| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Undersøgelse af bakterieantal og eftervækstpotentiale i vandværksvand

5. Diskussion af resultater

5.1 Vandkemi

Der er udtaget vandprøver på ti vandværker beliggende i København og Nordsjælland. Hårheden af vandet fra undersøgte vandværker ligger højt i forhold til landet som helhed, hvilket ikke er overraskende, når vandværkernes placering tages i betragtning. Det sammen gælder for permanganattallet, mens niveauet af de øvrige kemiske parametre er nogenlunde dækkende for landet som helhed. Undersøgelsen er en begrænset undersøgelse, der ikke dækker alle vandtyper i Danmark.

5.2 Mikrobiel undersøgelse.

Det generelle billede af vandet fra de ti undersøgte vandværker er, at der er tale om drikkevand af god mikrobiel kvalitet, der overholder drikkevandsbekendtgørelsens krav. Kun vandet fra Tisvildeleje overholder ikke kravene til kim_KingsB21°C og kim_PCA37°C. Forklaringen kan være, at værket er dimensioneret til at forsyne sommerhusområderne, der har et stort forbrug i sommermånederne. Prøverne er udtaget uden for turistsæssonnen, hvor forbruget er lille. Dermed bliver opholdstiden lang i vandværket, hvilket giver mulighed for opvækst af bakterier.

Når de forskellige metoder til bestemmelse af kim_21°C sammenlignes, ses det, at kim_R2A21°C giver resultater, der ligger cirka 8 gange højere end kim_gæreks21°C som igen er cirka 75% højere end kim_KingsB21°C. Dette er som forventet, da R2A er et næringsfattigt substrat, der er beregnet til at bestemme bakterier i prøver fra næringsfattige miljøer. Desuden anvendes overfladeudsæd i denne analyse i modsætning til de to øvrige metoder, hvor der anvendes dybdeudsæd. For nogle prøvers vedkommende er forskellen mellem kim_R2A21°C og de to andre metoder ved 21 °C meget stor. Således ligger kim_R2A21°C 500 gange højere end kim_KingsB21°C i prøven fra Kisserup.

Det totale antal af bakterier i vandet fra alle vandværker lå fra 6,5·10⁴ til 4,4·10⁵ bakterier per ml. Dette stemmer overens med Rygaard Jensen (1996), der har fundet tilsvarende værdier, 1,2·10⁵ til 2,1·10⁵ bakterier per ml, i drikkevand fra Baunehøj Vandværk. I den internationale litteratur er der rapporteret om lignende antal bakterier bestemt ved direkte tællinger. Jaeggi og Smidt-Lorenz (1988), Gibbs et al. 1993 finder, at det totale antal bakterier i drikkevand ligger lidt over 10⁵ bakterier per ml.

Indholdet af ATP i vandet fra de ti vandværker lå mellem 0,4 ng/l og 7,0 ng/l. Under antagelse af at der er 1 pmol ATP per 3,0 · 10⁶ bakterier (Balkwill et al. 1988) og en molvægt for ATP på 549 g/mol, svarer det til et bakterieantal på mellem 2,2 · 10³ og 3,8 · 10⁴ bakterier per ml, hvilket som forventet ligger mellem resultatet fra kimtalsbestemmelserne og resultatet fra bestemmelserne af totalt antal bakterier. Resultaterne stemmer overens med resultater opnået af van der Kooij et al. (1992), der har fundet ATP indhold mellem 1 og 23 ng/l. Derimod har Stutz et al. (1986) rapporteret om værdier for ATP i drikkevand fra Berlin på omkring 0,1·10^-15mol/ml svarende til 0,06 ng/l, altså noget lavere end der er fundet i denne undersøgelse.

5.3 AOC og NVOC

Hver prøve (1,1 l), der er udtaget på de ti vandværker, er blevet delt i tre. Den ene af de tre prøver, cirka 50 ml, er blevet analyseret for NVOC. Den anden prøve, cirka 525 ml, er anvendt til bestemmelse af AOC, og den tredje prøve, cirka 525 ml, er anvendt til vækstforsøg.

NVOC-indholdet i drikkevandsprøverne lå mellem 1,1 mg/l og 5,2 mg/l. Sammenlignet med NVOC indholdet i dansk drikkevand generelt afviger de undersøgte vandtyper ikke fra, hvad der normalt findes (Figur 2-1), men der en overvægt af prøver med NVOC indhold på 3 mg/l og derover. Resultaterne fra NVOC analyserne giver derfor ikke anledning til bekymring for mikrobiel eftervækst.

Indholdet af AOC i de ti drikkevandstyper fremgår af Tabel 4-4. Seks af værkerne ligger under 10 µg/l, hvorunder drikkevandet ofte anses for at være biologisk stabilt (van der Kooij og Veenendaal 1995). Kisserup og Ullerup ligger i en mellemgruppe med AOC-koncentrationer på 27 µg/l og 20 µg/l, mens Rørvig ligger på 24 - 39 µg/l. Disse 3 værker ligger over 10 µg/l, hvilket indikerer, at der kan være en risiko for eftervækst i ledningsnettet. Endelig viser resultaterne fra Studebjerg meget stor variation, mellem 8,4 - 660 µg/l. Der er ikke identificeret gode forklaringer på den variation, der kan observeres på analyseresultaterne mellem prøvetagningsdagene fra vandet fra Studebjerg Vandværk.

Resultaterne er i overensstemmelse med resultater fra undersøgelser i Holland. van der Kooij (1992) fandt, at AOC koncentrationerne i færdigbehandlet hollandsk drikkevand typisk lå mellem 1 µg/l og 57 µg/l for det drikkevand der er produceret fra overfladevand, og mellem 1 µg/l og 20 µg/l for det drikkevand, der er produceret fra grundvand.

AOC-koncentrationen, der blev bestemt i vandet fra Studebjerg ved første prøvetagning, er høj, og er sammenligneligt med det indhold af AOC, der kan findes i eutrofe søer (Jørgensen, 2000). Set i forhold til NVOC udgør AOC-indholdet cirka 16%, hvilket også er højt, og det indikerer, at der er tale om organisk stof, der ikke har gennemgået den naturlige nedbrydningsproces ved passage gennem jordlagene. En anden forklaring kan være, at der er tale om en analytisk fejl, men der er ikke andre tegn på, at der er lavet fejl undervejs, da prøverne er analyseret parallelt med prøverne fra Tisvilde, som har et lavt AOC-indhold. Derudover er indholdet højt i alle de triplikate prøver, hvilket betyder, at den samme fejl skulle være begået i alle tre tilfælde. Endelig understøttes det høje AOC-indhold til en vis grad af vækstforsøgene, der også viser høj vækst. Prøvetagningen er foretaget ensartet efter DS 2250 af samme person på alle de vandværker, der indgår i undersøgelsen (se afsnit 3.2.2), og der er ingen umiddelbart grund til at tro, at der er begået fejl ved prøvetagningen. Derfor er det sandsynligt, at der har været et relativt højt indhold af let nedbrydeligt organisk stof i vandet fra Studebjerg på analysetidspunktet.

Returskylning af filtrene kan muligvis give variationer i AOC indholdet i det behandlede vand. På Studebjerg Vandværk returskylles filtrene hver 5te eller 6te dag. Begge prøveudtagninger er foregået midt mellem returskylningerne, så dette kan ikke give en forklaring på den store variation.

I AOC bestemmelserne var det som regel Spirillum sp. NOX, der voksede op til de højeste antal, og den bidrog som regel også med den største andel af det samlede AOC-indhold (Figur 4-4). Dette resultat er i overensstemmelse med van der Kooij (1992), som finder, at dette gælder både for drikkevand, der er produceret fra overfladevand og grundvand. I van der Kooij´s undersøgelse bestod vandbehandlingen for grundvandets vedkommende som regel af beluftning og hurtig sandfiltrering, hvilket svarer til vandbehandlingen på vandværkerne, der blev undersøgt i dette studium.

Forholdet mellem væksten af Ps. fluorescens P17 og Spirillum sp. NOX kan anvendes til en generel karakteristik af det nedbrydelige organiske stof, der findes i vandet, da Ps. fluorescens P17 og Spirillum sp. NOX foretrækker forskellige substrater. Baseret på væksten af de to stammer er det sansynligt, at en væsentlig del af det organiske stof i de undersøgte drikkevandstyper består af små carboxylsyrer. På Studebjerg, hvor Ps. fluorescens P17 giver langt det største bidrag, er det sandsynligt, at der også er kulhydrater, aminosyrer og aromatiske syrer tilstede.

Sammenhængen mellem AOC og NVOC fremgår af Figur 4-1. De høje AOC-værdier opnås kun ved højt NVOC-indhold (> 2,5 mg/l), men et højt indhold af NVOC er ikke ensbetydende med, at AOC-indholdet er højt. Derimod observeres altid et lavt indhold af AOC, når indholdet af NVOC er lavt. van der Kooij (1992) fandt en lignende men dog mere tydelig lineær sammenhæng for DOC og AOC i drikkevand produceret fra grundvand, med et gennemsnitligt forhold mellem AOC og DOC på 0,14%. I denne undersøgelse var forholdet 0,39%, noget højere, men dog i samme størrelsesorden.

Effekten af vandbehandling på indholdet af AOC og NVOC på Rørvig og Studebjerg vandværker kan ses i Tabel 4-. På begge værker ses et signifikant fald i indholdet af NVOC. På Studebjerg Vandværk er AOC-indholdet uændret efter vandbehandling, mens der kan observeres en signifikant stigning på Rørvig Vandværk. Det er forventeligt, at vandbehandlingen nedsætter indholdet af organisk stof, men der skal kun ske en lille ændring i sammensætningen af det organiske stof i retning af større nedbrydelighed, for at give en målelig stigning i AOC. Der er således ikke nogen modstrid mellem et fald i NVOC og en stigning i AOC.

Stigningen i AOC ved Rørvig Vandværk kunne skyldes autotrof produktion af organisk stof (se afsnit 2.1.2). Sammenligning af koncentrationen af CH₄ og H₂S i det beluftede råvand og i det rensede vand fra Rørvig Vandværk (se bilag D) giver ikke mistanke om autotrof aktivitet, der kan bidrage til det forhøjede AOC. Det samme gælder for jern, mens ammonium oxidation ikke kan udelukkes som en kilde til AOC, da indholdet er ukendt.

Der var en vis sammenhæng mellem den mikrobielle undersøgelse af drikkevandsprøverne og indholdet af AOC (Figur 4-5). Ved meget lave AOC-koncentrationer ses en sammenhæng mellem AOC og kim_21°C, men over 5-10 µg/l havde AOC-indholdet ingen betydning for kimtallet. Det ses tydeligst for kim_R2A21°C. Kim_R2A21°C synes at være det af kim_21°C, der giver de mest nuancerede resultater. Meget lave kim_R2A21°C (<100 kim/ml) indikerer et lavt AOC-indhold, mens man ikke kan sige noget om AOC-indholdet ved kim_R2A21°C >100 kim/ml.

5.4 Eftervækstpotentiale bestemt med kimtal, AODC og ATP i vækstforsøg

Der er gennemført vækstforsøg med drikkevand fra ti udvalgte vandværker. Fra hvert vandværk er der udtaget 3 prøver, der har stået ved 15 °C i 14 dage. På dag 0, 2, 7 og 14 er der udtaget prøver til bestemmelse af kimtal ved 21 °C på tre agartyper: gærekstrakt agar, Kings agar B og R2A, og kimtal ved 37 °C på to agartyper: gærekstrakt agar og PCA. Endvidere er der talt totalt antal bakterier i mikroskop (AODC) og bestemt bakterielt ATP.

Resultaterne fra vækstforsøgene viser, at der uden undtagelse sker en stigning i antallet af bakterier bestemt som kimtal (Tabel 4-4). For syv af vandværkerne voksede kim_R2A21°C op til mellem 5,4 · 10³ kim/ml og 76 · 10³ kim/ml. De resterende lå på 100 · 10³ kim/ml eller derover. Den største vækst, der blev observeret, var 6,8 · 10⁵ kim/ml på R2A-agar. Resultaterne er i overensstemmelse med, hvad der er rapporteret i litteraturen. Dette ses ved sammenligning af Tabel 4-5 med Tabel 5-1, der indeholder resultaterne fra en række udenlandske undersøgelser af eftervæksten i drikkevand.

Tabel 5-1:
Litteraturværdier for kimtal i drikkevand efter henstand eller ophold i ledningsnet.

Se her!

Figur 5-1:
Sammenligning af eftervækst af kim_gæreks21°C og kim_R2A21°C i vækstforsøgene hvor vandprøverne henstod i 14 dage ved 15 °C. Islevbro (+),Thorsbro (x), Sjælsø anlæg 2 (¨)Tisvilde (D), Slangerup (à), Haraldsborg (v)Kisserup (O), Rørvig (-), Rørvig 2 rent vand (^-), Rørvig 2 råvand (^-), Ullerup (· ), Sjælsø anlæg 1 (i), Studebjerg (_o)Studebjerg 2 råvand (o), og Studebjerg 2 rent vand (O).

Sammenligning med disse undersøgelser skal dog ses i lyset af, at der anvendes forskellige metoder til bestemmelse af kimtal, at undersøgelserne er gennemført i forskellige systemer, og at der et tale om forskellige typer af råvand. I alle undersøgelser er udgangspunktet drikkevand med lave kimtal, og der synes i alle tilfælde tale om en stigning i kimtallet.

På Studebjerg Vandværk havde vandbehandlingen ingen tydelig effekt på den vækst, der observeredes i vækstforsøgene. Det hænger godt sammen med, at der ikke skete ændringer i indholdet af AOC. Resultaterne fra Rørvig Vandværk var tvetydige da væksten af kim_gæreks21°C og kim_KingsB21°C var lavere i det behandlede vand end i råvandet, mens dette fald ikke blev observeret for kim_R2A21°C og AOC-indholdet i det behandlede vand var forhøjet. Forskellene kunne skyldes tilstedeværelse af klor i vandet, men Rørvig Vandværk har oplyst, at der ikke klores.

Der er rimelig overensstemmelse mellem eftervæksten bestemt ved hjælp af de tre metoder til bestemmelse af kimtal ved inkubation ved 21 °C. Figur 5-1 viser sammenhængen mellem eftervæksten bestemt ved kim_gæreks21°C og kim_R2A21°C i henstandsforsøgene, hvor prøverne stod ved 15 °C i 14 dage. Hvert punkt på figuren repræsenterer resultater fra samme prøveudtagning, men i tilfælde hvor de højest observerede kimtal ligger på forskellige tidspunkter, er der tale om resultater fra forskellige tidspunkter. Det ses, at kim_R2A21°C er højere end kim_Gæreks21°C. Dette er forventet, da R2A-agaren er sammensat, så der kan vokse flere forskellige typer af bakterier frem, end der kan på gærekstrakt (Figur 4-14). Den lineære regression af de log₁₀ transformerede data giver en R²- værdi på 0,52, hvilket er forholdsvis lavt, men det skyldes hovedsageligt, at der blev observeret meget lav vækst på gærekstrakt i prøverne fra af det rene vand fra anden prøvetagning på Rørvig Vandværk . R²-værdien er 0,77 mellem gærekstrakt og Kings agar B, mens den er lav 0,29 mellem Kings agar B og R2A.

Generelt var kim_37°C lave, og sammenlignet med kim_21°C var der større variationer. Det er positivt, at kim_37°C var lave, da kravene til drikkevand er strengere for kim_37°C end det er for kim_21°C. Årsagen er, at kun få bakterier er istand til både at vokse ved de 15 °C, der er i prøverne under forsøget, og de 37 °C, der er, når bakterierne vokser op på agarpladerne i forbindelsen med analysen. I sammenligning med kim_21°C er kim_37°C ikke anvendelig til vurdering af eftervækstpotentialet i drikkevand. Undersøgelsen viser dog, at der i nogle tilfælde er et eftervækstpotentiale for kim_37°C i vandet, der er tilstrækkelig til, at drikkevandskravene kan overskrides. (se Tabel 3-1). Dette betyder, at et forhøjet kim_37°C i drikkevand ikke nødvendigvis skyldes en udefra kommende forurening, men kan skyldes resultatet af en eftervækst.

Væksten i kimtal i vækstforsøgene kan være udtryk for to ting. Enten en reel stigning i antallet af bakterier som følge af nedbrydning af det tilgængelige organiske stof, eller at tilstedeværende inaktive bakterier "vækkes", og overgår fra en ikke dyrkbar til en dyrkbar tilstand. Hvis der er tale om en reel stigning af bakterier, skulle dette afspejles i en tilsvarende vækst i det totale antal bakterier, der både repræsenterer de dyrkbare og de ikke dyrkbare bakterier, forudsat at antallet af døde bakterier (som også tælles med) ikke ændres.

Bestemmelserne af totalt antal bakterier (AODC) indikerer, at der er tale om en reel vækst i antallet af bakterier i vækstforsøgene med vand fra den første prøvetagning på Studebjerg Vandværk, men for de fleste vandværkers vedkommende er stigningen i kimtal til gengæld så lille og niveauet og variationen i bestemmelserne af totalt antal bakterier så stor, at stigningen i kimtal ikke kan erkendes i det totale antal bakterier. (Sammenlign Tabel 4-3 og Tabel 4-6). For disse vandværker kan det derfor ikke afgøres med sikkerhed, om der er tale om en reel vækst af bakterier eller om bakterierne blot skifter til at være dyrkbare. For første prøvetagning på Studebjerg og Rørvig Værker er kim_R2A21°C derimod af samme størrelsesorden som det totale antal bakterier, og netop i vandet fra Studebjerg kan der observeres en stigning i det totale antal bakterier (Figur 4-6), hvilket viser, at der i dette tilfælde, er tale om en reel stigning i antallet af bakterier. Stigningen i indholdet af ATP fra Rørvig og Studebjerg værker første prøvetagning indikerer også, at der her er tale om en reel vækst. I vandet fra Rørvig stiger ATP-indholdet 43 ng/l svarende til 2,4 · 10⁵ bakterier per ml, hvilket er tæt på den observerede stigning i kim_R2A21°C.

Når væksten bestemt med ATP og kim_21°C sammenlignes, ses der kun sammenhæng i de tilfælde, hvor der er tale om meget høje kimtal (data ikke vist). Det er i overensstemmelse med, at kim_R2A21°C skal være større end 10⁵ kim/ml, før der sker en signifikant stigning i indholdet af ATP (Figur 4-15).

På baggrund af de gennemførte vækstforsøg kan det konkluderes, at der findes et potentiale for eftervækst i det danske drikkevand. De bakterier, der findes i vandet, er i stand til at udnytte de kulstofkilder, der forekommer i vandet. I de gennemførte vækstforsøg er der sandsynligvis tale om en reel vækst af bakterier.

Kim_21°C synes at være egnet til bestemmelse af vækstpotentiale og der er god overensstemmelse mellem de forskellige metoder (forskellige agartyper). Kim_37°C er ikke generelt egnede til bestemmelse af eftervækstpotentiale i drikkevand, men forsøgene har vist, at væksten af kim_37°C i enkelte tilfælde kan medføre overskridelse af grænseværdien. Anvendelse af ATP og total antal bakterier er mindre følsomme end kim_21°C og giver kun signifikant udslag i de tilfælde, hvor den største vækst i kimtal er observeret.

5.5 Sammenligning af AOC og NVOC med eftervækstpotentiale.

Figur 5-2 viser sammenhængen mellem væksten af kim_R2A21°C i de enkelte flasker i løbet af vækstforsøget, hvor prøverne henstod i 14 dage ved 15 °C, og AOC fra de sammenhørende prøver. For de vandværker, hvor AOC indholdet er mindre end 10 µg/l, ses der en svag sammenhæng mellem det maksimale antal kim, der observeres i løbet af vækstperioden, og indholdet af AOC, idet der er en tendens til stigende kimtal ved stigende AOC. Når alle resultater betragtes under et, kan der ikke ses sammenhæng, idet højt AOC-indhold ikke er modsvaret af et tilsvarende højt kimtal.

Figur 5-2:
Logaritmisk sammenhæng mellem væksten af kim_R2A21°C i løbet af forsøget hvor prøverne henstod i 14 dage ved 15 °C og koncentrationen af AOC. Hvert punkt repræsenterer parvise data fra prøverne udtaget på Islevbro (+),Thorsbro (x), Sjælsø anlæg 2 (¨ )Tisvilde (D ), Slangerup (à ), Haraldsborg (v)Kisserup (O ), Rørvig (-),Rørvig 2 rent vand (^-), Rørvig 2 råvand (^-), Ullerup (· ), Sjælsø anlæg 1 (i), Studebjerg (_o)Studebjerg 2 råvand (o), og Studebjerg 2 rent vand (O). En Islevbroprøve udeladt.

Bestemmelse af AOC og bestemmelse af vækst ved vækstforsøgene er to forskellige metoder til bestemmelse af eftervækstpotentialet i drikkevand, der ikke nødvendigvis giver ens resultater. AOC-metoden er standardiseret ved, at der anvendes de samme bakterier i alle prøver. Det giver bedre mulighed for at sammenligne forskellige prøver indbyrdes, men til gengæld medtager den kun den del af det organiske stof, som de tilsatte bakterier kan nedbryde. Resultatet af en AOC-bestemmelse kan betragtes som et mål for substratværdien af det organiske stof, der findes i prøven. Den bakterielle vækst, der kan observeres i henstandsforsøgene, giver derimod to forskellige oplysninger, nemlig at der findes nedbrydeligt organisk stof i vandet, men ikke hvor meget, og at der er bakterier tilstede, der kan nedbryde det.

De forskelle, der kan observeres på Figur 5-2, skyldes givetvis de biologiske forskelle, der er mellem de to systemer. Der kan især peges på fire faktorer. For det første har de bakterier, der er i de to systemer, forskellige substratvalg, dvs. at P17 og NOX i AOC-testen formentlig ikke kan nedbryde de samme organiske stoffer, som de bakterier der er tilstede i vækstforsøget. Effekten heraf kan påvirke forholdet mellem de to metoder i begge retninger afhængigt af sammensætningen af det organiske stof og indholdet og diversiteten af bakterierne i vandet.

For det andet er det sandsynligt, at kun en del af de bakterier, der vokser frem under vækstforsøget, er dyrkbare på de anvendte agartyper. Effekten heraf vil i nogle tilfælde være, at væksten i vækstforsøg undervurderes på grund af den anvendte målemetode.

For det tredje kan protozoer græsse på bakterierne i vækstforsøgene og begrænse antallet af bakterier. Her tænkes ikke på sygdomsfremkaldende protozoer, men på protozoer, der forekommer naturligt i drikkevandet (Sibille et al. 1998). Dette sker ikke i AOC-bestemmelsen på grund af pasteuriseringen. Effekten heraf er, at den observerede vækst i vækstforsøget vil blive mindre. Protozoer menes normalt at kræve 10⁵ bakterier/ml for at kunne vokse op (pers. com. Christensen, 2000). Det betyder, at protozoer kun vil få betydning for væksten, når indholdet af letnedbrydeligt organisk stof er stort nok til, at der vokser flere end 10⁵ kim/ml op. Problemet omkring protozoer kunne løses ved at filtrere vandet, men herved indføres en usikkerhed pgra. afgivelse af AOC fra filtrene.

For det fjerde at der er risiko for vækst af bakterier på flaskernes vægge i vækstforsøgene, mens det er erfaringen, at P17 og NOX ikke vokser på flaskernes vægge. Da der kun udtages prøver fra vandfasen, kan effekten heraf være, at eftervækstpotentialet undervurderes i vækstforsøgene.

Figur 5-3 viser sammenhængen mellem eftervæksten af kim_R2A21°C i de enkelte flasker, som henstod i 14 dage ved 15 °C kimtal, og NVOC fra de sammenhørende prøver. Det ses, at væksten er mindre end 10⁵ kim per ml, når NVOC indholdet er mindre end 2,5 mg/l, mens væksten ofte er større en 10⁵ kim per ml, når NVOC indholdet er større end 2,5 mg/l. Dette er en indikation af, at et NVOC indhold, der er mindre end 2,5 mg/l, formindsker risikoen for mikrobielt ustabilt drikkevand. Den modsatte konklusion, at et højt indhold af NVOC medfører mikrobielt ustabilt drikkevand, kan derimod ikke drages. Det skal nævnes, at denne sammenhæng ikke er ligeså tydelig, når NVOC sammenlignes med de højest observerede værdier af kim_gæreks21°C og kim_KingsB21°C.

Figur 5-3:
Logaritmisk sammenhæng mellem væksten af kim_R2A21°C i løbet af forsøgene, hvor prøverne henstod i 14 dage ved 15 °C og koncentrationen af NVOC. Hvert punkt repræsenterer parvise data fra prøverne udtaget på Islevbro (+),Thorsbro (x), Sjælsø anlæg 2 (¨ )Tisvilde (D ), Slangerup (à ), Haraldsborg (v)Kisserup (O ), Rørvig (-),Rørvig 2 rent vand (^-), Rørvig 2 råvand (^-), Ullerup (· ), Sjælsø anlæg 1 (i), Studebjerg (_o)Studebjerg 2 råvand (o), og Studebjerg 2 rent vand (O).

Undersøgelsen har vist, at både AOC-bestemmelser og vækstforsøg, som de er gennemført i denne undersøgelse, kan bidrage med oplysninger om drikkevandets kvalitet med hensyn til eftervækstpotentiale, som ikke kan opnås ved hjælp af almindelige kemiske analyser. Undersøgelsen siger derimod ikke noget om konsekvenserne af et højt eftervækstpotentiale i ledningsnettet. Derfor kan det ikke afgøres, hvilke af de to metoder, der er bedst til at forudsige, eftervækst ledningsnettet. Hertil vil der kræves en undersøgelse, der sammenligner forholdene i ledningsnettet med eftervækstpotentialet i det vand, der leveres fra vandværket.

5.6 Legionella

Knap 100 mennesker rammes hvert år af legionærsyge. Sygdommen skyldes smitte med bakterien Legionella pneumophila. I naturen findes legionella-bakterier udbredt i både vandløb og søer, men smitte fra naturlige lokaliteter er sjældne, da koncentrationen sjældent er tilstrækkelig høj. Derimod kan L. pneumophila opformeres i mange menneskeskabte systemer, hvor de rette temperaturforhold er tilstede, og dermed give anledning til smitterisiko, f.eks. i varmtvandssystemer, køletårne, befugtere og boblebade. (Statens Seruminstitut 1995). Kilden til legionellabakterier i disse systemer kan være det vand, der leveres fra vandværket, forurening af vandforsyningsnettet fra overfladevand, eller forurening på den aktuelle lokalitet.

I undersøgelsen af vandet fra 7 vandværker kunne der ikke påvises Legionella i prøver a 1 l.

Andre undersøgelser i offentlige vandforsyningsnet har, så vidt vides, ikke ført til fund af dyrkbare L. pneumophila. Derimod er der få eksempler på fund L. pneumophila ved hjælp immunologisk baserede metoder. (States el al. 1990).