Udfasning af Linære Alkylbenzen Sulfonater (LAS) i rengøringsmidler

4. Konklusion

Ved vurdering af tensider til substituion af LAS i rengøringsmidler, bør der fokuseres både på tensidernes miljø- og vaskeegenskaber. På baggrund af kendskab til nedbrydeligheden, økotoksiciteten og bioakkumulerbarheden kan der foretages en kvalitativ risikovurdering af tensider i akvatiske systemer.

Da størstedelen af tensider er let nedbrydelige ved aerobe forhold, er det relevant at fokusere på den anaerobe nedbrydelighed og potentielle bioakkumulerbarhed af tensider, under udvælgelsen af mindre miløbelastende alternativer til LAS. I betragtning af miljø- og vaskeegenskaber er let nedbrydelige lineære anioniske tensider (alkylsulfater og alkylethersulfater) og/eller lineære nonioniske tensider (fedtalkoholethoxylater) gode erstatninger for LAS. For at reducere mængden af kvælstof i produkterne bør der anvendes natrium i stedet for ammonium salte. Det er en fordel at anvende få, men velundersøgte tensider til at substituere LAS, som eventuelt på forhånd eksisterer et kendskab til i virksomheden. LAS-frie produkters effektivitet kan testes kontra de oprindelige produkter. Dette kan effektivt gøres ved laboratorie- og forbrugertests.

Formålet med projektet blev opnået, idet LAS blev udfaset i ti produkter. LAS blev substitueret med anioniske og nonioniske tensider, der nedbrydes let, både aerobt og anaerobt, med en økotoksicitet L(E)C > 1 mg l-1 og ikke er potentielt bioakkumulerende eller danner persistente eller toksiske nedbrydningsprodukter. Substitueringen forringede ikke rengøringseffekten af produkterne. Resultatet er derfor, at vi kan fremstille en række produkter, som i modsætning til de oprindelige LAS-holdige udelukkende indeholder anaerobt nedbrydelige tensider.

Respekt Danmark ApS har fået erfaring omkring miljøperspektiver under indkøb og udvikling af produkter. Dette har givet os et godt værktøj til i fremtiden - via indkøb og udvikling af nye produkter - at favorisere stoffer, der er mindre miljøbelastende.

Overordnet viser projektet, at miljøskadelige tensider af typen LAS i rengøringsmidler, kan erstattes med anaerobt nedbrydelige tensider, uden at gå på kompromis med effektiviteten af produkterne.