC, men over 5-10 µg/l havde AOC-indholdet ingen betydning for kimtallet.

Resultaterne fra vækstforsøgene viser, at der uden undtagelse sker en stigning i antallet af bakterier, når de bestemmes som kimtal. For syv af værkerne vokser kim_R2A21°C op til mellem 5,4 · 10³ kim/ml til 76 · 10³ kim/ml. De resterende lå på 100 · 10³ kim/ml eller derover. Den største vækst der blev observeret var til 6,8 · 10⁵ kim per ml på R2A-agar. Vækstforsøgene indikerer, i lighed med AOC bestemmelserne, at risikoen for eftervækst formindskes, når NVOC er mindre end 2,5 mg/l.

På baggrund af vækstforsøgene kan det konkluderes, at der findes et potentiale for eftervækst i det danske drikkevand. De bakterier, der forekommer naturligt i vandet, er i stand til at udnytte det kulstof, der forekommer i vandet.

Der er rimelig sammenhæng mellem bestemmelse af eftervækstpotentiale med de forskellige mikrobielle metoder. Kim_21°C synes at være de mest følsomme og korrelerer godt sammen. Metoderne til bestemmelse af kim_37°C er ikke generelt egnede til vurdering af eftervækstpotentiale i drikkevand. Undersøgelsen viser dog, at der i nogle tilfælde er et eftervækstpotentiale for kim_37°C i vandet, der er tilstrækkelig til, at drikkevandskravene kan overskrides. Anvendelse af ATP og total antal bakterier er mindre følsomme end kim_21°C og giver kun signifikant udslag i de tilfælde, hvor den største vækst i kimtal er observeret.

For de vandværker, hvor AOC indholdet er mindre end 10 µg/l, ses der en svag sammenhæng mellem vækstpotentialet bestemt som det højeste antal kim, der observeres i løbet af vækstforsøgene, og indholdet af AOC, idet der er en tendens til stigende kimtal ved stigende AOC. Når alle resultater betragtes under et, kan der derimod ikke ses sammenhæng, da høje AOC indhold i vandet ikke er modsvaret af et tilsvarende højt kimtal. De forskelle, der kan observeres mellem de to metoder, skyldes givetvis de biologiske forskelle, der er. Der kan især peges på fire faktorer. For det første har de bakterier, der er i de to systemer, forskellige substratvalg, for det andet er det sandsynligt, at kun en del af de bakterier, der vokser frem under vækstforsøget, er dyrkbare på de anvendte agar-typer, for det tredje kan protozoer græsse på bakterierne i vækstforsøgene og begrænse antallet af bakterier og for det fjerde er risikoen for dannelse af biofilm (og dermed forbrug af organisk materiale) i forsøgsflaskerne størst i vækstforsøgene.

Undersøgelsen har vist, at der er et eftervækstpotentiale i dansk drikkevand. I tre eller fire ud af de ti vandværker var AOC indholdet så højt, at det indikerer, en risiko for eftervækst i ledningsnettet. AOC målingerne støttes af vækstforsøgene. AOC-bestemmelser og vækstforsøg, som de er gennemført i denne undersøgelse, kan bidrage med oplysninger om drikkevandets kvalitet med hensyn til eftervækstpotentiale, som ikke kan opnås ved hjælp af almindelige kemiske analyser. Undersøgelsen siger derimod ikke noget direkte om konsekvenserne af et højt eftervækstpotentiale i ledningsnettet.

I undersøgelsen af vandet fra 7 vandværker kunne der ikke påvises Legionella i prøver a 1 l.